I can't tell him... Mianhae...

Alle piger drømmer om prinsen på den hvide hest, der skal komme og tage dem med storm, så de kan ride ud mod solnedgangen sammen... men hvad nu hvis ens drømme prins aldrig vil kunne gengælde ens følelser?
15-årige Phai har fundet sin bedstemors gamle dagbog på loftet, og da hun giver sig til at læse, må hun indse, at hendes bedstemor aldrig var så glad og lykkelig, som hendes bedstefar altid har beskrevet hende...

10Likes
4Kommentarer
1746Visninger
AA

5. The invitation

Fredag d. 1. marts 2013

Kære dagbog...

Undskyld, jeg ikke får brugt dig så flittigt, som jeg gerne ville, men som sagt har jeg aldrig haft en dagbog før, og det er nok grunden til at jeg aldrig rigtig skriver i dig... Men der er sket ret mange ting siden sidst...

Jeg er startet på SeoulArts og det er skønt! Alle eleverne er så søde, og undervisningen er rigtig god, selvom det også er hårdt. Jeg har en smule svært ved at følge med en gang imellem, men for det meste er undervisningen også underholdende, og så gør det dét en smule lettere.

Derudover har Ji-Hoon hjulpet mig en hel del med mine lektier, og med at give mig gode råd til øvelser i mimik og krops kontrol. Han har endda rettet på min krops holdning, og hver gang jeg mærker hans varme hænder røre ved mig, giver det et let gys igennem min krop... Hvis bare han vidste, hvad det er, han gør ved mig...

Men det gør han ikke, ellers ville han ikke have tilladt mig at gå på date... Ja, jeg har været på date... mig!! Okay, måske er jeg helt igennem uigenkaldeligt forelsket i Ji-Hoon, men jeg må indrømme det føles rart, at der var nogen, som var interesserede i mig. Interesseret i mig som ung kvinde, og ikke bare ser mig som et lille barn...

Men jeg må indrømme, at jeg var overrasket, da han inviterede mig ud... Han er trods alt 5 år ældre end mig, og så har jeg kendt ham, lige siden han var en trainee under Ji-Hoons beskyttende vinger. Ups, jeg glemte helt at fortælle, at det er Joon... Ja, han hedder jo egentlig Chang Sun, men det er bare hurtigere at sige Joon, og så passer det bare bedre til ham af en eller anden grund... men i hvert fald, han inviterede mig ud.... og jeg sagde ja, efter at have spurgt Ji-Hoon...

"Har Joon inviteret dig ud? Jamen dog, jamen dog, skal min søde lillesøster ud på sin første date?" Han havde bare grinet og smilet af mig, mens hans hånd endnu en gang havde rodet kærligt i mit hår... Jeg havde smilet til ham og rakt tunge af ham, men inden i var jeg ved at tudbrøle... Han havde ingen følelser for mig.... ingen... ikke andet end de broderlige...

Så den aften jeg var ude med Joon, havde jeg besluttet mig for, at glemme Ji-Hoon fuldstændig. Bare lægge ham på hylden og nyde den opmærksomhed, som Joon gav mig. Og faktisk var det bedre, end jeg havde forventet... Først var vi ude at spise sushi på en lille hyggelig restaurant, hvor der ikke kommer så mange, da Joon helst ikke ville blive genkendt. Han havde da også en kasket på, som kunne dække for hans øjne en gang imellem, og så bar han nogle af de der briller man kan få, uden glas, fordi han troede, han ikke ville blive genkendt lige så meget.... Faktisk ret sødt, men ikke så effektivt igen.

Nå, men derefter gik vi i biografen, og til sidst tog han mig med ud at gå i en park, hvor vi snakkede og blot hyggede os. Det føltes faktisk rart, og jeg smilede stort hele aftenen. Men da han havde fulgt mig hjem, gik jeg i chok.. Han kyssede mig på kinden!! Jeg er faktisk ret sikker på, at han ville have givet mig et rigtigt kys, men i stedet kyssede han min kind og sagde godnat, hvorefter han tog afsted igen.

Mit hjerte havde banket rimelig vildt i det øjeblik, og samtidig var der gået splinter i det... Hvordan kunne jeg overhovedet være bekendt, at gøre det over for Joon? Jeg er jo forelsket i Ji-Hoon.... men måske kan Joon ændre på det... Hvis jeg begynder at se en anden fyr, bliver jeg jo nødt til at koncentrere mig om ham, og lægge Ji-Hoon på hylden, ik'?

I hvert fald har jeg sagt ja, til at gå ud med Joon igen... Ji-Hoon smiler blot af det, selvom der er 5 år imellem os... Jeg havde troet, at han måske ville forbyde mig at se Joon igen... Holde arbejde og privatliv adskilt eller noget i den stil... Eller blot været overbeskyttende som de fleste andre storebrødre. Men det skyldes måske, at jeg ikke er hans rigtige lillesøster. Så måske ser han mig ikke helt som sin lillesøster alligevel? Men hvad ser han mig så som?

Det er så frustrerende og forvirrende. Jeg føler mig så falsk ved at have sagt ja til at gå ud med Joon igen, men samtidig så føles det så rigtigt. Det føles godt at blive behandlet som den unge kvinde jeg er og ikke som en lille pige. Desuden er Joon jo faktisk både sød og sjov, og så ser han rimelig godt ud. Han har endda spillet en yngre version af Ji-Hoon i filmen "Ninja Assasin". Ret imponerende faktisk.

Måske er det derfor, at jeg har ladet Joon invitere mig ud? Fordi han på nogle punkter minder lidt om Ji-Hoon? Nej, det kan ikke være det, og det må heller ikke være det. Det vil være så forkert af mig, at holde Joon for nar. Så jeg må bare forsøge at glemme Ji-Hoon. Forsøge at glemme den forelskelse, der har stået på i flere år nu. Ja.. selvom det nok bliver tæt på umuligt. For hvordan skal jeg kunne glemme, hvor meget jeg er forelsket i ham, når jeg ser ham så tit, som jeg gør?

Nogen gange ville jeg ønske, at jeg bare var blevet ved med at være naboens datter i stedet for at være blevet lillesøsteren....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...