I can't tell him... Mianhae...

Alle piger drømmer om prinsen på den hvide hest, der skal komme og tage dem med storm, så de kan ride ud mod solnedgangen sammen... men hvad nu hvis ens drømme prins aldrig vil kunne gengælde ens følelser?
15-årige Phai har fundet sin bedstemors gamle dagbog på loftet, og da hun giver sig til at læse, må hun indse, at hendes bedstemor aldrig var så glad og lykkelig, som hendes bedstefar altid har beskrevet hende...

10Likes
4Kommentarer
1744Visninger
AA

3. The bigging

Tirsdag d. 26 december 2012

Kære dagbog... Eller hvordan man nu end starter sådan noget her.

Det er første gang nogensinde, at jeg prøver at skrive dagbog, selvom jeg er 19 år gammel, så jeg ved ikke rigtig, hvordan man gør sådan noget her... men jeg fik dig i gave, så jeg vil da give det et forsøg.

Jeg hedder Sun Sey, og som sagt er jeg 19 år gammel. Jeg er født og opvokset i Seoul, selvom min historie er lidt kompliceret...

Ser du, mine forældre omkom i en bilulykke, da jeg var 6 år gammel, og da mine bedsteforældre boede i Jindo, og havde ikke kræfter til at kunne tage sig af mig, tog mine forældres venner mig til sig, selvom de led med deres egne kvaler. Jeg havde kun været hos dem i et år, da fru Jung døde, efter at have kæmpet imod diabetes i længere tid, som havde taget hårdt på hende. Dengang var jeg for lille til at forstå det, men i dag er jeg ked af, at jeg ikke nåede at få mere tid sammen med hende...

Jeg blev dog ikke ensom, da jeg havde min nye far, hr. Jung og så min storebror Ji-Hoon... 

Dengang var han 17, og kæmpede bravt for sin drøm om at blive en stjerne, og gik derfor til den ene audition efter den anden. De afviste ham dog, fordi de ikke mente, at han kunne klare sig uden de rette "øjne", som man kalder det... Udseendet tæller altså ikke alt! Og desuden har Ji-Hoon altid været ret eftertragtet...

Men Ji-Hoon havde i hvert fald hele pakken efter min mening, men jeg var jo også kun 6 år gammel, da jeg begyndte at lære ham at kende... Jeg havde aldrig drømt om, hvor stor en stjerne han ville blive en dag, for det er han i dag.... Der er dog ikke rigtig nogen, som kalder ham for Ji-Hoon længere, da de i stedet kalder ham for Rain.... Ja.. Bi Rain er min storebror... eller stedstorebror, eller papstorebror, eller hvad man nu kalder det... i hvert fald er han min storebror, og jeg hans lillesøster... Hans lillesøster...

Han har altid taget sig kærligt af mig, og beskyttet mig... Hvis jeg kom hjem fra skole, og han kunne se, at jeg havde grædt, tog han altid med mig i skole dagen efter... de andre børn var ikke så fascinerede i starten, men da han kom frem som stjerne ændrede de pludselig fuldstændig syn på mig... Jeg blev ret populær takket være min storebror, selvom det kun var fordi, at min storebror var kendt... men det var stadig bedre, end at blive mobbet og holdt udenfor af dem på min skole.

Ja, som du kan høre, har min barndom været ret tumulsk... fyldt med død, mobning, pludselig popularitet, og pludselig en hverdag der var vendt på hovedet...

Jeg kan huske, da Ji-Hoon skulle have taget billeder til sit debut album "Bad Guy"... Jeg havde fået lov til at tage med på settet, og de fleste syntes, det var ret sødt, at se hans lillesøster på 12 rende nysgerrigt rundt, selvom jeg var over det hele... Jeg tror, jeg legede fangeleg med dem, uden de egentlig viste at vi legede... men de kunne heller ikke fange mig, så det var så enkelt...

Ja, jeg har altid været meget barnlig af sind, og stoppede også først med at lege med dukker, da jeg var 14... Jeg havde ikke lyst til at skulle blive stor. At skulle gå i Middelschool, og begynde at tænke på en uddannelse, og alt den slags... Det eneste jeg ønskede var, at forblive en lille pige, så jeg kunne blive ved med at tage med Ji-Hoon til photoshoots, filmsets, koncerter og al den slags...

Ikke, at jeg ikke kom det alligevel, men at blive stor føltes så underligt, og se mig nu... Jeg er 19 år, og har stadig et rimelig barnligt sind... Det er da også noget af det der gør, at Ji-Hoon stadig roder mig i håret og kalder mig "stump", selvom jeg ikke ligefrem er så lille længere.

Jeg savner at være barn... Dengang var det hele så meget lettere, og nu... jeg ville ønske, Ji-Hoon ville holde op med at kalde mig for "stump"... Jeg er faktisk 1,71 meter høj, og bruger en 80C i BH... Så jeg er ikke ligefrem en "stump" længere.... Desuden vil jeg så gerne have, at han kalder mig noget andet... da jeg var mindre, gjorde det mig glad, at han kaldte mig stump, men nu.... når jeg hører, hvordan han flirter med tøserne på setsene og kalder dem navne, er det aldrig navnet: "stump" han bruger....

Jeg ville virkelig ønske, at han kunne se mig... Ikke at han ikke ser mig, men.. ja.. du ved, hvad jeg mener, ik'? For selvom han ser på mig, så ser han mig ikke... Eller han ser ikke den person, jeg gerne vil have, han skal se...

Jeg vil gerne have, at han skal se en stærk, ung, smuk og selvsikker kvinde, men alt det han ser, er en lille forvirret og uskyldig pige.... Hans lillesøster... Ja, hans lillesøster.... Men jeg er ikke hans lillesøster.. ikke biologisk set... Jeg ville bare ønske, at han også ville indse det... men det gør han ikke... 

 

Hvorfor skal livet også være så kompliceret? Hvorfor skulle mine dumme teenage hormoner tage over og gøre mig helt kulret i hovedet? Sommetider ville jeg bare ønske, at jeg var normal… En normal pige, med en normal familie osv… men sådan er det ikke…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...