I can't tell him... Mianhae...

Alle piger drømmer om prinsen på den hvide hest, der skal komme og tage dem med storm, så de kan ride ud mod solnedgangen sammen... men hvad nu hvis ens drømme prins aldrig vil kunne gengælde ens følelser?
15-årige Phai har fundet sin bedstemors gamle dagbog på loftet, og da hun giver sig til at læse, må hun indse, at hendes bedstemor aldrig var så glad og lykkelig, som hendes bedstefar altid har beskrevet hende...

10Likes
4Kommentarer
1760Visninger
AA

2. Attick

Solens stråler skinnede varmt og skarpt ned på Seoul, så alle var tvunget til at bruge solbriller eller hat for ikke at blive blændet. Heden havde stået på i flere uger, mens luftfugtigheden blot var blevet værre. Alle viste, at der var en storm på vej, men ikke hvornår den ville ramme...

De fleste mennesker brugte dog tiden på at nyde solen eller sidde i skyggen på en café, mens de kunne spise en is, uden at føle sig grådige eller overvægtige. Der var dog en pige, som havde valgt at skjule sig for solen et andet sted. Eller rettere skjule sig for dem, der stod udenfor hendes hus, klar til at kaste sig over hende, fordi de ikke havde noget bedre at foretage sig...

Pigen lod stille gardinet falde på plads igen, efter at have løftet det let med sine fingerspidser. I en alder af 15 år havde hun allerede oplevet flere ubehagelige ting, end en person nogensinde burde udsættes for. Hendes forældre vidste ingenting om det, da de altid var på farten, ligesom hendes bedstefar havde været i sine unge dage... Nu var det blot ham, som tog sig af hende i stedet for, når forældrene arbejdede.

Hun bevægede sig stille væk fra vinduet, mens hendes blik gled hen over nogle af de gamle fotos, der stod på hylderne rundt omkring. De fleste billeder var fra mens hendes bedstefar endnu var ung... Selvom han var født med kulsort hår ligesom hende selv, havde han haft det farvet i et utal af nuancer og i mange forskellige længder. Hun kunne ikke lade vær med at smile lidt stolt, når hun så på billederne, hvor alle fem gruppemedlemmer stod sammen.

Hun havde hørt mange historier om gruppen, selvom den hun nu bedst kunne lide, var historien om, hvordan hendes bedstefar havde mødt hende... Sun Sey... Phai stoppede stille op ved det gamle bryllups foto af sine bedsteforældre, der så så lykkelige ud sammen. Alligevel var det altid som om, at der var noget trist over hendes bedstemors ansigt... ligesom der var ved hendes eget.

Når hun så sig selv i spejlet, var det altid grålige triste øjne, der stirrede tilbage på hende. Selv huden syntes grålig, og hendes mørke lange hår blev ved med at være tørt med spaltede spidser. Hun lignede ikke rigtig nogen i familien... Havde ikke den karakteristiske næse, som både hendes bedstefar og far havde, eller de smalle øjne som hendes mor.... Ingenting... Hun var en outsiter... De elever, der stod ude foran hendes hus, var et bevis på det. 

"Vi ved, du er derinde, tærte... Luk os nu ind.. Vi vil jo bare snakke." Lyden ad deres stemmer fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Stille søgte hun ly oven på, da fornemmelsen i hendes mave sagde, at der ikke ville gå længe, inden de ville opdage ekstranøglen til hoveddøren, som hendes bedstefar havde gemt under potteskjuleren, til den blomst, hun for længst havde glemt navnet på.

Ganske rigtigt kunne hun i det samme høre en rumsten uden for hoveddøren, der ikke fik hendes hjerne til at skulle tænke to gange. Hun havde egentlig planer om, at løbe ind og gemme sig på sit værelse, men i stedet valgte hun hurtigt at kravle op ad stigen til loftet, hendes bedstefar havde ladet være nede tidligere, da han havde været oppe for at finde nogle gamle cd'er. I det hun nåede op ad stigen, kunne hun høre hoveddøren blive åbnet, mens nogen kaldte på hende. Hurtigt fik hun trukket stigen op og lukket lemmen til loftet, hvorefter alt blev mørkt omkring hende.

Ganske forsigtigt lod hun sine fingre glide rundt i mørket på jagt efter den lommelygte, hendes bedstefar altid havde liggende deroppe, så han ikke behøvede at skulle tage en med op og ned ad stigen hver gang. Det føltes som en evighed, mens Phai's fingre løb hen over de gamle breder, og hun kunne nærmest føle, hvor hendes bedstefars fødder havde befundet sig, og hvor støvet lå urørt hen.

Hendes fingerspidser stødte på noget koldt metal, og det tog hende ikke lang tid at få lukket hånden om lygtens stav og trukket den til sig. Hun kunne høre, hvordan der blev rumsteret rundt nedenunder, mens hendes fingre stille undersøgte lommelygten for at få den tændt. Et svagt klik lød på loftet, da lyskeglen skød frem fra lommelygten og oplyste det store luftsrum.

Støvkorn dansede let i lyset fra lommelygten, som Phai stille lod glide hen over de mange ting, hendes bedstefar opbevarede deroppe. Gamle møbler, legetøj, kasser med tøj og meget mere stod over det hele. Forsigtigt kom Phai på benene, hvorefter hun bevægede sig ned imellem de mange ting, der nærmest udgjorde faretruende bygninger, der syntes at kunne styrte sammen over hovedet på hende, hvornår det skulle være.

Hun havde aldrig været på loftet før, hvilket både var en smule skræmmende, men også utroligt spændende for hende. Hun lod stille lyskeglen undersøge hver en afkrog af loftet, som hun stille sneg sig afsted hen over de støvede brædder, for ikke at få dem til at knirke, når hun gik på dem.

Hun stoppede først op, da hun nåede helt ned i den fjerneste krog af loftet. Her var der ikke lige så mange kasser stablet oven på hinanden, og det var som om, der var en anden orden over det. Phai mærkede nysgerrigheden røre på sig og løbe igennem hendes krop og helt ud til hendes fingerspidser, der begyndte at søge imod nogle af kasserne. Forsigtigt åbnede hun den første kasse, og måtte blinke et par gange med øjnene, inden det gik op for hende, hvem der stirrede tilbage på hende fra kassen.

Tonsvis af fotografier af hendes bedstemor lå øverst i kassen. Både fra da hendes bedstemor stod med hendes far i armene, og fra da hun selv måtte have været barn. Phai kiggede stille kassen igennem, da det var første gang hun egentlig blev præsenteret for sin bedstemor på denne måde. Hun altid kun set de få billeder, som der stod nedenunder.. så hvorfor havde alle de billeder her, været gemt væk?

I bunden ad kassen stødte Phai's fingre på noget andet end billeder. Det føltes hårdt imod hendes fingerspidser, og nysgerrigt lod hun sin hånd trække genstanden op. En gammel bog indbundet i rødbrunligt læder, som med tiden var falmet en smule befandt sig i hendes hånd. Hvad lavede en bog dog nede i kassen med billeder ad hendes bedstemor?

Ganske forsigtigt åbnede hun bogen, hvor hun blev mødt med tætskrevne sider ad en kuglepen. Stille satte Phai sig ned på de støvede brædder og lod lyskeglen oplyse siderne i bogen. Det tog hende lidt, inden hun fik tydet de første ord af bogen, inden det gik op for hende, hvad hun egentlig sad med. Det har var hendes bedstemors dagbog... En dagbog som hendes bedstefar havde ønsket at gemme væk, ligesom alle fotografierne.

Phai vidste, at allerede da hun havde åbnet kassen og set billederne, at der måtte gemme sig en historie om hendes bedstemor, som hendes bedstefar holdt for sig selv... Da hun stille begyndte at læse i dagbogen, havde hun dog aldrig forestillet sig den historie, dagbogen ville afsløre for hende...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...