En Krigers Skæbne


9Likes
51Kommentarer
2255Visninger
AA

17. Voldsom vrede

Jeg stivnede. Luc havde stadig sin mobil på sig. Han havde endda haft den tændt. Pis! De havde sporet ham. Jeg gispede. Ralph. Jesse begyndte at grine og jeg skulede ned på ham.

”Så faldt tiøren endelig! Dine venner hygger sig sikkert i fangekælderen” Han grinede. Det skulle han ikke have gjort. Vreden blussede så voldsomt op indeni mig at jeg tog fat i hans hoved og vred halsen om på ham. Han sank sammen og lå fuldstændig stille. Jeg kiggede hen på mig far. Han stod bare og stirrede på mig, som om han ikke vidste hvad han skulle sige. Jeg løb forbi ham og fortsatte til jeg var oppe på mit værelse. Jeg smækkede døren og stormede ind i mit klædeskab. Jeg trak i mit lædertøj og bevæbnede mig med alle mine våben. Da jeg trådte ud igen var jeg bevæbnet til tænderne. Luc lå på sengen og stirrede på mig. Han rynkede panden.

”Det var Jesse” sagde jeg.

”Var det ham?”

”Ja, men han kommer ikke til at volde nogen problemer”

”Hvad mener du? Og hvorfor er du bevæbnet?”

”Jeg må af sted. Der er noget jeg skal have ordnet” Jeg gik hen til døren og skulle lige til at gå da jeg så mig over skulderen.

”Hvor er din mobil?”

”Den ligger på kommoden” Jeg gik hen til kommoden og tog hans mobil. Jeg åbnede den og smed den på gulvet. Luc fulgte alle mine bevægelser og da jeg kiggede på ham samtidig med at jeg løftede foden var det som om han fandt ud af hvad jeg var i gang med. Han kæmpede sig ud af sengen, men han var for langsom og jeg trådte ned på mobilen. Jeg hørte den knase og jeg kiggede ned på den. Den var totalt smadret.

”Hvad fanden er meningen!?” råbte Luc af mig. Han samlede den op og studerede den. Den var ikke til at redde.

”Den der, er skyld i at hel Akademiet ved hvor jeg er” sagde jeg og gik min vej. På vej ned af den store trappe så jeg min far komme gående sammen med to andre. Han kiggede på mig, men sagde ikke noget. Vi nikkede til hinanden og jeg gik ud af hoveddøren. Jeg var på vej hen til min bil da der var en der tog fat i min ene skulder. Jeg nåede ikke at tænke mig om før jeg havde taget fat i personens håndled og vredet det rund. En stor mandsperson landede fladt på ryggen og stønnede. Rex stirrede op på mig. Jeg stivnede og vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

”For fanden! Du behøver ikke smide mig i gulvet hver gang du ser mig” stønnede han og kom langsomt på benene. Jeg kiggede på ham imens han børstede sine bukser af. Jeg stillede mig med armene over kors.

”Hvad vil du?” spurgte jeg selvom jeg egentlig godt vidste hvorfor han var her.

”Din far bad mig følge med dig” sagde han.

”Det kan ikke lade sig gøre” Jeg kantede mig forbi ham og fortsatte hen til min bil. Jeg tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren. Rex’ store hånd landede på ruden og smækkede døren i igen. Jeg drejede rundt og skulle lige til at lange ham en lussing, men han greb min hånd og holdt den i et fast greb.

”Hvorfor er du så vred? Hvad skete der nede i kælderen?” spurgte han. Jeg rykkede hånden til mig og så vredt på ham.

”Det kan du spørge min far om, men du skal ikke med mig”

”Det tror jeg nu nok jeg skal”

”Bare fordi far siger det?! Glem det! Og flyt dig så!” Jeg skubbede ham væk fra døren og åbnede den, satte mig ind og smækkede den hårdt i. Jeg startede motoren med et brøl, smed bilen i gear og trådte speederen i bund. Jeg drønede ned af vejen og ind på den underlige sti af en vej. Da jeg kom ud på den store grusvej registrerede jeg noget i bakspejlet. En enkelt forlygte kom langsomt tættere og tættere på. En motorcykel. Inden ret længe var den oppe på siden af mig og jeg kunne se at det var Rex. Han gjorde tegn til mig om at køre ind til siden, men jeg ignorerede ham og trådte speederen helt i bund. Bilen accelererede og jeg trykkede på en knap og den lille røde udløser sprang frem. Rex fulgte stadig med bilen. Jeg kiggede en sidste gang på ham og så udtrykket i hans øjne. Han ville have mig til at stoppe. Jeg kunne mærke tårerne presse på, men det kunne jeg ikke tage mig af nu. Jeg trykkede på den røde knap og med ét blev jeg trykket tilbage i sædet og bilen for af sted med en sindssyg fart. Rex sakkede hurtigt bagud og forsvandt af syne i løbet af få sekunder. Gud hvor jeg dog elskede min bil. Farten var det eneste der kunne få mig til at glemme alle de problemer der var. Men kun næsten. Der gik ikke længe før jeg kom til hovedvejen og da bilens hjul ramte asfalten gav den et lille ryk og accelererede yderligere. I krydset hev jeg håndbremsen og bilen skred ud og rundt. Jeg skiftede gear og drønede af sted. Der gik ikke ret længe så kom vejen ind til akademiet til syne. Jeg tog en dyb indånding og drønede ned af vejen, smed bilen ind igennem portene og standsede foran den store trappe. Jeg sprang ud af bilen, løb alt hvad jeg kunne op at trapperne og ind igennem de store døre.

”ONKEL!” råbte jeg alt hvad jeg kunne. Jeg lyttede. Der var totalt stille. Jeg scannede rummet, men der var ikke nogen at se. Pludselig hørte jeg en dør blive åbnet. Jeg stillede mig klar til hvis der kom nogen der ville angribe mig. Jeg trak en dolk i hver hånd. Oppe på trappen kom en person til syne. Der var mørkt så jeg kunne ikke se hvem det var, men noget sagde mig at det var en mand. Han kom tættere og tættere på. Jeg kunne mærke alarmklokkerne begynde at ringe. Der var noget galt her. Personen bevægede sig ikke som min onkel. Pludselig blev manden skubbet frem efter og landede på gulvet foran mig. Jeg gispede. Tor. Han lå på gulvet og stønnede. Der bølgede en duft op imod mig og jeg stivnede. Blod. Der lugtede af blod! Jeg kastede mig hen til Tor og tog fat om ham. Han stønnede og drejede hovedet. Hans ene øje var ophævet så han ikke kunne se ud af det, han øjenbryn var flække og det samme var hans underlæbe. Han havde mange skrammer i ansigtet og på halsen. Jeg lod øjnene vandre ned over hans krop og opdagede at hans overkrop var nøgen og gennem banket. Hans ribben var begyndt at blive lilla og blå og nogle steder var de endda sorte. Han havde en lang flænge der gik fra venstre skulder og ned til hoften. Det blødte, men ikke så han var i livsfare. Jeg fik tårer i øjnene da jeg strøg hans hår væk fra ansigtet.

”Hvad har de dog gjort ved dig?” hviskede jeg. Tor prøvede på at sige noget men der kom ikke noget ud af hans mund. Han var for svag til at gøre noget.

”Lessie” var der en der sagde. Jeg vendte hovedet med et ryk og stirrede lige op i min onkels øjne. Vreden begyndte at tage form indeni mig og jeg lagde forsigtigt Tors hoved ned på gulvet igen. Langsomt rejste jeg mig op og stirrede vredt på min onkel. Han stod så tæt på at jeg nemt kunne tage min dolk og støde ind i hans hjerte. Men jeg gjorde det ikke. Jeg skulle vide hvor de andre var.

”Onkel” snerrede jeg. Jeg strammede grebet om min dolk og måtte ligge et bånd om mig selv så jeg ikke overreagerede.

”Jeg vidste at du ville vende hjem” sagde min onkel.

”Jeg kom fordi du sendte en for at dræbe mig”

”Nej, ikke dræbe. Bare overtale dig til at komme tilbage. Og det virkede” Der bredte sig et smil på hans læber.

”Hvor er de andre?”

”I sikkerhed”

”Hvor?”

”Min søde Lessie. Det ville ikke give nogen mening at fortælle dig det for så kan jeg jo ikke få snakket med dig”

”Jeg kan love dig for at jeg gør mere end snakke hvis ikke du fortæller mig hvor de andre er” Jeg kunne ikke lade være med at tage et skridt frem imod ham. Han blev bare stående. Han havde stadig et smil på læberne. Min vrede tog en ekstra tand op og jeg løftede dolken. Hvis han havde gjort de andre noget… En anstrengt lyd fik mig til at standse og se mig over skulderen. Tor var ved at prøve på at rejse sig op. Hans ben blev ved med at give efter under ham. Jeg skyndte mig hen til ham og greb ham inden han væltede omkuld. Hans vægt var overvældende og havde nær fået mig til at gå i knæ. Jeg ignorerede min onkel og begyndte at gå hen i mod hoveddøren. Jeg halvvejs slæbte Tor efter mig.

”Jeg ser frem til at se dig igen” råbte min onkel efter mig. Jeg fortsatte hen til bilen og fik Tor ind på bagsædet. Så løb jeg alt hvad jeg kunne tilbage til min onkel og hamrede en næve ind i hans ansigt. Han brølede og landede hårdt på gulvet. Jeg stillede mig over ham og så ned på ham.

”Hvis du så meget som rører de andre så skal jeg sørge for at du får det tusinde gange så meget tilbage” hvæsede jeg af ham og løb ud til bilen igen. Jeg sprang ind på forsædet, smed bilen i gear og trådte speederen i bund. Jeg drønede ud igennem portene og videre ud på hovedvejen. Jeg snoede mig ind og ud imellem alle de andre biler. I lyskrydset var der rødt, men jeg drønede ud foran de andre og en symfoni af horn og hvinende dæk lød bag mig. Jeg rystede på hovedet og fortsatte den høje fart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...