En Krigers Skæbne


9Likes
51Kommentarer
2264Visninger
AA

8. Valget

Jeg vendte mig om og lagde hænderne på Jeremiahs solide brystkasse og kiggede op i hans azurblå øjne. Han smilede men smilet nåede ikke op til hans øjne. Det her var ikke godt. Der var tydelige regler om det her. Man måtte ikke forelske sig i en anden kriger og man måtte da slet ikke have sex. Jeg skubbede ham væk fra mig og gik hen til sengen. Jeg lod mig dumpe ned i den og lagde hovedet i mine hænder.

”Det her sker bare ikke” hviskede jeg. En hånd blev lagt under min hage og vippede mit hoved bagover. Jeremiah stod og kiggede på mig med et trist blik.

”Det var min skyld” sagde han. Jeg rystede på hovedet. Nej det var vores begges skyld. Vi havde ladet os rive med og nu var det sket. Reglerne var blevet brudt. Det ville kun være et spørgsmål om tid før min onkel fandt ud af det. Pis! Min onkel. Jeg havde helt glemt ham. Glemt hvad der var sket. Jeg måtte væk. Jeg måtte ud og finde min far. Jeg rejste mig, gik hen til mit klædeskab, greb et par læderbukser og en top. Jeg sprang ud af mit jogging tøj og trak i det andet. Jeg vendte mig imod kommoden og fandt alle mine våben frem og begyndte at spænde dem fast til kroppen. De våben jeg ikke kunne finde plads til smed jeg ned i en stor sportstaske, som jeg altid havde til at stå ved siden af på gulvet. Jeg vendte tilbage til klædeskabet og fandt det mest nødvendige tøj frem og maste det ned i tasken. Jeg stak fødderne i et par sorte militærstøvler og vendte mig imod Jeremiah. Han stod og fulgte mig med øjnene og havde en stor alvorlig rynke i panden. Jeg kunne godt forstå at han ikke brød sig om det der skulle til at ske, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Han sagde heller ikke noget da jeg to min sorte læderjakke på og svang tasken over skulderen. Han lagde bare armene over kors og det blik han sendte mig sagde mere end hvis han havde åbnet munden. Han var vred, skuffet og ked af at jeg forsvandt.

”Jeg bliver nød til det” sagde jeg og begyndte at gå hen imod døren. Han fulgte efter mig og da jeg åbnede døren landede hans ene hånd på døren og skubbede den hårdt og bestemt i. Jeg kiggede op på ham.

”Du må ikke gøre det” sagde han. Jeg kunne høre sorgen i hans stemme.

”Jeg kan ikke lade være” svarede jeg.

”Du er vel klar over at han vil lede efter dig”

”Ja, men jeg tror ikke at han vil gøre det lige med det samme”

”Hvordan vil du finde din far?”

”Med hjælp fra Duke”

”Jamen han er fange her”

”Og hvad så?”

”Lessie, det kommer aldrig til at gå godt”

”Jeg bliver nød til at gøre et forsøg” Jeg åbnede døren og gik ud. Jeg fortsatte ned af gangen, forbi mændenes fællesstue, træningslokalerne og ud i garagen. Jeg gik hen til min motorcykel og lod fingrene glide hen over den. Jeg sukkede. Jeg måtte efterlade den her. Forhåbentlig ville Luc tage sig godt af den. Han havde altid været misundelig på mig over den. Jeg drejede rundt og gik hen til min bil. En sort Mustang GT. Jeg åbnede bagagerummet og satte sportstasken ned i det. Derefter gik jeg tilbage og fandt trappen ned til kælderen. Jeg lyttede efter stemmer, men jeg kunne ikke høre nogen. Da jeg kom ned til cellerne kunne jeg se at der ikke var nogen. Jeg gik hen til den første celle. Jeg kiggede ind. Fangen lå på briksen med en arm over hovedet. Han så ud til at han sov. Jeg åbnede døren og stillede mig med armene overkors. Fangen satte sig op og jeg stirrede på ham.

”Er du kommet tilbage for at få en på hovedet igen?” spurgte han og grinede. Jeg rystede på hovedet.

”Jeg er her for at befri dig” sagde jeg med overraskende meget bestemthed i stemmen. Fangen gloede på mig. Han rejste sig langsomt på. Han var høj og bredskuldret. Han gik hen imod mig mens han stadig stirrede på mig. Jeg blev stående og jo tættere på han kom jo mere kom mit hoved bagover. Da han stod helt henne ved mig havde jeg lagt nakken så langt tilbage at jeg troede at jeg kunne vælte når som helst.

”Mener du det?” spurgte han.

”Ja” svarede jeg. Vi stirrede på hinanden i lang tid, men pludselig bredte der sig et smil på hans læber og han stak hånden frem. Jeg tog den uden tøven og trykkede den.

”Det var sgu satans. Din far havde ret” Han smilede og jeg kunne ikke lade være med at skule op på ham.

”Jeg hedder forresten Alex”

”Lessie” Han nikkede og jeg vendte mig om og gik ud af cellen. Jeg kunne mærke at han fulgte efter mig. Jeg gik hen til ellen med Duke og åbnede. Duke sad på briksen og lænede sig op af væggen. Hans øjne var halvt lukkede og han smilede let.

”Nå så du slog ikke din onkel ihjel” sagde han.

”Nej, jeg har bedre ting at tage mig til” sagde jeg. Duke nikkede og rejste sig. Han strakte sig og jeg kunne høre at det knækkede hele vejen op igennem rygsøjlen på ham. Så kom han hen til mig og kiggede ned på mig. Han nikkede en enkelt gang og så forbi mig på Alex.

”Du gør hende ikke noget” sagde han. Jeg drejede rundt og trak en dolk og stillede mig i forsvars position og kiggede på Alex. Han stod med armene højt hævet over hovedet og i dem havde han noget der lignede et bordben. Han sænkede armene og smed træet fra sig og smilede til mig. Han trak på skuldrene og gik så ud af døren igen. Jeg rettede mig op. Det var nok bedst at jeg holdt et ekstra vågent øje med ham hvis jeg ikke ville overfaldes.

Der var ikke nogen af os der sagde noget da vi sneg os op fra kælderen. Jeg scannede alle gangene vi kom forbi og lyttede intenst efter noget. Intet. Jeg kunne høre maskuline fødder trampe rundt et langt stykke væk og nogen grinede, men de var ikke i nærheden af at kunne se os. Jeg gjorde tegn til at de skulle holde sig tæt til jorden og lade mig om at gå forrest. Vi nåede til døren ud til garagen uden at blive set og jeg åndede lettet op. Så snart vi var igennem døren lukkede jeg den og løb over til min bil. Jeg sprang ind bag rattet og satte nøglen i tændingen. Duke og Alex fulgte efter og da de havde smækket dørene gav jeg gas og bilen skød frem imod garagedøren. Der var en censor på så den automatisk åbnede sig når der kom nogen imod den. Jeg smilede taknemligt over Luc, det geni. Han havde virkelig forstand på det med teknologi.

Vi drønede tværs over den store gårdsplads og ud af den enorme port, og fortsatte ned ad den lange grusvej. Jeg trykkede speederen endnu mere i bund og jeg kunne høre Alex stønne. Jeg kastede et blik på ham i bakspejlet. Han var ligbleg i ansigtet og han sad stiv som et bræt. Jeg begyndte at smile og kunne ikke holde et lille fnis tilbage. Han stirrede på mig og jeg kunne se at han ikke synes det var spor sjovt. Duke brummede ved siden af mig og jeg kiggede hurtigt på ham.

”Du nyder virkelig den her fart” sagde han.

”Det her er ikke noget” sagde jeg til ham og jeg sværger at han mistede lidt af sin farve i ansigtet. Alex så derimod dødsens ræd ud. Jeg fniste og trykkede på en knap. En lille rød knap med et sort dødningehoved på kom til syne ved siden af anlægget. Jeg blinkede til dem begge og trykkede på knappen. Vi blev alle pludselig presset tilbage i sædet og bilen gav et voldsomt brøl fra sig. Speedometeret steg højere og højere, indtil der ikke var flere tal tilbage. Det var berusende at køre i den fart. Det var som om jeg blev renset og genfødt på rekord tid. Jeg ved ikke hvor længe vi drønede af sted i den voldsomme hastighed, men jeg begyndte at sætte farten ned så vi kørte i en nogenlunde fin hastighed. Der var helt stille i bilen. Ikke så meget som et vejrtræk kom fra dem. Jeg vovede at kaste et blik til højre for mig. Duke sad og stirrede lige ud i luften samtidig med at han knugede så hårdt om panikhåndtaget at hans knoer var helt hvide. Jeg kiggede bagud og så at Alex sad med lukkede øjne og den farve han havde i ansigtet var ikke en farve jeg kunne beskrive. Det så begge helt forkerte ud i hovedet. Jeg vendte det hvide ud af øjnene og rystede på hovedet. Vi fortsatte et stykke endnu i dyb tavshed. Jeg fokuserede på vejen foran os og var dybt begravet i mine egne tanker. Hvad var det jeg havde gang i? Hvad skulle der nu ske? Jeg havde ladet Jeremiah være alene tilbage på mit værelse. Hvad skulle der ikke ske med ham hvis min onkel fandt ud af hvad der var sket? Uden at jeg ville det fik jeg pludselig tårer i øjnene. Det hele var noget rod! Jeg mærkede en enkelt tåre løbe ned af min kind og jeg tørrede hidsigt den væk. Der var ikke noget med at fortryde nu. Sket er sket og jeg måtte ikke lade mig selv tvivle.

”Hvad tænker du på?” lød det fra Duke. Jeg drejede hovedet og kiggede kort på ham.

”Ikke noget” sagde jeg og kiggede atter frem på vejen. Jeg havde taget en beslutning og nu skulle jeg acceptere den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...