En Krigers Skæbne


9Likes
51Kommentarer
2283Visninger
AA

5. Uventet Reaktion

”Hvad skylder jeg æren?” spurgte han. Hans stemme var mørk og dyb. Han hvilede armene på sine knæ og han lod sit hoved falde forover. Jeg stod i åbningen ind til cellen. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå ind. Hvad nu hvis han løj for mig? At han ikke kendte min far? Jeg sank en klump. Jeg kiggede på ham. Der var noget anderledes ved ham. Han havde virket som en stor og hård leder den anden aften. Da han havde givet ordre til de andre mænd havde han virket så magtfuld. Men nu, nu virkede han til at være… svag. En slagen mand. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding samtidig med at jeg tog et skridt ind i cellen.

”Hvem er du?” spurgte jeg og jeg kunne høre at min stemme var så lav at jeg næsten hviskede. Manden rettede sig op og kiggede på mig. Han blik ændrede sig og han begyndte langsomt at smile til mig. Jeg lagde hovedet let på skrå og kiggede på ham. Han virkede nu til at være mere… jeg ved ikke… mere venlig.

”Din far havde ret” sagde han bare og lænede sig tilbage op af muren. Jeg kunne mærke at min mave snørede sig sammen. Jeg lagde armen omkring min mave for at holde smerten ude.

”Han sagde at du ville være voksen nu og at du ville være smuk” fortsatte han da jeg ikke svarede ham. Han lænede sig frem igen og jeg kunne se hans øjne lyse. Der var noget utroligt bekendt ved dem. Jeg sank igen en klump.

”Hvorfor fortæller du mig det?” spurgte jeg. Min stemme knækkede en lille smule over på det sidste.

”Din far bad mig aflevere noget til dig, men det blev taget da vi overgav os” svarede manden. Overgav sig? De var da blevet overmandet. Hvorfor havde Jeremiah løjet? Det kunne ikke være rigtigt. Jeg rystede hovedet og valgte ikke at tænke mere over det. Det kunne jeg tage mig af senere. Nu ville jeg have nogle svar.

”Hvem er du?” Min stemme var blevet mere rolig og jeg følte smerten i min mave fortage sig lidt. Manden rejste sig og lænken klirrede hen over gulvet da han bevægede sig hen til det lille skrivebord. Han satte sig på den ene stol og kiggede på mig som om han ville have mig til at sætte mig på den anden. Jeg blev stående. Han sukkede og nikkede.

”Din far fortalte mig at du ikke ville stole på mig” sagde han. Der var noget inden i mig der brød sammen. Jeg kunne mærke vreden stige op i mig og inden jeg kunne nå at stoppe mig selv, var jeg henne ved ham og havde trukket en af mine dolke, som jeg holdt op imod hans hals.

”Nævn min far en gang til og du er færdig” hvislede jeg ud gennem tænderne.

”Du er hurtig” hviskede han og jeg kunne se at sveden begyndte at pible frem på hans overlæbe. Jeg viste tænder og trak mig hurtigt tilbage. Jeg gik rundt om bordet og stillede mig ved siden af den anden stol. Jeg foldede armene over brystet og stirrede på ham. Han grinte og lagde begge hænder på bordet.

”Jeg hedder Duke”

”Okay Duke.  Hvorfor er du her?”

”Jeg er her fordi din far har sendt mig”

”Ikke et ord mere om min far!” Vreden blussede endnu mere op i mig og jeg kunne ikke lade være med at hæve stemmen. Duke lænede sig tilbage og holdt hænderne op foran sig.

”Jeg fortæller dig bare sandheden. Han lever” Han kiggede på mig og jeg kunne se i hans øjne at han talte sandt. Jeg havde det som om mine ben ville give efter under mig. Min krop blev tung og varm. Tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder og uden at tænke over det, skreg jeg og sendte min knyttede næve i hovedet på manden. Han væltede af stolen og stønnede. Han kom langsomt op på hænder og fødder og spyttede en klat blod ned på gulvet. Han kom op på knæ og kiggede på mig. Blodet løb fra en lille flække på hans overlæbe. Jeg gik helt tæt på ham og stak min dolk helt op i hans ansigt.

”Min far er død! Det har han været i ti år!” hvæsede jeg. Han trak vejret langsomt.

”Det er løgn. Han var nød til at gå i eksil da din mor døde” sagde Duke. Hans stemme var rolig.

”Du lyver”

”Din far fandt din mor liggende i stuen. Der var blod over alt. Ved siden af hende lå en fremmed. Hun havde kæmpet til det sidste og havde taget sin overfalds mand med i døden…” Jeg rejste mig med et ryk inden han havde talt færdig og gik hen til døren. Jeg ville ikke høre mere. Mine forældre var begge døde. Vores hus var brændt ned til grunden og man fandt to mennesker som man gik ud fra var mine forældre.

”Din far var en jaget mand!” råbte Duke efter mig. Jeg ignorerede ham og smækkede døren. Jeg løb alt hvad jeg kunne op af trappen og videre op på mit værelse. Døren blev smækket med en så stor kraft at mit spejl faldt af sømmet og gik i tusinde stykker. Jeg kastede dolken fra mig og den borede sig ind i væggen ved siden af billedet af mine forældre. Jeg trak vejret hurtigt og tungt. Så skreg jeg. Jeg skreg alt hvad jeg kunne. Lod min vrede få afløb og det var som om alting i værelset vibrerede. Jeg lod alt luften komme ud af mine lunger og da der ikke var mere tilbage faldt jeg sammen på gulvet. Tårerne strømmede ned af mine kunder. De ville ikke stoppe igen. Jeg rullede mig sammen i fosterstilling og lukkede øjnene. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg ville ikke vågne igen. Det bankede blidt på døren, men jeg orkede ikke at snakke med nogen. Hvis jeg bare ignorerede dem ville de forsvinde igen. Håndtaget blev langsomt åbnet og der kom en ind i rummet. Duften af mand, rå mand, strømmede ind. Det var sært beroligende. Jeg mærkede et par stærke varme arme tage fat under mig og jeg blev løftet op. Jeg lagde hovedet på brystet af personen og jeg genkendte duften. Jeremiah. Han begyndte at gå, men ikke hen til min seng. Jeg åbnede forsigtigt øjnene og så at vi var på vej ned af gangen. Jeg kiggede op på ham. Han stirrede stift frem foran sig og jeg kunne se en enkelt rynke i hans pande. Jeg lagde hovedet på hans bryst, lukkede øjnene og lagde armene om hans hals. Jeg hørte en dør blive åbnet.

”Hey! Hvad er der sket?” lød Luc’ stemme. Jeremiah ignorerede ham og gik videre.

”Lessie? Jeremiah?” lød det fra Ralph. Ham ignorerede Jeremiah også. Jeg kunne høre Luc tysse på Ralph.

”Du skal ikke forstyrre dem” sagde Luc.

”Hvad sker der?” spurgte Ralph.

”Det ved jeg ikke, men så du hvordan han så ud? Jeg ville ikke komme i vejen for ham hvis jeg var dig”

”Han har altid været glad for hende”

”Ja, men…” Så hørte jeg ikke mere for da rundede vi hjørnet og en dør blev åbnet og lukket igen. Jeremiah to tre skridt til højre og jeg mærkede noget blødt under mig. Jeg holdt øjnene lukket og lod ham trække dynen op over mig. Hans fingre strøg hen over min pande og fjernede en lok af mit hår. Jeg hørte Ham bevæge sig rundt om sengen og to sekunder efter gav sengen sig. Jeg mærkede hans krop ligge sig tæt ind til min og det var som om han pakkede mig ind i en beskyttende boble. Hans stærke arm lå tungt om mig og jeg følte mig tryg. Jeg trykkede mig tættere ind til ham og han knugede mig ind til sig. Jeg ved ikke hvor længe vi havde ligger sådan, uden at sige noget, men pludselig var der en der bankede på døren.

”Forsvind!” råbte Jeremiah. Der blev banket en gang til, men denne gang hårdere. Jeremiah brummede og rejste sig med et ryk. Han flåede døren op og knurrede ad personen på den anden side.

”Tag det roligt. Bossen vil se hende” lød det fra Tor. Selvfølgelig var det ham der kom. De andre turde ikke forstyrre Jeremiah når han var vred.

”Sig at det kan vente og at hun kommer senere” sagde Jeremiah.

”Fint, men hun skal møde nede i kælderen” Døren blev lukket og sengen gav sig igen. Jeg åbnede øjnene og så at han sad nede i fodenden af sengen med hovedet begravet i sine hænder. Han trak vejret tungt og det var som om han virkede træt. Jeg satte mig forsigtigt op.

”Hvorfor løj du?” spurgte jeg. Jeremiah rettede sig op og kiggede på mig. Han sukkede, men svarede ikke. Han lagde den ene hånd imod min kind og tørrede en enkelt tåre væk. Hans hånd var varm imod min hud og det føltes dejligt. Jeg lænede hovedet tættere ind til hans hånd og lukkede øjnene. Hvis han dog bare ville tage mig i sine arme og aldrig give slip igen. Holde om mig, kysse mig og elske med mig. Nej, det kunne der ikke være tale om. Vi var begge Krigere og det var imod reglerne at forelske sig i en anden kriger. Jeg trak mig lidt væk og rystede på hovedet. Jeremiah trak hånden til sig og jeg kunne mærke at han rejste sig.

”Lessie. Jeg..” startede han. Jeg åbnede øjnene og kiggede på ham. Hans blik var så trist at det gjorde ondt inden i mig. Jeg kunne se at hans muskler strammes og hans vejrtrækning blev hurtigere. Der var ikke nogen af os der sagde noget i lang tid, eller det føltes som lang tid. Jeg svang benene ud over sengekanten og rejste mig. Jeg kiggede ham direkte i øjnene og ventede på at han ville fortsætte, men han sagde ikke noget. Jeg gik hen til ham og stillede mig tæt op af ham og kiggede op.

”Lov mig aldrig at lyve igen” sagde jeg og prikkede den ene finger hårdt ind i hans brystkasse for hvert ord. Han sank en gang og nikkede så til mig. Jeg vendte mig om og gik hen til døren. Jeg kunne mærke at hans øjne fulgte mig, men jeg ville ikke vende mig om. Hvis jeg ikke kom af sted nu ville det gå galt. Jeg gik ud på gangen og lukkede døren efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...