En Krigers Skæbne


9Likes
51Kommentarer
2258Visninger
AA

14. Unventet besøg

Da jeg steg ud af badet stod jeg og betragtede mig i spejlet. Der var allerede begyndt at komme blå mærker over alt på min krop. Jeg vendte mig så jeg kunne se noget at min ryg. Jeg lod en finger løbe langs min tatovering. Tænk at det ikke var mere end tre dage siden jeg havde bestået min eksamen. Jeg sukkede og tog et håndklæde, svøbte det omkring mig og gik ind i soveværelset. Jeg standsede med det samme. Der var noget galt. Vinduet stod åben. Havde jeg åbnet det? Nej det mente jeg bestemt ikke. Alarmklokkerne begyndte at ringe i mit hoved. Jeg kiggede rundt i rummet. Der var ikke noget at se. Jeg rakte ud efter min pistol. Den var væk. Pis! Det her var ikke godt. Jeg hadede at være ubevæbnet. Jeg listede stille gennem værelset, forbi sengen og hen til walk-in skabet. Hvis jeg bare kunne komme ind til mine våben. Jeg fik en fornemmelse af at der var nogen bag mig. Og vedkomne var bevæbnet. Jeg kunne lugte metal og krudt. I en glidende bevægelse sank jeg ned i knæ, strakte det ene ben ud og drejede rundt. Jeg ramte vedkomne og personen væltede med et brag. Inden jeg kunne nå at tænke havde jeg grebet en af personens pistoler, rettede mig op og sigtede. Jeg gispede. På gulvet lå Luc. Han smilede og satte sig langsomt op. Inden jeg kunne nå at sige noget blev min dør sparket op og tre mænd væltede ind. Alex, Duke og Rex. De havde alle våben i hænderne. Jeg skyndte mig at stille mig foran Luc.

”Stands!” råbte jeg og lod min pistol vende op i luften. Alle mændene standsede og stirrede på mig. Vreden var til at tage og føle på i værelset. Jeg kunne høre endnu mere aktivitet ude på gangen, og kort efter kom min far til syne.

”Hvad fanden foregår der?” spurgte han og kiggede først på Duke, så på Alex og Rex, for til sidst at se på mig.

”Far. Få dem til at sænke deres våben” sagde jeg. Han nikkede og kiggede på de tre mænd. Langsomt sænkede de deres våben, men deres truende adfærd blev ikke mindre. Min far kiggede på mig igen. Jeg tog en dyb indånding.

”Det her er Luc. Han er min ven” sagde jeg.

”Hvordan er han kommet ind?” spurgte han.

”Igennem vinduet” sagde Luc.

”Hvordan fanden fandt han os?” vrissede Duke.

”I er sku ikke ret smarte. Har i overhovedet en…” begyndte Luc.

”Hold kæft!” vrissede jeg af ham. Det var typisk ham at provokere. Jeg kiggede på Duke og vreden i hans blik var virkelig voldsom.

”Luc er et computergeni så han har sikkert sporet min mobil” sagde jeg, men rynkede så på panden. Jeg havde ikke min mobil med mig. Jeg havde efterladt den derhjemme. Jeg drejede rundt og kiggede på ham.

”Tror du virkelig at du kunne stikke af uden at jeg ville finde dig?” sagde han og smilede. Som om det var en god præstation han havde lavet. Jeg skulede til ham. Hvordan kunne han det?

”Jeg har jo fjernet sporingschippen i bilen for længe siden så det kan ikke have været den” sagde jeg.

”Nej men din halskæde” sagde han og tog blidt min kæde imellem fingrene. Jeg kiggede ned på den. Var der en sporingschip i den? Jamen jeg havde lige været i bad.

”Du fik den i gave sidste år. Jeremiah bad mig om at lave den” sagde Luc. Jeremiah. Jeg fik en knugende fornemmelse i mit bryst. Det gjorde ondt at tænke på ham. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Luc lagde en hånd på min kind og jeg kiggede op på ham.

”Han bad mig finde dig” sagde han.

”Hvem ved ellers hvor jeg er?” spurgte jeg med rystende stemme.

”Ingen. Kun mig”

”Jamen..”

”Jeremiah kom og var helt oppe at ringe. Han sagde at du var stukket af. Han bad mig finde dig og sikre mig at du var i sikkerhed” Han kiggede forbi mig og smilede. ”Og det kan jeg se at du er”

”Du er ikke rigtig klog at komme snigende på den måde”

”Hvad skulle jeg ellers gøre? Banke på hoveddøren og sige ’Hej jeg leder efter Lessie. Hun er min ven. Og for resten så er jeg Kriger. Må jeg komme ind?’ Ej det ville nok ikke lige være så smart vel?” Jeg rystede på hovedet og kunne ikke lade være med at smile. Jeg slog armene om halsen på ham og knugede mig ind til ham. Jeg troede aldrig at jeg skulle se mine venner igen da jeg smuttede i går. Og her stod en af dem. Da jeg slap ham blev jeg pludselig bevidst om at jeg kun havde et håndklæde på. Jeg trak det tættere ind til mig og kiggede over skulderen. Min far stod der stadig sammen med Duke, Alex og Rex. Jeg fik øje på Alaric og Sorric. De stod også med våben i hænderne. De må have kommet sammen med far.

”Jeg tror hellere du må komme med os” sagde min far og vinkede til Luc.

”I gør ham ikke noget, vel?” spurgte jeg.

”Bare rolig” sagde han og smilede. Jeg kiggede op på Luc igen.

”Nu opfører du dig ordentlig” sagde jeg til ham og prikkede ham i brystkassen.

”Jeg opfører mig da altid ordentlig” sagde han og smilede. Han fulgte med min far og de andre ud af døren og da jeg skulle til at lukke den fik jeg øjenkontakt med Rex. Hans ene øje var hævet og blåt og hans næse var en lille smule skæv. Den var pakket ind i hvidt tape og hans underlæbe var flækket.

”Jeg er ked af det med næsen” sagde jeg.

”Det gør ikke noget. Jeg kan ikke mærke noget” sagde han. Jeg nikkede og skulle til at lukke døren da han rømmede sig. Jeg kiggede på ham. Han kom tættere på.

”Jeg drømte om dig i nat” sagde han. Jeg gispede og stirrede på ham.

”Hvad?” hviskede jeg.

”Ja, altså Jeremiah drømte om dig”

”Aha”

”Det var derfor jeg havde mareridt”

”Okay” Han kiggede på mig og jeg troede at han ville gå nu så jeg lukkede langsomt døren. Rex’ hånd landede på døren og forhindrede mig i at lukke den.

”Jeg hader at have de samme drømme som ham. Alt hvad han føler, føler jeg også. Hans kærlighed til dig føler jeg tusind gange så meget som han gør. Det er ved at tage livet af mig. Jeg kan ikke gøre noget for at forhindre det. For hver dag der går, bliver jeg mere og mere forelsket i dig fordi han gør. Jeg kender dig fordi han kender dig” Han trak vejret dybt ind og kørte en hånd igennem håret. Jeg stod bare og stirrede på ham. Hvad skulle jeg gøre? Det føltes som om der var gået flere timer før der var en der sagde noget igen.

”Jeg synes du skulle vide det. Jeg kan ikke blive ved med at holde det for mig selv” sagde han og drejede rundt på hælen og skyndte sig væk. Jeg kiggede efter ham. Jeg havde det underligt indeni. Jeg gik ind på mit værelse og gik ind i mit skab. Jeg klædte mig hurtigt på og bevæbnede mig.

Nede i spisestuen fandt jeg Luc. Han sad på en stol i det ene hjørne. Jeg kunne se at alle hans våben var væk og ud fra hans blik kunne jeg se at han ikke var tilfreds. Jeg kendte det kun alt for godt. Jeg følte mig nøgen hvis ikke jeg havde mindst et våben på mig. Jeg gik hen til ham. Han smilede.

”Din far er en flink mand” sagde han og jeg kunne høre ironien i hans stemme.

”De har taget alle dine våben ikke?” sagde jeg.

”Helt ærligt så kan jeg ikke forstå det. Jeg ville jo ikke gøre noget. Du bad mig om at opføre mig ordentlig og det er præcist det jeg har gjort”

”Kom så finder vi min far” Jeg begyndte at gå ud i hallen igen og Luc rejste sig og fulgte efter. Alex kom os i møde og kiggede på Luc.

”Hvor er far?” spurgt jeg.

”Ude” svarede han uden at tage blikket fra Luc. Jeg sukkede. Mænd. De var sku så dominerende.

”Hvornår kommer han tilbage?” Alex trak bare på skuldrene. Jeg gav ham en knytnæve på skulderen og han drejede hovedet med et ryk.

”Jeg ved ikke hvornår han kommer tilbage” sagde han og ømmede sig. Luc gav et grynt fra sig og jeg var sikker på han var ved at grine. Jeg kiggede strengt på ham og han holdt hænderne op foran sig som om han ikke havde gjort noget. Jeg rettede en finger imod ham, for at sige at han skulle passe på, ellers fik han tæsk. Jeg kiggede igen på Alex. Han skulede til mig, men der var ikke skyggen af ondskab i hans blik. Der var sket et eller andet med ham efter den omgang han fik tidligere.

”Hvor har I gjort af Luc’s våben?” spurgte jeg.

”De er gemt væk så han ikke kan komme i nærheden af dem” svarede Alex.

”Det er ikke ham der er fjenden”

”Det ville jeg ikke være så sikker på” Alex stillede sig med armen over kors og skævede over på Luc. Jeg rystede på hovedet. Der var så meget testosteron i luften imellem dem at jeg havde svært ved at få luft.

”Bare find dem” sagde jeg og gik hen til trappen. Jeg vendte mig om for at se om Luc fulgte med, men han stod bare og stirrede på Alex. De to mænd stirrede på hinanden og jeg fik en eller anden fornemmelse af at de havde gang i en ’hvem-kan-pisse-længest’ konkurrence. Jeg stillede mig med hænderne i siden.

”Gider du godt stoppe nu?” sagde jeg. Begge mænd vendte sig om imod mig. De stirrede på mig som om de ikke viste hvem jeg snakkede til.

”Ja det er dig Luc” sagde jeg og jeg kunne se at Alex’ læber bevægede sig op i et smørret grin. Luc kom hen til mig og jeg gennede ham ovenpå. Da vi var kommet hen til mit værelse standsede jeg inden vi gik ind.

”Gå ind og lad være med at gøre noget. Bare vent på mig” sagde jeg. Luc nikkede og gik ind på mit værelse. Det ville blive en lang dag. Det var jeg sikker på. Jeg sukkede og gik nedenunder igen. Jeg fandt Alex henne ved fjernsynet sammen med Alaric. De lå og så meget afslappet ud i de store sofaer. Jeg marcherede hen til Alex, greb ham i T-shirten og rev ham op at sidde. Han fægtede med arme og ben og stirrede forskrækket op på mig.

”Hvad fanden laver du?” vrissede han.

”Du skal ikke vrisse af mig” vrissede jeg tilbage til ham.

”Helt ærligt. Hvorfor er du så sur?”

”Jeg er ikke sur. Jeg er træt af jer mænd og jeres dominerende adfærd over for hinanden”

”Hold dog op” Han vred sig fri af mit greb og rejste sig op. Han tårnede op over mig og skulede ned til mig, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Nu var jeg gal.

”Luc har ikke gjort jer noget så lad være med at behandle ham som fjenden”

”Han er fjenden! Han er en af dem!”

”Det er jeg også! Jeg er vokset op med dem! Vil du også tage mine våben? Prøv bare” Jeg hamrede ham i brystet med en flad hånd. Han trådte et skridt tilbage, men lynhurtigt var han tilbage og stod nu så tæt på mig at mine bryster rørte hans bryst. Jeg var svagt bevidst om at Alaric nu var kommet på benene og stod ved siden af mig.

”Hør nu. Der er ingen grund til at komme op og skændes” sagde han og prøvede at trække mig væk. Jeg ignorerede ham og blev ved med at stirre ind i Alex’ øjne.

”Aflever de våben tilbage” sagde jeg og vendte mig om og forlod rummet med hurtige skridt. Jeg kogte da jeg nåede op på mit værelse. Jeg flåede døren op og smækkede den med et brag. Luc lå på min seng og slappede af. Han drejede hovedet og kiggede på mig.

”Hvorfor er du så sur?” spurgte han. Jeg marcherede hen til sengen og sparkede så hårdt jeg kunne til den ene sengestolpe. Sengen vibrerede og Luc satte sig op. Jeg løftede truende den ene finger og pegede på ham.

”Du skal bare spille op…” begyndte jeg, men blev afbrudt da det bankede på døren. Jeg sendte Luc et hårdt blik og marcherede hen til døren igen og flåede den op. På den anden side stod Rex. Han skulede til mig. Jeg skulle lige til at himle med øjnene af ham for hvad kunne der nu være galt. Jeg havde ikke lige lyst til også at skulle slås med ham. Han rakte en stor sportstaske frem imod mig. Jeg tog den og den var tung. Den ramte jorden med et brag og jeg var helt sikker på at det var Luc’ våben.

”Tak” sagde jeg og trak tasken til mig. Rex fulgte efter mig ind på værelset. Luc rejste sig fra sengen og kom hen til mig, tog tasken fra mig og begyndte at tage alle sine våben op fra tasken. Jeg kunne næsten høre hans lettelse da han spændte det første våben fast til kroppen. Jeg vendte mig imod Rex og så hvordan hans blik fulgte alle Luc’ bevægelser. Der var bare ikke nogen vrede eller mandlig dominans i han blik. Det var som om han beundrede Luc. Lidt ligesom Jeremiah gjorde. Jeg gik hen til ham og lagde en hånd på hans skulder for at få hans opmærksomhed.

”Tak” sagde jeg. Han kiggede på mig, som om han var blevet overrasket, men han sagde ikke noget. Han nikkede bare og gik sin vej. Jeg stod og stirrede på den lukkede dør. Hans ord fra tidligere kørte stadig rundt i hovedet på mig; For hver dag der går, bliver jeg mere og mere forelsket i dig fordi han gør. Jeg kender dig fordi han kender dig. Manden måtte ikke have det ret godt. Jeg ville ikke kunne forestille mig at have en tvilling som man delte alt med. Jeg vendte mig imod Luc og så et smil brede sig i hans ansigt.

”Hvorfor smiler du sådan?” spurgte jeg.

”Han er helt anderledes end Jeremiah” sagde han.

”Nej han er ej”

”Hold dog op. Det eneste de to har til fælles er deres udseende”

”Vidste du egentlig at Jeremiah havde en tvilling?” Luc tøvede en anelse for længe med sit svar og det sagde mere end jeg behøvede. Inden han sagde noget holdte jeg hånden op foran mig og lukkede øjnene.

”Selvfølgelig gjorde du det. I fortæller hinanden alt” sagde jeg og gik ind i mit walk-in skab. Jeg afvæbnede mig og skiftede til et par jogging bukser. Jeg trak mit pistolhylster over skuldrene og stak en pistol ind i hver side. Da jeg kom ind i soveværelset igen lå Luc igen på sengen og han havde selvfølgelig fundet fjernbetjeningen. Han lå og zappede igennem de mange kanaler der var.

Sådan lå han i hele tre dage. Han bevægede sig kun for at gå på toilettet, tage et bad og gå ned i opholdsstuen for at spise. Min far havde nægtet at give ham et værelse så han havde fået en madras på gulvet ved siden af min seng. Jeg prøvede hver dag at undgå at Alex og Luc kom i nærheden af hinanden, men det var ikke nemt. De kom tæt på en del gange. Min far var ikke til megen hjælp. Han sagde at de selv måtte klare det og at han ikke ville tage stilling til noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...