En Krigers Skæbne


9Likes
51Kommentarer
2298Visninger
AA

3. Ubudne gæster

Jeg vågnede ved at nogen rørte ved mig. Jeg satte mig op med et ryk og kiggede på den der havde rørt mig. Foran mig sad Gudinden. Hun var klædt i en sort kjole. Den lignede noget som de græske kvinder gik i. Hun smilede til mig.

”Dette er ikke en drøm” sagde hun. Hendes stemme var så rolig og blid. Gudinden rejste sig og gik rundt i mit værelse. Hun kiggede på alt og lod fingrene løbe hen over alt hvad hun kom i nærheden af. Jeg svang benene ud over sengekanten og da jeg rejste mig trak jeg lagnet med op.

”Jeg er kommet for at svare på dine spørgsmål” sagde hun mens hun åbnede den øverste skuffe i min kommode. Hun tog noget op og da hun vendte sig om kunne jeg se at det var den dolk hun havde givet mig.

”Hvad er det for en dolk?” spurgte jeg. Jeg gik hen til mig skab og greb et par jogging bukser og trak hurtigt i dem. Jeg gjorde det samme med en top.

”Denne dolk er smedet af mit blod og dine forfædres blod. Vi skabte denne dolk for tusinde år siden, men der har aldrig været brug for den. Før nu. Da jeg kiggede ind i din fremtid fik jeg ikke kun en at se, men to. To vidt forskellige fremtider. Den ene var død og ødelæggelse og den anden var sejr og fred. Jeg ønsker blot fred. Den første fremtid viste at du ville sige ja til at blive gudinde og det fik katastrofale følger. Mit folk blev slået ihjel og kvinderne blev slaver. Den anden fremtid viste en mægtig Kriger med denne dolk i hånden. Krigeren bragte fred og var elsket og respekteret. Denne Kriger var dig” Gudinden kom hen til mig og gav dolken i hånden. Hun smilede til mig. Jeg var lammet over det hun havde fortalt mig. Så stort et ansvar havde jeg aldrig tænkt på skulle være på mine skuldre.

”Jeg tror ikke det kan være mig der er tale om” sagde jeg og kiggede væk. Gudinden lagde en hånd på min kind og kiggede mig dybt ind i øjnene.

”Jeg tager ikke fejl. Det er din skæbne” sagde hun.

”Jeg forstår det ikke”

”Det behøver du heller ikke. Du skal bare acceptere det”

”Deres Nåde, jeg ved ikke om jeg kan acceptere det”

”Mit barn. En skæbne er ikke altid det man regner med, men den kan ændres. Jeg har skænket dig denne dolk som én af dine gaver. En anden gave er at du heler med lynets hast” Jeg var målløs. Hun havde svaret på det jeg ikke kunne få spurgt om. Jeg åbnede munden for at ville sige noget, men Gudinden holdte en hånd op foran sig og begyndte at tale på et mærkeligt sprog. Så smilede hun og vendte sig om og pludselig var hun væk. Jeg sukkede. Det her var alt for meget for. Jeg måtte væk. Jeg kiggede på klokken. Den var halv fem om morgenen. Jeg følte mig rastløs. Det ville gøre godt med en løbetur. Jeg stak i et par tennissko, fandt min Ipod, trak en hættetrøje over hovedet og gik ud af værelset. Der var stille på gangene. De andre stod først op klokken seks.

Da jeg kom udenfor blev jeg mødt af den friske luft. Jeg trak vejret dybt ind og tog høretelefonerne i ørene og trak hætten over hovedet. Jeg kastede et enkelt blik op på borgen og satte i løb hen imod skoven. Mine ben ville ikke rigtig i gang til at starte med, men jo længere jeg kom ind i skoven jo mere begyndte min krop at slappe af og bare lade musklerne arbejde. Der var noget dejligt over det at løbe så tidligt på dagen. Man følte sig frisk resten af dagen og man kunne gøre hvad man ville. Normalt havde jeg en fast makker at løbe med, men det skete tit at jeg tog turen alene. Nogen gange havde jeg bare brug for at være alene.

  Da jeg kom tilbage til borgen, var det stadig tidligt. Om en halv time ville de andre begynde at vågne. Morgenmaden ville blive serveret klokken otte så man havde to timer til at løbe eller træne. Min onkel gik meget op i at dem som ville være krigere var i den bedste fysiske form som muligt. Jeg elskede Akademiet, men der var bare en ting som manglede. Andre kvinder. Skolen var kun for mænd. Min onkel havde gjort en undtagelse i mit tilfælde fordi jeg ikke havde et andet familiemedlem, som kunne tage mig. Jeg havde også mit eget værelse, hvorimod mændene skulle dele med mindst én anden. Jeg havde også mit eget badeværelse. Mændene havde et stort fælles omklædningsrum med brusere, som lå ved siden af motionscenteret.

Jeg lukkede mig ind i borgen og gik i retningen af motionscenteret. Der var stadig ikke en eneste der var oppe endnu. Jeg trak hættetrøjen af og gik ind i centeret. Der var det nyeste udstyr. Jeg skruede endnu mere op for musikken og gik hen til vægt stangen. Jeg satte rutineret de kilo på som jeg vidste, ville varme mine muskler op og lagde mig ned på briksen. Jeg tog fat om stangen og koncentrerede mig om en langsom vejrtrækning inden jeg løftede den ned.

Ned, op, ned, op… Jeg kunne mærke mine muskler arbejde og jeg koblede fra. Tretten, fjorten, femten. Jeg lod stangen falde på plads igen og rejste mig op. Jeg skiftede til lidt flere kilo og begyndte igen at tage femten stræk. Jeg tog tre sæt af femten og rejste mig og gik videre til næste maskine. Mavebøjninger. Jeg to en vægt på fem kilo og begyndte at lave mavebøjninger. Da jeg skulle til at tage den sidste bøjning blev døren åbnet og de første ti voksne mænd kom ind. De grinede højt og skubbede til hinanden. Jeg satte mig op og kiggede på dem. Jeg fik øje på Luc, Ralph og Tor i mængden og de smilede til mig da de fik øje på mig. Jeg slukkede for min Ipod.

”Nå der er vist en der er tidligt oppe” sagde Ralph. Han kom hen til mig og satte sig på maskinen ved siden af.

”Ja jeg havde besøg” svarede jeg.

”Det var sgu da på tide” lød det fra Luc. Han vendte sig om imod Ralph og tog imod noget fra ham. Jeg kunne ikke se hvad det var. Da han vendte sig imod mig igen kiggede jeg på ham og skulle til at spørge ham om hvad han mente da Tor skubbede til mig.

”Vi har væddet om hvornår dig og Jeremiah ville gøre alvor af jeres forhold” sagde han.

”Hvad?! Det var ikke ham jeg havde besøg af” udbrød jeg. Jeg sprang op og var klar til at pande dem sådan en hvis de begyndte at sige noget om mig og Jeremiah.

”Hey! Slap af. Der er ikke nogen grund til at blive vred. Vi troede…” Jeg holdt en hånd op og afbrød ham:

”I troede! Den er god med jer. Hvis jeg havde haft besøg af Jeremiah så havde jeg nok ikke stået her og jeg havde da slet ikke tænkt mig at fortælle jer om det” Jeg kunne høre på min stemme at jeg var vred. Hvor var de dumme!

”Ja undskyld, det er vi jo også godt klar over” sagde Ralph. Han tog fat om mit håndled og lod tommelfingeren løbe blidt hen over min puls. Jeg rev armen til mig og stirrede på mine tre venner. Jeg havde ikke lyst til at være sur på dem, men de havde det med at gå mig på nerverne.

”Godt. Nu skal jeg fortælle jer hvem jeg havde besøg af. Gudinden” sagde jeg. Al snak forsvandt i rummet og alle mænd gloede på mig. Der var stille, i hvad der føltes som en evighed. Jeg begyndte at føle mig underlig tilpas. De fleste drømte om at møde Gudinden, men det var kun nogle få, som fik muligheden for det.

”Hvad er det du siger?” sagde Ralph. Han stirrede på mig med forundring i ansigtet.

”Har du haft besøg af Gudinden?” spurgte Luc. Jeg nikkede.

”Hvad sagde hun?” spurgte Tor.

”Hun fortalte mig en historie om den mægtigste Kriger i vores tid” sagde jeg. Jeg kiggede på dem. De sad og stirrede på mig, som om de forventede at jeg ville sige noget mere. Jeg kunne mærke at alle de andre i rummet også stirrede på mig. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle fortælle dem om hvem denne kriger skulle være og at det faktisk var anden gang jeg mødte hende.

”Den kender alle. Det er bare en myte” sagde Ralph. De andre nikkede.   

”Hvem er denne Kriger?” var der en der spurgte. Jeg kiggede på personen. Han hed vist nok Jesse, men det var ikke en jeg kendte. Jeg tøvede og kiggede væk. Turde jeg fortælle dem at det var mig? Ville de begynde at behandle mig anderledes? Der var så mange spørgsmål som jeg ikke var sikker på jeg ville have svaret på.

”Vent lige lidt” lød det fra Luc. Jeg kiggede på ham. Han havde rynket panden og han så ud til at han tænkte så det bragede. Gad vide om han havde lagt mærke til at jeg havde fået en ny dolk?

”Det er…” sagde han og stirrede på mig. Jep han havde set den dolk jeg havde fået. Jeg kiggede væk og sukkede. Så nikkede jeg og jeg kunne høre Luc gispe.

”Hov vent nu lige! Vil det sige at den historie som vi får fortalt som barn er virkelig?” spurgte Ralph.

”Ja” svarede jeg. Ralph stirrede på mig. Jeg kunne ikke helt finde ud af om det var med forfærdelse eller det var overraskelse eller noget helt tredje.

”Historien, eller myten, fortæller om en sort bladet dolk som ville kunne frelse folket og bringe fred og harmoni” lød det fra Tor. Jeg kiggede på ham. Han sad med et drømmende udtryk i blikket.

”Det passer, men der er noget historien ikke fortæller noget om, og det er hvem denne kriger er. Om han er iblandt os nu eller om der først går mange år” sagde Ralph. Mange af mændene nikkede.

”Krigeren er ikke en han” vrissede jeg. Jeg var begyndt at blive irriteret på dem alle sammen. Hvor er det bare typisk mænd at tænke på at det kun er mænd der bliver mægtige Krigere. De kiggede alle på mig.

”Hvad ved du om det?” spurgte Ralph.

”Det er da helt sikker en mand historien fortæller om” lød det fra ham jeg mener, hedder Jesse. Der lød en mumlen fra alle de andre. De var enige og jeg kunne mærke at jeg blev vred over at de var så snæversynede.

”Det er mig der er den Kriger!” sagde jeg. Der var total stille. Der var ikke nogen der sagde noget. De stirrede bare på mig. Jeg sukkede og rystede på hovedet. Så vendte jeg mig og gik ud af rummet. Jeg kunne høre at de begyndte at diskutere, men jeg gad ikke blive hængende for at høre hvad de snakkede om. Jeg gik op på mit værelse og stillede mig foran kommoden. Den øverste skuffe var den med alle mine våben i, så jeg åbnede den og tog dolken op. Jeg lukkede skuffen og gik ud af værelset igen.

Da jeg kom ned til træningslokalet kunne jeg høre at de stadig diskuterede.

”Det kan umuligt være hende!” lød det fra en af dem da jeg trådte ind. Der var ikke nogen der reagerede på at jeg var kommet tilbage. Jeg blev stående og lyttede til deres snak.

”Hvorfor skulle det ikke være hende?” spurgte Ralph. Jeg smilede. Han var altid på min side.

”Fordi hun er kvinde” lød det fra Jesse. Der blev en vældig på styr. Ralph tog fra i trøjen på Jesse og trak ham op at stå. Tor sprang op og lagde en arm om halsen på Ralph for at holde ham tilbage. Luc trak Jesse væk.

”Bare fordi hun er kvinde er der ikke nogen der siger at hun ikke kan være den udvalgte!” brølede Ralph.

”Hey mand! Tag dog og slap af” sagde Tor. Jeg kunne se at han lagde alle sine kræfter i for at holde Ralph tilbage. Jeg sukkede opgivende og gik hen til dem. Jeg masede mig ind midt i rækken af mænd og kiggede på dem alle sammen.

”Man kan da heller ikke lade mænd være alene i bare fem minutter!” vrissede jeg. Jeg vendte mig imod Ralph og kiggede vredt på ham. Han hold straks op med at kæmpe imod Tor og stirrede bare på mig. Så vendte jeg mig imod Jesse og pegede på ham med dolken. Han stivnede med det samme.

”Du er en idiot, hvis du tror at det kun er mænd der kan være mægtige krigere” sagde jeg. Jeg trak dolken ud af hylstret og viste den til alle.

”Det er Gudindens dolk” lød det fra en som jeg ikke kender.

”Jeg vidste det” sagde Luc. Jeg kiggede på ham og nikkede.

”Ja det var den jeg havde med i aftes. Det var den der lavede det brag og lysglimt” sagde jeg. Luc slap Jesse og rakte hånden frem for at ville holde om dolken. Dolken begyndte at lyse da hans fingre nærmede sig og, ja hvis det ikke skulle være løgn, så gnistrede den. En gnist fløj fra dolken og ramte Lucs fingre. Han hev hånden til sig.

”Av for helvede! Hvad fanden skulle det til for?” hvæsede han.

”Jeg… jeg ved det ikke” stammede jeg. Jeg var lige så overrasket som han var. Hvorfor gjorde den dog det? De gloede alle sammen på mig. Der var stille i lang tid. Jeg kunne se på dem alle at de skiftevis kiggede på dolken og på mig. Jeg ved ikke hvor længe vi havde stået der, men pludselig begyndte en klokke at ringe. Det var alarmen. Jeg var den første til at reagere. Jeg stormede ud af døren og hen til teknikrummet. Jeg kunne mærke en der var tæt bag mig. Jeg drejede hovedet og så Luc. Selvfølgelig var det ham. Det var jo ham der stod for sikkerhedssystemet. Jeg flåede døren op ind til rummet og kastede et hurtigt blik på de mange skærme og fandt det der havde udløst alarmen. En lille gruppe af mænd var trængt igennem porten og stod nu med deres våben hævet. Jeg skyndte mig ud af lokalet igen og stormede alt hvad jeg kunne i retningen af gården. Der var vildt tummult på gangene hvor mange af krigerne først lige var vågnet og i gang med at få tøj på. Jeg fik et enkelt glimt af Jeremiah der kom ud fra sit værelset iført et par jogging bukser og en dolk i hver hånd. Jeg løb forbi ham og kunne høre at han råbte efter mig, men der var ikke tid til at forklare ham hvad der var sket. Da jeg smækkede hoveddøren op ud til gården standsede jeg brat. Jeg kiggede på den lille gruppe af fjender. De kiggede på mig og der var noget ved deres holdning der generede mig en smule. Det var som om de ventede på et eller andet. Jeg ignorerede det og gik i angrebsposition. Jeg havde hævet Gudindens dolk og var klar til at springe frem da en af mændene trådte frem. Det var ham fra i går. Ham der havde givet ordre til de andre om at spinge på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...