En Krigers Skæbne


9Likes
51Kommentarer
2292Visninger
AA

10. Rundvisning og spisning

”Velkommen til Elessia” sagde Alaric og rakte hånden frem imod mig.

”Bare kald mig Lessie” sagde jeg og smilede så godt jeg nu kunne. Han smilede tilbage til mig og blinkede med det ene øje. Han virkede flink nok, men jeg kunne ikke stole på nogen endnu. Jeg kiggede på Rex. Han stod med armene over kors på brystet og jeg kunne se at han havde tatoveringer på sine underarme. De var anderledes end Jeremiahs. Han stirrede på mig med et intenst blik.

”Nå så det er dig min bror altid drømmer om” sagde han. Jeg stirrede på ham. Drømte? Hvad mente han med det? Som om han vidste hvad jeg tænkte begyndte han at grine.

”Ja, min bror og jeg har et bånd hvor vi kan se hinandens drømme. Det er vildt belastende, men jeg kan ikke gøre noget ved det”

”Okay. Eller måske er det fordi du selv drømmer om mig” sagde jeg. Jeg anede ikke hvor det kom fra. Det var bare en tanke der pludselig kom ind i mit hoved. Jeg kiggede hurtigt op på min far. Jeg kunne se at han var ved at begynde at grine. Der var åbenbart ikke ret mange der turde sige noget til Rex. Jeg kiggede igen på Rex og kunne godt se at han var ved at blive godt vred. Jeg lagde diskret hånden på en af mine dolke, klar til at trække den. For hvis han bare lignede sin bror det mindste ville han blive virkelig vred og fare i flæsket på den der havde svaret ham igen. Men der skete ikke noget. Han trak vejret roligt og kiggede bare på mig.

”Du er sku ret næsvis” sagde han, trak på skuldrene og gik forbi os og forsvandt. Jeg fulgte ham med øjnene og rynkede panden.

”Tag dig ikke af ham. Han er altid sur” sagde Alaric. Jeg kiggede på ham og han smilede.

”Hvorfor viser dig ikke din kusine rundt?” spurgte min far. Jeg kiggede på ham og kunne ikke lade være med at se såret ud.

”Bare rolig. Jeg er ikke langt væk. Vi kan snakke sammen senere” Han gav mig et knus og kyssede mig på håret. Han vendte sig og gik og så stod jeg tilbage alene sammen med en fætter jeg aldrig har mødt før. Jeg kiggede på Alaric. Hvorfor så han så bekendt ud?

”Du må undskylde tidligere” sagde han.

”Det gør ikke noget” svarede jeg.

”Hmm. Måske skulle jeg vise dig skydebanen først. Siden du nu alligevel er ved at trække din dolk” Jeg kiggede ned på min hånd og så at dolken var halvvejs oppe af skeden. Jeg skubbede den ned igen og lod armene hænge slap ned af siden.

”Ja det ville nok være en god ide” sagde jeg.

”Fint. Kom med mig” sagde han og smilede over hele ansigtet. Vi gik tværs igennem træningsrummet og hen til den dør ham og Rex lige var kommet ud af. Jeg kunne høre nogle høje skud igennem døren. Jeg kiggede på Alaric. Han smilede til mig og rakte mig nogle høreværn. Han tog selv et par på og jeg begyndte at grine. De lignede to store kanin ører, i lyserøde. Han så virkelig sjov ud. Jeg kiggede ned på mine egne og så at de lignede et par kæmpe ører. Det var oven i købet spidse. Jeg tog dem på og smilede.

”Se det var bedre” råbte Alaric og så åbnede han døren. Vi trådte ind i den største skydebane jeg nogensinde havde set. Der var nok de første ti baner. Jeg kunne se at de fleste af dem var optaget. Alaric gik hen til en glasmontre og kommunikerede med en mand på den anden side. Han nikkede og rakte en SIG Sauers frem. Alaric tog den og gennemgik den med ferme hænder. Han vinkede mig hen til sig og rakte pistolen frem imod mig. Jeg rystede på hovedet og tog min egen Beretta frem. Han nikkede anerkendende og slog ud med hånden i retningen af en bane. Jeg gik hen og stillede mig i båsen og så at der allerede var en skive sat på. Jeg stillede mig med siden til, løftede pistolen i strakt arm og sigtede. Jeg tog en dyb indånding og da jeg pustede ud tømte jeg magasinet. Da der ikke var flere skud tilbage kunne jeg se at det røg fra mundingen af pistolen. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hjemme på akademiet var jeg den allerbedste skytte og ikke en af dem turde udfordre mig. Jeg tjekkede min pistol og stak den i hylstret. Så trykkede jeg på en rød knap og skydeskiven kørte hen til mig. Mit smil blev bredere og bredere jo tættere på den kom, og da den var helt henne ved mig kunne jeg se at jeg havde ramt lige i bullseye. Der var et kæmpe hul. Jeg vendte mig om og smilede til Alaric. Dog forsvandt mit smil hurtigt for ved siden af ham stod der seks andre fyre. De stod bogstavelig talt og måbede. Jeg kunne mærke at jeg rødmede. Shit! Det her var for meget. Jeg kiggede på Alaric og han smilede og uden at det skulle være løgn så, så han ud til at han var blevet tyve centimeter højere. Mit blik gled over flokken af mænd og standsede ved et par der var så velkendte at mit hjerte sprang et slag over. Rex stod og kiggede på mig. Hans blik var så meget lig Jeremiahs at det ikke var til at se forskel, men der var dog noget anderledes ved dem. Jeremiahs øjne var en dyb azurblå farve, hvor Rex’ var nærmere neon grønne. De var hårde og kolde, men der var noget over dem som gjorde mig åndeløs. Jeg blinkede og kiggede igen på Alaric. Han kom hen til mig lagde en arm over skuldrene på mig.

”Det må jeg sige lille kusine! Du kan sku skyde!” råbte han. Han førte mig væk fra banen og jeg så at de andre fyre skyndte sig hen for at kigge på min skydeskive. Jeg kunne svagt høre dem snakke og jeg rystede på hovedet. Hold da op hvor var mænd underlige.

Rex fulgte mig med øjnene og jeg kunne ikke lade være med at skule en lille smule til ham. Da vi var kommet uden for døren igen tog jeg mine høreværn af og rakte dem til Alaric.

”Hold da op. Hvor fanden har du lært at skyde henne?” spurgte han da vi gik igennem træningsrummet igen og ud i den lange gang.

”På akademiet” svarede jeg og kiggede ned i gulvet.

”Der gad jeg sku godt have været i lære. Altså, det er ikke fordi jeg ikke kan skyde, men jeg er bedst med dem her” sagde han og rakte hænderne i vejret.

”Jeg er bedst med dem her” Jeg klappede mig på hver side at lårene hvor mine dolke var spændt fast.

”Det vil jeg se før jeg tror det”

”Det kan vi godt finde ud af” Jeg smilede til ham og så fortsatte vi med rundvisningen.

 

Det var blevet aften da vi var færdige med rundvisningen og vi var tilbage ved spisestuen. Der lød en masse snakken derinde fra og jeg kunne høre bestik skrabe imod tallerkner. Under hele rundvisningen havde Alaric fortalt og fortalt om alt og alle. Vi havde hilst på en del af dem der boede her på slottet, imens vi havde gået rundt. Alaric gik ind i spisestuen og jeg fulgte pænt med ham. Der blev øjeblikkeligt stille, men stilheden fortog sig hurtigere end den havde gjort tidligere. Jeg hilste på dem jeg havde mødt og prøvede at gøre mig så lille og ubetydelig som muligt. Jeg så at Duke rejste sig fra sin plads ved bordet og kom hen til mig. Han smilede til mig og varmen i hans øjne var næsten for meget.

”Der er en plads ved siden af mig hvis du føler dig bedre tilpas med det” hviskede han til mig som om han vidste at jeg havde det underligt med at skulle sidde ved nogen jeg ikke kendte. Men hvis jeg nu skulle være helt ærlig så ville jeg bare gerne finde mit værelse og bare pakke mig ned under dynene. Jeg åbnede munden og skulle til at sige det da en høj og mørk stemme rungede;

”Lessie! Kom hen til onkel Jerry og giv mig et kram” sagde manden. Jeg kiggede på ham der havde sagt noget og der begyndte at komme nogle underlige billeder i mit hoved. Fra min barndom. Jeg stirrede intenst på ham og lagde uvilkårligt hovedet på skrå. Jeg kendte ham. Der var et eller andet over ham der fik mig til at få en varm følelse i hele kroppen. Manden smilede til mig. Han var høj og bredskuldret. Måske en smule tyk, men det så ikke forkert ud. Han havde sort hår med nogle få grå stænk i siderne og hans øjne var brune og varme. Et billede dukkede frem for mit indre blik. Det var da jeg var helt lille. Jeg sad og legede på et tæppe ude i haven og en stor mand sad foran mig. Jeg var i gang med at finde en masse hår elastikker frem og en børste. Jeg begyndte at sætte det hele i håret på manden og han grinede og spillede med på legen. Jeg grinede og fniste hver gang han lod som om han var en fin dame. Jeg genkendte ham. Billedet forsvandt og jeg så manden foran mig igen. Onkel Jerry. Jeg kunne huske ham. Far lillebror. Jeg løb hen til ham og kastede mig ind i hans favn og knugede ham til mig. Jeg var ligeglad med alle de andre der sad rundt om bordet. Ligeglad med om de kiggede på mig eller ej. Jeg løftede hovedet og smilede op til Jerry.

”Lessie min lille pige. Hvor er du blevet stor” sagde han og kyssede mig på panden. Jeg snøftede og kunne ikke lade være med at smile.

”Du er heller ikke just blevet mindre” sagde jeg.

”Ja du svare sku stadig igen, kan jeg høre” sagde han og lo. Han satte sig ned og jeg satte mig ved siden af ham.

”Nå, min pige. Fortæl mig så hvordan du har haft det?” spurgte han og begyndte at spise sin mad. Der var en eller anden der satte en tallerken foran mig og jeg kiggede op på vedkomne. Min far stod og smilede til mig. Han satte sig på den anden side af mig og tog min hånd. Han gav den et klem og spiste. Jeg kiggede igen på onkel Jerry og han stirrede på mig, fordi han stadig ventede på at jeg skulle svare.

”Jeg har haft det godt” sagde jeg. Hvad skulle jeg ellers sige? Skulle jeg sige at jeg var en udad reagerende teenager som blev trænet til at blive Kriger af en flok barske mænd, som hakkede på mig fordi jeg var langsommere end de andre drenge på akademiet? Eller skulle jeg sige at jeg hver eneste dag i de sidste ti år havde sørget over min døde far, som så alligevel ikke var død? Jeg prøvede at smile til ham, men jeg tror ikke det lykkedes for hans øjne blev pludselige skarpe og han kiggede indgående på mig.

”Der er noget du ikke fortæller” sagde han. Jeg skulle lige til at svare da min far lagde en hånd på mit knæ og gav det et klem.

”Jeg tror vist vi skal lade Elessia være så hun kan få noget at spise” sagde han og kiggede på onkel Jerry.

”Så siger vi det” vrissede han og gav sig til at spise sin mad. Jeg kiggede op på min far. Min far. Her sad han ved siden af mig og var i live. Jeg kunne mærke at tårerne begyndte at presse sig på. Jeg skulle lige til at sige noget til ham da en eller anden kaldte på mig.

”Lessie! Hvornår skal vi have en skyde konkurrence?” spurgte en ung fyr. Ham havde jeg hilst på tidligere. Det var Alarics roommate, Sorric tror jeg vist nok at han hed. Han havde været flink at snakke kort med på rundvisningen og han smilede til mig. Jeg smilede.

”Du siger bare til. Jeg skal med glæde vise dig hvordan man gør” sagde jeg.

”Hov hov du! Jeg er skam ret god til det”

”Jamen det må jeg jo så se” Han nikkede til mig og begyndte så at snakke med dem der sad ved siden af sig. Jeg kunne høre at de diskuterede min præstation tidligere og noget med at de andre synes han var åndssvag at han ville udfordre mig. Jeg rystede på hovedet og begyndte at spise.

Hele vejen igennem aftensmaden var der hele tiden nogen der snakkede til mig og afbrød mig og min far. Min far var høflig og ventede pænt på at jeg havde svaret på det de spurgte om og smilede så til mig når jeg igen vendte opmærksomheden imod ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...