En Krigers Skæbne


9Likes
51Kommentarer
2255Visninger
AA

9. Levende

Vi kørte igennem byen med en hastighed der var over det tilladte, men jeg var ligeglad. Hvis vi blev stoppet skulle jeg nok klare det. Jeg håbede bare at trafiklysene var på vores side. Det var de. Jeg smilede og da vi nærmede os byskiltet, rømmede Duke sig. Jeg skævede over til ham.

”Tre kilometer udenfor byen er der en vej til højre” sagde han. Jeg nikkede og trykkede speederen endnu mere ned. Vi skød frem og jeg kunne ikke lade være med at fnise da Alex stønnede. Sikke en tøsedreng. Han havde spillet så hård tidligere. Jeg rystede på hovedet og fortsatte ud af byen. Kort tid efter kom der en grusvej på højre hånd og jeg smed bilen rundt. Alex gav et grynt fra sig og jeg vidste at han var blevet slynget over i de anden side af bilen. Jeg fortsatte ud af vejen med et hæsblæsende tempo og vi bumpede af sted.

”Drej til venstre her” sagde Duke og uden at tage farten af smed jeg bilen ind på en vej, eller jeg ville ikke kalde det for en vej. Det var mere som en lille sti. Jeg kiggede rundt for at se om jeg kunne genkende noget, men det kunne jeg ikke. Det var ikke et sted vi havde været før. Vi havde godt nok patruljer på grusvejen, men aldrig havde vi set at der var en vej her. Vi drønede af sted og pludselig var underlaget asfalt. Bilen slingrede lidt, men jeg havde kontrol over den. Duke blev ved med at fortælle mig hvor jeg skulle hen og efter noget tid kom et kæmpe slot til syne. Jeg vidste ikke at der lå noget her. Det var der skam heller ikke nogen anden der gjorde.

”Så kan du godt sætte farten ned” sagde Duke. Jeg slap speederen lidt og langsomt sænkede vi farten. Til sidst kørte vi ikke ret hurtigt og vi trillede ind igennem en kæmpe port. Den åbnede og lukkede sig automatisk. Duke pegede frem for sig.

”Du kan parkere ved siden af Hummeren” sagde han. Jeg nikkede og lod bilen trille stille ind ved siden af en stor gul Hummer. Duke steg ud og vaklede et kort sekund. Sådan havde alle det efter en tur sammen med mig. Jeg steg selv ud og gik roligt om til bagagerummet og hev min sportstaske ud. Jeg kiggede ind i bilen. Alex sad stadig derinde. Jeg smilede og gik hen til hans side og åbnede døren. Jeg stak hovedet ind til ham. Han kiggede på mig og han var kridhvid i ansigtet.

”Hva’så basse? Kunne du ikke klare turen?” spurgte jeg og prøvede at kvæle et grin. Hans øjne ændrede sig fra skrækslagne til skulende på rekord tid. Så steg han langsomt ud af bilen og tårnede op over mig. Han skulede til mig og jeg kunne se at han var ved at få farve i kinderne igen.

”Pas du nu på med hvad du siger” sagde han. Hans stemme lød en smule anstrengt, men den var fast og trende.

”Ellers hvad?” spurgte jeg roligt.

”Ellers kan det være at du ikke kommer til at køre i den bil lige foreløbig” Han vendte sig om og gik op til de enorme hoveddøre og forsvandt ind igennem dem. Jeg skulede efter ham og kunne ikke lade være med at føle en vis form for had til manden. Hvis han så meget som ødelagde min bil ville han komme til at fortryde.

”Tag dig ikke af ham” lød det far Duke. Jeg kiggede på ham og han stod med armene over kors og så ud som om han morede sig over et eller andet.

”Hvis han så meget som rører min bil…” sagde jeg gennem sammenbidte tænder.

”Han kommer ikke i nærheden af den bil igen. Det tør han ikke”

”Hvad mener du med det?”

”Alex er ikke så glad for noget med fire hjul” Jeg rynkede brynene. Kørte han motorcykel i stedet for?  Jamen det kunne ikke passe. Han havde det bestemt ikke godt med fart og en motorcykel er indbegrebet af fart. Jeg rystede på hovedet og trak op i sportstasken. Duke og jeg fulgtes op til hoveddøren og inden jeg overhovedet havde nået at lukke døren, lød der et brøl og en flok kæmpe store fuldvoksne mænd kom løbende imod os. De stirrede alle sammen på mig og jeg reagerede instinktivt. Jeg slap tasken, sprang lidt tilbage, bøjede forover i angrebsstilling og trak en dolk i hver hånd. Mændene kom tættere og tættere på, men lige da jeg skulle til at springe på dem, stillede Duke sig imellem og standsede mændene.

”Stop!” sagde han med kraftig stemme. Mændene standsede og de stirrede vredt på Duke.

”I rør hende ikke” sagde han.

”Hun er en af dem! Hvorfor skulle vi høre efter dig?” var der en der sagde. Han var høj og smallere end de andre. Hans hår var lyst og faldt ned i hans øjne. Han lignede en jeg kendte, men jeg kunne ikke sige hvorfra. Jeg kiggede på ham og lagde hovedet på skrå. Der var altså et eller andet over ham.

”Fordi hun er her af egen fri vilje, Alaric” sagde Duke.

”Prøv du lige at se hvordan hun står. Hun er klar til at angribe” sagde Alaric.

”Du gør som der bliver sagt”

”Jeg tror sku den gamle er ved at blive blød” lød det fra en anden af mændene. Jeg kiggede på ham og stivnede. Det kunne ikke passe. Jeremiah. Nej det kunne ikke være ham. Han lignede godt nok meget, men det kunne umuligt være ham. Han kiggede på mig og jeg måtte holde vejret for ikke at bryde sammen. Han lagde hovedet på skrå og rynkede brynene. Jeg rettede mig op og stak mine dolke tilbage i deres hylster uden at tage blikket fra ham.

”Nu skal du passe på Rex”

”Ellers hvad? Vil du sladre til chefen? Gør bare det” sagde Rex. Han ikke så meget som kiggede på Duke da han sagde det. Han blev ved med at stirre på mig. Jeg fik en underlig fornemmelse i kroppen af hans intense stirren. Det her var ikke godt. Pludselig blev en dør et sted i huset smækket og alle vendte sig om. Rex slap mit blik og jeg åndede ud. Alle mændene stivnede og en efter en trådte de til side. Duke blev ved med at stå ved siden af mig og lagde forsigtig en hånd på min arm som for at holde mig tilbage. Det var måske klogt nok. Jeg var parat til at angribe hvis det skulle være.

”Hvad foregår der her?” lød en velkendt stemme. Noget inden i mig bristede og jeg gispede. Den sidste af mændene trådte til side og jeg så hvem det var der have sagt noget. Jeg følte mig pludselig helt slap i kroppen. Foran mig stod en mand jeg kendte. En mand jeg ikke havde set i ti år. Min far. Uden at tænke over det, vred jeg armen til mig og kastede mig om halsen på ham. Han knugede mig ind til sig og jeg gav slip. Lod tårerne få frit løb.

”Elessia min skat” sagde min far og jeg kunne høre gråden i hans stemme. Jeg kunne ikke sige noget jeg knugede mig bare ind til ham og hulkede voldsomt. Han var her virkelig. Han levede. Far. Jeg hulkede og kunne ikke stoppe igen. Han holdt mig ind til sig og kyssede mig på håret. Han strøg mig over håret og ned over ryggen. Jeg ved ikke hvor længe der gik inden jeg trak mig lidt væk fra ham. Jeg kiggede ind i hans øjne og jeg kunne se glæden, men også sorgen i dem.

”Far” hviskede jeg. Han smilede og strøg mine tårer væk.

”Åh min lille skat. Jeg fandt dig” sagde han og kyssede mig på panden. Jeg snøftede og prøvede at smile til ham.

”Jeg troede aldrig at jeg skulle se dig igen” sagde han og kærtegnede mit ansigt.

”Jeg troede at du var væk for al tid. Onkel sagde…” snøftede jeg og standsede da jeg kom i tanke om min onkel. Vreden blussede op inden i mig igen og jeg kunne mærke mine hænder rundt om min onkels hals. Jeg lukkede øjnene og rystede på hovedet for at få vreden til at gå væk. Da jeg kiggede på min far igen var der bekymring i hans blik. En lille rynke kom til syne i hans pande og jeg kunne se at han undrede sig over den måde jeg reagerede på. Jeg skulle til at sige noget da jeg hørte nogen rømme sig bag mig. Jeg blev pludselig opmærksom på at vi havde publikum på. Duke og alle de andre mænd stod bare og stirrede på os. Min far lagde en arm om mine skuldre og vendte mig om så jeg kunne se på dem alle sammen.

”Dette er min datter” sagde han med høj og kraftig stemme. Mændene trådte et skridt tilbage og stirrede på mig med ærefrygt i deres blik. Jeg kiggede rundt på dem alle og mit blik låste sig fast til Dukes. Han stod lænet op af hoveddøren og smilede til mig. Han så glad og tilfreds ud. Som om han havde gjort noget vildt godt. Det havde han også. Han havde hentet mig og bragt mig tilbage til min far. Jeg slap min far og gik hen til ham og slog armene om halsen på ham. Han virkede forbløffet, men kom sig hurtigt. Han lagde forsigtigt armene om mig og gengældte mit knus.

”Tak” hviskede jeg ind i hans øre.

”Jeg gjorde bare min pligt” hviskede han tilbage og jeg kunne høre smilet i hans stemme. Jeg slap ham og vendte mig om imod min far igen. Han smilede og kom hen til mig. Han lagde den ene hånd imod min kind og kærtegnede den.

”Du ligner din mor” sagde han. Jeg kunne mærke at jeg fik tårer i øjnene igen. Jeg blinkede kraftigt for at få dem til at gå væk igen. Det lykkedes. Min far lagde armen om mig og vi begyndte at gå hen til en kæmpe stor trappe der førte op til første sal. Han knugede mig ind til sig imens vi gik og jeg registrerede svagt at det blev snakket bag os. Min far førte mig hen af en lang gang og standsede foran en dør.

”Det her skulle have været dit værelse for mange år siden” sagde han og åbnede den. Jeg trådte ind i et kæmpe rum. Meget større end det jeg havde på akademiet. Der var stort set det samme i rummet; en seng, et skrivebord, et skab og en kommode. Der var et sæt dobbeltdøre til højre for senge. Jeg gik hen til dem og åbnede dem. Et walk-in skab. Det var enormt! Og det var fyldt med tøj. Jeg vendte mig om og kiggede på min far. Han stod og betragtede mig med et smil på læberne. Som han stod der lignede han sig selv, bortset fra at han var ti år ældre og at hans hår var begyndt at blive grå. Jeg gik hen til ham og slog armene om ham.

”Jeg elsker det” hviskede jeg.

”Det glæder mig. Der er noget andet jeg gerne vil vise dig” sagde han og skubbede mig lidt ud fra sig. Han tog min hånd og sammen gik vi ud af værelset, ned af den store trappe og hen til et stort rum. Det måtte være en spisestue for jeg kunne høre en masse skramlen med bestik og en masse maskuline stemmer komme derinde fra. Vi gik ind i rummet og ganske rigtigt så sad der nok de første otte store mænd rundt om et virkelig stort bord og var i gang med at spise en helveds masse mad. De standsede alle med at spise da de fik øje på mig og jeg kunne mærke at jeg rødmede. Godt nok havde jeg været vant til at folk stirrede på mig. Det gjorde alle dem på akademiet, men dem kendte jeg da. De her mænd fra fremmede og jeg kendte ikke en af dem. Eller jo, to af dem kendte jeg. Jeg fik øje på Alex og Duke. De sad i hver deres lænestol foran et stort fladskærms tv i den anden ende af hvor spisebordet stod. De nikkede til mig og genoptog deres tv kiggeri og skovlede mad i munden.

”Din mor havde samme effekt på mig dengang” sagde min far. Jeg kiggede op på ham. Han smilede kærligt og trak mig med sig videre igennem spisestuen, igennem en lang gang og hen til en anden dør. Han tøvede da vi stod foran den.

”Jeg håber du kan lide det” sagde han og kigge en enkelt gang på mig. Så åbnede han døren og tændte for en kontakt. Lyset summede og tændtes. Et kæmpe stort trænings rum kom til syne, men det var ikke bare en almindelig gymnastiksal. Nej det var en komplet forhindringsbane med springgrav, vand bassin og en balance bom seks meter over jorden. Jeg var målløs. Det her overgik alt hvad jeg havde drømt om. Jeg tog et skridt ind i rummet og et skud flænsede stilheden. Jeg trak min egen pistol og sank ned i knæ. I den anden ende af salen, blev en dør åbnet og jeg kunne høre nogle grine. Jeg rejste mig op igen og stak min pistol væk. Der var åbenbart en skydebane her også. De to mænd der var kommet ind igennem døren kom hen til os og smilede. Deres smil forsvandt igen da de så mig. Jeg genkendte dem begge. Alaric og Rex. De standsede begge op foran mig.

”Elessia det her er Alaric, din fætter. Og Rex her er Jeremiahs tvillingebror” sagde min far. Jeg vendte mig rundt og stirrede på ham. Jeremiahs tvillingebror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...