En Krigers Skæbne


9Likes
51Kommentarer
2291Visninger
AA

16. Informationer

”Hvor længe har du stået der?” spurgte jeg.

”Længe nok. Nu må du give mig ret i at han er anderledes end Jeremiah” svarede han. Hvad ville han have mig til at sige? At jeg savnede Jeremiah så meget og at jeg et kort øjeblik havde forvekslet ham med Rex? Eller at jeg rent faktisk var begyndt at føle mig tiltrukket af Rex?

”Jeg ved ikke hvad du snakker om” sagde jeg og gik ind på værelset igen. Luc kom ind og lukkede døren efter sig. Han havde en rynke i panden og jeg vidste bare at han ville komme med en eller anden dum kommentar.

”Lessie du ved at jeg elsker dig og at jeg gerne ser dig sammen med Jeremiah, men du må ikke blive sur når jeg siger det her”

”Det kommer virkelig an på hvad det er” Jeg stillede mig ved sengen og lagde armene over kors.

”Jeg tror dig og Rex er bestemt for at være sammen” Han kiggede på mig med et blik der sagde mig at han havde ret. Pis! Hvordan gjorde han det? Jeg sukkede og lukkede øjnene.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre” hviskede jeg. Jeg satte mig ned på sengen og lagde hænderne for ansigtet. Sengen bevægede sig og jeg vidste at Luc var kommet hen til mig. Jeg skævede op til ham. Han kiggede undskyldende på mig og trak mig ind i sin favn.

”Hvis jeg var dig ville jeg tage en beslutning i en fart”

”Hvad mener du?”

”Jeg tændte min mobil i dag”

”Hvad gjorde du? Er du sindssyg?!” Jeg tak mig væk fra ham med et ryk og var på benene på et splitsekund.

”Bare rolig de kan ikke spore mig”

”Hvordan ved du det?” Jeg begyndte at gå frem og tilbage foran ham. Prøvede på at tænke.

”Fordi det er mig der har lavet programmet til akademiets sporingsprogram. Jeg ændrede det inden jeg smuttede”

”Hvad?” Jeg fattede ikke en brik. Computer havde aldrig sagt mig noget.

”Det er lige meget. Jeg fik en besked fra Ralph i dag”

”Fra Ralph?” Jeg standsede på stedet og mærkede mit hjerte give et ekstra slag. Jeg savnede dem alle sammen så frygteligt.

”Ja. Den er helt gal”

”Hvad mener du med det?”

”Der er kommet mere sikkerhed på akademiet og din onkel har beordret alle uddannede krigere til at lede efter dig”

”Nå? Og hvad så? De finder mig aldrig”

”Det ville jeg nu ikke være så sikker på. De fyre er ret så skarpe. Du ved at din onkel kun tager de bedste af de bedste. Og du ved også at han aldrig ville lade hverken Tor, Ralph eller Jeremiah være med til at lede efter dig. Faktisk er det kun dig de leder efter.” Jeg kiggede på Luc. Der var noget trist i over de mørke øjne. Jeg kom til at tænke på hvordan han var kommet til akademiet. Han havde været i en farlig redelighed. Han havde kæmpet bravt imod nogle forbrydere der var brudt ind i deres hjem og havde slået hans forældre ihjel. Jeg vidste at han aldrig havde tilgivet sig selv at de var døde fordi han ikke havde været i stand til at forsvare dem ordentlig. Han bebrejdede sig selv. Det var grunden til at han var så voldelig engang imellem. Han bar på en voldsom vrede der kom ud når han kæmpede. Jeg gik hen og satte mig ved siden af ham.

”Vi skal ikke tilbage. Du og jeg bliver her” sagde jeg og lagde en arm om hans brede skuldre. Han kiggede på mig og jeg kunne se at han lukkede ned for sig selv og blev den glade og drillende Luc jeg elskede. Han sendte mig et bredt smil.

”Skal vi ikke tage ned og træne? Jeg trænger til at banke dig” spurgte han.

”Ha! Du ved godt at du får tæsk” sagde jeg og grinede. Luc rejste sig og gik hen til døren. Da han forsvandt ud igennem den, begyndte mine tanker at vrimle. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Rex og Jeremiah. Selvom at de lignede hinanden fuldstændig, var de alligevel totalt forskellige. Jeremiah var sød, dejlig, lækker som bare pokker og så tænkte han altid på andre før sig selv. Han var den ondeste satan når det kom til kamp og nogle gange kunne man nemt tro at han var sindssyg. Rex var helt anderledes. Han var ikke sød, men venlig, når det passede ham. Han lignede en der hvert øjeblik det skulle være, kunne gå amok og ikke være til at stoppe igen. Han var egoistisk, men han var lige så lækker som Jeremiah. Jeg sukkede dybt og rejste mig. Når alt det her med min onkel og gudinden var færdig så ville jeg bare ligge mig i min seng og ignorere alle mænd i hele verdenen.

Da jeg kom til dørene ind til træningsrummet kunne jeg høre nogle dybe stemmer. Jeg standsede og lyttede. Der blev helt stille og pludselig lød der et brøl af en anden verden. Jeg hørte lyden af et knytnæveslag og en der stønnede. Jeg kastede mig ind igennem dørene og standsede på stedet. På gulvet lå Luc og rodede rundt med en eller anden mand. De slog efter hinanden og pludselig blev Luc kastet igennem luften med en så voldsom fart at han bragede ind i en lille halv væg. Væggen gik i stykker og væltede ned over Luc. Jeg så hvordan han blev begravet og pludselig var det som om noget slog klik inden i mig. Jeg skreg og kastede mig hen til den fremmede og smadrede en næve ind i hans ansigt. Hans hoved røg bagover og han vaklede et par skridt tilbage. Så kom han til sig selv og gloede vredt på mig. Han kastede sig imod mig. Det var som om jeg så det hele i slowmotion. Han kom flyvende imod mig, men det var som om min krop bevægede sig af sig selv. Jeg så til imens mine hænder knyttede sig til næver. Jeg sank i knæ og slog alt hvad jeg kunne imod ham. Jeg ramte først hans mave, så hans ansigt. Jeg sank ned i knæ og fejede hans ben væk under ham. Han landede med et voldsomt brag på ryggen, men han blev ikke liggende. Han sprang på benene og slog ud efter mig. Han ramte min næse og jeg hørte den brække. Blodet fossede ud og det gjorde voldsomt ondt. Vreden blussede endnu mere op og jeg slog alt hvad jeg kunne imod ham. Jeg ramte hans mave, ansigt og sendte et voldsomt slag imod nyren da jeg bevægede mig under hans venstre arm, sparkede ham i knæhaserne så han sank ned på det ene knæ. Jeg bevægede mig hurtigt om foran ham igen og sparkede ham i maven så han bøjede sig forover, og idet han gjorde det sendte jeg mit knæ så hårdt op i hans næse at han væltede bagover og blev liggende. Jeg skyndte mig at strippe ham for hans våben og rettede hans egen pistol imod ham. Han stønnede og bevægede sig en smule. Han åbnede øjnene og stivnede da han kiggede ind i mundingen af hans egen pistol.

”Hvis du rører dig pløkker jeg knoppen af dig” snerrede jeg. Han ikke så meget som sagde noget.

”Nik så jeg ved du har hørt mig” sagde jeg. Manden nikkede og jeg trådte et skridt tilbage. Han kom pustende og stønnende op at sidde. Jeg kunne mærke min puls hamre af sted. Adrenalin. En helvedes god ting i sådan en situation. Inden jeg kunne nå at sige mere blev dørene til træningsrummet sparket op og hele huset kom stormende ind. De standsede på stedet da de fik øje på mig. Min far stod forrest og stirrede vredt på mig. Han kom trampende hen til mig og vendte sig imod manden på gulvet. Det hele gik ekstremt hurtigt for pludselig hørte jeg noget knage og så min far stå over manden. Han havde slået ham!

”Far!” råbte jeg uden at jeg ville det. Et eller andet sted inden i mig fik jeg ondt af manden. Han havde lige fået bank af mig, men nu fik han også af far. Far vendte sig om og kiggede på mig. Vreden lyste ud af ham og jeg blev næsten bange. Kun næsten.

”Luc ligger under de brokker derhenne” sagde jeg og nikkede i retningen af den store bunke i den anden ende af rummet.

”Rex! Alex!” råbte far. Hold da op han lød vred. Han kom hen til mig og tog pistolen fra mig og stillede sig foran mig. Jeg rystede på hovedet da jeg så Duke og onkel Jerry gå hen til manden og meget hårdhændet smide et par håndjern fast om hans håndled og hive ham op fra gulvet. Jeg vendte mig og gik hen til Rex og Alex. De havde fået Luc ud af brokkerne og nu sad han og ømmede sig, med blodet fossende ud af læben og det højre øjenbryn. Han smilede bredt da han så mig.

”Hold op med det der. Du ser farlig ud” sagde jeg og kiggede nærmere på hans ansigt. Der var en del skrammer og hans ene øje var ved at blive blå.

”Du ser heller ikke for godt ud” sagde han og hentydede til min næse, der nok højst sandsynligt både var skæv og ophævet.

”Nå. Skulle vi så ikke få gjort noget ved det?” sagde jeg og begyndte at gå min vej. Jeg ved ikke hvorfor men jeg følte mig virkelig sur. Måske fordi min far havde viftet mig væk som om jeg var en der skulle passes på. Måske fordi jeg var sur over at akademiet kunne finde på at sende en efter mig. Jeg kunne høre Luc humpe stønnende efter mig. Han vidste at man ikke skulle sige noget til mig når jeg var sur.

Oppe på mit værelse gik jeg ud på badeværelset, åbnede for vandhanen og fyldte varmt vand i vasken. Jeg åbnede det lille skab til højre for spejlet og fandt vat, plaster, forbinding og en lille æske frem. Luc kom ud til mig. Han blev holdt oppe af Rex og Alex, som lignede to tomater i hovedet. Jeg kunne ikke lade være med af smile. Luc var en stor mand. Han var ikke kun høj men han vejede også langt over de hundrede kilo. Han var ikke tyk, nej nej, slet ikke. Han var bare meget muskuløs. Han blev hjulpet ned på en stol der stod i det ene hjørne og Rex og Alex pustede lettet ud.

”Helt seriøst så skal du kraftedme på slankekur. Du vejer jo et ton!” stønnede Alex og lænede sig op af vasken.

”Det her er ikke fedt. Det er muskler” brummede Luc.

”Du er fandme tung alligevel” sagde Rex.  Han vendte sig imod mig og noget flygtigt gled over hans ansigt. Jeg vendte mig væk og kiggede ind i spejlet. Jeg så da godt nok forfærdelig ud. Min næse var hævet og jeg var begyndt at blive en smule blå under begge øjne. Den sad også skæv. Pis. Det ville komme til at gøre ondt at sætte den på plads. Jeg tog en dyb indånding og skulle lige til at sætte den på plads selv, da der var en der rømmede sig. Rex kom hen til mig og kiggede på mig.

”Skal jeg ikke gøre det der?” spurgte han.

”Det må du da godt, men det er ikke første gang jeg gør det selv” sagde jeg.

”Nej men det er nemmere når en anden gør det” Han kiggede indgående på mig og jeg kunne se at jeg ikke skulle diskutere med ham så jeg nikkede bare og tog en dyb indånding. Jeg lukkede øjnene og mærkede derefter Rex’ hænder ligge sig blidt omkring min næse. Han ikke så meget som sagde noget og pludselig trykkede han til. Det gav en kæmpe knæk og jeg kunne mærke at blodet begyndte at løbe igen. Han fjernede sine hænder og jeg åbnede øjnene. Jeg vendte mig imod spejlet og kiggede på min næse. Den sad lige og var ikke nær så hævet. Jeg greb en vaskeklud og skyllede den op i det varme vand. Jeg tørrede blodet væk og skyllede igen kluden. Vandet blev mere og mere rødt jo flere gange jeg vred den op. Til sidst havde jeg fået alt væk, så jeg skiftede vandet og smed kluden til vask. Jeg vendte mig imod Luc og så at han sad med lukkede øjne. Jeg vred en ny klud op og gik hen til ham. Jeg stillede mig med et ben på hver sin side af det ene af hans lår og begyndte at vaske flængen i øjenbrynet. Luc gav et ryk fra sig og stirrede vredt på mig.

”Det gør sku da ondt!” vrissede han. Jeg rettede en finger af ham.

”Lad være med at skab dig” sagde jeg og fortsatte med at vaske hans ansigt. Han skulede vredt på mig men opførte sig ordentlig. Da jeg var færdig med hans læbe smed jeg kluden fra mig og hentede den lille æske og vattet. Jeg rakte æsken til Luc og han holdt den imens jeg åbnede den for at se hvad der var i den. Der lå nål og tråd, men der var også en lille saks og en flaske med noget sprit i. Jeg tog den pincet der lå og satte et stykke vat fast. Så kom jeg en smule sprit på og duppede flængen. Luc trak vejret hvislende ind igennem tænderne, men han sagde ikke noget. Jeg rensede såret så hurtigt jeg kunne og fandt så nål og tråd frem.

”Nu sidder du helt stille” sagde jeg og holdt nålen op foran ham.

”Ja ja. Jeg skal nok” mumlede han. Jeg var svagt bevidst om at Rex og Alex stadig stod og betragtede os, men det ignorerede jeg. Jeg stak nålen igennem hver side af såret og syede med korssting. Fire sting fik han og det sidste blev dobbelt for at holde såret lukket. Jeg tog den lille saks og klippede snoren over. Jeg kiggede ned på hans læbe. Det gik vist ikke at sy det, men der måtte være et eller andet jeg kunne bruge til at lukke såret med. Jeg kiggede ned i æsken igen og så en lille tube ligge i kanten. Jeg tog den op og læste de små bogstaver. Lim. Ja det ville virke. Jeg gik hen og tog en vatpind og kom en smule af limen på den. Så puttede jeg det på Luc’ læbe og lukkede såret sammen så godt jeg kunne. Jeg tog æsken fra ham og gik hen og stillede den på plads i skabet igen. Jeg vendte mig om og så at Luc var ved at rejse sig igen, godt nok med hjælp fra Alex og Rex. De hjalp ham ind i min seng og da han landede sukkede han og lukkede øjnene. Han måtte have ondt andre steder end i ansigtet.

Rex og Alex gik hen til døren og skulle lige til at gå ud da de vendte sig om og så på mig.

”Tak” sagde jeg.

”Du er sikker på du er okay?” spurgte Rex. Jeg nikkede og prøvede at smile til dem. Det gjorde ondt i næsen og kinderne, men jeg ville ikke vise det. De nikkede begge og forsvandt ud af døren. Jeg lukkede øjnene og sukkede.

”Du er godt nok en stor idiot” lød det fra Luc. Jeg vendte mig imod ham. Han lå med den ene arm over ansigtet og han trak vejret i små stød.

”Hvad snakker du om?” spurgte jeg og gik hen til ham.

”Ja du er sku da klar over hvordan Rex har det med dig”

”Er der en mening med at du begynder at snakke om det nu?”

”Han er lige så forelsket i dig som Jeremiah, eller skulle jeg sige mere forelsket”

”Det kan godt være med der skal ikke være noget mellem ham og mig. Jeg vil kun have Jeremiah og dermed basta”

”Så siger vi det, men det er ikke ensbetydende med at du elsker ham. Tænk lige over det” og så rullede ham om på siden, væk fra mig. Han var så irriterende nogen gange og han vidste det. Problemet med ham var at han gjorde det i en god mening. Jeg sukkede og vendte mig om og forlod værelset. Jeg skulle finde far og sørge for at han ikke slog manden ihjel.

 

Nede i kælderen kunne jeg høre en vred stemme brøle en masse uforståeligt imod en eller anden og pludselig hørte jeg en dump lyd og en der stønnede. Jeg skyndte mig at løbe i retningen af lydene og fandt min far stående med ryggen til mig og en eller anden liggende på gulvet. Jeg sprang hen til dem og skubbede min far væk.

”Far! Stop” sagde jeg i en hård tone. Han stirrede på mig og jeg kunne se vreden i hans øjne.

”Du flytter dig! Jeg skal have oplysninger ud af fangen” vrissede han.

”Det får du ikke på den måde. Lad mig”

”Du skal slet ikke i nærheden af den mand!” Min far kunne skælde ud alt det han ville, men jeg ignorerede ham og vendte mig imod manden på gulvet. Han stønnede og kom langsomt op på knæ. Han havde stadig hænderne bag ryggen. Jeg kiggede ned på ham. Han lignede ikke en der var ret gammel, men det var svært at se for alt blodet og hans ene øje var begyndt at hæve op.

”Hvad hedder du?” spurgte jeg. Han kiggede op på mig.

”Det burde du vide” sagde han. Jeg stivnede da jeg genkendte hans stemme.

”Jesse?” spurgte jeg. Han nikkede. Jeg kiggede indgående på ham og nu kunne jeg godt se at det var ham.

”Din onkel leder efter dig” sagde han.

”Nå, men her er jeg. Han kan bare komme”

”Han vil have at du kommer hjem” Jeg ignorerede hans kommentar.

”Hvordan fandt du mig?”

”Din gode ven Luc, er ikke det eneste computergeni på akademiet”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...