En Krigers Skæbne


9Likes
51Kommentarer
2318Visninger
AA

4. Fangen

Jeg standsede på stedet og vaklede et par skridt baglæns. Hans øjne stirrede direkte på mig, og jeg siger jer at det var som om de ville sige noget, som om de ville have mig til at røre ved dem. De fik mig til at ryste over hele kroppen. Han stak den ene hånd ind under jakken og tog noget frem. En lille rød æske. Bag mig kunne jeg høre de andre Krigere komme ud i gården.

”Din far har sendt mig” sagde manden. Jeg stirrede på ham. Helt seriøst, så smilede han. Hvad fanden bilder han sig ind? Min far er død. Det har han været siden jeg var ti. Vreden bragte mig ud af min trance. Jeg hævede dolken over hovedet og sprang i retningen af manden. Han kastede sig til siden og en af de andre sprang imod mig. Han svingede et baseball bat, men jeg undveg og skulle til at springe på ham, da jeg mærkede et par meget stærke hænder gribe fat i mig. Jeg drejede hovedet og så at en af de andre mænd havde sneget sig om bag mig. Vreden blussede op inden i mig. Jeg kastede mig rundt og plantede et solidt spark i maven på ham så han fløj tilbage. Jeg mærkede en hånd på min ene skulder, drejede rundt og skulle lige til at plante en næve i ansigtet på den der havde taget fat i mig, da jeg blev slået i baghovedet. Sorte prikker begyndte at hoppe for mine øjne og mine ben vaklede. Jeg kunne høre en der råbte mit navn, men det var for langt væk. Jeg svajede noget mere og det blev sort for mine øjne. Det sidste jeg registrerede var en der brølede.

 

 

Der var stille rundt om mig. Det eneste jeg kunne høre var en der gik rundt. Personens skridt var nervøse, men også vrede. Hurtige og faste. Der var noget velkendt over den gang. Jeg havde hørt den så mange gange før. Hver gang jeg var enten syg eller kommet til skade under træningen. Det var Jeremiah. Jeg vågnede med et sæt og satte mig brat op i sengen. Jeg kiggede forvirret rundt i rummet. Hvor fanden var jeg henne? Det var ikke mit værelse. Jeg fik øje på Jeremiah som stod og stirrede på mig. Der var noget forkert ved ham. Han havde godt nok stadig forbinding på næsen, men det blødte fra den. Han havde et flækket øjenbryn og hans ene øje var hævet og ved at blive blåt. Hans blik var hårdt og jeg havde kun set det blik en gang før. Den gang hans far slog hånden af ham. Jeg rynkede panden. Hvad var det sket? Hvorfor så han sådan ud? Pludselig kom det hele tilbage til mig. De indtrængende. Lederen der havde sagt at han kendte min far. Jeg havde angrebet, men en eller anden havde slåget mig i baghovedet og jeg var gået ud som et lys. Hvad var der sket med dem? Hvor var de henne nu? Jeremiah stirrede på mig og som om han kunne fornemme min forvirring trådte han tættere på.

"Hvad skete der?" spurgte jeg. 

"De slog dig ud og alle Krigerne gik amok. Vi fik overmandet dem og nu er de i kælderen" sagde han.

"Jeg må ned til ham. Jeg skal have nogle svar" Jeg svang benene ud over sengekanten og rejste mig op, men det hele begyndte at snurre rundt. Jeg tog mig til hovedet og vaklede et par skridt. Et par varme hænder tog fat om mig og holdt mig oprejst. Jeg kiggede op. Han stod så tæt på mig at jeg kunne mærke hans varme ånde imod min hud. Han havde aldrig været så tæt på mig før. Jeg lænede mig ind til ham og han strammede grebet om mig.

"Du skal hvile dig. De løber ingen steder" sagde han så dæmpet at han næsten hviskede. Han kiggede mig i øjnene og jeg kunne se bekymringen i dem. Han havde altid set på mig på den måde, men nu hvor han stod så tæt på var det ikke kun bekymringen jeg kunne se, der var også kærlighed og beundring. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den dag hvor det gik op for ham, men også de andre, at jeg var en pige. Jeg husker tydeligt at alle var begyndt at kigge på mig og smile noget mere, som om jeg havde et eller andet komisk omkring mig. Dengang havde jeg ikke været klar over hvorfor, så jeg havde bare nydt opmærksomheden og smilet pænt til dem alle. En dag jeg var ved at træne, havde jeg(som jeg plejer), en stor T-shirt og et par jogging bukser på. Vejret havde været utrolig godt og jeg havde svedt mere end jeg plejer. Der havde ikke været andre i lokalet og jeg havde tænkt at der nok ikke ville komme andre fordi vejret var så godt. De brugte de udendørs træningsredskaber. Jeg havde taget T-shirten af og skulle til at træne videre i kun bh, da der pludselig havde været en der rømmede sig. Jeg havde sprunget op og nær væltet stativet med alle håndvægtene. En dyb og stille latter havde lydt og jeg havde vendt mig om og set Jeremiah stå lænet op af dørkarmen. Han havde smilet og givet mig elevator-blikket og bare nikket som om han blev enig med sine egne tanker. Jeg var blevet så flov og havde skyndt mig ud af lokalet og samtidig med at jeg havde trukket T-shirten over hovedet havde han taget fat i min arm og standset mig. Han havde kigget på mig og hans udtryk havde været undskyldende. Jeg ville havde sagt noget til ham men det havde pludselig sortnet for mine øjne og det næste jeg husker havde været at jeg var vågnet op på mit eget værelse. Sygeplejersken havde siddet på min seng og smilet til mig. Hun havde fortalt mig at mit stofskifte havde ændret sig og at jeg nu kunne betragte mig som en voksen kvinde. Først havde jeg ikke fattet det, men efter det blik hun havde sendt mig så var det gået op for mig hvad hun mente. Hun fortalte mig også at da jeg var besvimet havde Jeremiah grebet mig og da han så havde opdaget blodet på mine bukser, var han gået fuldstændig amok og råbt og skreget efter min onkel. Min onkel havde berogliget ham og sagt at der ikke var noget galt med mig, og at jeg var frisk igen i morgen. Siden den dag havde han set på mig som han gjorde nu, med en bekymret mine. Der var bare så meget mere i blikket end jeg havde troet.

"Kom, lad os få dig i seng" sagde han og trak mig ud af mine tanker. Jeg rystede på hovedet og skubbede ham væk fra mig.

"Nej jeg må snakke med ham" sagde jeg og gik langsomt hen til døren. Da jeg åbnede den kunne jeg se hvor jeg var henne. Jeremiahs værelse. Jeg havde aldrig været på hans værelse før. Hver gang enten Luc, Ralph eller Tor fik den geniale ide at vi skulle se film og at vi skulle skiftes til at ligge værelse til, ja så var det endte det altid med at det var mit de invaderede. Jeg havde nogle få gange været på de andres værelser men aldrig Jeremiahs. Hvorfor vidste jeg ikke. Jeg vendte mig rundt og kiggede spørgende på ham. Han kiggede ned i gulvet som om han diskuterede med sine skosnuder. Han sagde ikke noget. Jeg sukkede og vendte mig og gik.

Mit hoved dunkede voldsomt hver gang jeg tog et skridt og jeg måtte flere gange stoppe og trække vejret dybt ind for ikke at kaste op. Turen hen til trappen ned til kælderen føltes som om den var dobbelt så lang end normalt. Jeg tøvede lidt inden jeg tog de første par trin. Jeg rettede ryggen og forsøgte at udstråle ro og autoritet.

Dengang i middelalderen var det meget normalt at borge havde deres egne fangekældre. Dette var også tilfældet her. Vores fangekælder lignede præcist sig selv. Man skulle næsten tro at man var tilbage i middelalderen. Der var en masse celler med masive egetræs døre hvor der midt i døren var en slå man kunne skubbe til side og kigge ind til fangen. Gad vide hvor han sad? Jeg gik hen til den første og tog en dyb indånding inden jeg slog slåen til side og kiggede ind. Henne i det ene hjørne sad en stor mand. Han var kronraget og havde en tatovering omkring det ene øje. Han kiggede på mig og smilede.

"Jamen dog! er det sådan du ser ud forfra?" sagde han og brød sammen af grin. Det gik op for mig at det var ham der havde slået mig i hovedet. Vreden brusede frem i mig og jeg havde lyst til at flå døren op og kaste mig ind og rive hovedet af manden. Jeg skulle til at tage fat i låsen da jeg mærkede en hånd på mine ene skulder. Jeg drejde ansigtet og så min onkel stå ved siden af mig.

"Rolig nu. Du skal nok få din hævn" sagde han til mig i et roligt toneleje. Jeg slap låsen og lukkede for slåen. Min onkel tog mig blidt under armen og trak mig med hen til den sidste celle. Han slog ud med den ene arm i retningen af døren og nikkede til mig. Jeg tog fat i låsen, men inden jeg åbnede den, ladge han sin hånd på min.

"Jeg er frygtelig ked af det" sagde han og så sukkede han og gik sin vej. Jeg kiggede efter ham. Hvad var han ked af? Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren. Inde i cellen var der et blødt skær fra en lampe. Henne i det venstre hjørne stod et bord og en stol og til højre var der en seng. Der lå en mand i sengen. Han satte sig op da jeg trådte ind. En lænke klirrede og jeg fik øje på at hans ene ankel var lænket fast til væggen. Jeg kiggede på hans ansigt. Et sug gik igennem min mave. Det var ham. Lederen. Han kiggede på mig og hans øjne var låst fast til mine. Der var ikke en eneste følelse at se.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...