En Krigers Skæbne


9Likes
51Kommentarer
2261Visninger
AA

2. By turen

Jeg befandt mig atter i garagen ved siden af min motorcykel, men der var noget anderledes ved garagen. Jeg kiggede mig rundt. Det var mørkt. Så havde jeg været væk det meste af dagen. Jeg stak dolken i hylstret og spændte det fast til mit patronbælte. Den vejede ikke så meget som mine andre dolke. Jeg kiggede ned på min motorcykel. Jeg havde egentlig ikke lyst til at køre nogen steder. Jeg vendte mig om og stødte ind i en mur af en overkrop. Jeg vaklede tilbage og havde nær sat mig på røven da et par stærke hænder greb fat i mig og fik mig til at finde balancen. Jeg kiggede op og så Luc stå og smile. Jeg gjorde mig fri af ham.

”Du burde fandme have en klokke om halsen” sagde jeg og gav ham et lille puf på brystet.

”Jamen så ville jeg ikke kunne snige mig ind på nogen” sagde han. Han smilede og jeg kunne se at han havde noget i tankerne. Luc var altid den der fik mig lokket til at gøre alt muligt. Han var en ballademager og han var ikke bange for noget. Når der var noget nyt der skulle undersøges, var han altid den første til at sige ja tak. Og han hev altid mig med i faldet. Nogen gange tror jeg at manden har et stort ønske om at dø. Jeg kunne se i hans blik at han havde fået en fiks ide og jeg vidste bare at hvis jeg ikke spurgte ind til det ville jeg blive alt for nysgerrig til bare at lade som ingenting.

”Hvad har du nu i tankerne?” spurgte jeg og stillede mig anklagende overfor ham med den ene hånd hvilende på hoften. Hans smil blev bredere. Han vidste at når jeg spurgte på den måde så havde han vundet over mig. Det var ikke fordi jeg gjorde ret meget modstand når det galt om at få noget spænding. På en måde kunne jeg godt lide det, at gøre noget farligt.

”Der er åbnet en ny natklub” sagde han og lagde armene over kors.

”Og du vil have at vi skal tage et smut ind og se hvad det er for noget?”

”Du kender mig for godt”

”Ja og jeg ved at hvis jeg ikke tager med dig så ender det med at jeg må hente dig hos politiet”

”Hey! Det er ikke min skyld at de ikke kan lade mig være”

”Nej men du kan lade være med at være så skide provokerende”

”Jamen det er jo det du kan lide” Han begyndte at grine og jeg kunne se at han var mere end parat til at tage af sted med det samme. Jeg sukkede og gik forbi ham. Jeg gik op på mit værelse og begyndte at klæde mig af. Når vi gik i byen havde vi altid sort tøj på. Sådan var det og hvis jeg skulle være ærlig så var det også det jeg helst ville have på. Jeg fandt mine læderbukser frem og en sort top med bar ryg og rullekrave. Håret blev flettet til en lang tyk fletning. Jeg hadede at have det til at hænge løst. Det var for det første alt for langt og for det andet var det alt for tyk til at det kunne sættes anderledes end i en fletning.

    Luc ventede på mig nede i hall’en. Han var klædt i sorte cowboy bukser og en sort langærmet T-shirt. Det sad perfekt over hans krop. Trøjen strammede ind de helt rigtige steder og bukserne gjorde at han fik den bedste røv af alle de mænd der var på akademiet. Der var dog nogen som var godt på vej til at udkonkurrer ham. Jeg gik hen til ham og han smilede sit frække smil til mig. Så havde han noget i tankerne igen. Og jeg var hoved faktoren i hans ’plan’.

”Jeg har en idé” sagde han og smilet blev en anelse større. Jeg stønnede indvendig og forberedte mig på det værste.

”Og det er?” spurgte jeg. Jeg holdt vejret.

”Jeg har modtaget en besked om at det er Lovers Night i aften” sagde han og nu kunne jeg se lyset spille i hans øjne.

”Og du har tænkt dig at opføre dig som om vi er kærester?”

”Jep!” Han grinede lidt da han så mit ansigts udtryk. Jeg var målløs.  Han var forfærdelig at være i nærheden af når han fik sådan nogle idéer. Jeg greb min jakke på stumptjeneren og gik ud af den lille dør der var i vindebroen. Vi havde fået lavet en lille gangbro som kun lige var bred nok til at en person kunne gå der. På den anden side af broen kunne jeg se at der holdte en motorcykel. Det var min. Jeg satte mig på den og skulle til at starte den da Luc stroppede mig.

”Lad mig køre” sagde han og skubbede mig længere tilbage på sædet. Så satte han sig foran mig og startede den. Motoren gav et voldsomt brøl fra sig og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg elskede den lyd. Det var så råt og maskulint, men samtidig blød og kærlig. Jeg sukkede og tog min hjelm på. Luc vejede godt over de hundrede og ti kilo, men det var ikke fordi han var tyk. Det var lige modsat. Han var så trænet og muskuløs at jeg følte mig ret lille ved siden af ham.

Han gav gas og vi skød af stede med et voldsomt ryk. Adrenalinet pumpede i mit blod og det var vidunderligt. Suset fra ting der fløj forbi os var skønt. Intet var så godt som at køre på motorcykel. Turen var bare alt for kort. Luc parkerede på den anden side af gaden. Jeg steg af motorcyklen og stirrede over på den nye bygning. Det kunne ikke undgås at se at det var den nye natklub. Der var en masse farverige lamper og lysstofrør på hele facaden.

”Hvad siger du så?” spurgte Luc og lagde armene omkring mine skuldre.

”Flot, men hvad med mine øjne?” spurgte jeg. Normalt undgik jeg at blive set direkte i øjnene fordi mine øjne ikke så normale ud. Folk ville vide med det samme at jeg var anderledes. Sådan var det altid for kvinder af vores slags. Mine øjne havde en så lys farve at man næsten skulle tro at det var hvide. Hvis der så var lysstofrør, som oven i købet lyste i en neon farve, så ville de træde endnu mere frem. Vores mænd var derimod bedre stillet. Deres øjne var så mørke at man nemt kunne forveksle dem med at være brune.

”Bare lad mig om det” sagde han og smilede. Vi gik over til indgangen. Luc drejede forsigtigt mit ansigt så jeg kiggede direkte på ham. Dørmanden stod og spærrede vejen. Han var stor af et menneske at være. Luc lagde et par fingre under min hage og blinkede til mig. Jeg kiggede undrende på ham og et frækt smil bredte sig om hans mund. Og lige pludselig kyssede han mig og trak mig ind til sig. Vi var stadig ved at gå hen til dørmanden, og jeg kunne mærke at han kiggede på os. Jeg var overbevist om at han ville spærre vejen og sige at vi skulle gå om bag i køen. Men nej. Han trådte bare til siden og vi gik forbi ham. Jeg kunne høre at der var nogen der fløjtede og nogen der var sure over at de ikke blev lukket ind. Da vi var kommet indenfor slap Luc mig og jeg vaklede et skridt. Da jeg havde fået balancen igen tog jeg jakken af.  

”Du kunne godt lige have fortalt mig hvad du havde tænkt dig” vrissede jeg af ham.

”Jamen så var vi jo ikke kommet ind” grinede han. Jeg slog ham blidt over armen men kunne ikke lade være med at smile. Jeg kiggede rundt i det overfyldte lokale og kunne se at der var mindst fem udgange. Alle sammen med to dørmænd stående foran. Der var noget over de dørmænd som fik mine sanser til at springe op i det røde felt. Jeg lod blikket falde på en af dem og så at han havde en mærkelig tatovering på underarmen. Mit blik koncentrerede sig om ham og pludselig gik det op for mig hvem han var. Eller jeg skulle hellere sige hvad han var. Fjenden. Mine nakkehår rejste sig og jeg lod hånden glide langsomt hen over låret for at være sikker på at dolken sad hvor den skulle. Det gjorde den. Jeg kiggede på Luc og så at han havde opdaget det samme som jeg.

”Hvad gør vi?” spurgte jeg.

”Opfører os som menneskerne. Vi kan ikke klare dem alle” sagde han og begyndte at gå hen til baren. Jeg fulgte efter ham men jeg havde et vågent øje med alle dørmændene. Luc bestilte en øl og en cola til mig. Han vidste at hvis det blev til kamp så ville jeg helt gerne være ædru. Vi satte os på et par barstole og jeg prøvede at slappe så meget af som muligt. Jeg ved ikke hvor længe vi havde siddet der da jeg pludselig fik øjenkontakt med en af dørmændene. Jeg vendte mig imod Luc og kunne se at hans muskler var spændte. Han havde set det. Han kiggede på mig og nikkede.

”Vi må hellere komme hjem igen” sagde jeg. Han drak sin øl ud, vi rejste os og begyndte at gå imod udgangen, da noget fangede min opmærksom. Jeg drejede hovedet og så en ølflaske komme flyvende imod mig. Helt uden at tøve greb jeg den få centimeter fra mit ansigt. Det skulle jeg ikke have gjort. Det fik straks alle dørmændene til at rette deres opmærksomhed imod os. Pis! Det var ikke så godt. Et normalt menneske ville ikke kunne gribe en flaske så hurtigt og nemt som jeg havde gjort. Luc greb mig i armen og trak mig hurtigt med udenfor. Vi løb over til motorcyklen, men det var for sent. Jeg kunne høre mændene råbe bag os.

”Vi bliver nød til at kæmpe” sagde jeg og greb Gudindens dolk, som jeg havde til at sidde om låret og jeg hev en af mine egne frem fra ryggen. Jeg kiggede på Luc. Han var allerede parat. Vi vendte os om og så fem mænd komme imod os. De var alle kæmpestore. Jeg kiggede dem alle i øjnene. De var tomme. Ingen følelser eller noget. Jeg kunne mærke at jeg blev nervøs. Adrenalinen pumpede igennem mig og jeg fik den vidunderlige følelser af at jeg var uovervindelig. Vi trak os tilbage til en lille smøge hvor der ikke var ret meget lys. Det var en fordel. Mit syn var bedst i mørke. Jeg tog bedre fat om mine våben og bøjede mig let forover.

”Jack og Samson! I tager jer af tøsen!” kommanderede en af mændene. Han var større end de andre så han var sikkert deres overordnede. Jeg skævede til Luc. Han nikkede til mig og jeg vidste at han var klar over hvad vi gjorde. Han ville dække mig så jeg kunne komme tæt på lederen. To store mænd kom imod mig. Den ene havde et grimt ar hen over den ene kind som fik hans mund til at tække en smule op af. Han havde kort lyst hår og hans tøj var sort. Den anden havde mørkt hår. Først ville man tro at han var en model. Han kunne godt ligne en, men jo tættere på han kom jo bedre kunne man se at halvdelen af hans ansigt og hals var rynket. Det så ud som om hans hud var ætset væk. Han havde i modsætningen til sin makker jeans og en blå skjorte på. De kastede sig frem imod mig, men jeg undveg. Jeg svang min dolk i mod ham og snittede hans skulder. Han hvæsede af mig og den anden sprang på mig. Jeg var hurtig og plantede en lige højre i hans ansigt. Da han tog sig til næsen hamrede jeg ham i maven og han bukkede sammen. Et par store arme lagde sig om mig bagfra og løftede mig op. Jeg huskede tilbage på det der var sket tidligere da Ralph havde taget fat om mig. Mine fødder ramte jorden igen og jeg satte fra. Jeg fløj rundt i en bue og plantede mine fødder i ryggen på ham. Han sank sammen og jeg tog fat i hans hår og trak hovedet tilbage så hans hals var blottet. Jeg satte hurtigt Gudindens dolk til hans hals og skar. Han stønnede og faldt forover. Der kom et højt brag efterfulgt af et lysglimt og da jeg igen kunne fokusere var fyren forsvundet. Jeg var helt lammet over det der lige var sket, at jeg ikke så den anden mand komme imod mig. En knytnæve ramte mig hårdt i ansigtet og jeg fløj tilbage. Jeg kom hurtigt på benene igen og kunne mærke noget varmt løbe ned i min mund. Jeg to hånden op og da jeg kiggede på mine fingre var der blod. Idioten havde brækket min næse! Vreden tog over og jeg fløj imod ham og hamrede dolken lige ind i hjertet på ham. Vi tumlede rundt på jorden og endnu engang kom der et højt brag og et lysglimt. Jeg rejste mig og kiggede mig forvirret rundt. Han var væk. Hvad fanden var der lige sket? Jeg kiggede på dolken i min hånd. Den næsten glødede. Jeg stod bare der og stirrede på den da jeg hørte en brøle. Jeg vendte mig om og så Luc tumle rundt på jorden sammen med to andre mænd. Jeg skulle til at løbe over til ham, men manden der havde givet ordre, trådte ind foran mig. Jeg trådte et skridt tilbage og krummede mig forover, klar til at angribe. Han kiggede på mig og så smilede han. Han smil var koldt og ondskabsfuldt. Jeg strammede grebet om mine dolke og gjorde mig glar til at kæmpe. Han kastede et enkelt blik på den sorte dolk og stivnede. Så vendte han sig og råbte noget på et sprog jeg ikke forstod. Jeg så Luc få en næve i hovedet og da han vaklede et par skridt tilbage, begyndte hans overfalder at gå hen til sin bevidstløse kammerat. Han tog fat i hans ene arm og fik ham op over skuldrene. Så vendte han sig og stirrede på mig. Jeg var lammet. Han blinkede til mig og så forsvandt han. Puf! Bare sådan lige pludselig. Jeg tabte både næse og mund og mine ben truede med at give efter under mig. Han forsvandt! Bare forsvandt! Hvad fanden var nu det?!

”Hvor blev de af?” spurgte Luc. Han kom løbende hen til mig med blodet strømmende ned over det ene øjenbryn og fra læben.

”Jeg… jeg ved det ikke” svarede jeg. Jeg kunne ikke forklare ham at de forsvandt ud i den blå luft.

”For helvede, hvor kunne de slå fra sig” sagde Luc. Jeg kiggede på ham og han så forfærdelig ud.

”Vi må hellere komme hjem” sagde jeg og begyndte at gå ud til hovedvejen. Der var kommet mere gang i den henne ved diskoteket. Rækken af fulde folk der ville ind var blevet længere og dørmændene havde deres problemer med at smide folk ud som var blevet for fulde. Jeg kom i tanke om min jakke, men jeg skulle ikke nyde noget af at vise mig derinde igen. Jeg gik hen til min motorcykel og trak hjelmen over hovedet. Det gjorde ondt i min næse da mine kinder blev presset op imod den. Blodet begyndte at løbe igen. Pis! Nu skulle jeg gå med en hvid bandage om i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg svang mig op på motorcyklen og startede den. Jeg var glad for at Luc ikke protesterede om at han ville køre hjem. Det var mit humør slet ikke til. Der havde været noget galt da ham manden så Gudindens dolk. Og den måde de andre to bare var forsvundet i et lysglimt. Der var ikke noget normalt ved det. Jeg var nød til at snakke med min onkel om det. Luc satte sig bag mig og jeg begyndte at trille væk fra byen. Jeg gav den fuld gas og ligesom på vej her ind så var turen alt for kort. Vi trillede ned i garagen og parkerede ved siden af min anden motorcykel. Der var ikke en af os der sagde noget imens vi gik ovenpå. Vi gik direkte ned til hospitalet. Der var ikke nogen af se, men jeg kunne høre Melissa rumstere et eller andet sted.

”Melissa!” råbte jeg. Der lød et kæmpe rabalder og et lille kønt hoved med en masse krøller kom til syne. Hun smilede, men da hun så os forsvandt smilet med det samme. Hun kiggede strengt på os og kom hen til os. Hun kiggede først på Luc og så på mig. Melissa var en lille køn kvinde med et væld af brune krøller. Hun var omkring min alder, men hun lignede et barn. Hun var ikke mere end en meter og tres, men hun var slank. Nogen ville måske sige at hun lignede en dukke. Store flotte krøller, blå øjne og en hud som ville gøre alle kvinder misundelige.

”Hvordan er det i ser ud?” skældte hun. Hun stod med hænderne på hofterne og trampede let med den ene fod i gulvet.

”Jeg ved ikke hvad du snakker om” sagde Luc og jeg kunne høre at han havde svært ved at holde et grin tilbage. Jeg gav ham en albue i siden.

”Av!” sagde han, men jeg vidste at det ikke gjorde ondt på ham.

”Ja I er sgu et kønt par I to. Kom så og lad mig se” sagde Melissa og tog fat i min arm. Hun trak mig med over til en briks og skubbede mig ned at sidde. Hun tog et par gummihandsker på og fandt en våd klud frem. Jeg forberedte mig på at det ville komme til at gøre vildt ondt. Hun begyndte at vaske blodet i mit ansigt væk. Da hun kom til næsen var der intet. Jeg mener jeg kunne ikke mærke noget. Intet! Jeg åbnede øjnene og kiggede på hende.

”Ja nu ser du straks meget bedre ud. Der er ikke nogen rifter eller sår nogen steder, så det kan ikke være der blodet er kommet fra. Næsen ser også fin ud” sagde Melissa og drejede mit ansigt til hver side for at undersøge det.

”Hvad mener du med at næsen er fin? Den er da brækket” sagde jeg. Hun rynkede panden og gik hen til sit lille skrivebord. Hun skrev noget ned på et papir og kom hen til mig med det.

”Det er smertestillende til bulen i din pande” sagde hun og rakte mig papiret. Jeg tog det og kiggede uforstående på hende. Hun ignorerede mig og gik hen til Luc. Hun vendte og drejede hans ansigt også og så begyndte hun at vaske hans sår. Jeg kiggede på dem og det gik op for mig at hun var lidt voldsommere ved ham end hun havde været ved mig. Han betragtede hende med et blik jeg aldrig havde set i hans øjne før. Der var noget ømt og længselsfuldt i hans øjne. Pludselig var der noget der klikkede i min hjerne. Han var forelsket i hende.

”I to skal holde jer i ro i de næste par timer. Forstået?” sagde Melissa. Vi nikkede begge og gik vores vej. Vi ikke så meget som sagde noget til hinanden. Luc forsvandt ind i drengenes opholdsrum og jeg kunne høre de andre fyre byde Luc velkommen hjem. Jeg kunne høre at de spurgte hvad der var sket og Luc begyndte at fortælle. Jeg rystede på hovedet og gik ind på mit værelse. Det var for tidligt til at gå i seng. Jeg gik hen og satte mig i vindueskarmen og kiggede ud i mørket. Månen stod højt på himmelen og der var stjerne over alt. Jeg sukkede og lænede hovedet imod den kolde rude. Hvad var det der var ved at ske med mig? Jeg hørte stemmer i mit hoved og jeg helede på rekordtid. Det bankede forsigtigt på døren. Jeg kiggede over på den. Der skete ikke noget. Så bankede det igen. Jeg rejste mig og gik hen og åbnede.

”Jeremiah. Hvad laver du her?” spurgte jeg. Jeg kiggede på ham og kunne se at der var noget anderledes ved ham. Han var… bekymret.

”Må jeg komme ind?” spurgte han. Jeg nikkede og åbnede op for ham. Han gik ind og kiggede rundt i mit værelse.

”Jeg var egentlig på vej i seng” sagde jeg. Han vendte sig imod mig. Han så virkelig mærkelig ud. Selvfølgelig var det mest fordi han havde næsen pakket ind i gaze og tape. Han svarede mig ikke. Han stirrede bare på mig. Jeg gik hen til ham og lagde den ene hånd på hans kind.

”Hvad er der med dig?” spurgte jeg.

”I… I blev overfaldet” sagde han. Hans stemme var så lav at det næsten var en hvisken.

”Ja men vi klarede os”

”Jamen der kunne være sket noget” Der var noget ved hans stemme der fik mig til at rynke på panden. Det her var noget nyt. Godt nok havde vi flirtet lidt, eller faktisk siden jeg fyldte seksten. Da jeg begyndte at vise mine evner som Kriger. Jeg kiggede ham ind i øjnene.

”Hvad foregår det inde i dit hoved?” spurgte jeg. Han kiggede væk og trak sig fri af mine hænder. Jeg fulgte efter ham med øjnene. Han gik hen til min seng og lænede sig op af den ene sengestolpe. Jeg betragtede ham og kunne se at han havde svært ved at samle sig. Så vendte han sig rundt og gik hen til døren.

”Jeg ville bare se om du var okay” sagde han og smuttede ud af døren. Hvad var nu det for noget? Han plejer da ikke at være sådan en tøsedreng. Jeg rystede på hovedet. Nogen gange kunne jeg bare ikke finde ud af den mand. Det var noget andet med Luc og Ralph. De var som en åben bog. Jeg vidste altid hvad de havde for og hvordan de havde tænkt sig at gøre det. Hver gang de to fik en eller anden fiks ide, ja så var det mig der skulle hjælpe dem med at komme ud af fedtefadet igen. Tor var stille, men jeg kendte ham. Han havde altid været sød ved mig og han havde altid været der. Det var som om han var min storebror. Der var ikke andre, som kunne læse ham som jeg kunne.

Jeg gik hen til kommoden og begyndte at tage mine våben af. To dolke, en ankel revolver og gudindens dolk. Jeg lagde det hele ned i den øverste skuffe. Jeg kiggede på gudindens dolk. Bladet var sort og den var dækket af et mønster. Det samme som mine tatoveringer. Skaftet var af træ. Det var smukt udskåret og havde nogle symboler på som jeg ikke kendte. Det var en virkelig smuk dolk. Billeder fra kampen dukkede frem for mine øjne. Dolken havde glødet. Det havde været som om den var blevet levende. Jeg lagde den ned i skuffen og lukkede den. Jeg måtte snakke med Gudinden igen. I morgen. Jeg klædte mig af og kravlede op i min seng. Jeg lagde mig ned og faldt i søvn med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...