En Krigers Skæbne


9Likes
51Kommentarer
2262Visninger
AA

1. Kriger

Døren blev flået op og fire fuldvoksne mænd kom brasende ind. De omringede min seng med deres våben hævet. Jeg vågnede med det samme og var klar, jeg sprang ud af sengen i det samme som en af mændene kastede sig over mig. Han fik et spark i maven, så han vaklede tilbage, en anden svingede et baseball bat efter mig, men jeg undveg og sendte en knytnæve lige i ansigtet på ham. Jeg hørte noget knase og manden gav et hyl fra sig. Blodet stod ud af næsen på ham og jeg kunne ikke lade være med at smile. Et par meget store og stærke arme lukkede sig om mig bagfra og mine fødder blev løftet fra gulvet. Jeg vred mig så mine arme kom fri, greb fat i håret på min overfalder og trak til. Da mine fødder igen ramte gulvet, satte jeg af og sprang i en bue over manden, hvor jeg landede med fødderne på hans ryg og tvang ham i gulvet. Endnu en kom imod mig med sine sværd hævet over hovedet. Jeg sprang til side og stak hænderne ind under min natskjorte og trak mine dolke frem. Jeg parerede hans sværd og sprang væk fra ham. Han gjorde udfald imod mig igen, jeg satte fra og sprang i en bue over hans hoved og da jeg landede bag ham placerede jeg den ene af mine dolke på hans hals og den anden lige under hans ribben.

”Hurtigt eller langsomt?” hviskede jeg til ham. Inden han kunne nå at svare hørte jeg en klappe. Jeg drejede hovedet og kiggede på den der havde klappet. Min onkel kom frem i lyset og smilede til mig. Jeg kastede et enkelt blik rundt på de mænd der havde angrebet mig. Jeg genkendte dem med det samme. Jeremiah, Tor og Luc ømmede sig og begyndte at komme på benene igen. Jeg kiggede på min onkel og han begyndte at grine. Jeg kiggede på den mand jeg stadig havde låst fast og genkendte ham. Min bedste ven. Ralph.

”Gider du ikke lige slippe mig?” sagde han og jeg kunne høre at han var irriteret over at jeg havde overmandet ham. Jeg slap ham med det samme og stirrede på min onkel. Han smilede stadig til mig.

”Hvad skal det her betyde?” spurgte jeg. Jeg var helt rundt på gulvet. Hvad skulle det her gøre godt for?

”Min søde Lessie. Dette var din eksamen” sagde min onkel. Jeg rynkede panden og stirrede uforstående på ham. Min eksamen? Men der var jo længe til endnu.

”Du må hellere få Melissa til at se på den næse” sagde min onkel til Jeremiah. Han nikkede og forsvandt ud af døren. Han brummede et eller andet som jeg ikke fik fat i.

”Lessie min skat. Det er mig en glæde at kunne sige at du nu er en Kriger” sagde min onkel.

”Mener du at…? Virkelig?” stammede jeg. Han nikkede og forsvandt ud af værelset. Jeg stod som lammet til jorden. Min hjerne kunne ikke begribe at det endelig var ovre. Alt den træning var slut. Et kæmpe brøl fra de tre andre mænd, bragte mig ud af mine tanker og jeg mærkede nogen løfte mig op. Mændene jublede og råbte. Jeg kiggede ned på den der havde løftet mig op på sine skuldre. Ralph smilede og jeg sværger at det var ham der råbte højest. Endelig kunne jeg mærke sejren bruse igennem mig og jeg begyndte at skrige højt. Ralph satte mig ned igen og Tor og Luc stillede sig rundt om mig. Jeg smilede til dem.

”Nu er du en af os!” sagde Luc og lagde en muskuløs arm rundt om mine skuldre. Han var stor og hans vægt tyngede mig ned da han lod den hvile på mig. Jeg skubbede ham lidt væk.

”Ja det er jeg. Hvor vildt er det lige?” sagde jeg og kiggede på dem hver især. Pludselig kom jeg i tanke om at de havde været fire til at overfalde mig. Smilet forsvandt. Jeremiah. Pis. Jeg skubbede mig forbi deres kroppe og gik hen til klædeskabet. Jeg flåede det op og fandt et par jeans. Jeg trak hurtigt i dem og knappede skjorten op. Jeg flåede den af og trak en stram lædertop på. Da jeg vendte mig om så jeg at de alle stirrede på mig.

”Hold dog op! I har sgu da set mig uden tøj på” sagde jeg og gik hen til min kommode.

”Ja, men vi har ikke set dig med tatoveringer” lød det fra Ralph. Jeg spændte en dolk fast til låret samtidig med at jeg vendte mig og kiggede uforstående på ham.

”Hvad snakker du om? Jeg har ikke nogen endnu” sagde jeg. Jeg tog mit patronbælte på og tjekkede min ni millimeter Baretta. Den var så ren at man næsten kunne spejle sig selv i den. Jeg stoppede den ned i hylstret og satte endnu en i buksekanten på ryggen.

”Hvad fanden kalder du så det du har på ryggen?” spurgte Luc.

”Jeg ved ikke hvad du snakker om” sagde jeg og spændte endnu en dolk fast til det andet lår. Tor greb mig i armen og trak mig med hen til spejlet. Han drejede mig rundt og rev lidt op i min top. Jeg kunne se de traditionelle tatoveringer bugte sig i sirlige mønstre. Jeg rev mig fri af Tor og løftede endnu mere op i toppen

”Hvad fanden…?” sagde jeg. Det kunne ikke passe. Hvordan kunne de allerede være der?

”Kunne du slet ikke mærke at de kom?” spurgte Tor. Jeg kiggede på ham og rystede på hovedet.

”Hold da kæft” lød det fra Ralph. Jeg kiggede igen i spejlet og trak min top på plads igen. Jeg rystede på hovedet. Det havde jeg ikke tid til at tænke over nu. Det kunne vente. Jeg sukkede og begyndte at gå hen til døren. Jeg hørte drengene hviske imens de fulgte efter mig. Jeg lukkede af for dem og gik ned af gangen.

Der hvor jeg boede, var en gammel middelalderborg. Den var som taget ud af et eventyr. Den stod fuldstændig som dengang. Kæmpe murer af kampesten. En enorm vindebro og en voldgrav. Indvendig var det blevet meget modaniseret. Der var stadig mange af værelserne som lignede sig selv, men det meste var blevet lavet om til den tid vi levede i nu. Stedet mindede meget om en militær træningslejr. Det kunne det skam også nemt have været, men min onkel foretrak at kalde det for Akademiet. Der var det nyeste nye teknologi og den bedste overvågning man kunne købe. Det var Luc det stod for sikkerheden og han var seriøst dygtig til det.

Jeg gik ned af gangen og drejede til højre og pludselig stod jeg i et kæmpe hvidt rum. Infirmeriet var den nyeste installation på borgen og den fungerede præcist som et rigtigt sygehus. Der var alt det nyeste nye. Både senge afsnit og operationsstuer. Min onkel havde ikke været meget for at bygge det men han var blevet overbevist da krigen brød ud. Vi havde brug for det for hvis menneskene begyndte at tage blodprøver ville de finde vores blod mærkeligt. De ville vide at vi ikke var menneskelige. Det kunne vi ikke tillade. Jeg lod blikket blide rundt i rummet. Der kom nogle lyde og bandeord fra et sted henne i det ene hjørne. Jeg kunne høre Jeremiah bande og slynge trusler ud til sygeplejersken.

”For helved!” lød det fra ham. Jeg kunne høre han knurrede af hende.

”Hold op med at være så pylret” sagde sygeplejersken. Jeg kunne mærke smilet brede sig om min mund. Jeg gik hen til den afskærmning der var sat op for at de ikke ville havde tilskuere. Jeg stak forsigtigt hovedet forbi og kiggede på Jeremiah.

”Er du okay?” spurgte jeg. Han drejede hovedet med et ryk og kiggede på mig. Mit hjerte sprang et slag over da jeg stirrede ind i hans azurblå øjne. Hans store muskuløse krop passede perfekt til det korte sorte hår. Hans sorte T-shirt sad stramt og fremhævede hans store brystkasse og sten hårde mavemuskler. Man kunne tydeligt se de traditionelle tatoveringer på hans underarme og som endte på hver sin side af halsen. Jeg havde aldrig set det hele af dem, men jeg kunne sagtens forstille mig hvordan de ville sno sig op langs hans arme og rundt om hans muskuløse skuldre. Han knurrede af sygeplejersken og hun sukkede opgivende og gik sin vej. Han smilte til mig og jeg gik hen til ham.

”Gør det meget ondt?” spurgte jeg og pegede på hans næse.

”Jeg overlever. Tillykke for resten” sagde han. Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. Jeg kiggede ned og mumlede: ”Tak”.

”Så mangler du bare tatoveringerne” sagde han og sprang ned fra briksen han sad på. Jeg kiggede op på ham og smilede. Så vendte jeg mig om og løftede op i min top. Jeg stivnede da jeg mærkede hans fingre glide blidt hen over ryggen på mig.

”Gjorde det ondt?” spurgte han. Jeg lukkede øjnene og nød lyden af hans stemme. Jeg kunne mærke varmen fra hans ånde imod min nakke. Jeg skulle til at sige noget da afskærmningen pludselig blev flået væk og de tre klodsmajorer kom til syne. De stod alle og smilede og kiggede på os.

”Sikke en tud du har fået” sagde Luc og gik hen til Jeremiah og gav ham en albue i siden. Da han trak sine fingre væk fra min hud forsvandt varmen også. Ralph kom hen til mig og slyngede armen om mine skuldre. Tor lagde sig på briksen og lignede en der kunne falde i søvn når det skulle være.

”Er det ikke bare fedt at hun endelig er en af os?” spurgte Ralph og gav mine skuldre et klem.

”Ja det har vi sgu ventet længe på” lød det fra Tor. Luc begyndte at grine.

”Hun gav os alle røvfuld” sagde han.

”Ja og så kunne hun slet ikke mærke da hun fik sine tatoveringer” sagde Ralph. Han smilede til mig og jeg kunne mærke varmen stige i mit ansigt. Det var jeg slet ikke klar til at snakke om. Og da slet ikke med de fire tosser. Jeg måtte finde min onkel. Han kunne sikkert svare på hvorfor jeg ikke havde mærket noget. Jeg gjorde mig fra af Ralph.

”Jeg må finde onkel og snakke med ham” sagde jeg og begyndte at gå. En varm hånd lukkede sine fingre om min arm og jeg vendte mig for at se hvem det var. Jeremiah stirrede på mig. Der var noget trist i hans blik.

”Er du okay?” spurgte han.

”Ja jeg har det fint” svarede jeg. Jeg prøvede at smile så overbevisende som muligt og gik så ud af rummet igen. Jeg gik hen af gangen og svingede til højre og så til venstre. Jeg stod foran en kæmpe stor massiv egetræs dør. Jeg tog en dyb indånding og bankede på.

”Kom ind” blev der råbt. Jeg skubbede til den store dør og gik ind. Min onkels værelse var det største i hele borgen. Det var lyst og der var en masse antikke møbler og malerier over det hele. Lige foran mig sad min onkel ved et smukt udskåret skrivebord og var igen med at skrive en masse. Jeg gik hen til ham og satte mig forsigtig i en af de to stole som stod foran bordet. Han kiggede op og da han så at det var mig smilede han. Han lagde pennen fra sig og lænede sig tilbage.

”Lessie min skat. Hvad bringer dig herhen?” spurgte han. Jeg kiggede ned i mine hænder og kunne se at de rystede let.

”Jeg skal spørge dig om noget” sagde jeg.

”Jeg svarer gerne”

”Gør det ondt?” Jeg kiggede op på min onkel. Han rynkede panden.

”Hvad mener du min kære?”

”Tatoveringerne?”

”Aha. Ja det gør det på de fleste. Det vil det også komme til ved dig”

”Det tvivler jeg på” Jeg rejste mig og vendte ryggen til ham. Jeg trak toppen op over hovedet og fjernede håret. Jeg hørte min onkel rejse sig og komme rundt om skrivebordet. Hans fingre gled blidt hele vejen ned ad ryggen på mig.

”Utroligt” hviskede han.

”Jeg mærkede ikke det mindste” sagde jeg og trak toppen på igen. Min onkel lænede sig op af skrivebordet og jeg kunne se at han tænkte så det bragede. Han fik altid den her dybe rynke i panden når der var noget det foruroligede ham. Jeg begyndte at få en bange anelse over at der var noget stort i vente. Og at det ikke ville være noget godt.

”Det kan ikke passe” mumlede han. Han rejste sig og begyndte at gå rundt i værelset. Hans skridt blev mere og mere voldsomme. Det kunne ikke være godt. Han blev ved med at trave og mumle en masse om at det ikke kunne være rigtigt. Der måtte vare sket en fejl. Hvorfor skulle det lige være Lessie? Jeg ved ikke hvor længe han havde gået sådan rundt, men det føltes som en evighed, da han pludselig standsede og stirrede forbi mig. Han gik hen til sin store bogreol og lod fingrene løbe hen over de mange forskellige bøger. Han trak en tyk og meget gammel bog ud og begyndte at bladre i den. Jeg betragtede ham mens han læste og det gav et sæt i mig da han pludselig kiggede op på mig.

”Er du sikker på at du ikke mærkede noget?” spurgte han. Jeg nikkede.

”Og du har haft nogen mærkelige drømme i et godt stykke tid?” Jeg nikkede igen. Hvorfor spurgte han om det?

”Det passer altså” sagde han og kiggede ned i bogen igen. Han bladrede igen og standsede et sted og kom hen til mig. Han holdt bogen frem mod mig og viste mig et billede. Det var et smukt billede af en kvinde som stod med ryggen til. Hun havde en masse mønstre over hele ryggen. Jeg genkendte de traditionelle tatoveringer fra dem jeg kunne se på både Tor, Luc, Ralph og Jeremiah. Men deres var alligevel anderledes. Jeg læste under billedet og der stod at det var vores Gudindes efterkommer. Alle krigere kendte til historien om Gudinden. Hun fik børn med de mægtigste Krigere. Disse børn var alle af hankøn og de besad mægtige kræfter. Jeg kiggede på min onkel igen. Han smilede til mig.

”Hvad er det du prøver på at fortælle mig?” spurgte jeg.

”Dine tatoveringer er præcis magen til denne kvindes” sagde han og smilede endnu mere.

”Jamen det kan ikke passe”

”Jeg er bange for at det gør. Ser du,” Han klappede bogen sammen og gik hen til sit skrivebord. Han satte sig og kiggede på mig. ”Der er en ældgammel fortælling om et barn af Gudinden, et pigebarn. Det siges at denne pige er bestemt til at skulle være den nye Gudinde. Gudindens kræfter vil gå i arv til denne pige når tiden er inde til at Gudinden skal forlade denne jord”

”Vent lige lidt” sagde jeg og satte mig overfor min onkel.

”Hvad er det du siger? Skal jeg være den nye Gudinde?” Jeg stirrede på min onkel. Han nikkede og hans øjne lyste. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg var som forstenet. Det kunne han seriøst ikke mene. Hvorfor mig? Jeg så på min onkel. Han skulle til at sige noget, men jeg rejste mig med et sæt og løb ud af døren. Jeg løb alt hvad jeg kunne for at komme så langt væk som muligt. Gangene svingede og drejede sig i et uendeligt net af veje. Jeg endte i garagen. Jeg kiggede mig rundt. Mit hjerte hamrede så hårdt i brystet at jeg troede at det ville hoppe ud af mit bryst. Mit blik faldt på min motorcykel. Jeg sprang hen til den og skulle lige til at sætte mig på den da alle mine bevægelser stivnede. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg lød øjnene løbe rundt i rummet, men jeg var ikke i garagen mere. Jeg befandt mig på en stor grøn mark. Et stort springvand var placeret nogle få meter fra hvor jeg stod. Jeg kunne høre den stille klukken.

”Du burde ikke flygte” lød en kvindestemme bag mig. Jeg drejede rundt og kunne pludselig bevæge mig igen. Foran mig stod en lille kvinde. Hun var utrolig smuk. Hun havde langt gylden hår, som nåede hende til livet. Hendes hud var lys og utrolig fin. Hun var klædt i en hvid kjole og det var som om der var en aura rundt om hende der fik alt ved hende til at stråle. Hun var guddommelig. Så gik det op for mig hvem det var der stod foran mig. Gudinden. Jeg gik ned i knæ og bøjede mig for hende.

”Deres nåde” sagde jeg. Jeg mærkede en hånd på min skulder og da jeg løftede hovedet stod Gudinden og smilede til mig.

”Rejs dig mit barn” sagde hun. Hendes stemme var så blød og venlig. Jeg gjorde som hun sagde og kiggede på hende.

”Jeg ser at du er vokset godt. Det glæder mig. Jeg kunne ikke have gjort det bedre selv” sagde hun og vendte sig væk fra mig. Hun begyndte at gå hen til springvandet og lod fingrene glide blidt hen over vand overfladen. Der kom krusninger på vandet og en masse farver sprang frem.

”Du må have en masse spørgsmål, efter det der er sket i dag” sagde Gudinden.

”Jeg… jeg ved ikke hvor jeg skal begynde” hviskede jeg. Gudinden begyndte at le. Hendes latter var som små søde kærtegn imod min hud. Hun vendte sig og så på mig.

”Lad mig hjælpe dig. Jeg ved at du vil vide hvorfor, og jeg kan sige at det er det du er født til. Jeg kan dog også mærke at du helt ville være fri. Mit kære barn, forstår du, jeg skal herfra. Det har været sådan altid. Det er din ret” sagde hun og satte sig på kanten af springvandet. Jeg kunne mærke tårerne presse på. Hvis de fik overtaget ville jeg ikke kunne stoppe igen. Jeg tvang dem til at blive og rettede mig op.

”Er der ikke en anden mulighed?” spurgte jeg. Jeg vidste at jeg ville blive ulykkelig hvis jeg ikke kunne blive ved med at være Kriger.

”Måske” sagde Gudinden. Hun lukkede øjnene og pludselig kunne jeg mærke en voldsom varme strømme igennem min krop. Gudinden gav et lille gisp fra sig og slog øjnene op. Hun havde et trist udtryk i øjnene og jeg vidste at hun havde set min fremtid.

”Deres nåde hvad så De?” spurgte jeg.

”Død og ødelæggelse. Dette vil ske hvis du tager imod min gave om at blive gudinde” Gudinden trak hånden til sig og vaklede et par skridt baglæns.

”Fjenden vil vinde og underligge mit folk tortur” Hun næsten hviskede nu og jeg kunne se tårer begynde at løbe ned af hendes kinder. Jeg skulle til at sige noget, men Gudinden vendte sig imod springvandet og samlede noget op fra vandet. Hun kom hen til mig og rakte mig et lille hylster.

”Bær denne og vind krigen og din skæbne vil være ændret. Der vil atter herske fred på jorden” sagde hun. Jeg tog hylstret med rystende hænder. Jeg tog fat om skaftet og trak en sortbladet dolk frem. Den havde et sirligt mønster som jeg genkendte. Tatoveringen. Det var de gamle tegn. Jeg kiggede på Gudinden, men hun var væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...