Love - needed or wanted? (One Direction)

Alyssa Marie Samantha Oliver på 18 år, bor i downtown London. Alyssa lever på kærlighed, forstået på den måde, at hun skal bruge en partner for at overleve. Problemet er bare, at Alyssa altid opbruger deres kærlighed, og derfor bliver tvunget til at finde en ny elsker. Efter flere hundrede forelskede mænd, ingen hvor Alyssa selv har haft følelser indblandet, sker der noget magisk. Alyssa møder en mystisk fremmed, som pirrer hendes nysgerighed. Et forhold, hvor selv Alyssa har følelser indblandet begynder at udvikle sig, men hvad sker der når hun husker sin evige "forbandelse"? Vil hun vælge at leve uden den fremmede, eller at bruge den tid hun har med ham på at opdage følelser hun ikke vidste hun var i stand til at have? Eller finder hun en helt tredje løsning, hvor hun kan få både ham og livet?

13Likes
10Kommentarer
2289Visninger
AA

8. Kapitel 8

Jeg lænede mig tilbage i stolen og så på Niall.

"Nøj jeg er mæt!", sagde jeg og fniste lidt. Han nikkede og smilede.

Niall rakte hånden op, som tegn til at tjeneren skulle komme herhen. Han så på mig, og smilede stort. Jeg smeltede endnu mere inden i.

"Vi vil gerne betale", sagde Niall, og så på tjeneren gennem hans solbriller. Tjeneren nikkede, og forsvandt. Jeg rodede lidt i min jakke, fandt min pung, og åbnede den. Jeg tog en seddel og nogle mønter op fra pungen, og ville ligge dem på bordet, da Niall stoppede min hånd. Jeg så forvirret på ham, og han løftede sine solbriller lidt op, så jeg kunne se hans krystal-klare blå øjne.

"Jeg betaler!", sagde han bestemt, men stadig på en glad måde. Jeg lænede mig tilbage i stolen, og pakkede mine småting sammen, mens at Niall betalte. Vi rejste os stille, og uden at sige noget, for at gå ud af caféen.

Vi gik et stykke tid uden at sige noget, men blev afbrudt af nogle mærkelige piger, der fulgte efter os uden grund. De styrtede efter Niall, og han stoppede, da han så dem. Hvad skete der? Jeg gik lidt væk, så han kunne skrive autografer, og få taget billeder med nogle af pigerne. Hvad fanden skete der? Hvorfor fulgte de efter os? Og hvorfor skulle Niall til at skrive autografer? Jeg stod lidt og kiggede rundt, da jeg fik øje på nogle mænd med kameraer om halsen. De kom luntende ned mod os.

"Niall?", sagde jeg stille, uden at tage synet fra mændene.

"Hvad?". Han vendte sig om og så uforstående på mig.

"Fotografer, bagud", svarede jeg, og smilede stille. Hvad havde de nu tænkt sig? Han så på mig, med et irriteret blik.

"Vi er nødt til at gå nu piger", sagde han hurtigt til pigerne, og gik over for at tage mig i hånden.

Vi luntede afsted, med fotograferne i hælene på os.

"Skynd dig!", sagde Niall, og grinede.

Jeg fniste lidt, men inderst inde var jeg forvirret. Hvad skete der lige her? Hvorfor blev Niall overfaldet? Vi løb videre, og jeg kiggede bagud. Der var kun en tilbage. Niall trak mig ind til siden, og vi stillede os helt op af en hus mur. Fotografen løb forbi os, og vi kunne ikke holde grinene tilbage mere.

"Det gør vi ikke så tit, det der", sagde Niall sødt. Jeg nikkede, og smilede stort.

"Vil du med hjem til mig, og de andre drenges lejlighed?".

"Vent, Niall, hvad skete der lige der?" spurgte jeg krævende. Jeg anede ikke hvorfor han blev forfulgt.

"Jeg fortalte dig jo at jeg var sanger, ikke?" spurgte han. Jeg nikkede, og kiggede nervøst på ham. Hvad var det der lige var sket?

"Nu er det jo så sådan, at jeg er med i et band." Jeg nikkede og ventede på at han fortsatte.

"Ej helt ærligt, jeg troede de fleste i England kendte os nu." sagde han og grinede. Hans grin sendte stød af glæde igennem min krop, og det fik mig til at smile. 

"Jeg er med i et band der hedder One Direction." sagde han. Jeg nikkede, og nu gik det op for mig hvorfor hans navn havde virket så bekendt. One Direction, de havde været med i X-factor i år 2010. Jeg smilede.

"Det var derfor du virkede bekendt!" sagde jeg og smilede. Et grin undslap mine læber, og det fik ham til at le. Vi stod op af muren, og skraldgrinede begge to. Hans øjne løb i vand, og jeg kiggede kort ned på hans hånd der lå i min. Et sidste smil gled over mine læber, og han spurgt igen om jeg ville med ham hjem til de andre drenge.

Jeg nikkede stille. Jeg sukkede nervøst, og fulgte med Niall, som trak mig efter ham. Vi kom til nogle høje lejligheder, og gik hen til den store dør. Vi kom indenfor, og wow siger jeg bare. Der var virkelig flot, og meget moderne.

 

"Kommer du Alyssa?" , sagde Niall grinede. Jeg kom til mig selv, da foyeren havde taget mig med storm. Det sorte stengulv skinnede af det falske lys, og den store skranke stod majestætisk i midten af rummet. Rundt om var der sofaer og lounge stole, og jeg sværger at jeg også så en bar med en rigtig bartender der. Jeg småløb op til ham, og sammen gik vi ind i elevatoren, og Niall trykkede på knappen til 10. etage. Elevatoren stoppede, og vi gik ud til den store gang, med dobbeltdøre på begge sider.

 

Jeg lyttede til stilheden et øjeblik, som så blev afbrudt af musik fra en eller anden lejlighed.

"Det er bare Louis og Zayn der leger superstars", sagde Niall, og grinede. Jeg lyttede en gang mere, og kunne høre at de hørte Domino med Jessie J. En af mine yndlings sange. Jeg nynnede lidt med, mens vi gik ned mod døren ind til lejligheden. Niall gik bare ind, og jeg fulgte med. Det overraskede mig lidt at de bare gik ind ved hinanden, de måtte virkelig være tætte. Vi gik stille ind i stuen, og jeg kunne skimte 2 drenge hoppe rundt i sofaen. Vi kom helt ind i stuen, uden at de havde set os, og der kunne jeg ikke holde mit grin inde mere.

De hoppede rundt, og legede piger, og det stank de altså virkelig til. Den ene fik øje på os, og stoppede hurtigt musikken. Han så virkelig pinligt berørt ud, hvilket fik mig til at smile til ham.

"Hey", sagde han og kom over til mig.

"Zayn", sagde han og nikkede anerkendende. Jeg smilede til ham og nikkede. Han var helt rød i hovedet, og det gjorde at jeg begyndte at grine. Niall begyndte også, og vi nærmest lå på gulvet af grin. Da vi var faldet lidt ned, kom den anden dreng, stadig i fuld rolle, gående mod os. Han vrikkede med hofterne som om han aldrig havde gjort andet, og legede stadig en pige da han rakte sin hånd til mig, for at signalere at jeg skulle tage den.

"Louise." sagde han med pibende stemme. Igen lå jeg flad af grin. Niall var også lige ved at dø, og Zayn stod selv og kluklo. Louise havde svært ved at få vejret. Jeg nikkede, mens jeg prøvede at bevare mit pokerfjæs.

"Alyssa", svarede jeg og smilede. Han nikkede, og udvekslede blikke med Niall. Jeg blev pludselig nervøs, og bed mig i læben. 

"Smid skoene og jakken, og lad som om du er hjemme", sagde Niall som allerede havde smidt sko og jakke, og nu havde smidt sig i sofaen. Jeg fniste lidt af det, og tog mine sko, og jakke af. Jeg stillede dem forsigtigt ude i gangen, og satte mig ned ved siden af Niall, som lå og flød på sofaen. Zayn slog sig ned i lænestolen, og Louis stillede sig op af dørkarmen ud til gangen. 

"Det var ikke meningen at du skulle se det der.." sagde Zayn, med et underspillet smil. Jeg smilede til ham, og begyndte at føle mig mindre nervøs. Louise grinede bare.

"Lad os lave noget mad!" sagde han, og rejste sig. Zayn gjorde det samme, og jeg rejste mig for at gå med da jeg gerne ville lære dem begge bedre at kende. De virkede helt vildt positive. Niall blev liggende, da vi gik ud i køkkenet. Zayn begyndte at finde potter og pander frem, og Louise åbnede køleskabet for at finde de madvarer der skulle bruges. Jeg slog mig ned på køkkenøen, og kiggede på dem arbejde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...