Love - needed or wanted? (One Direction)

Alyssa Marie Samantha Oliver på 18 år, bor i downtown London. Alyssa lever på kærlighed, forstået på den måde, at hun skal bruge en partner for at overleve. Problemet er bare, at Alyssa altid opbruger deres kærlighed, og derfor bliver tvunget til at finde en ny elsker. Efter flere hundrede forelskede mænd, ingen hvor Alyssa selv har haft følelser indblandet, sker der noget magisk. Alyssa møder en mystisk fremmed, som pirrer hendes nysgerighed. Et forhold, hvor selv Alyssa har følelser indblandet begynder at udvikle sig, men hvad sker der når hun husker sin evige "forbandelse"? Vil hun vælge at leve uden den fremmede, eller at bruge den tid hun har med ham på at opdage følelser hun ikke vidste hun var i stand til at have? Eller finder hun en helt tredje løsning, hvor hun kan få både ham og livet?

13Likes
10Kommentarer
2259Visninger
AA

7. Kapitel 7

Vi satte os ned ved et bord ved vinduet, og begynde stille at bladre igennem menuen. Der var en masse der så lækkert ud, men jeg skulle tabe mig, hvis jeg ville have at nogen skulle bide på krogen. Tynd pige er lige med et længere liv. Sådan var det i det mindste for mig. Tjeneren kom hen til vores bord, og jeg så op og kiggede på Niall der sad dybt koncentreret og stirrede ned på kortet. 

"Kan jeg tage jeres bestilling?" spurgte tjeneren, og skævede til drengen der sad overfor mig. Han havde solbriller på, og hans hætte dækkede det meste af hans ansigt. Niall så op, og kiggede på tjeneren. Man kunne ikke se hans blå øjne, og jeg undrede mig over at han ikke tog det af, da vi nu sad indenfor. Han sendte tjeneren et smil, som hun hurtigt gengældte af høflighed.

"En stærk kaffe, og en morgenmadsbuffet." sagde han, og rakte hende menuen. Jeg smilede til ham, da hans blik nu lå på mig.

"En salat, og en vand." kvækkede jeg. Niall gentog det til tjeneren, og kort efter kom hun med en stor kande, samt noget stærk kaffe. Hun satte det på bordet, og skænkede vandet op i mit store halvanden liters-glas. Jeg nikkede, og smilede til hende, før hun vendte sig og gik mod køkkenet.

Niall sad og betragtede mig. For ikke at møde hans øjne, kiggede jeg ned på mine foldede hænder. Den akavede stilhed gnavede i mig, og jeg blev bare mindet om ensomheden der lå dybt inden i mig. Niall rømmede sig, og prøvede at fange mit blik bag hans  tonede solbriller. Jeg prøvede ikke at virke for genert, eller arogant for den sags skyld, så jeg sad bare, og kiggede stille ud af vinduet. Langt om længe kom min mad, og Niall rejste sig for at gå over til buffeten. Jeg begyndte i mellemtiden at spise min salat, da min mave rumlede voldsomt, og jeg begyndte at få blikke fra folk omkring mig. Niall kom tilbage, og hans tallerken var overfyldt, så han havde taget to. Han stillede begge to ned på bordet, og så over på min, nu tomme tallerken. Min mave rumlede stadig, men jeg ville ikke have mere - så ville jeg bare tage på. Jeg måtte vente til det næste måltid. Han kiggede på mig, og mødte mit sultne blik. Alt den mad han havde på hans tallerken lige i det øjeblik, alle de dufte overvældede mig, og min mave nærmest skreg efter mad. Jeg tog begge mine hænder ned, og pressede let på den. Niall satte sig ned, stadig med sit blik limet fast på mig.

"Du er smuk, lige som du er. Her, tag den her tallerken." sagde han, og rakte mig den tallerken med mest mad på.

"Jeg kan bare tage noget mere." sagde han, og smilede. Jeg så uforstående på ham. Mit hjerte bankede, og min mave knugede sig sammen - men den her gang var det ikke af sult, men fordi han havde givet mig et kompliment. Jeg smilede til ham, og tog mit bestik.

"Er du sikker?" spurgte jeg, og dykkede ned i maden inden han kunne nå at svare. Han nikkede, sendte mig et chamerende blik, og vendte tilbage til hans tallerken mad, der bestod af bacon, æg og pandekager. Jeg betragtede ham spise et øjeblik, men vendte så tilbage til min egen mad. På en måde var det rart at han ikke snakkede hele tiden. Så kunne jeg tænke. Niall var en af de sødeste fyre jeg nogensinde havde mødt. Han var også egnet. Måske? Nej. Nej, det ville ikke være godt. Han var den eneste på den her jord der rent faktisk interesserede sig for mig. Ikke på kæreste-måden, men mere som en ven. Jeg forestillede mig et drømme-scenarie - Niall, min bedste ven i verden. Ikke andet. Det ville være for mærkeligt. Han fortjente bedre, den fornemmelse havde jeg af ham. Et smil gled over mine læber, og heldigvis så han det ikke. Jeg spiste videre, stadig med smilet på mine tyggende læber. Han havde åbenbart set op, fordi kort efter spurgte han,

"Hvorfor smiler du?" jeg grinede lidt af mig selv, da jeg mødte hans blik.

"Jeg nyder bare sådan at være sammen med dig." sagde jeg. Han gengældte mit smil, og mit hjerte smeltede inden i. Knuden i mit bryst blev mindre, og jeg mærkede en varme sprede sig i min krop. Niall ville være der for mig. Det var jeg sikker på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...