Love - needed or wanted? (One Direction)

Alyssa Marie Samantha Oliver på 18 år, bor i downtown London. Alyssa lever på kærlighed, forstået på den måde, at hun skal bruge en partner for at overleve. Problemet er bare, at Alyssa altid opbruger deres kærlighed, og derfor bliver tvunget til at finde en ny elsker. Efter flere hundrede forelskede mænd, ingen hvor Alyssa selv har haft følelser indblandet, sker der noget magisk. Alyssa møder en mystisk fremmed, som pirrer hendes nysgerighed. Et forhold, hvor selv Alyssa har følelser indblandet begynder at udvikle sig, men hvad sker der når hun husker sin evige "forbandelse"? Vil hun vælge at leve uden den fremmede, eller at bruge den tid hun har med ham på at opdage følelser hun ikke vidste hun var i stand til at have? Eller finder hun en helt tredje løsning, hvor hun kan få både ham og livet?

13Likes
10Kommentarer
2292Visninger
AA

6. Kapitel 6

Den lyshårede dreng lagde sin arm kærligt om mig, og gav mig et klem. Jeg så op på ham med et kærligt smil, og han gengældte.

"Hvad var det nu du hed?", spurgte jeg hæst.

"Niall". Vi gik gennem gaderne, mod min lejlighed. Den lune aften gjorde stemningen ligeså lun.

"Så er vi her", sagde jeg stille, og han stoppede brat op. Niall nikkede stille og smilede.

"Jeg tager dig op!", svarede han bestemt. Jeg kiggede overrasket på ham, og nikkede så stille. Han bar mig op til min lejlighed på tredje sal, og jeg fumlede efter nøglerne til min dør. Min tøj var koldt og vådt, men den lune aftenluft havde gjort mig nogenlunde lun. Niall  bar mig indenfor, og fik med foden lukket døren bag os. Han bar mig ind i stuen, og satte mig forsigtigt ned på den mørke sofa. Han satte sig stille i sofaen ved siden af mig, og stirrede lidt ud i liften ud i luften. Niall havde reddet mit liv, selvom det egenligt ikke var det jeg ønskede. Smerten i mit bryst var stadig til stede, og det fik mig til at glo tomt ud i luften. Jeg skulle finde en måde at gøre en ende på det.

"Tak", sagde jeg stille med min hæse stemme, men uden at rykke hovedet. Jeg kunne se ud af øjenkrogen at han kiggede forvirret på mig.

"For hvad?"

"For at du reddede mig". Uden at jeg selv havde tænkt over det, havde lige sagt tak til en dreng, fordi at han reddede mit liv - på trods af at det var det stik modsatte af hvad jeg havde ønsket. Jeg vendte hovedet mod ham, og smilede. Jeg rejste mig forsigtigt op. Han skyndte sig at stille sig op ved siden af mig for at støtte mig, hvis nu mine ben stadig ikke kunne holde til mig, men da jeg ikke faldt satte han sig ned igen, og jeg gik ud i køkkenet for at tage noget vand. Jeg hev en flaske ud fra køleskabet og tømte den hurtigt. Niall kom til syne i køkkendøren.

"Er du ikke træt?", spurgte han og smilede forsigtigt til mig. Jeg nikkede stille, og satte flasken på bordet.

"Jo, meget..", svarede jeg. Jeg sendte ham et falskt smil, da smerten stadig var overvældende, og møvede mig forbi ham og ind på badeværelset. Jeg kiggede i spejlet. Jeg orkede ikke at tage bad nu, det kunne jeg gøre i morgen. Jeg begyndte at børste tænder, mens jeg tænkte på Niall. Hvordan mon han havde det lige nu? Hvad mon han tænkte på? Jeg skyllede tandbørsten, og bevægede mig ind i stuen igen.

"Godnat Niall", sagde jeg og smilede. Han sad i den sorte lænestol, helt over ved vinduet. "Godnat Alyssa", svarede han, og smilede sødt igen. Det var på en måde en hentydning til at det var tid for ham at gå, men han rykkede sig ikke ud af stedet. Jeg vendte rundt, og gik ind i soveværelset. Han ville nok lukke sig selv ud når jeg var gået i seng. På en eller anden måde stolede jeg på Niall. Jeg var sikker på at han ikke ville dræbe mig, eller voldtage mig, fordi sådan virkede han ikke. Hans signaler var meget kærlige. Jeg trak dynen til side, kiggede rundt, og tog min nattrøje på. Jeg krøb ned under den kolde dyne, og kunne høre at Niall tændte tv'et inde i stuen. Jeg rystede på hovedet, da det vel betød at han ville blive til efter jeg var faldet i søvn. Jeg lå og kiggede rundt i rummet, mens mine øjenlåg gled længere, og længere ned, Jeg faldt hurtigt i en dyb søvn, med tankerne hos den blonde dreng der sad i min stue. Den dreng, der havde reddet mit liv.

 

***

Jeg vågnede ved en lav snakken inde i stuen. Jeg gned mig lidt i øjnene, og slog dynen til siden, mens jeg kiggede ud af vinduet. Måske var denne dag et nyt håb? Jeg lyttede igen. Nu var den lave snak forvandlet til en grynten.Jeg rynkede på brynene, rejste mig, og gik ind i stuen. Mine ben var stadig ikke helt normale, og smerten i min hals rev hver gang jeg trak vejret. 

Til min store overraskelse sad Niall i den sorte lænestol, og han snakkede i søvne. Jeg lukkede et lille hæst grin undslippe mine læber, lod ham sove videre, og gik ud i køkkenet. Han havde blevet der hele natten. Noget inden i rørte på sig, da det jo egentlig var enormt sødt. Jeg kiggede i køleskabet, og tog en cola. Jeg skruede låget af, og satte mig på køkkenbordet. Måske jeg kunne få en flirt i gang med Niall, men nu hvor han havde været så sød overfor mig, skulle jeg så udsætte ham for mit pineri? Jeg kunne høre ham rumstere inde i stuen, og satte mig lidt mere elegant, mens jeg sørgede for at dække de vigtigste dele af min krop med min lille nattrøje.

"Go'morgen", sagde han med en træt irsk accent. Den var så tiltrækkende.

"Godmorgen", svarede jeg lidt morgenfrisk. Smerten i min hals var forfærdelig, men det var stadig den stadigvoksende klump i mit bryst der var værst.

" Jeg tænkte at vi kunne spise morgenmad på Starbucks idag", sagde Niall glad. Mit blik stivnede. Minder fra den dag hvor Nicholas... slog op med mig, kom frem igen.

"Kunne vi ikke tage et andet sted hen?". Jeg smilede falskt.

"Jeg er lidt træt af Starbucks". sagde jeg og prøvede at rømme mig.

"Jo selvfølgelig", svarede han og gik ud af køkkenet. Jeg forlod selv køkkenet, og gik ind for at tage noget tøj på.

Jeg åbnede skabslågerne og kiggede ind. Jeg valgte et par lyse blå jeans, og en sort T-shirt med et par sølvbogstaver på. Jeg lagde lidt mascara, og redte mit sorte hår, som jeg satte op i en høj knold. Min mobil der lå på sengen brummede, og jeg så på displayet. Mor. Jeg smed den på sengen igen. Jeg orkede ikke snakke med hende lige nu, nu ville jeg bare have en hyggelig formiddag med Niall. Jeg smilede kort til mig selv i spejlet, inden at jeg gik ud i stuen til ham.

"Skal vi gå?" spurgte jeg, og så op ham. Han nikkede, og rejste sig op. Jeg smilede sødt til ham, og tog sko og jakke på. Jeg åbnede døren, og gik ned af trapperne. Jeg kiggede mig over skulderen for at se om Niall var med, og det sødeste blik mødte mig. Jeg blev helt varm i kinderne, og mine ben blev til gele. Da vi var kommet ud på gaden,begyndte vi bare at gå i stilhed.

"Hvad laver du egentlig?", spurgte jeg Niall, og så smilende på ham. Han brød ud i et lille grin, og så forbavset på mig. "Har du aldrig set mig før?". Jeg rystede kort på hovedet, og kiggede en gang mere på ham. Jo, måske kunne jeg godt kende ham lidt.

"Jeg er sanger", grinede han.

"For real?" udbrød jeg grinede. Min hals brændte. Han nikkede, og smilede til mig. Vi gik videre, og lyttede til bilerne der susede forbi os. "Hvad laver du så?", spurgte han stille. 

"Lige nu arbejder jeg ikke.." hviskede jeg, da min stemme ikke var helt klar til at tale ordentligt endnu. Han kiggede undrende på mig.

"Er du igang med en uddannelse?" spurgte han interesseret. Jeg rystede flovt på hovedet, da jeg lige PT levede på min farfars arvestykker. Han smilede til mig.

"Jeg finder ud af hvad jeg vil." svarede jeg selvsikkert. Han nikkede forstående, og lagde sin hånd på min skulder for at stoppe mig. Vi stod foran en lille café, der lignede noget fra en gammel fransk film. Jeg smilede, da synet var så fredfyldt og hyggeligt. Han pegede derind, og da jeg nikkede hev han sin hætte op, og sine solbriller på. Så gik vi sammen ind på den lille café.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...