Love - needed or wanted? (One Direction)

Alyssa Marie Samantha Oliver på 18 år, bor i downtown London. Alyssa lever på kærlighed, forstået på den måde, at hun skal bruge en partner for at overleve. Problemet er bare, at Alyssa altid opbruger deres kærlighed, og derfor bliver tvunget til at finde en ny elsker. Efter flere hundrede forelskede mænd, ingen hvor Alyssa selv har haft følelser indblandet, sker der noget magisk. Alyssa møder en mystisk fremmed, som pirrer hendes nysgerighed. Et forhold, hvor selv Alyssa har følelser indblandet begynder at udvikle sig, men hvad sker der når hun husker sin evige "forbandelse"? Vil hun vælge at leve uden den fremmede, eller at bruge den tid hun har med ham på at opdage følelser hun ikke vidste hun var i stand til at have? Eller finder hun en helt tredje løsning, hvor hun kan få både ham og livet?

13Likes
10Kommentarer
2264Visninger
AA

5. Kapitel 5

Jeg kæmpede mig op at stå, med tårene løbende ned af mine blege kinder. Nu skulle det være nok. Nu skulle det være slut. Jeg vaklede over mod hoveddøren, og med lidt besvær fik jeg låst den op. Jeg prøvede at få kontrol over mine vejrtrækninger, men det lykkedes ikke helt. Det var blevet mørkt udenfor, og jeg gik så hurtigt og taktfast jeg kunne mod parken. Der lå en lille sø, og på det her tidspunkt ville der ikke være nogen mennesker. Jeg gik ned af den kolde gade, og kom til den store park indgang. Klokken var kun ti, men de fleste var på vej ned til natklubber. Jeg gik ind af den samme sti jeg havde gået med ham den blonde dreng. Jeg forestillede mig hans blå øjne, og hans kåde smil. Mit hjerte føltes som om det skulle hoppe ud af brystet, da jeg skubbede mig forbi en klynge træer. Jeg gik den her gang ret hurtigt, og jeg havde igen kontrol over mine ben. Jeg forestillede mig Nialls grin, da jeg faldt til jorden, og kravlede det sidste stykke hen til søen. Jeg lagde mig ned på bredden, og hulkede alt hvad jeg kunne ned i min læderjakke. Det skulle være slut. Jeg følte mig så dum. Hvorfor havde jeg ikke bare taget imod Nialls kærlighed - han havde nærmest tilbudt mig den free of charge! Men nej, jeg skulle løbe fra ham. Flygte fra min livskilde. Jeg skubbede alt hvad jeg kunne til jorden for at stille mig op, og så vaklede jeg op på den kolde stenbro. Jeg fjernede min jakke og mine sko, men beholdte mine tunge sølvsmykker på, da jeg håbede at de ville synke mig ned. Jeg kravlede op på rækværket, og stillede mig med armene ud til siden. Jeg løftede hovedet mod stjernehimlen, og nærmest skreg op til himlen;

"Hvorfor? Hvorfor skulle jeg lige være sådan her?"

Mine hulk blev næste til skrig, og mine ben var ved at kollapse under mig. Min vejrtrækning løb om kap med mine tåre, og min mave vendte sig. Ensomheden ødelagde mig, og det føltes værre end at blive begravet levende. Det føltes værre end at hoppe ned fra London Bridge, ned i det iskolde vand. Jeg kiggede ned på vandet, og lod mine arme hænge slapt ned af siden på mig. Jeg to en dyb indånding, men lige inden jeg trådte ud over kanten og ned i det dybe intet, mærkede jeg en hånd om mit håndled. Jeg vendte mig om alt for hurtigt, hvilket gjorde at jeg snublede ned i vandet. Jeg faldt under, og mærkede det dejlige mørke omslutte jeg. Jeg tog en slurk vand, da jeg skulle trække vejret. Mine lunger var allerede godt fyldte, men bare en til, så ville jeg være ude som et lys. Jeg lukkede mine øjne, og ventede på at det hele ville blive godt. At smerten i mit bryst ville forsvinde. At krampe sammentrækningerne ville fjerne sig, og min krop ville blive rolig. Jeg rystede, og tog den sidste mundfuld.

 

Jeg mærkede et par læber mod mine. Nogen hænder lå på mine kinder, og jeg skælvede - ikke af kulde, men mere af overraskelse. Det var 25 grader udenfor, og vandet var 18, så det var ikke koldt. Jeg mærkede en brændende fornemmelse i halsen, og hostede kort efter mindst to liter vand op, og lige op i hovedet på min redningsmand. Han grinede, men blev hurtig alvorlig igen. Jeg åbnede mine øjne og så direkte op i et par lysblå nogen af slagsen. Jeg genkendte dem straks. Grinet, hans øjne, og hans smil da han så jeg var vågen. Han satte sig på sine knæ, og smilede til mig. Min hånd lå i hans, og han smilede hjertevarmt til mig.

"Gudskelov." hviskede han, og åndede lettet op. Jeg missede med øjnene. Mit tøj klistrede til min krop, og jeg kunne mærke ud fra dryppende på mit ansigt, at han også var gennemblødt. Han havde hevet mig op derfra. Jeg smilede, og hostede endnu mere. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, for han sad bar lidt akavet ved siden af mig. En halvkvalt lyd kom ud af min hals, da jeg prøvede at grine. Hans ansigtsudtryk var simpelthen så sødt.

"Alyssa, ikke?" spurgte han. Jeg nikkede, og kiggede ham i øjnene. 

"Du kan huske mig?" min stemme var hæs, og knækkede over. Smerten i min hals var overkommelig, men det i mit bryst var værre. Han nikkede, og hjalp mig op. Det gjorde ondt i hele min krop, og da jeg faldt sammen kort efter blev det for meget for ham. Han samlede mig op i sin favn, og bar mig ud af parken.

"Hvor bor du henne?" spurgte han. Jeg pegede i den retning min lejlighed lå, og vi begyndte at gå derover af. Hans krop var varm mod min, og hans berøringer fik mig til at smelte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...