Sorgen er stærkere end du tror!

Det hele ændrede sig, da din hånd som nussede min kind, med et fladt ned og landede på det hvide lagen. dine øjne så ikke længere, dit smil var væk, du var væk. jeg sad længe ved din side og strøg din hånd, indtil den blev så kold at jeg fik gåsehud. min sorg var så stærk, jeg græd, tåreende væltede ud af mine øjne,ned af mine varme rosenkinder, og faldt så tunge ned på min mors blå og iskolde hånd.
det var det, det var slut, jeg ville aldrig få hende at se igen.
bare kort tid efter begyndte min sorg at udvikle sig til noget farligt, jeg begyndte at skære i mig selv, og det gik så vidt at jeg også begyndte at skære noget af fingerspidserne og øreflipperne af. men det var bare begyndelsen!

1Likes
2Kommentarer
1031Visninger
AA

2. Sorgen gør ondt.

Der var nu ikke en gang gået en uge, men alle mine tanker var der stadig, de ville bare ikke forsvinde. hvad skulle jeg gøre? mine hænder rystede, jeg troede at jeg havde fået en sygdom og turde ikke fortælle det til min far. jeg har heller ikke været i skole, kan ikke klare det, jeg kan hverken koncentrere mig eller noget. det hele bliver bare værre og værre!

jeg sad og chattede med nogle fra min klasse, de var søde og var meget bekymrende. jeg gad ikke rigtig svare, det var som om at jeg ikke kom videre, det var som om at det hele gik i stå, hele mit liv blev ved med at gå i cirkler, og de samme ting kom frem i mit hovedet igen og igen. Var jeg ved at blive sindssyg? det var som om at intet hjalp, jeg blev endda tvunget til at gå til "psykolog" som var fucking nederen.

jeg kunne ikke holde det ud længere, jeg kunne ikke klare alle de billeder og drømme, der fór rundt i mit hovedet. det var ikke kun mine hænder der rystede, bare jeg jeg rørte noget, det var hele min krop. Jeg ville have det til at holde op, jeg ville leve videre normalt og upåvirket. jeg listede stille ud i køkkenet, og fandt en brødkniv, den var ikke særlig skarp. Da jeg igen var inde på mit værelse satte jeg mig hurtigt ned i sengen.

Jeg begyndte at trække vejret hurtigere og hurtigere, mit hjerte galoperede af sted, og mine øjne løb i vand. Langsomt bevægede jeg kniven ned til mit lår, hvor jeg nærmest i slowmotion skar en lille rille i låret på mig selv, det føltes ikke slemt, det var faktisk lettende syntes jeg. og fordi jeg følte det som en lettelse blev jeg ved, jeg skar mig næsten hver dag, og nogen gange flere gange om dagen. og brødkniven blev hurtigt skiftet ud, med en stor skarp kødkniv. Det var heller ikke længere kun låret jeg skar i, det var omkring håndledet, ved skuldrende, ben, over og underarme, det var alle steder.

Efter nogle uger begyndte jeg at starte i skole igen, for jeg havde fået det meget bedre, efter at være starten meget skæreriget i mig selv, som hverken min far eller noget anden vidste noget om. Jeg var også begyndt at gå med meget stort, tykt og langt tøj, der dækkede hele min krop, så jeg var sikker på at ingen ville kunne opdage, de store, dybe og blodige sår jeg havde, det var et grimt syn, men når det bare hjalp mig, var det vel fint nok, eller hvad?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...