Sorgen er stærkere end du tror!

Det hele ændrede sig, da din hånd som nussede min kind, med et fladt ned og landede på det hvide lagen. dine øjne så ikke længere, dit smil var væk, du var væk. jeg sad længe ved din side og strøg din hånd, indtil den blev så kold at jeg fik gåsehud. min sorg var så stærk, jeg græd, tåreende væltede ud af mine øjne,ned af mine varme rosenkinder, og faldt så tunge ned på min mors blå og iskolde hånd.
det var det, det var slut, jeg ville aldrig få hende at se igen.
bare kort tid efter begyndte min sorg at udvikle sig til noget farligt, jeg begyndte at skære i mig selv, og det gik så vidt at jeg også begyndte at skære noget af fingerspidserne og øreflipperne af. men det var bare begyndelsen!

1Likes
2Kommentarer
991Visninger
AA

1. Dødens sorg.

Jeg vidste min mor havde kræft, men jeg vidste ikke at det ville udvikle sig så meget, lægerne havde jo sagt at det godt kunne kureres. men nu sad jeg altså her, inde på sygehuset hos min mor. hun var døende hun ville ikke overleve, det var hendes aller sidste tid. jeg kunne mærke hendes hjerte banke langsommere og langsommere, indtil det tilsidst ikke slog. tåreende væltede ud af øjnene på mig, jeg knurrede mig indtil hende, og holdt et fast greb om hendes hånd, jeg sad der hele natten, og ikke et sekund holdte min gråd. hun begyndte at blive blå, og hendes hud blev koldere, så kold at jeg fik gåsehud af at holde hendes hånd. Hendes øjne stirrede bare direkte ud i luften. jeg lukkede dem stille, og kyssede hende på hendes blå og iskolde kind. jeg kunne ikke mere, jeg slap hendes hånd, og løb ud af afdelingen for døende. jeg kom ikke tilbage, jeg løb hele vejen hjem,  imens vandet strømmede ud fra mine øjne, og mine hulk var så høje at alle stoppede op og kiggede bekymrende på mig.

Da jeg endelig nåede hjem, sad min far og læste avis som om intet var hent. Hvad var der galt med ham? min mor, hans kone var lige død, og han var ligeglad. Tankerne for rundt i mit hovedet, til jeg blev helt svimmel og dasede om kuld, der lå jeg så på gulvet inde i vores køkken. Min far kom løbende hen til mig, han ansigt så meget bedrøvet og trist ud, jeg kunne se han havde grædt, han havde store render under øjnene og var helt rød af tåre. Han bar mig ind i seng, hvor efter han spurgte ind til hvordan jeg havde det, jeg råbte tilbage at mor var død. jeg hev min dyne over hovedet, og gråden vendte tilbage, min far var ikke lige typen der var god til at snakke med folk og deres problemer, og slet ikke vise sine egne følelser. hvordan ville jeg nogensinde komme igennem det her.

Næste dag vågnede jeg klokken 4 om morgenen, jeg havde mareridt, mareridt om min mor, jeg drømte at hun blev flæset op med en kniv, jeg kunne næsten mærke stikkende fra kniven, og blodet der væltede ud af kroppen, det var en skrækkelig og forfærdelig følelse. jeg kunne ikke lukke mine øjne igen, for hver gang jeg prøvede at lukke dem, dukkede der billeder op af min mor, som blev dræbt på de mest uhyggelige og blodige måde. det kunne ikke blive ved sådan, jeg kunne ikke leve uden hende, jeg ville have billederne og det hele væk, hvorfor kom de til mig, hvorfor kunne jeg ikke acceptere at hun var død, og ikke kom tilbage? Men det stoppede ikke, allerede natten efter vendte det hele tilbage, de klamme billeder, det var helt fra billeder af at min mor blev hængt, og man så hendes ansigt lide, til at hun blev sprættet op at en kniv eller skudt i hovedet, og blodet var der altid, det sprøjtede ud til alle sider. Men det værste var hendes ansigts udtryk, det blege kolde ansigt der var fanget i smerte, og hendes gyldenbrune øjne man kunne se led, og langsomt forsvandt hendes udtryk, til hun tilsidst var helt livløs og hendes øjne stirrede lige ud i luften. jeg vågnede med et sæt. ville det aldrig forsvinde, ville jeg skulle leve med de drømme for altid?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...