Novelle til skolen.

........................................Den bliver slettet igen xD

0Likes
3Kommentarer
884Visninger

1. NOVELLE

 

Jeg så hen på dem, så hvordan hans arme lå om hende, og hvordan hun grinede op til ham. Det havde før været mig hun gad bruge sin tid sammen med..nu havde hun smidt mig ud som var jeg en skole opgave fra sidste år som hun aldrig skulle se på igen. Irriteret stak jeg platic gafflen ned i den pasta ret der stod foran mig. Jaylin er mit navn, og pigen der sidder henne med en fyr, er min veninde..var min veninde, Isabella. jeg var ikke jaloux på dem som sådan..jeg forstod bare ikke hvorfor hun pludseligt hellere ville være sammen med ham end mig..hun havde altid været sammen med mig, lige siden børnehaven hvor vi havde rendt rundt sammen og leget far, mor og børn i de små legehuse..nu skulle jeg sidde for mig selv i skolens cantine og spise pasta. jeg fnøs. Hun havde kendt mig i 10 år, og nu fik jeg ikke andet end et 'godmorgen' i klassen. jeg skubbede tallerkenen lidt væk fra mig. apetiten var røget sammen med venskabet. jeg gik ned af gaden, skolen dagen var forbi, og jeg nærmest jagtede min veninde ned af gaden. "Isabella!" hørte jeg min egen stemme råbe, mere kraftigt end jeg havde troet. Isabella stoppede op og kørte det blonde hår hen over den ene skulder, for han drejede hovedet og lod sine blå øjne hvile på mig. Jeg ånede lettet op. Hun ville da i det mindste endnu høre på mig. jeg løb det sidste stykke op til hende. "Har du tid i dag?..du ved bare til at være sammen?" jeg kiggede forhåbningsfuldt på hende, selvom jeg mest af alt var nervøs for et afslag. Isabella bed sig kort i læben, hvor efter hun åbnede mundne med et sml, og nikkede. "Ehm ja..jeg gætter på jeg har tid.." "fedt!" udbrød jeg næsten med det samme og gav hende et kram. Men noget var forkert..krammet var mere..akavet end det plejede at være. Hun var fraværende. Hjemme hos mig var alt som det plejede, væggene var lillae, på hylderne stod de samme dukker og cd'er som der altid havde gjort. Isabella og jeg hade altid kunne snakke om alt, og trods vores alder på 13 havde vi sagtens kunne lege med dukkerne. Vi dumpede ned på min seng, der let knirkede. "Så..hvid skal vi lave?" spurgte jeg, og evdnte blikket mod Isabella da der intete svar kom. Hendes øjne hvilede ned på mobilens lille skærm. Jeg spurgte igen, denne gang lidt højere, og denne gang reagerede hun. "Ehm vi kan vel...bare snakke eller sådan noget?" Jeg nikkede stille. "Vi kunne også," mine øjne gled hen til kassen med de dukker vi altid ahvde leget med, "Gøre som vi plejer?" jeg pegede hen på kassen, og trods hendes nik, kunne jeg se skammen i hendes blik ved at skulle gøre det igen..ved at skulle være som vi altid havde været sammen. Der var ikke gået lang tid før Isabella rejste sig op, med et undskyldenen smil på sine læber, og forklarede at hun gerne ville lave noget andet. Jeg kiggede forvirret på hende. "men det er jo det her vi altid har gjort" mine øjne faldt på de festklædte barbie dukker der nærmest sendte triste blikke efter mig. Isabella gik tilbage til sengen og tog fat i sin mobil. Jeg kiggede hende hen over skulderen. En besked..Marie. Hvorfor skrev Marie til hende? Marie var den pige i klassen man helst ville undgå, hende som alle drengene hang efter og som ingen respekt havde for vores lærer...hende som var mere voksen end hun burde. Jeg skyndte mig, at atge et skridt tilbage da Isabella drejede rundt og sendte mig et smil. "jeg bliver nød til at gå Jay, men det var rigtig...hyggeligt" Jeg kunne høre fortrydelsen i hendes stemme og vidste jeg ahvde mistet hende. hvorfor ville hun ikke være som hun plejede at være? Hvorfor var hun ikke den Isabella der ville sidde med mig på gulvet i flere timer og skabe de mest underlige historier med de dukker vi legede med..hvorfor var hun blevet til en klon af marie. Efter at havde fulgt Isabella ud til døren, og endnu en gang set det fortrydende glim i hendes blå øjne, smed jeg mig på sengen inde på mit værelse. De næste par dage var lige sådan, jeg prøvede at få hende til at være sammen med mig og hun sagde hun ikke havde tid. Jeg så hende sidde sammen med Marie og Luckas,hendes kæreste, imens de grinede over noget som kun de vidste hvad var. Skulle jeg mon bare spørger hende om hun overhovedte gad være min veninde mere? Jeg sank den klump der havde sat sig i halsen på mig, og skubbede tanken væk. Nej så ville jeg bare gøre mig selv til grin foran dem alle.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...