Kongelig dagbog

Gennem rosenborgs tætte, skrånede mure, finder Anni, en ældgammel dagbog skrevet af selveste, prinsesse Amira. Èn af kong Christian d. 4's mange bastard børn, der efterhånden er blevet glemt.
Anni bliver hurtigt betaget af den skønne historie, der udspiller sig i dagbogen. Hun ser sig selv i prinsessen og føler med hende. Men har det ikke taget overhånd, når hun begynder, at få abstinenser, når dagbogen ikke befinder sig inden for hendes rækkevidde? Og, hvad vil der ske med Anni, når hun læser slutningen på Amiras dramatiske historie?

12Likes
20Kommentarer
1814Visninger
AA

5. Amiras ord

Kære dagbog.

I dag gik fader og jeg en lille tur i byen, med næsen i sky selvfølgelig. Yderst hyggeligt kvarter må jeg indrømme, men der lugter så grimt inde i Kjøbenhavn. Vi måtte rynke vores næse, men gjorde det påpasseligt, så folk ikke lagde vægt i vores afsky. Jeg fór vild og min kjole blev meget brun i sømmen. Da jeg sad på en stor sten og jamrede mig, gik en ung bonde forbi. Han var meget smuk, med fyldigt sort hår og dybe øjne. Jeg forsøgte at hilse, men han ignorerede mig blot, for atter at vandre videre, sikkert med fordommen om snerpede prinsesser, i hovedet. Det var meget utilfredsstillende og hårdt. Tænk at han vovede at fornærme en prinsesse. Han burde være lykkelig over at jeg nænnede at tale til ham.

Endelig fandt fader mig. Han var meget sur, så jeg endte med at få en rød kind, da han havde slået ud efter mig. Det var forfærdeligt! Han slår aldrig. Hvorfor nu? Jeg beder Dem om undskyld, kære dagbog, at skriften måske bliver en anelse mere sjusket, men jeg må holde en våd klud på kinden, så bogen svajer uhæmmet rund på mit slebede egetræsbord.

Farvel, oh skønne, dagbog!

- Amira

 

Claus sad med åben mund og opspilede øjne, mens han læste de sidste linjer. Anni betragtede fornøjeligt hans overraskelse.

"Jesus Christ!" råbte han forvirret, da hun smækkede bogen sammen, for at proppe den ned i sin skoletaske med et smørret smil om læben.

"Jeg sagde det jo. Amira prøver at fortælle mig noget. Og desuden..." hun trak på skuldrene og fortsatte: "Er jeg spændt på at finde ud af, hvad der sker med bonden"

"Det her er det rene mirakel! I flere årtier har vil ledt efter sådan et fund og du...du" mumlede den stadig forunderlige Claus. Han tog sig forbløffet til hovedet. "Du har fundet det!" smilede han og omfavnede lykkeligt Anni. Han svang hende i luften, hvorefter han trykkede hende ind til sin ølvom.

"Ja, er det ikke skønt?" spurgte hun, busende af energi. Han nikkede samtykkende.

"Det er dejligt, kære Anni. Men det forbliver vores hemmelighed, ikke?"

"Jo, da!"

Så grinte de sammen. Gryntede og smilede. Kluklo og fik latterkramper. Mens dagbogen var gemt væk i tasken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...