Kongelig dagbog

Gennem rosenborgs tætte, skrånede mure, finder Anni, en ældgammel dagbog skrevet af selveste, prinsesse Amira. Èn af kong Christian d. 4's mange bastard børn, der efterhånden er blevet glemt. Anni bliver hurtigt betaget af den skønne historie, der udspiller sig i dagbogen. Hun ser sig selv i prinsessen og føler med hende. Men har det ikke taget overhånd, når hun begynder, at få abstinenser, når dagbogen ikke befinder sig inden for hendes rækkevidde? Og, hvad vil der ske med Anni, når hun læser slutningen på Amiras dramatiske historie?

12Likes
20Kommentarer
1702Visninger
AA

1. Fundet!

Anni pustede desperat, på et af Rosenborgs skrånede ydermure, i håb om, at finde et eller andet derinde. Det var en kold forårsdag, med kølig brise og enkelte solstråler, der glinsede i hendes nakke. Trods kulden, havde hendes mor givet hende et ordentligt læs solcreme på, der nu dansede ned i hendes øjne. Hun stønnede forstyrret og kneb øjnene sammen. Det sved ufatteligt, men det stædige pigebarn ignorerede den stikkende svien og fortsatte sit arbejde med, atter at gnubbe sine store, varme sælskindshandsker mod den falmede, røde mur.

Hun var oprindeligt på vej til skole, men blev pludselig enormt betaget af dette skønne bygeri. Og, hvad så, hvis man misser en enkelt skoledag, for tilgengæld at udforske sin almene dannelse, ved at vandre rundt på et fornemt slot, lære om renæssancen, samfundet og sidst men ikke mindst, undersøge slottets mure, på jagt efter værdifulde fund, der uden tvivl ville gøre Danmark gavn? Det kunne hun bestemt ikke se ulemper ved, selvfølgelig udover det faktum, at hun faktisk pjækkede, så samvittigheden nagede alligevel lidt, ved at give hende korte, utilpasse øjeblikke.

Anni strøg langsomt hånden hen over den faste mur. Hun stoppede brat ved en mursten, der sad løs. Glæden, lykken, samt den utrolige stolthed overrumplede hende på stedet. Måske lå der nået bag den løse mursten? Måske havde hun endelig fundet noget? Måske var det hendes første arkæologiske handling. Anni jublede mentalt og kiggede søgende rundt omkring sig, for at være sikker på, ikke at få tilskuere. Efter et sidste indgående blik på området, løsnede hun let murstenen, ved at dreje den, hvorefter hun kunne hive den ud, med lidt ekstra anstrengelse.

Efter den var helt ude, og nu lå trygt på det morgenduggede græs, skimtede Anni en støvet, læderindbundet bog, dybt inde i muren. Hun pressede febrilsk sin arm ind i det lille hul, for at finde bogen. Hun rodede lidt rundt i alt det røde murstensfnuller, inden hun fik fat i bogen og trak den ud. Hendes fine nye handske var helt rødmosset og beskidt. Men bogen, den havde hun fået og det var det vigtigste. Efter et øjebliks intens betragtning af den støvede bog, tog hun sig sammen til, at lyne skoletasken op og forsigtigt proppe bogen derned. Hun havde tænkt sig, at se nærmere på den, når hun kom hjem. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" spurgte en sprød stemme. Anni, vendte sig forskrækket om og så op i en midaldrene mands blå øjne. Hans grå hår, hang i fedtede tjavser ned af ansigtet. Manden smilede venligt til hende og nikkede mod murstenen på græsset. "Øh, den røj lige pludselig ud af mu-muren" løj hun bevidst. Anni tog sig hurtigt til foden og ømmede sig falskt.

"Den ramte min fod. Avav!"

Rosenborg guiden så en anelse forbavset, men alligevel forstående ud. "Yderst interessant. Men ja, det er jo en aldeles gammel bygning"

Han klappede tilfredst ydermuren. "Hvad hedder du, min ven? Og burde du ikke være i skole?" spurgte han nysgerrigt, med hovedet på skrå. "Jeg hedder Anni Honoré. Og, du må altså ikke sige det til nogen..." hun understregede sine ord med en begyndende hvisken og en tyssende pegefinger. "Men jeg pjækkede i dag, da jeg fik øje på dette fantastiske slot. Jeg må nok sige, at det har været spændene"

"Selvfølgelig, holder jeg min mund lukket. Det undrer mig ikke, at du finder slottet spændene. Det indeholder så mange, fantasifulde historier, fra renæssancen i Danmark" samtykkede han, med et drømmende blik. "Har du forresten hørt historien om Leonora Christine?"

Han lænede sig spørgende op af muren. "Ja. Var det ikke hende der blev sendt i blåtårn, på grund af kærligheden til, ham der, Corfitz Ulfeldt?" mumlede hun. Guiden nikkede. "Det er rigtigt. Hun var tredje barn, af Christian d. 4 og den unge, men skrappe, Kirsten Munk"

De stod begge i en fuldstændig, vidunderlig, historisk trance, inden manden afbrød den, med endnu et spørgsmål: "Jeg hedder, forresten, Claus. Det er hyggeligt, at møde dig. Jeg kan se, at du er en meget intelligent pige, med samme åbenlyse, interesse for historik?" 

Anni nikkede vagt. Denne, Claus virkede som en god ven. "Jeg er ked, af det, men jeg bliver altså nød til, at gå nu, Claus. Det kan være, at jeg kommer igen, en anden dag, hvor vi kan diskutere historie. Farvel!"

Hun smed sin taske på ryggen, vinkede til Claus og vandrede langsomt hjemad. På vejen ud fra Rosenborgs grund, hørte hun hans stemme: "Vi ses. Jeg håber inderligt, du kommer igen, unge historiker!" råbte han. Anni smilede glædeligt, mens benene gik den sædvanlige rute, hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...