Hvad hjertet ikke siger...


0Likes
3Kommentarer
602Visninger
AA

2. The boss

Skyerne sendte regnen nedad hurtigere, end en pistol ville kunne affyre sine kugler.

James sad og iagttog, hvordan dråberne plaskede ned og straffede, de få der havde turdet bevæge sig udenfor en dør.

Chefens stemme kværnede i telefonen i hans højre hånd, der afslappet holdte den i en sikker afstand fra hans øre, så chefen ikke skulle gøre ham døv.

  ”...Det eneste jeg gav dig besked var at holde øje med ham. Gøre ligesom du havde gjort med så mange andre. Men havde du nøjedes gjort det? Nej lille James Cook skulle selvfølgelig gå sine egne veje.”

Hans blik var stadig rettet mod regnen, da han til sidst modstræbende svarede.

  ”Du ved ikke engang om han er gået under jorden. Og om det er på grund af mig har du ingen chance for at vide.” Da ordene var sagt, kunne han godt fornemme, at hans tone havde været for afslappet. Bossen holdt af at være frygtet. Måske var det derfor han aldrig havde vist sit ansigt for nogen, men kun kommunikerede via telefonen.

I lang tid var der stille i den anden ende af røret. Så kom udfaldet, der faldt lige så truende som regnen.

  ”Jeg ved han er gået under jorden, og så kan det godt være, din stolthed tager sig et knæk ved det faktum, at du er blevet opdaget, men det er fandeme ikke mit problem.”

Ingen mennesker var længere at se på gaden. Nu sad de alle sammen indenfor med gardinerne trukket for, for ikke at lukke den dystre stemning ind.

  ”Selvfølgelig Boss. Hvad vil du have jeg skal gøre Boss?”

Endnu en ting Bossen havde gjort for at skabe en vis respekt om ham selv var hans insisteren på at blive kaldt boss. Og så selvfølgelig det, at han havde sine kontakter i orden. At han vidste alt om det, alt hvad man lavede.

  ”Find frem til ham. Find frem til ham og angiv hans opholdssted til mig. Så skal jeg nok sørge for resten”

James lod være med at spørge om, hvad han mente med resten. Nogen gange var det bedst ikke at vide for meget. Især i den branche.

Bossen havde lagt på. Høflighed var ikke noget han gik særligt op i.

Til sidst trak James gardinerne for. Ikke at hans lejlighed var et bedre syn end regnen: papirere lå og flød på gulvet, og alt henlå i mørke.

Et par gule øjne iagttog ham nede fra et fjernt hjørne. Han vidste godt han var kendt som ”den sociale taber” i hans bygning. ”Manden der aldrig får besøg, og som holder sin stakkels kat indespærret i den ynkelige lejlighed.”

I starten havde snakken irriteret ham, men nu var det lige meget. Alle mennesker var vel nogle tabere når det kom til stykket. Ingen, absolut ingen, havde fuldstændig styr på deres liv når det virkelig gjaldt.

James lænede sit hoved op af den iskolde rude. Miav bevægede sig langsomt hen til ham og miavede dovent. James kløede den fraværende bag øret.

Finde frem til Willie?

Hmm…

Lad os nu se.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...