Hvad hjertet ikke siger...


0Likes
3Kommentarer
623Visninger
AA

1. Hvorfor?

 

”Tirsdag nat, d. 23. oktober, forsvandt Willie Bihl sporløst. Han havde en meget afgørende rolle inden for politiet, og der bliver arbejdet hårdt på sagen.

>> Det er spørgsmål om tid inden han bliver fundet,<< udtaler Chefen Ingrid Lyngholm.

Vejret i nat bliver skyet…”

 

Karen Nystrøm skruede ned for radioen og kiggede sig omkring. Det Store Kontor var ved at være tomt. Regnen silede ned udenfor; det var allerede ved at blive mørkt.

En betjent, hun knap nok kunne huske navnet på, begyndte langsomt at pakke sine ting sammen og sagde fraværende farvel til hende. Karen ulejligede sig ikke engang med at svare. Han ville alligevel ikke lægge mærke til hende.

Og det kunne hun vel ikke bebrejde ham. Hendes kuglerunde briller og falmede hår var ikke just tiltrækkende. Da slet ikke noget der skræmte forbrydere væk.

  Men efter at hun havde fået hovedopgaven, havde de ikke ignoreret hende mere.

 Når hun gik forbi på gangene, hørte hun kun de hviskende stemmer. Lavt nok til at folk rykkede sammen, højt nok til at Karen hørte det.

Selv de få andre kvindelige betjente i afdelingen, var begyndt at se skævt på hende.

  På grund af dig Willie

Hun skulle opklare det store mysterium. Den eftertragtede sag alle politibetjentene stilede efter…

Regnen var holdt op. Nu hørte man kun de tunge vanddråber falde ned fra taget. Man kunne svagt høre dråbernes klang, når de ramte asfalten.

Den sidste betjent havde forladt rummet. Hun var alene. Igen. De skulle alle sammen hjem til deres familier på et eller andet tidspunkt.

Hun rystede på hovedet, for ligesom at ryste påmindelsen af sig, og bøjede sig om sin opgave.

 

  ”Du skal finde frem til ham, inden det begynder at rygtes for meget. Jeg vil ikke have at det skal blive en nyhed, at han er forsvundet. Det har vi ikke råd til.”

 

Chefens ord rungede stadig i hendes hoved. Hver eneste detalje. Hvert eneste træk. Det var alt for værdifuldt at glemme.

Alting var blevet sagt så naturligt. Som om det bare var en lille ting. Det var det måske også for Ingrid Lyngholm…

”Det har vi ikke råd til”

Det havde taget et stykke tid inden Karen for alvor havde forstået den opgave chefen havde sat Karen ud for. I lang tid havde hun bare stået og stirret på hende med et tomt blik. Hun måtte have lignet en idiot..

Da chefens ord endelig sivede ind, var hun blevet fuldstændig mundlam.

  ”Mig? Men hvorfor..?” så intelligent havde hun simpelthen spurgt.

  ”Mændene er vist ved at få for meget indflydelse her på stedet. Og gå så, jeg har vigtigere ting at tage mig til.”

Stolen havde klaget højlydt, da den blev trukket tilbage. Langsomt havde Karen gået hen til døren, med hendes fødder slæbende efter sig. Hvert øjeblik forventede hun at blive kaldt tilbage, men kun stilhed havde mødt hende. Stilhed da hun kom ud fra kontoret og så på sine chokerede kollegaer.

Karen tog sig til hovedet, for nærmest at tvinge sin hjerne til at tænke klart, og begyndte at læse sin opgave langsomt og højtideligt.

 

Navn: Willie Bihl

Arbejdet i efterretningstjenesten i tolv år.

Forsvandt d 23. oktober.

Ingen vidner.

Kan være blevet presset til at gå under jorden.

 

Ingrid havde sagt at han skulle findes snarest muligt. Var det muligt? Så skulle de vist have sat en anden på sagen. Karen ønskede for tiende gang, at hun aldrig havde fået opgaven.

Alle de andre betjente havde ellers stået i kø for at få opgaven: De så det som en spændende udfordring, som de senere kunne prale af foran deres venner.

Det var ikke så tit mennesker forsvandt. Da slet ikke betjente.

  Hvorfor Willie? Hvad var der at forsvinde fra?

Hun prøvede at lade være med at tænke på det hele, men hendes kollegaers chokerede ansigter blev ved med at poppe op. For det havde jo ret.

Hvad havde Ingrid mon set i hende, siden hun havde sat hende på opgaven?

  Hvordan skal jeg nogensinde finde frem til dig Willie?

Men på den anden side, var der ingen der vidste, hvad der skete i Ingrids hoved. Måske havde hun blot moret sig med at skabe lidt postyr blandt betjentene.

  Postyr fik hun i hvert fald.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...