Barnepigens Dagbog

En ung kvinde ved navn Elinor Grave har lige arvet sin fornylig afdøde oldemors gods, og da hun så finder en dagbog, på loftet, begynder en spændene rejse, gennem hendes oldemors barnepiges liv. Hendes oldemors forældre døde da hun var ganske ung, og hendes hæslige tante Leonora flyttede ind. Men nu kommer der hemmeligheder frem, som det var meningen, skulle have været skjult for evigt, for hvem tænker dog på, at simple barnepiger, også har øre og øjne.

7Likes
13Kommentarer
2268Visninger
AA

11. Slutningen.

Det var Fredag aften at hun besluttede at forsætte på dagbogen.

Fruen var der ikke til middagsmad, men jeg turde ikke at spørge herren hvor hun var, det vedrørte ikke mig. Herren havde bedt om lov til at få alene tid med sine døtre, og eftermiddagen gik han op til dem, og lukkede døren efter sig. Jeg brugte tiden på at gøre rent og få vasket den stabel af både vasketøj og beskidte tallerkner der havde stablet sig de dage hvor de små havde krævet så meget opmærksomhed at hun ikke havde kunne nå at få klaret det. Da klokken var 19, undrede to ting mig: 1. At fruen endnu ikke var hjemme og 2. At Herren stadig var hos de små. Jeg gik op og bankede på døren. Der kom intet svar. Jeg åbnede forsigtigt døren. Synet fik mit hjerte til at banke af kærlighed. Herren var faldet i søvn i lænestolen, og havde pigerne i armene. Det gjorde mig ondt at vække herren, han så så fredfyldt ud, men det var nok bedre om at sov i sin egen seng i nat. Da han var vågen hjalp han mig med at putte de små. Jeg fulgte ham hen til herskabets kammer for at sikre mig at han gik i seng. Han tøvede i døråbningen og sagde så "Hvis jeg ikke havde været gift med Margarit, ville jeg have elsket at være gift med dig" Jeg rødmede og vendte hovedet bort af glæde. Jeg satte mig lidt hos børnene og jeg læste de sidste sider i bogen om Romeo og Julie, kneb nogle tårer og så gik jeg i seng.

 

05-07-1897 kl.1

Jeg vågned af at nogen gik op af trappen. Min første tanke var "Indbrudstyv!" men så gik jeg forsigtigt hen og åbnede døren, kun på klem så jeg ikke ville blive opdaget, men sådan så jeg at det bare var fruen. Hvilket mærkeligt tidspunkt at komme hjem, på kunne jeg ikke lade være med at tænke. Jeg frøs, af skræk simpelthen, da jeg så hvem der gik bag ved fruen: Den mystiske herre, Herrens bror, "Elskeren" var de navne jeg havde kaldt ham. Nu er min tid kommet tænkte jeg, men jeg tog fejl. De snakkede hviskende sammen, så lavt at jeg ikke kunne høre hvad de sagde. Så gik de, begge to, til min store forbavselse, ind i Herskabet soveværelse. Der var stille lidt, men så hørte jeg råb. Det var herren. Jeg vågnede op til dåd. Hvis de dræbte herren nu, ville de komme efter Elvira bagefter. Jeg skyndte mig at løbe ind på børnenes værelse, Elvira og noget tøj. Jeg måtte se at komme afsted hvis jeg skulle redde i hvert fald ét liv. Jeg vidste godt at jeg ikke var stærk nok til at redde Jeremiah, jeg var nødt til at skaffe politi! Der var ikke tid til at jeg kunne tage tøj på. Da jeg listede forbi den åbne dør, kunne jeg ikke lade være med at kigge, bare lidt. Jeg kom med et lille skrig, De stod bøjet over sengen, og kvalte herren, med sin egen pude! Heldigvis, hvis man da kan sige det, var larmen og tumulten for høj til at man hørte mit udråb. Jeg løb, og snublede der var sten på vejen, men jeg måtte bekymre mig om mine fødder senere, her gjaldt det herrens liv! Elvira klynkede på min arm, og heller ikke det havde jeg tid til at tage mig af. Da jeg noget til byen fandt jeg Politi stationen, og bankede hårdt på porten. Der var ingen der hørte mig! Så var det at jeg så den store klokke. Jeg greb og rebet og hev hårdt i den. Klokken rungede og der kom lys i barakkerne. Snart kom der Politimænd løbende ud, og stilte sig op i gården. Politimesteren kom løbende "Hvad foregår der?" og så så han mig. Jeg prøvede, skælvende og hulkende at forklare hvad der var sket, og da han endelig havde forstået det tog de afsted, med udrykning og det hele. Politimesterens kone sørgede for mig og den lille, hun fandt noget tøj til mig, da jeg nægtede at gå i seng. Elvira sov i hjørnet, og jg sad og drak et krus varm, beroligende mælk da politimesteren trådte ind. Jeg burde have forstået det bare af hans holdning. Men jeg nægtede at tro det. "Vi kom for sent, det gør mig ondt. Mr. Grave er død, og hans bror og kone nåede at stikke af. Deres datter er alene tilbage. Ved du om hun har nogle slægtninger?  Som kunne tage sig af hende?" jeg var stivnet i chok, alt for chokeret til at græde. Jeg måtte rømme mig for at svare "Mr. Grave har en ældre søster, jeg er sikker på at hun vil tage sig af Elizabeth, om ikke andet så nævn pengene der følger med hende." han kiggede sørgmodigt på mig "og dig og dit barn?" jeg ville ikke modsige ham i at Elvira ikke var mit barn, så ville hun blive taget fra mig, og hvad nu hvis fruen kom tilbage? "Vi flytter" sagde jeg, væk fra alt dette, jeg måtte tage de opsparede penge og finde mig et nyt arbejde, hus og jeg havde også brug for en mand, for Elviras skyld.

Elinor opdagede at tårerne strømmede ned af kinderne. Hun hørte døren smække og en træt og udmattet Travis trådte ind, han så forbavset ud da han så hendes tårevæddede kinder. "Er du okay" hun tørrede tårerne bort og løb over i hans arme "Nu er det!" Han lo og kyssede hende, så blev han alvorlig "undskyld at jeg ikke har ladet give besked fra mig. De tog længere tid en jeg havde regnet med" med disse ord faldt han på knæ "Vil du gifte dig med mig?" Elinor åbnede munden i forbavselse "Hvad med din kone?" "Eks- kone" rettede han hende "Vi har for nyligt sat det sidste punktum på vores ægteskabs papirer." han smilede over hendes reaktion "I så fald! takker jeg ja tak!" Han rejste sig op, og igen fór hun i armene på ham, han hev en ring frem, og satte den på hendes finger, det har været min oldemors, Elinor lo. "Du havde ret. Elinor og Elizabeth er søstre." Hun viste ham bogen og bladrede igennem. "Hov, det har jeg ikke læst. på sidste side havde Fanny tilføjet noget:

26-10-1902

Jeg så op på det så velkendte gods. Nu var det på tide at få alt på det rene. Inderst inde skælvede jeg af frygt. Jeg kiggede tilbage på den lille vogn hvori min mand, Daniel, Elvira og min søn, Jeremy sad. Det gav mig mod og jeg bankede på den store port. Det var tjeneste pigen der åbnede, jeg smilede venligt til den unge pige. "Er frøken grave hjemme?" Pigen smilede "Ja, kom ind" Det var den samme gang, intet var forandret. En ældre kvinde kom "Hvem er de?" spurgte hun "Kan de ikke genkende mig. Det havde jeg nu heller ikke regnet med. Jeg var Margarit´s og Jeremiah´s barne- og tjenestepige." Det dæmrede for kvinden. "Jeg var til stede da ulykken skete og jeg har måtte skjule mig, af frygt for at blive opsøgt" Den gamle dame snerpede munden sammen "Hvis de er kommet for at afpresse penge, er de kommet forgæves, folk ved godt hvad der i virkeligheden hændte. Det gør mig intet om du fortæller sandheden til pigebarnet, jeg har kun bildt hende usandheden ind for at beskytte hende" "Det må de undskylde, jeg forklarer nærmere: Jeg kommer med nyt om Elizabeth´s tvillinge søster, Elvira." Den gamle dame svarede vredt "Jeg vil ikke have noget med den ulykkes unge at gøre, jeg har nok i den ene. Det var rent lykke at den ene forsvandt." Jeg kunne ike lade være med at blive lidt irriteret på den snæversynede gamle dame, jeg havde ondt af Elizabeth der skulle vokse op med sådan et forfærdeligt kvindemenneske. "Jeg har hende, jeg tog Elvira med mig da hun var i farer, og nu ville jeg bare fortælle dig det, så du ikke skulle leve i uvished. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at leve i uvished om sit barn" "Elvira er skam ikke mit barn, hende må du gerne beholde, min eneste frygt er at hun kommer og kræver godset." "Det vil jeg selvfølgelig også sige til dig. Vi frasiger os enhver ret til godset." Den gamle slappede tydeligvis af. "Kan jeg få lov at se Elizabeth inden jeg tager af sted? Jeg lover aldrig at opsøge der igen" Damen så ud til at overveje det "Lad gå. Laura!" tjenestepigen kom farende "Hvis fruen op til Elizabeth". Elizabeth sad på sit værelse og legede. Jeg satte mig på hug foran hende "mor?" sagde hun, jeg smilede hun kunne genkende mig "Jeg er din gamle barnepige" hun smilede "Hvordan har min søster det?" Jeg blev så forbavset at jeg først glemte at svare. Hvordan vidste hun at hun havde en søster? Men så tænkte jeg mig om, de er tvillinger, de vil altid elske hinanden, og de skulle ikke undre mig om de en dag fandt sammen igen. "Hun har det godt" svarede jeg "Jeg skulle hilse". På vej mod døren snakkede jeg med tjenestepigen og bad hende gemme denne lille bog på loftet, så Elizabeth, når hun var gammel nok, kunne finde den og finde ud af sandheden om sine forældre.

 "Så jeg havde ingen ret til godset" sagde Travis "Det er ligemeget nu. Vi har ført familien sammen, vi har ført vores to søstre sammen."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...