Barnepigens Dagbog

En ung kvinde ved navn Elinor Grave har lige arvet sin fornylig afdøde oldemors gods, og da hun så finder en dagbog, på loftet, begynder en spændene rejse, gennem hendes oldemors barnepiges liv. Hendes oldemors forældre døde da hun var ganske ung, og hendes hæslige tante Leonora flyttede ind. Men nu kommer der hemmeligheder frem, som det var meningen, skulle have været skjult for evigt, for hvem tænker dog på, at simple barnepiger, også har øre og øjne.

7Likes
13Kommentarer
2267Visninger
AA

4. Mere og mere mystisk!

 Så blev det den den næste dag, jeg havde hold mig vågen resten af natten, da jeg frygtede at de ville komme tilbage, og at det kun var et spil at hun troet på at jeg virkelig sov. I tiden mellem herren der vågnede, og børnene der vågnede gik jeg ned til Susan i køkkenet, da herren først var vågen, var jeg sikker på at de ikke ville gøre Elvira noget. Jeg nævnte for Susan at der foregik sære ting, og hun gav mig en lussing, og sagde at jeg på den måde kunne lære ikke at stikke min næse i andre folks sager. Det gjorde mig desværre bare endnu mere nysgerrig. Jeg vil gerne lave noget specielt med de små idag... Jeg tager dem udenfor for første gang! Der er godt nok sne, men hvis jeg nu klæder dem varmt på? De små elskede det, de sad og slog med deres små hænder ned i sneen. Jeg så spor fra en hestevogn, mon ikke de stammer fra den natlige gæst? Jeg holder hele tiden et god øje med børnene. Jeg gik også hurtigt ind med dem igen, så de ikke skulle blive syge. Så ville alt besværet med at beskytte dem have været til ingen nytte..! Ej hvordan er det jeg tænker!? I nat tager jeg de små ind på mit kammer, der er en slå, så måske kan jeg for første gang i lang tid sove godt?

Elinor overvandt sig selv, og fik lagt bogen fra sig, det var på tide at få gjort noget. Hun fik redt sit hår indtil det skinnede kastanje brunt, og havde lige smurt nogle madder da det bankede på døren. Hun gik hen og åbnede døren, udenfor stod der en flot mand, han var meget smuk, og havde lysende grønne øjne.. Måske 30 år? "Jeg kørte lige forbi, og så dette prægtige gods, jeg håber at det var okay at jeg kom, jeg vil simpelthen så gerne have en rundvisning". Elinor lukkede ham ind, og viste ham rundt. "Der er også en anden grund til ,at jeg er her" sagde han pludselig "ser du, dette er det gods min oldemor blev født på, og jeg vil bare sige at jeg har ligeså meget ret til at bo på det, som du har". Elinor stivnede, og blev så rasende, at hendes stemme sydede af raseri da hun råbte af ham "Du skal ikke bare komme her og tro at du kunne bilde mig sådan noget sludder ind, det er min oldemor der er vokset op på dette gods. Det er muligvis rigtig at hun havde en tvillinge søster, men pigen døde som meget ung! Mens hun havde råbt dette i hovedet på ham, havde hun fulgt ham hen til døren. Lige inden hun lukkede den, så hun et smil spille om munden på ham, hun blev både forfjamsket og forvirret, og da hun stod bag den lukkede dør tænkte hun på om der mon var en mulighed for at Elvira overlevede? Hun var oprørt og for at glemme det, tog hun sin bog, og forsvandt atter ind i den anden verden.

Da det var tid til at jeg skulle ligge de små i seng, bad jeg Susan om at hjælpe mig med at bære deres vugger ind i vores kammer. Det ville hun ikke, hun sagde at hun var ked af det, men at hun virkelig ikke ville have noget med det at gøre. Så jeg måtte selv slæbe. Først tog jeg Elviras, men da jeg skulle til at tage Elizabeth´s, kom herren ind, han var så venlig at bære den ind for mig. Han er noget så fantastisk. Da han spurgte mig om hvad jeg lavede, sagde jeg bare at det ville være meget lettere at passe dem hvis de lå derinde i stedet. Susan kom grædende op på værelset, så vidt jeg kunne forstå af hendes snøftende lyde, havde hun overværet en af fruen og den mystiske herre´s stævnemøder, og var derefter blevet opdaget, så nu var hun fyret. Hun hulkede og jeg prøvede at trøste hende så godt jeg kunne, mens jeg prøvede at trøste de små der skreg op over hende. Jeg spurgte hende, om hun vidste hvem manden var, og hun stivnede og sagde at hun allerede havde fortalt for meget. Hun havde overhovedet intet fortalt! Hun undskyldte og sagde at det var for mit eget bedste... Sludder, det var for hendes eget bedste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...