Barnepigens Dagbog

En ung kvinde ved navn Elinor Grave har lige arvet sin fornylig afdøde oldemors gods, og da hun så finder en dagbog, på loftet, begynder en spændene rejse, gennem hendes oldemors barnepiges liv. Hendes oldemors forældre døde da hun var ganske ung, og hendes hæslige tante Leonora flyttede ind. Men nu kommer der hemmeligheder frem, som det var meningen, skulle have været skjult for evigt, for hvem tænker dog på, at simple barnepiger, også har øre og øjne.

7Likes
13Kommentarer
2309Visninger
AA

3. En trussel!

Næste dag, vågnede Elinor først kl. 12.

Hun rejste sig op, og gik som en død ud i køkkenet, hvor hun intet fandt. Hun bander. Der er en halv times kørsel til nærmeste by, og hendes mave rumler som torden.

Hun tager en sweater på og da hun ikke orker at gå i bad, sætter hun bare sit filtrede hår op i en knold. Et par jeans og lidt makeup, så folk ikke forveksler hende med en Zombie.

En en halv time senere er hun hjemme igen, hun har været på stor indkøb, så hun behøver ikke at forlade godset foreløbigt. Hun sætter sig med en croisant i hånden, og begynder at læse igen.

 5-11-1896

Jeg vågnede med et sæt, jeg var faldet i søvn inde på englenes værelse en gang til, det var nu snart en uge siden at jeg havde overhørt samtalen mellem Fruen og den mystiske herre, men jeg var stadig bange for at jeg en morgen ville vågne, og at Elvira ville være væk. Det var midt om natten Jeg gik hen til hendes vugge, Elvira lå og kiggede på mig med sine store grønne øjne, hun så så fin og fornem ud i sin smukke natkjole, hun var en rigtig Grave var hun.

Elinor fik croisanten galt i halsen.. Var dette en dagbog fra hendes oldemors barnepige, det havde hun slet ikke tænkt på!? Selvom alle navnene jo passer.. Så havde oldemoren alligevel haft ret med hensyn til sin tvillinge søster, det var nok også derfor at Elinor ikke havde tænkt på at det kunne være dem. Hun ville nok ikke have set ud over det, medmindre der som nu, kom navnet Grave på banen. Hun fortsatte.

Jeg tog hende op, hun var min yndlings, det er måske mærkeligt at sige, men jo mere at hendes mor afviste Elvira, jo tættere kom jeg på hende, og jeg følte det som om at hun nu var mit barn, jeg ville ikke kunne bære at miste hende. Jeg hørte en lyd, og fandt pludselig ud af hvad det var der havde vækket mig. Der lød lavmælte stemmer ude i gangen, fruens stemme lød "Hvad laver du her, Jeremiah ligger og sover, sæt nu han vågner og ser dig her?" Den mystiske herres stemme lød "Jeg ved det min elskede, men jeg kunne ikke bære at være væk fra dig længere, jeg var simpelt hen  nødt til at komme, jeg måtte se dit smil, hører din stemme, og indånde din duft" Jeg listede hen mod døren, og hev forsigtigt ned i håndtaget, den gik lydløst op, heldigvis. Jeg kiggede forsigtigt ud, jeg kunne kun se mandens baghoved, han havde mørkt hår ligesom Herren. Jeg kiggede åndeløst på, og håbede at han ville vende sig lidt om, men så lænede herren sig frem og kyssede fruen, og jeg skyndte mig tilbage, jeg havde ikke lyst at stå og kigge på mens sådan noget foregik, skandaløst!? Pludselig begyndte Elvira at skrige, hun var faldet i søvn i mine arme, og da jeg fór væk fra døren, havde jeg vækket hende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg hørte hastige skridt fjerne sig, men også nogle der kom nærmere. Jeg kunne ikke nå at ligge Elvira ned i vuggen, så jeg satte mig i lænestolen og lod som om jeg sov med hende i armene. Jeg kunne høre fruen træde ind, og sukke irriteret. Hun gik hen og prikkede mig på armen, som om at jeg var så snavset og fattig, at hun i hvert fald ikke skulle røre mig, ironisk når man tænker på at hun hyrede mig til at passe hendes børn. Jeg lod som om jeg vågnede, og hun vrissede irriteret af mig "se nu der! hun har ligget og hylet i en halv time, og hun har vækket både mig og min husbond, hvis de ikke tager dig sammen og gør dit arbejde bliver du afsat!" hun vendte sig om, og gik hen til døren som hun lukkede i. Jeg var både lettet og målløs, hun havde troet på at jeg havde sovet, men havde løjet samtidigt! Elvira havde kun skreget i højst et minut, og nu truede hun med at gøre så jeg intet arbejde havde. Hvordan skulle jeg så klare mig? Så nu skriver jeg altså i denne bog, mens jeg har tid, og hvis er så sker noget mystisk med mig, håber jeg at herren læser den.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...