Tilgiv Mig

Den 14årige teenage pige Sophia, får en ny dreng i klassen. Og hvem ved? Måske bliver det hendes livs store kærlighed?

OBS!!
Da dette er min første novelle på movallas, kan I nok forvente der er lidt fejl og noget jeg kunne gøre bedre, i må gerne skrive kommetare, bare I ikke svinder mig til ;)

3Likes
11Kommentarer
1314Visninger
AA

4. Overraskelse

Da vi er kommet over på den anden side af vejen, mødes mit og Rasmus blikke hinanden. Han sender mig et fornermet blik, imens jeg sender ham et 'Så kan du lære det' blik. "Hvem var ham fyren egentlig, Rasmus, var det ikk?" Nikolas kigger på mig og venter på mit svar; "Jo, han hedder Rasmus. Han gik i min gamle klasse på min gamle skole" "Og I var kærester, ik?" "Øhmmmm...." jeg tøver lidt, selvom svaret er ganske tydeligt kan jeg ikke lide at sige det foran ham. "Det er cool nok" Siger Nikolas så, og det har han jo egentlig ret i. Det var noget andet hvis Nikolas og jeg var kærester eller meget nære venner, men vi er knap nok venner, vi har "kendt" hinanden i ca. 2 timer, så faktisk har jeg ikke så dårlig samvittighed mere, som før. "Jeg ved godt du ikke er intresseret i det her men.... Rasmus var en kæmpe nar over for mig" Ordende flyver bare ud af munden på mig. Nikolas kigger på mig og sender et smil. Han taler hurtigt uden om; "Nå.. ligemeget, vi må hellere skynde os! frikvarteret er snart slut, og du ville gerne se det der sted jeg ville vise dig ik?" "Jo, selvfølgelig".

Da vi (endelig) er nået frem til "stedet" han ville vise mig, bliver jeg ret så overrasket. "Er det her en drøm?!" spørger jeg (dumt og pinligt) "Haha! nej" Svare Nikolas med et sort smil på læben. Faktisk kulle man tro at det her "sted" var en drøm. Fra det lille kvarter, hvor skolen er, og hvor der er små villa-veje og små lejeligheder, er der overraskende, det stik modsatte her. Et stort, for ikke at sige KÆMPE villa/slot's vej. husene er ENORME og de havde alle en stort swimmingpool, kæmpe have og ikke mindst.....?! Hey? Der var jo...ingen? "hvorfor er her ikke nogen?" spørger jeg nysgerrigt. "Husene er lige blevet bygget så der er ikke flyttet nogen ind endnu" "Det her sted styrer virkelig!" jeg er utrolig inponeret. "gid jeg boede her! 'Nå... vi må hellere se at komme tilbage til skolen igen, der er cirka 8 minutter til det ringer ind, men tak for turen" Jeg drejer om og begynder at gå i et stille tempo, på vej tilbage til skolen. "Nej vent!" Råber Nikolas til mig. Jeg vender mig om imod ham. "Jeg har ikke engang vist dig det bedste endnu!" Jeg sukker en smule for mig selv, jeg gider ikke komme forsent til skolen efter frikvateret, så ville jeg jo sikkert også få endnu mere skyld, fordi der er en ny elev med mig. Da jeg er nået op til Nikolas igen, er han allerede begyndt at gå. "Nikolas, jeg tror atlså ikke vi kan nå det! Det kan jo sagtens tage 5-10 minutter at gå tilbage til skolen!" Nu råber jeg, Nikolas er ved at være langt væk, men stopper så og siger; "Hvis vi går denne her vej, får vi både en omvej til skolen + jeg får vist dig hvad jeg vil vise dig" Jeg ånder lettet op. "Og forresten! Du må gerne bare kalde mig Nik" Jeg får en rar fornemmelse indeni. Kælenavne plejer kun at være noget man kalder tætte venner, så jeg går ud fra at Nikolas.... eller Nik, ser mig som en ven nu, jeg løber op til ham, og sammen går vi hen til han fantastiske hus, helt magen til de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...