Du' inde!

Anna er den normale teenager, som pludselig begynder at føle, at hendes verden er kedelig. Hendes nutid; hendes fortid - det hele virker kedeligt. Men hvad sker der, da hun møder de to ældre "alternative" piger, der pludselig introducerer hende for en dybere verden, af hvad hun troede, hun vidste. I den verden får hun venner og en ny personlighed.
Alt er fryd og gammen for Anna - men hvad sker der, når hun møder den mørkeste del af denne verden?
________________________________________________________________________________

Denne historie vil bringe dig tæt på den rigtige alternative verden - goth, punk, emo såvel som underemnerne inden for alt dette.
Og siden alle personerne - med undtagelse af Anna - og lokationer sågar hændelserne er fra det virkelige liv, vil denne historie være så sandfærdig, som det nok engang er muligt.

3Likes
5Kommentarer
1727Visninger
AA

3. Senior og junior

Lina, Malenn, mig og nogle andre piger stod foran en lille kiosk, der tydeligvis sjældent havde kunder. Malenn havde sagt, at vi lige skulle hente nogle ting, hvorpå vi ville tage hen til det klassiske dranker sted i nærheden af åen, lidt ude fra byen. Dér skulle vi så møde op med Jannik og fem af hans venner.

    Lina ledte mig og de andre piger hen til alkohols afdelingen, mens Malenn gav sig i snak med den eneste ekspedient - hans blik forlod ikke én gang hendes kavalergang.

    "Åben din taske," sagde Lina til mig.

    Undrende åbnede jeg min taske, hvorpå Lina hurtigt hapsede en flaske eller tre og stoppede dem ned i mørket.

    Jeg var lige ved at gispe højlydt, men skubbede i stedet tasken i favnen på Lina.

    "Er du sindssyg?!" hviskede jeg arrigt. "Jeg skal da i hvert fald ikke smugle alkohol!"

    "Hold nu kæft, Anna," vrissede hun igen og gav mig tasken. "Vær nu ikke sådan en kryster!"

    "Gør det nu bare," lød det fra en af de andre piger, der næsten umærkeligt havde stillet sig omkring os, så ekspedienten ikke ville kunne se, hvad Lina og jeg havde gang i.

    "Jamen-"

    "Luk ædespalten og gør det!" sagde Lina arrigt og stoppede en sidste flaske ned i min taske.

    Tøvende så jeg hen på ekspedienten og Malenn - han så ikke ud til at tænke på andet end Malenns hormon udviklede krop.

    "Okay," sagde jeg og sank noget.

 

Et kvarter efter sad vi sammen med drengene og drak os ud i hegnet.

    Jeg havde for meget kvalme og dårlig samvittighed til at kunne få mere end én slurk ned.

    "Kom nu, Anna," sagde Jannik og lavede en klodset bevægelse med flasken i hånden. "Du skal ogs'!"

    "Nej," sagde jeg stædigt og undgik hans blik - jeg orkede ikke Jannik lige da.

    "Kom nuuuuuuu," blev han ved og rykkede helt tæt på mig - de andre piger skævede fnisende i vores retning, og jeg blev ildrød i hovedet.

    "Gå nu væk!" sagde jeg vredt, rejste mig og gik helt ned til åen.

    Uheldigvis tog Jannik det som en opfordring, og i næste nu var jeg lagt på jorden med en fuld sekstenårig ovenpå mig. Jeg tænkte på at skrige, men visheden om at der var andre i nærheden, fik mig til at slås imod ham med kæften lukket.

    "Kom nu, skatter, du vil jo gerne," mumlede han og knappede mine jeans op.

    Jeg vred mig hårdt til siden og fik ham smidt af. Hans hånd fik dog hurtigt fat i mit ærme, så da jeg prøvede at løbe, gav sygningerne i skulderen sig en anelse.

    "Skrid, dit svin!" hvæsede jeg, sparkede ham i ansigtet og løb mod genbrugsbutikken, der lå tohundrede meter fra åen.

    Så stilfærdigt som muligt, med tårerne i øjenkrogen, søgte jeg hen i bogafdelingen, hvor der var en lille afskæring af reoler, så man ikke kunne ses fra andre vinkler.

    Lige som jeg nåede enden af reolerne, til den lille afskæring, mærkede jeg de første tåre trille ned af kinderne - hvorpå jeg så dem.

    Doll og Stitches kiggede synkront op fra deres gamle bøger og så mig. Jeg vendte ansigtet væk fra dem og ville til at flygte igen. 

    Stitches lange arm fangede mig i flugten og trak mig tilbage til afskæringen.

    "Hvad er der sket?" spurgte Doll bekymret og rynkede hendes små bryn.

    "I-ikke noget," hulkede jeg og kiggede ned i gulvet.

    Lad mig synke i jorden, tænkte jeg pinligberørt og mærkede blodet stige mig til hovedet.

    Stitches rørte ved min skulder og så hurtigt det løse ærmes sting.

    "Har du været oppe og slås?" spurgte hun forvirret og prøvede at fange mit blik.

    Jeg svarede hende ikke, men rystede i stedet på hovedet.

    Deres blikke vandrede over min krop, som for at finde andre mulige skader. Deres blikke stoppede ved mine bukser, hvis knapper stadig stod åbne. Hvis det var muligt at rødme mere, havde jeg gjort det.

    Et langt øjeblik var der helt stille. Man kunne i baggrunden høre de få andre kunder snakke med de gamle ekspedienter, men intet sagde mig noget.

    "Ved du hvad?" sagde Doll endelig. "Du har brug for småkager og godt selskab!"

    Jeg kiggede undrende op i deres blikke for første gang - og så en venlighed, jeg aldrig rigtig havde set hos mine egne venner.

 

Efter et hurtigt stop i føtex, fortsatte vi - med favnen fuld af småkager nok til at fodre en nation - ned til træ plankerne nær broen, som de så stolt kaldte Dækket. Det var helt syrealtistisk, at sidde sammen med dem, efter at jeg i så lang tid havde set dem fra afstanden på broen. Det føltes lidt ligesom at være med i en film, tænkte jeg.

    "Så..." sagde jeg og gumlede på en småkage. "Er i emo'er?"

    De sukkede højlydt, og jeg vidste, at jeg skulle have holdt kæft.

    Nu bliver jeg smidt i åen, tænkte jeg rædselslagen og stirrede ufravendt på dem.

    "Nej," sagde Doll tålmodigt. "Det er vi bestemt ikke."

    "Øhm, er I så goth?" forsøgte jeg at rette op.

    "Nope," sagde Stitches.

    "Er I så punkere?" spurgte jeg fortvivlet.

    "Ser du nogen hanekam?" spurgte Stitches.

    "Vi er, hvad man så fint kalder det: Alternative," forklarede Doll og spiste en småkage i én bid. "VI har valgt at klæde os på en anden måde. En anden måde er ligmed anderledes. Og anderledes er ligmed alternativ."

    "Skær I så i jer selv?" fløj det ud af mig, før jeg kunne stoppe mig selv.

    Doll og Stitches stirrede bare på mig i et stykke tid, hvorpå de rullede deres ærmer op til albuerne.

    "Ser du nogen ar?" spurgte Stitches.

    "Nej..." sagde jeg tøvende, tog Dolls arm og kiggede nærmere. "Det gør jeg ikke..."

    "Der har du det så," sagde de og rullede ærmerne på plads igen.

    "Er I så døds fanatikere?" spurgte jeg en anelse mere modigt.

    Endnu et stile øjeblik passerede, hvorpå de pludselig skreg af grin. Jeg sad og beskuede dem, mens de trillede rundt på plankerne i desperate forsøg på at stoppe igen.

    "Den var sgu ny," fniste Doll og tørrede en tåre væk.

    "Nej, det må vi ærligt erkende, det er vi ikke," sagde Stitches og forsøgte at rette sig op igen.

    "Hvorfor går I så med så mange kors?" spurgte jeg og hentydede til deres halskæder, hvor der hang mindst fem fra hver - jeg lagde mærke til, at det var den samme slags, de havde på. Det faldt mig ind, at jeg ikke rigtig havde set nærmere på deres tøj, så jeg tog mig nogle sekunder til at gøre dette.

    Doll var iført en halvlang, tæt, sort kjole med lange ærmer, nogle nylon strømpebukser og nogle blonde handsker. Hendes sko minder om noget, som jeg engang havde set i en sort/hvid film.

    Stitches havde en højhalset, sort bluse på, nogle halvlange, sorte stof shorts og nogle støvler med små sølv pyramider på, der kunne minde lidt om dr. Martens.

    "Fordi vi er kristne," sagde Doll.

    Jeg kunne ikke holde chokket fra mit ansigt, hvilket fik Stitches til at grine.

    "Vi er ikke satanister, nej," sagde Stitches, før jeg kunne spørge.

    Før jeg fik undskyldt, ringede Stitches telefon.

    "Ja?" sagde hun ind i røret. Hun vrængede ansigt, da modparten sagde noget. "Slap nu af, jeg har ikke bortført din plæneklipper." Derefter rejste hun sig og gik lidt væk, for at snakke i telefon.

    "Plæneklipper?" gentog jeg forvirret.

    "Ja, ja," grinte Doll. "Det er sådan noget random vi nogle gange siger. Jeg gætter på, at det er Bride og de andre, der siger, de er på vej."

    "Bride?" gentog jeg og følte mig lidt som en båndoptager.

    "Jep, Bride er en af vennerne," forklarede Doll. "Hun er en junior."

    "Junior?" spurgte jeg og blev indvendigt vred over, at jeg gentog hende igen.

    "Ja, ser du, græshoppe," begyndte hun. "Vores lille gruppe består i senior og junior. Stitches og mig er senior sammen med nogle af de andre, mens resten af gruppen hovedsaglig er junior. Der er selvfølgelig nogle, som falder udenfor."

    "Hvad mener du med 'senior' og 'junior'?" spurgte jeg, mens Stitches råbte et eller andet i baggrunden.

    "Hmm," sagde hun og indtog en tænkende position. "Hvordan skal jeg forklare... Et eller andet sted kan man sige, at junior er de nye. Altså, de alternative, der er forholdsvis nye i livsstilen. De er lige begyndt og har måske problemer med at finde ud af, hvad præcist er deres stil. 

    Seniorerne er dem der godt ved præcist, hvem de er, angående stil og tankegang, og har oftes været alternative i flere år. Nogle seniorerne har også lettere ved at se forskel på og/eller vide hvilken stil, de hører under. Og... Ja, det er vel det."

    Jeg sad et øjeblik og lod det hele synke ind. Det virkede meget mere kompliceret, når man fik det forklaret af én, der havde forstand på det.

    "Bride og de andre er på vej," sagde Stitches og satte sig ned igen.

    "Jeg vidste det," sagde Doll med en hoverende stemme og lavede en lille dans, der fik mig til at smile.

    Stitches åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt.

    "Hva', er det fastelavn allerede?" råbte en eller anden fyr fra broen iført en sportstrøje.

    Doll så op på ham med et forvrænget ansigt. "Ja det er; godt du er klædt ud!" råbte hun tilbage, mens Stitches lavede et eller anden håndtegn af en art.

    Fyren var hurtigt væk, men jeg nåede at se hans forundrede ansigtsudtryk.

    "Hvad var det for et håndtegn?" spurgte jeg Stitches.

    "Det er vist fransk og betyder: 'Jeg afskyr dig'," forklarede hun. "Du ved, just in case, man løber ind i en ubehøvlet franskmand."

    "Man ved jo aldrig," sagde Doll smilende.

    "Stitches, jeg venter stadig på den plæneklipper!" lød det fra pigen på broen - pigen der nok var Bride.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...