The Broken Love (JB)

Sandra er 17 år og har været kærester med Justin i 2 år. Justin har en dag fået det rigtigt dårlig og tager til lægen, de finder ud af at Justin har dårlige lunger. Vil det unge kærestepar finde nogen lunger til Justin? Vil Justin overleve?

12Likes
13Kommentarer
2214Visninger
AA

1. Hos lægen

 

Mandag morgen Sandras synsvinkel 

Jeg vågnede op tidligt ved mit vækkeur ringte. Den eneste grund til jeg stod tidligt op idag var fordi Justin skulle til længen. Ellers havde jeg nok sovet meget længere. Han havde haft ondt når han trækede vejret i et par dage nu. Han havde også hostet meget på det seneste. Så det var nok en god ide at han kom til lægen med det. Jeg gik hen til mit skab og fandt en hvid top frem og nogle lange sorte bukser. Jeg gik ned af trapperne og tog et æble. Jeg kørte ned til lægen. Jeg stoppede op ved lægen og stod og ventede på Justin. "Hej" lød en dejlig men hæs stemme. Jeg vendte mig om og der stod Justin. Jeg gik hen til ham og krammede ham "Hej" svarede jeg tilbage. Han tog min hånd og vi lod vores hænder smelte sammen. Vi gik hen til lægen "Du må heller vente her" sagde Pattie og klappede mig på skulderne "Okay" sagde jeg skuffende. Jeg ville jo gerne havde været med inde til lægen for at støtte min kæreste. Jeg sukkede lavt og satte mig ned på en af de stole der stod i venteværelset. Jeg tog min mobil frem og begyndte af sidde og spille angry birds. Hihi det meget sjovt spil.

Justins synsvinkel

Jeg sad inde hos lægen. "Når Justin hvor er det helt præcist du har ondt?" sagde lægen. Det var en kvinde. Hun var meget venlig og alt det der. Jeg lagde den ene hånd på min brystkasse lige der hvor lungerne sad "Der" svarede jeg hende hæst. "Okay Justin jeg vil gerne have dig til at ligge dig ned" hun smilede venligt til mig og pegede hen på en briks. Jeg rejste mig op fra stolen og gik hen og lagde mig op på brikssen. "Vil du være sød at tage trøjen af så jeg bedre kan kigge på der hvor du har ondt?" spurgte Annika sødt. Altså der stod Annika på hendes navneskilt så det var nok det hun hed. Jeg tog trøjen af. Jeg nåede lige at få lagt mig ned da jeg så fik hostandfald. Lægen skyndte sig hen til mig og hun begyndte at undersøge mig. "Okay Justin det ser jo ikke så godt ud" sagde hun og kiggede hen på mig også hen på min mor. Min mor rejste sig op og gik hen til mig, hun tog fat i min hånd og gav den et lille klem. "Du har fået en sygdom som du sikkert har haft længe men dine lunger bugger under presset nu Justin" hun smilede lidt til mig. Men jeg mærkede alligevel tårene prasse sig på. Skulle jeg dø? Ville jeg få det bedere?. "Justin vi vil prøve at finde nogle andre lunger til dig men jeg kan desværre ikke love noget". Lægen sagde farvel og vi kom ud i venteværelset til Sandra. Jeg prøvede at smile til hende som om alt var normalt men jeg kunne bare ikke få mig selv til det. "Når skat hvordan gik det?" hun kyssede min pande, og der brød jeg helt sammen. Jeg klamrede mig ind til hende. "Mine lunger... jeg skal.. måske ......" jeg kunne bare ikke sige ordert. Især ikke til Sandra. Hun fortjente bedre. Hun kiggede forvirret på mig "Hvad skal du måske skat?" jeg kyssede hende på munden. Jeg ville ikke fortælle hende det, men jeg blev vel nød til det. Jeg sukkede tungt "Dø jeg skal måske dø hvis de ikke finder nogle andre lunger til mig" hun kiggede på mig med blanke øjne.  

Sandras synsvinkel

Dø? skulle han dø?. Nej det måtte han ikke. Han måtte ikke forlade mig. Jeg elskede ham og han elskede mig. Og jeg ville altid elske ham. Han fortjener ikke det her. Jeg mærkede Justins hånd i min. "Elsker dig Sandra" sagde han med en sukkersød stemme. "Jeg elsker også dig" svarede jeg. Jeg kunne mærke tårene pressede sig på, men jeg ville bare ikke stå her og græde foran Pattie og Justin. Så jeg sagde farvel til Justin og til Pattie og kørte så hjem. Jeg mærkede tårene pressede sig mere og mere på. Jeg kunne ikke holde dem tilbage længere. Mit livskærlighed skulle måske dø. Jeg tørede hurtigt tårene væk igen, og tændte for radioen. De spillede Usher - Without you. Og det hjalp jo ikke lige frem på mit humør. Da jeg endelig kom hjem gik jeg så hurtigt jeg kunne op på mit værelse. Jeg tændte min computer op og loggede ind på Twitter. Jeg så at Justin havet skrevet.

**Har lige været til lægen. Jeg fik en dårlig nyhed desværre. Men jeg er meget ked af at skuffe mine fans, og ikke mindst min familie og @Sandra.Bieber**

Jeg tørede mine øjne da jeg havde læst det. Jeg kastede mig ned i min seng tudbrølene. Skulle han virkelig dø?. Altså sån rigtig dø?

Justins synsvinkel

Jeg lå derhjemme på min seng, og havde det rigtig skidt. Jeg håber virkelig at de kunne finde nogen andre lunger, jeg ville jo virkelig ikke skuffe mine fans. Jeg satte mig op i min seng og loggede ind på Twitter igen og læste alle komentarene. Der stod få det bedre, Hvad er der sket, Hvad er det Justin, Jeg ber for dig, ILOVEYOU. Men der var en bestemt kommentar der fangede min opmærksomhed.

**Du vil aldrig skuffe mig skat. Det er ikke din skyld skat jeg håber de finder nogle andre lunger til dig. Du vil altid være hos mig. Altid gemt og aldrig glemt I LOVE YOU 4-EVER**

Jeg elskede den måde hun var på og hvis jeg skulle forlade hende. Ville jeg jo skuffe hende selvom hun sagde at jeg aldrig ville skuffe hende ved jeg at hun er ked af det. Hun vil altid være min eneste ene. Hun ville altid være min pige. Jeg vil altid huske hendes smil hendes stemme. Og første gang hun sagde til mig at hun elskede mig. Jeg kan huske første gang vi mødtes. Det var til min koncert, hun havde glemt noget og hun fik lov til at gå ind og hente det. Jeg sad på en af stolene da hun kom ind. Hendes smil fik mit hjerte til at banke hurtigere end normalt. Hun var gået over til mig, og jeg var så klog at gi hende mit nummer. Jeg smilte bare ved tanken om vores første møde. Tænk hvis hun ikke havde glemt den ting, så havde jeg sikkert aldrig mødt hende. Aldrig mødt min eneste ene. Hun var den bedste kærste jeg nogensinde havde haft. Hun var bare så dejlig, hun gjorde mig virkelig glad. Hvordan skulle jeg kunne klare mig uden hende. Og uden mine fans. "Justin kom lige her ned" råbte min mor nede fra gangen. Jeg rejste mig langsomt op fra min seng, og traskkede ned af trapperne. Jeg gik ned i gangen, og så min lillesøster stå og smile til mig. Jeg gengældte smilet. Hun løb hen til mig og omfavnede mig. "Justin du må aldrig gå" jeg kiggede ned på hende og kyssede hendes pande. "Det lover jeg at jeg aldrig gør" hun smilede stort til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...