Forkerte tanker

Denne dagbog er ikke fiktiv. Hændelserne og tankerne er alle fra det virkelige liv, og noget jeg selv har oplevet. Det er ting jeg ikke har kunne fortælle nogle, selvom jeg virkelig gerne ville. Det er tanker som jeg ved er forkerte og derfor ikke har haft modet til at sige til selv mine nærmeste.
Derfor vælger jeg at fortælle det her. For her behøver jeg ikke stå til ansvar for nogle, så endnu en gang vælger jeg vel den lette løsning.

1Likes
0Kommentarer
704Visninger
AA

2. Bekymrende blikke

Da årstiden skiftede og vinteren så småt bankede på døren skete der noget som for evigt har forandret mit liv. Skolegangen i 8. klasse fortsatte, jeg sad stadig og stirrede stift ud i luften mens jeg tænkte på hvor dumt et menneske jeg var, og karaktererne styrtdykkede. Men lige præcis denne dag skulle vise sig at være anderledes end de andre. Min klasselære Katja bad mig om at blive i klassen i spisepausen, hun havde købt mig en pizzabolle og appelsinjuice og sat det ved hendes kateter. Jeg tøvede ved tanken, hvad i alverden ville Katja dog tale med mig om? og hvorfor kunne det ikke gøres foran de andre i klassen? Jeg satte mig foran kateteret og så ned i bordet, juicen og pizzabollen tiltalte mig overhovedet ikke, tværtimod fik jeg kvalme bare af tanken om at det stod kun få centimeter foran mig. Katja lukkede døren ind til klassen og jeg mærkede konstant hendes blik i min nakke. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at dette blot var en af de der samtaler om eleven trivedes i klassen, og alt jeg skulle gøre var blot at sige ja og jeg ville være fri til at gå. Naivt tænkt.

Katja satte sig foran mig og tog en dyb indånding mens hun forsøgte at fange mit blik, som konstant var rettet ned i bordet. "Caithlyn, jeg ville sådan set bare hører om du har det okay? jeg har lagt mærke til at du har ændret dig meget, ikke bare at dine karakterer er faldet, men også din måde at være på. Du siger ikke så meget og du sidder for dig selv i frikvartererne. Er der noget du vil snakke med mig om?" Spurgte Katja og så bekymret på mig. Jeg sank en klump i halsen, jeg vidste hvad hun mente, og jeg havde sådan en lyst til at fortælle hende alt om hvad som foregik derhjemme, men en del af mig sagde nej og jeg valgte at forblive tavs. "Du kan fortælle mig alt, jeg har tavshedspligt, alt du fortæller mig vil forblive mellem os to" Fortsatte Katja og forsøgte at smile opmuntrende. Jeg sukkede lavmælt og løftede mit blik for at møde hendes. "Jeg er bare lidt uvenner med min mor for tiden, vi enes ikke så godt. Og jeg er klar over at det er min skyld, og jeg prøver virkelig at rette op på det" Jeg ønskede ikke at grave dybere i det, hvad skulle Katja i det hele taget også kunne gøre ved det? Ingenting, der var ingen andre end jeg selv der kunne ændre min situation. Katja så bebrejdende på mig "Hvad skændtes i om?" hun lagde hovedet let på skrå og afventede tålmodigt mit svar. Igen ønskede jeg at forholde mig tavs, men vidste at dette ikke var en valgmulighed. "Jeg gør ikke ordenligt rent, og jeg er for lidt hjemme. Men jeg har lovet at gøre det godt igen, og det vil jeg også" forklarede jeg fortsat og udtænkte endnu en gang en plan over hvordan jeg kunne forbedre mig derhjemme. "Men så vidt jeg kan forstå gør du da meget rent? hvor mange gange er du ude ved din hest siden hun syntes du er for lidt hjemme?" Spurgte Katja. "Jamen jeg gør det ikke godt nok, det er egoistisk af mig." Jeg fik sådan en trang til at fortælle hende at det altså ikke var min hest, men en hest jeg red tre til fire gange om ugen for ejeren. Jeg besluttede dog blot at svarer kort "fire gange om ugen, men jeg sørger altid for at være hjemme til aftensmad". Jeg bed mig selv i underlæben, og kunne svagt forstå at det jeg selv sad og fortalte ikke lød rimeligt.  Senere samme dag da klassen havde fået fri blev jeg efter skole og snakkede mere med Katja. Jeg fortalte hende om hvad min mor havde kaldt mig, hvad hun havde truet mig med og hvad det havde fået mig til at føle. Jeg lod tårrende få frit spil, eftersom dette var første gang jeg nogensinde havde fortalt nogle om hvad som foregik bag facaden. Men på en måde var jeg lettet, Katja havde givet mig nogle råd og havde fortalt mig at jeg til hver en tid kunne komme og snakke med hende hvis jeg følte at jeg havde brug for det. Lettelsen varede dog ikke længe, for da jeg samme dag sad hjemme på værelset og mine forældre kom ind af døren blev jeg kaldt ned i stuen. Min mor var rasende og jeg forsøgte forgæves at komme i tanke om hvad jeg havde gjort galt. Snart fandt jeg ud af at Katja havde ringet til min mor og fortalt hende alt hvad jeg havde fortalt hende. Jeg var knust. den ene person jeg følte jeg kunne stole på havde svigtet mig. Tilliden blev straks brudt og jeg endte som altid med at stå med hovedet bøjet, blikket i gulvet og svagt undskylde overfor min mor. Jeg var så vred på mig selv, jeg var så sur over hvordan jeg kunne have tilladt mig selv at fortælle sådanne dybe hemmeligheder videre. Pludselig kom jeg i tanke om en passende straf til mig selv, jeg måtte straffes for det jeg havde gjort var ganske enkelt utilgivende. Jeg tænkte, og kom til sidst i tanke om "cutting", jeg havde læst og hørt om det, hvis man skar i sig selv ville man mærke smerte, og derefter få det bedre med sig selv. Så jeg låste mig inde på badeværelset, jeg slog brættet ned, rodede rundt i skabet under vasken ind til jeg fandt et uåbnet barberblad. Jeg sad et kort øjeblik med det i hånden, nogle stemmer i mit hovede prøvede at tale mig fra det, men det var for sent. Jeg åbnede ituiet og satte det skarpe blad mod min arm, jeg skar lange dybe rifter men mærkede ingen tilfredsstillelse. Jeg blev endnu mere rasende og fortsatte med at skærer, jeg havde sådan håbet at jeg ville føle mig bedre efter at have skåret, men det virkede ikke. Blodet løb ned af mine arme, ramte mine bukser og løb videre mod gulvet. Jeg indså langt om længe at det blødte meget, for meget. Jeg pakkede barberbladet ind i papir og gemte det i min makeup-pung, jeg rejste mig, rodede medicinskabet igennem og bandt forbinding om mine arme og håndled. Derefter tørrede jeg omhyggeligt blodet op og sørgede for at slette alle spor efter mig. Dette var blot starten på de forbudte tanker der siden har hjemsøgt mig hver evig eneste dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...