Forkerte tanker

Denne dagbog er ikke fiktiv. Hændelserne og tankerne er alle fra det virkelige liv, og noget jeg selv har oplevet. Det er ting jeg ikke har kunne fortælle nogle, selvom jeg virkelig gerne ville. Det er tanker som jeg ved er forkerte og derfor ikke har haft modet til at sige til selv mine nærmeste.
Derfor vælger jeg at fortælle det her. For her behøver jeg ikke stå til ansvar for nogle, så endnu en gang vælger jeg vel den lette løsning.

1Likes
0Kommentarer
706Visninger
AA

1. Begyndelsen..

For godt og vel halvandet år siden begyndte jeg at få disse forfærdelige tanker om mig selv. De havde vel længe ligget gemt dybt inde i mig, og skulle tirres for at komme frem. Men det blev de. Dengang, for halvandet år siden gik jeg i 8. klasse. Jeg havde ingen venner eller veninder i klassen og holdte mig for det meste for mig selv, jeg blev mere og mere indelukket, men jeg så det ikke selv som en dårlig ting, en som noget der var normalt for en teenager på 14 år. Alle teenager havde da været igennem sådan en fase, havde de ikke? Jeg troede det var ganske normalt, at være lidt nede og holde sig i baggrunden. Men det viste sig at dette ikke blot var en lille fase jeg bare skulle igennem. Allerede i 7. klasse startede skænderierne med min mor, jeg følte ikke hun forstod mig, jeg følte at hun ikke så mig som andet end en stor fejltagelse, for det var i hvert fald det hun fortalte mig at jeg var. Det var nok i virkeligheden grunden til at jeg holdte så lav profil året efter. Skænderierne med min mor fortsatte, de blev voldsommere og voldsommere men jeg overbeviste mig selv om, at så længe der ikke foregik noget fysisk, så var alt i orden og helt normalt. Når jeg tænker tilbage på disse tanker har jeg lyst til at give mig selv en kæmpe lussing, ruske i mig og fortælle mig at jeg skal vågne op fra det mareridt. For selvom skænderierne ikke indeholdt fysisk vold, så foregik der intet andet end psykisk. Ordene blev hårdere og hårdere og tonen skarpere og skarpere. Jeg husker flere episoder hvor jeg har stået foran min mor, med tårrende trillende ned af mine kinder og mascaren som løb under mine våde øjne, imens stod min mor med et hånligt smil på læben og lavede parodier af mig. Hvorefter hun fortalte mig hvor uduelig jeg var, at jeg måtte være psykisk syg, unormal, en skændsel og meget andet. Efterhånden begyndte jeg at tro på det. Når jeg havde skændtes med min mor var dagen efter svær at komme igennem, i skolen sagde jeg intet, før var jeg topeleven som altid sad med hånden i vejret og kendte de fleste svar, og kendte jeg dem ikke var jeg den første til at finde ud af hvad svaret eventuelt så kunne være, nu sad jeg blot på min plads og skammede mig over mig selv, og over min opførsel overfor mine forældre, ikke mindst min mor. Hvordan kunne jeg have været så dum og egoistisk? Hvorfor havde jeg ikke bare fjernet nøglerne på bordet som min mor så tit havde bedt mig om? Hvorfor kunne jeg ikke have fejet gangen og ordnet køkkenet inden mine forældre kom hjem? Hvorfor havde jeg dog taget de ekstra kilo på når jeg vidste at min mor gik højt op i mit udseende? Hvordan i alverden kunne jeg tillade mig at være sådan en dårlig datter? efter alt hvad de havde givet mig.. Et hus, en have, en halvpart i en hest, en hund. Jeg havde alt en pige kunne ønske sig, og alligevel var jeg så utaknemlig. Tankerne tog til, og efterhånden begyndte jeg at hade mig selv, ligeså meget som min mor hadede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...