In Real Life I'm Not Your Girlfriend ϟ Justin Bieber

Serena, den 17-årige kan være virkelig sød, men det er hun ikke rigtigt i hendes omgivelser. Mange siger, at hun ligner Selena Gomez på en prik. Hvilket hun også gør. Hun bor sammen med sine adoptivfamilie. Så det vil faktisk sige, at hun er adopteret. Hun hader rent ud sagt, at bo der. Anyway.. Serena bliver tvunget til at tage sin 'lillesøster' med til Selena Gomez koncert. Da Serena og Selena begge skal på toilettet, så da de kommer ud igen, så bliver de byttet rundt. Så ved et uheld, så kommer de brat til at skifte liv. Den glamourøse Selena kommer hjem til Serenas familie. Og den fattige Serena kommer ved et uheld på Selenas privatfly. Spørgsmålet er hvordan vil det gå? Vil de skifte liv igen? Og hvad sker der, når Serena spiller med på legen. Serena skal udfordrende nok også spille Justins kæreste. Justin aner intet i starten, men Serena ligner ikke Selena på personligheden, så vil Justin finde ud af det? Find ud af det i "In Real Life, I'm Not Your Gilrfriend - Justin Bieber".

261Likes
692Kommentarer
39684Visninger
AA

24. Tre kærlige ord fik sandheden frem

 

Jeg lukkede hoveddøren i, da vi havde sagt farvel til min far og Jazmyn. Jeg vendte mig hurtigt om til Serena.

”Det var da ikke så slemt, vel?” Spurgte jeg og smilte til Serena. Jeg gik helt tæt på hende og lagde mine hænder på hendes hofter imens hendes arme lagde sig stille om min nakke.

”Egentlig ikke. Jazmyn er virkelig sød!” Svarede Serena og smilte sødt imens hendes mørkebrune øjne lyste op. Fortvivlelsen, som jeg havde lagt væk for stykke tid siden, kom straks tilbage. Jeg blev nød til at sige det til hende.

”Serena, vi er nød til at snakke om noget,” sagde jeg seriøst og fik et usikkert smil op at stå. Hendes smil falmede og hendes blik blev usikkert. Hun trak sig langsomt fra mig af usikkerhed. ”Kom.” Hviskede jeg nærmest til hende og tog blidt fat i hendes hånd. Jeg trak hende op af den snoede vindeltrappe og hen af den lange gang, hvor vi gik ind i rummet sidst på højre hånd. Det var soveværelset.

”Er det noget alvorligt?” Spurgte Serena forsigtigt.

”Både og.” Svarede jeg kort og trak hende hen ved sengen, hvor vi satte os ned.

I et stykke tid var der tavshed, hvor jeg ikke kunne få ét ord ud af munden.

”Serena, jeg.. Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde?” Fik jeg frem, men endte ikke med, at komme ud med det, som gik mig på.

”Justin hvad er det?” Spurgte Serena om imens nervøsiteten lagde sig over hendes ansigt. Hendes brune øjne skinnede ualmindeligt meget, men det havde jeg lagt mærke til skete, når hun var nervøs, usikker eller noget lignende.

”Serena.. Har du det godt?” Spurgte jeg, men kunne selv høre hvor dumt det lød. ”Altså jeg mener bare.. Du har snart været her to uger og du husker stadig ikke noget, vel?” Spurgte jeg forsigtigt. Hun bed sig blidt i læben og rystede svagt på hovedet. ”Du forvirrer mig bare.” Halvmumlede jeg lavt og slog øjnene væk fra hende.

”Hvad mener du?” Spurgte Serena forvirret med en undertone af nervøsitet. Hvorfor var hun så nervøs?

”Du har bare forandret dig så meget. Du bruger ikke makeup, men det klæder dig uden makeup, selvom du ikke syntes det før du fik hukommelsestab. Du spillede basketball med mine venner og det er egentlig ret sært, når du jo hadede sport, før hukommelsestabet. Du chokerede mig også, da du havde lavet morgenmad uden, at brænde køkkenet af. Du fortrak før i tiden, at få mig til at lave morgenmaden eller ringe til vores kok, Karina. Du er meget mere tilbageholdende i forhold til før. Du bliver nemlig hele tiden nervøs eller usikker, og man kan se du overvejer dine ord nøje nogle gange. Du bider dig i læben, hvilket du aldrig gjorde før. Og det der har overrasket mig allermest er, at du kan lide at være sammen med Jazmyn, da..” Nåede jeg, at sige før hun afbrød mig, så jeg mødte hendes blik.

”Justin, vil du ikke godt stoppe. Jeg er vist allerede afslø-”

”-Serena, jeg er ikke færdig. Lad mig lige tale ud.” Afbrød jeg hende og tog en dyb indånding.

Jeg skulle lige til at åbne munden, da jeg så hvordan Serena så ud. Hun var helt bleg og hendes hænder rystede svagt imens den tydelige angst havde malet sig ind i hendes ansigt.

”Er du bange?” Spurgte jeg forundret og tog blidt fat i hendes hænder og flettede dem ind i mine. Den velkendte varme følelse bruste straks op i min krop ved vores berøring.

”Nej, bare fortsæt.” Svarede Serena og prøvede at smile, men hendes forsøg mislykkede helt. Hun løj. Jeg kunne se hun var angst, for ét eller andet, men jeg havde intet i tankerne om hvad det kunne være. Alligevel fortsatte jeg min talestrøm med mine hænder flettet ind i hendes.

”Men du har aldrig ku’ li’ at være sammen med Jazmyn eller for den sags skyld Jaxon, som du ikke har mødt endnu. Da du var sådan overfor Jazmyn var jeg helt lamslået. Du har aldrig været den overdrevet kærlige person, men det har du underligt nok været her de sidste to uger, hvor hukommelsestabet er over dig. For at gøre det kort, så syntes jeg vi bør tage til lægen, da..” Igen nåede jeg ikke, at færdiggøre min talestrøm, da Serena afbrød den.

”Justin, det behøves ikke. Sandhed-”

”-Serena, la’ lige være med at afbryde mig hele tiden.” brød jeg ind. Hun kiggede gennemtrængende på mig, som om der var noget hun prøvede at fortælle, men jeg fortsatte alligevel: ”Jeg vil gerne tage dig til lægen, fordi du har ændret dig så meget, og fordi jeg vil vide om der er noget galt? Der er selvfølgelig ikke noget galt med dig, for.. De sidste to uger har jeg indset noget. Jeg har helt forelsket mig i dine uopdagede sider. Du er til tider genert og rødmer, men det syntes jeg er sødt. Du er så kærlig. Du har en hvis sødme, som jeg er faldet hårdt for. Jeg elsker underligt nok din vane med, at bide dig i læben, når du bliver genert eller usikker, for du ser så uskyldig sød ud. Jeg håber du forbliver sådan her, for du har helt klart styrket mine følelser for dig Serena. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget mine følelser har gået over gevind for dig. Jeg elsker dig ubeskriveligt højt, Serena. Og jeg-”

”Justin, stop! Jeg kan ikke klare det her mere!”! Udbrød Serena og rev sine hænder ud af mine og i løbet af ét sekund, så havde hun hurtigt rejst sig fra sengen og stillet sig lige foran mig. Forvirringen skyllede ind over mig som en bølge. Hvad mente hun?

Jeg rejste mig hurtigt lidt op fra sengen, men jeg blev hurtigt puffet blidt tilbage af Serena, så jeg sad ned i sengen igen.

”Serena hvad sker der?” Spurgte jeg forvirret og løftede et øjenbryn imens jeg sikkert lignede et spørgsmålstegn. Hun bed sig hårdt i underlæben og langsomt kom der tårer til syne i hendes øjenkrog. Hendes krop var stivnet helt.

 

Serenas synsvinkel

Justins bekymrede blik gennemborede mit. Jeg kunne hurtigt mærke hvordan tårerne blev dannet og pressede på ude i øjenkrogen. Jeg bed mig hårdt i læben for at holde tårerne tilbage.

'Jeg elsker dig ubeskriveligt højt, Serena'. Han sagde de tre ord. Tre ord, som jeg havde længtes efter, at høre fra min adoptivmor, Kathryn. Ikke engang hos min bedsteveninde, Hailey, kunne jeg få dem. Jeg ville tro ethvert barn søgte efter kærlighed hos deres forældre, men i mit tilfælde gjorde jeg det hos min adoptivmor. Spørgsmålet var om jeg havde fået de tre ord før, som betød så evigt meget - svaret var selvfølgelig nej. Havde jeg nogensinde fået den mindste smag af kærlighed - svaret var både og. Justin havde vist mig kærlighed, men hvis jeg skulle afgøre det på ægte kærlighed, så var svaret nej. Justin og mit forhold var baseret på min løgn.

Så jeg havde aldrig fået kærlighed.

Jeg havde aldrig kunne søge trøst hos Kathryn, men det var for det meste også hende, som forvoldte mig en dyb, psykisk smerte, som borede sig hele vejen gennem min sjæl, som så ud til at visne mere og mere. Dag efter dag. Ligesom en elegant, blodrød rose, som syntes at se så unik ud i starten. Efterhånden mistede den så sine silkebløde blade og endte til sidst med at ligne en falmet rose, som havde mistet dens skønhed.

Kathryn viste aldrig omsorg eller medlidenhed. Hun var ikke ude på at have et liv fyldt med livsglæde. Hun delte aldrig sin latter, minder eller tårer. Jeg vidste ikke hvorfor, at jeg præcist var adopteret af det hjerteløse kvindemenneske. Hun kunne ikke tage vare for et barn, for hver eneste barn behøvede vel kærlighed. Dog kunne hun ikke fylde et barn op til randen med kærlighed, ikke engang halvt op. Aldrig havde jeg mærket den trygge følelse af at være hos hende. Aldrig havde hun vist mig den omsorg og ømhed, som jeg behøvede. Aldrig havde jeg hørt de tre ord, som ville fjerne så meget smerte. Jeg var aldrig blevet elsket a Kathryn, som skulle forestille, at være en anden mor for mig. Jeg var vel et mislykket barn. Jeg havde desperat prøvet alle mulige diverse ting, for at få den mindste godkendelse, men det endte bare med, at jeg følte mig mere mislykket, som Kathryns adoptivbarn. Jeg var og blev et mislykket barn.  

Men så var det lige Justin. Han sagde de tre ord. Jeg havde følt mig tryg og endda elsket i Justins dejlige nærvær. Han var den første, som havde vist mig så stor kærlighed. Han var den første i hele mit 17-årige liv, som sagde de tre magiske ord for mig. Dog kom virkeligheden med et brag tilbage til mig. Løgn. Vores forhold var baseret på en løgn for mig. Han mente det alligevel ikke.

”Justin, du elsker mig ikke..” Hviskede jeg med stemmen fuldt af gråd og kunne straks mærke de forræderiske tårer, som alligevel trillede ned af mine kinder én efter én, selvom jeg ikke ville have det. Jeg ville ikke virke mere svag end jeg allerede var.

Justin rejste sig hurtigt op, så vi stod ganske tæt på hinanden. Han tog et skridt tættere på, så vores krop næsten snittede hinanden. Han satte hurtigt sine hænder på mine hofter og trak mig helt tæt på ham, hvorimod mine arme bare hang slatten, langs min krop. Imens havde Justin formået at fange mit blik og holde det låst fast. Man kunne tydeligt spore forvirringen i hans blik.

”Serena, hvordan kan du sige det? Du må vide jeg elsker dig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte, Serena.” Det lød så ægte, når han sagde mit navn med og det var lige til at græde over. Jeg græd dog allerede. Ordene havde ingen betydning. Han elskede ikke mig, men den person han troede jeg var.

Jeg var umuligt en person man kunne elske.

”Justin, der er noget, som jeg er nød til at fortælle,” sagde jeg skrøbeligt. Hans i forvejen forvirrede blik, kiggede nu også forundret på mig. ”Jeg er ikke den, du tror jeg er.. Mit navn er Serena Farrell, og jeg er ikke din kæreste Selena Gomez-”

”- Serena, hvad er det du fabler om?” Afbrød han mig og kiggede underligt på mig. ”Har du det godt?” Spurgte han og hans blik blev hurtigt erstattet med et bekymret.

”Justin, jeg mener det!” Udbrød jeg og kiggede bedende på ham. ”Justin, vil du ikke godt tro på mig?”

”Vi skal virkelig have dig til lægen.” Hviskede han lavt for sig selv imens hans bekymrede blik slog sig ned i gulvet. Hans hænder slap sig om min hofte og han trådte langsomt et minimalt skridt tilbage. Mine tårer var langsomt stoppet med at trille ned af mine kinder og nu var jeg derimod frustreret. Han skulle tro på mig ellers ville skyldfølelsen langsomt æde min sjæl stykke efter stykke. Det var ikke til at leve med sådan en byrde på skulderen.

”Justin, det er rigtigt! Mit navn er Serena Farrell, og jeg kommer fra en lille stat i USA, som hedder Delaware. Det var der din kæreste holdte koncert og-”

”- Serena vil du ikke godt tie stille med det pis! Vi bliver nød til at tage til lægen.” Sagde Justin alvorligt og tog fat i mit håndled og skulle lige til at trække mig af sted, men jeg rev mig hurtigt ud af Justins greb om mit håndled.

”Jeg skal ikke til nogen læge. Justin, jeg siger sandheden!” Indvendte jeg og kiggede frustreret på ham.

”Serena skal vi gøre det på den hårde eller lette måde?” Spurgte han dæmpet og lettere irriteret over min opførsel.

”Du får mig ikke med til den læge. Punktum.” Sagde jeg stædigt og lagde armene på kors. Han sukkede og himlede øjne af mig.

”Så må vi gøre det på den hårde måde.” Sagde Justin køligt. Jeg kiggede underligt på ham, men pludselig bukkede han sig lidt ned og greb fat om mine hofter. Han løftede mig hurtigt op, så jeg pludselig lå med taljen på hans skulder imens min overkrop hang ned af hans ryg. 

”Justin hvad laver du? Få mig ned herfra!” Råbte jeg irriteret og slog ham på ryggen med mine små knytnæver, men det lod han ikke til at mærke synderligt meget. Det her var ingen joke og det var derfor jeg blev ekstremt irriteret. Han burde tro på mig og blive rasende, men i stedet, så ville han lege ride-ride-ranke.

Han tog faste og hurtige skridt ud af døren fra soveværelset imens jeg fortsat slog irriteret på hans ryg, selvom det ikke gjorde bare en lille bitte smule ondt på Justin. Helvede til Gud, som absolut skulle gøre piger svage og give drenge alle musklerne. C’mon! Skulle han ikke forestille at være retfærdig?! Okay, det var måske lidt lamt..

Da vi næsten var ved vindeltrappen, så åbnede jeg hurtigt min mund og sagde stille:

”Justin, vil du ikke godt sætte mig ned. Jeg skal nok følge med dig. Jeg er bare ikke så tryg ved, at du skal bære mig ned af en snoet trappe.” Min stemme lød blød og en anelse usikker, og det var perfekt, for det havde den rette virkning på Justin.

”Okay så..” Sagde han opgivende og så gled jeg ned langs hans krop indtil jeg stødte på gulvet med mine fødder, så han stod med ryggen til vindeltrappen og jeg stod foran ham.

”Tak Justin,” takkede jeg og sendte ham et taknemmeligt smil. Før han kunne nå, at gengælde mit smil, så vendte jeg mig hurtigt om og løb. Jeg skulle godt nok ikke hen til en doktor, som skulle spille skide hellig for mig.

I samme øjeblik jeg satte i løb, så kunne jeg hurtigt mærke Justin, som var lige i hælene på mig. Jeg løb ind i det sidste rum, som var soveværelset. Et kort øjeblik, så overvejede jeg om jeg skulle løbe ind på badeværelset og så lukke døren, men så ville Justin højst sandsynligt nå, at sætte foden i klemme, så jeg var fanget. Jeg vidste simpelthen ikke hvor jeg skulle løbe hen.

Jeg kunne mærke Justins hænder, som skulle lige til at tage fat rundt om min talje, men i panik, så fik jeg fut i røven og løb mod den store seng. Jeg hoppede hurtigt op i sengen og kunne høre Justin stoppe op ved sengekanten. Jeg stod op i sengen og vendte mig hurtigt om mod ham. Justin stod bare der med et lusket smil.

På ét split sekund, så troede jeg lige, at han skulle til at hoppe op i sengen for at fange mig. Så jeg så hurtigt mit snit til at løbe ud ved højre side, men jeg fandt hurtigt ud af, at Justin slet ikke var hoppet op i sengen. Justin fangede mig hurtigt ved højre side og fik væltet mig ned i sengen med ham ovenpå. Hans satte sig op, så han sad på min mave og kiggede direkte ned i mine øjne. Han sad heldigvis ikke med alt sin vægt på kunne jeg mærke.

”Serena, vi er nød til..” Nåede Justin at sige før jeg havde lagt en pegefinger på hans læber, da jeg lænet mig lidt op af ved hjælp af min albue, som jeg støttede på.

”Justin måske tror du ikke på mig, men vil du ikke høre hele min forklaring? Jeg beder dig. Vil du ikke godt?” Spurgte jeg og kiggede med store, bedårende øjne på Justin. Justin tøvede og til sidst, da jeg ikke kunne vente, så fik jeg i en bevægelse sat mig ovenpå hans mave, så den her gang sad jeg op og han lå ned.

”Så fortæl det..” Svarede Justin, men lød ikke meget for det. Han troede garanteret jeg var sindssyg.

Jeg begyndte stille at tegne små cirkler på Justins mave. Indenunder T-shirten han havde på, der afslørede sig helt klart en six pack, da jeg tydeligt kunne mærke hans veltrænede mave, da jeg forsigtigt tegnede henover hans mave med blide fingerstrøg. Jeg mødte stille Justins blik, som kiggede nysgerrigt på mig.

”Okay, jeg starter fra starten af..” Jeg fortalte om under koncerten, hvor mig og Selena blev byttet rundt. og så videre, men dog afbrød Justin mig på et tidspunkt.

”Hvis vi nu siger din historie er virkelighed, hvorfor har du så ikke forsøgt at komme hjem igen?” Spurgte han nysgerrigt. Jeg kunne mærke, at jeg havde fået en lille del af ham til at tro på mig, men det var slet ikke nok. Det lød nemlig sikkert alt for urealistisk i hans ører.

”Jeg har faktisk været ret egoistisk.. Jeg tænkte slet ikke på dine følelser, for jeg ville bare væk hjemmefra. Jeg tænkte, at jeg kunne nyde det her for en stund og så vende hjem igen, men jeg har indset, at jeg elsk-”

”- Serena, hvordan vil du overhovedet have at jeg skal tro på sådan en urealistisk historie. Hvis du laver sjov med mig, så er det ikke sjovt.” Sagde Justin en anelse hårdt.

”Justin det er altså sandt!” Udbrød jeg irriteret og stoppede med at tegne cirkler på hans mave.

"Serena, det er åndsvagt! Vil du virkelig havde, at jeg skal tro, at der er en anden pige, som ligner dig på en prik? Desuden er dét, det mest urealistiske jeg har hørt. Skulle en eller anden spille min kæreste uden jeg opdagede det?" Sagde han hårdt og havde hævet stemmen en del. 

”Ja, uden du opdagede det. Du har stadig ikke opdaget det endnu, vel?” Spurgte jeg irriteret. Det var alt for svært at trænge helt ind til hans hjerne.

”Skulle en fremmet pige virkelig spille min kæreste uden jeg opdagede det?!” Spurgte han endnu engang og kiggede dumt på mig.

”Ja, Justin. Har du aldrig lagt mærke til alle de forandringer?”

 

Justins synsvinkel

Jeg kiggede forvirret på hende. Hun gjorde mig helt rundt på gulvet. Hvis en fremmet pige lignede Selena på en prik og spillede min kæreste, så ville jeg da klart opdage det. Jeg ville opdage alle forandringerne, som ikke ville stemme ens med Selenas. Det ville jeg gøre med det samme.

”Hvilke forandringer?” Spurgte jeg mere forvirret. Hendes fingre tegnede med blide fingerstrøg over min mave. Hendes berøringer tændte en løbeild inde i mig og jeg måtte ærligt indrømme, at jeg følte mig ret tiltrukket af hende, selvom hun fortalte en mega creepy historie lige nu.

”Justin, som du nævnte tidligere. Du tror jeg har forandret mig meget, men jeg er slet ikke Selena. Jeg er Serena Farrell, som kommer fra en lille stat flere timer væk herfra, hvor jeg lever i et fattigt miljø. Jeg havde ikke råd til makeup, da jeg fik lyst til at gå med makeup, så jeg skippede bare det med makeuppen, og jeg har stadig ikke noget makeup på nu, selvom badeværelsets skab er fyldt med eksklusivt makeup. Det ligner vel ikke Selena ikke, at have noget makeup på, kunne jeg høre på dig tidligere. Jeg spillede basketball sammen med dig og dine venner, fordi jeg elsker det. Min adoptivmor ville bare ikke betale for det mere, så jeg stoppede uden fri vilje til basketball efter en måned. Grunden til at jeg kunne lave mad.. Ja, man lærer det vel lidt, når man nogen gange skal klare sig på egen hånd derhjemme. Min adoptivmor er der ikke lige altid til at lave mad, da hun syntes hun har for travlt og jeg godt kan tage vare på mig selv. Nu kommer den svære del, som ikke er så let at fortælle..” Sagde hun i et roligt tempo, men stoppede så op med fortælle. Jeg sad bare og kiggede målløst på Serena. Når hun fortalte det, så lød det så ægte, det med, at hun slet ikke kom herfra, men fra et fattigt miljø. På den anden side lød det mega flippet?!

Alligevel lå jeg stadig og kiggede helt opslugt på hende?

Hun tog en dyb indånding og så ud til at samle mod, før hun fortsatte:

”Grunden til jeg er tilbageholdende, det er svært at forklare.” Sagde hun med blikket nede på hendes fingre, som stadig nussede min mave. Hun løftede sit blik en smule, så hun mødte mit blik. Hun smilte lidt til mig imens hendes kinder fik en svag, lyserød kulør, men fortsatte så: ”Ser du, det her er lidt svært at forklare for mig. D-Det er fordi.. Ja, jeg er aldrig sådan blevet elsket og ingen holder sådan rigtigt af mig derhjemme, men der er en grund til at jeg har været tilbageholdende for dig. Du er bare så?" Forklarede hun, men stoppede op i hendes sætning. Hun kiggede grundigt på mig, som om hun skulle vælge hendes ord med omhu. "Så omsorgsfuld og kærlig. Du er virkelig en sød fyr. Jeg har aldrig været vant til at få omsorg overhovedet, og det nok også derfor jeg har været tilbageholdende og forskrækket over de ting, du sagde eller gjorde.” Forklarede Serena roligt.

Jeg var følte, at jeg var helt rundt på gulvet.

”Justin sandheden er, at jeg er en tilfældig pige, som bare kommer fra et fattigt miljø. Jeg har løjet overfor dig. Jeg tog Selenas plads, som din kæreste, fordi jeg var egoistisk. Jeg ved ikke engang, hvor hun er? Justin, jeg har udgivet mig, som Selena, din kæreste.” Sagde Serena med en skrøbelig stemme, som var fyldt med skyldfølelse. Jeg satte mig hurtigt op, så Serena gled ned på mit skød imens jeg kiggede forundret på hende. Hun så virkelig ud til at have det dårligt?

”Serena, hvordan vil du have jeg skal tro på det du lige har sagt?” Spurgte jeg og kiggede frustreret ind i hendes øjne, da hun sad på mit skød, så vi var rigtig tætte på hinanden.

Justin kan du ikke se det for dig? Tænk over det. Tænk over forandringerne – alt fra vaner til fysiske ting.” Hendes ord rungede ind i mit hoved og fik en påvirkning på mig.

Vaner: Selena bed sig aldrig i læben. Hun gik aldrig udenfor, hvis hun ikke først havde set sig i spejlet, men det havde Serena gjort massere af gange. Det kom bag på mig, da Selena ikke kunne drømme om, at gå ud uden, at tjekke sig i et spejl, for at se om makeuppen er okay. Der var masser af vaner, som Selena havde fået efter hukommelsestabet eller skulle jeg sige Serena Farrell. Jeg var stadig helt rundt på gulvet.

Fysiske ting: Selena hadede, at være fysik aktiv, når det angik sport. Det undrede mig, at hun så havde spillet sammen med mig og mine venner. Hun var endda god til basketball. Fysik var vel også angående kys og sådan noget. Kys, som vi havde del var fyldt med passion og spirrende kærlighed. Det var det også før hukommelsestabet, men det var bare ikke det samme. Der lå meget mere kærlighed, dybde og glæde i de her kys. Det var som om mine følelser var blevet ændret for Selena siden hun fik det hukommelsestab.

”Vent, Serena. Vil det sige, at hukommelsestabet aldrig fandt sted?” Spurgte jeg forundret.

”Ja, Selenas bodyguard, troede bare, at jeg havde mistet hukommelsestabet, da jeg fablede om, at jeg var en anden. Hvilket jeg også er.” Svarede Serena.

Pludselig faldt alle brikkerne på plads. De ukendte sider af Selena, som jeg havde mødt de sidste to uger var der en god forklaring på. Hun havde ret. Hvorfor havde jeg ikke set det selv?  Serena og Selena var modsætningerne af hinanden, selvom de lignede hinanden på en prik. De var som Yin og Yang. Det var derfor Serena var blevet forvekslet med Selena, så Serena kom med på flyet i stedet for Selena. Vent, vil det så sige, at Serena? Tænk, at hun virkelig havde gjort det mod mig.

Jeg fandt hurtigt Serenas blik mens en indre vrede pludselig rasede i min krop.

”Har du bare udnyttet mig?!” Udbrød jeg vredt og puffede til hende, så hun landede baglæns i sengen. Jeg trådte hurtigt ud over sengekanten og rejste mig. Hun rejste sig med det samme op og stillede sig overfor mig.

”Justin, jeg..”

”Ja eller nej.” Spurgte jeg i et koldt toneleje.

”Det var..”

"Ja eller nej.” Spurgte jeg hårdere.

”Ja, men Justin, jeg var egoistisk og oven i købet, så ville jeg aldrig gøre det, hvis jeg vidste du var sådan her.” Sagde Serena hurtigt. Skyldfølelsen var nærmest ridset ind i hendes skinnende øjne, da hun kiggede sådan på mig.

”Du gjorde kun det her for at slippe væk fra din familie. Det vi har haft sammen de sidste to uger er vel bare løgn. Du udnyttede mig for groft og lod mig tro, at du var min kæreste! Der var vel intet bag de kys, som vi delte. Du har bare været totalt fake overfor mig!” Sagde jeg vredt og hævede stemmen gevaldigt imens mine negle borede sig ind i mine håndflader, da mine hænder knyttede stramt sammen.

 

Serenas synsvinkel

”Justin, det var ikke meningen, at såre dig! Det har ikke bare været en løgn for mig. Jeg har virkelig fået følelser for dig Justin! Du fik mit første kys og jeg fortryder intet af det vi har haft sammen.” Sagde jeg hurtigt imens jeg kiggede ham dybt ind i øjnene. Følelserne i hele min krop fik mig til at have det så varmt. Skyldfølelserne havde garanteret gnasket sig fast i mit ansigt, da det tyngede mig ualmindeligt meget. Jeg burde aldrig have gjort det her.

”Serena, spar mig fra det pis! Du har ikke en skid fået følelser for mig. Du vil garanteret bare have, at jeg skal tilgive dig, så jeg ikke sender dig i retten eller sådan noget. Jeg anmelder dig heller ikke, men jeg køber dig en flybillet hjem omgående.” udbrød Justin imens vreden rasede i hans øjne og hans knoer blev hvide af at knytte knytnæver.

Jeg skulle lige til at sige noget, da han hurtigt afbrød mig igen:

”Serena bare luk! Du har intet godt at sige. Jeg kan ikke fatte, at du rent faktisk har gjort sådan noget. Du har udnyttet mig. Du har bare forladt min kæreste et eller andet sted. Jeg har ubevidst været utro med min kæreste på grund af dig. Jeg – hvad skal jeg overhovedet gøre?!” Spurgte Justin frustreret og tog hænderne op til sine tindinger og masserede dem blidt. Han så ud til at være helt ude af den.

”Selena?” Sagde Justin forvirret. Hans kiggede ikke længere på mig, men noget bag ved mig. Jeg vendte mig hurtigt og idet samme spærrede jeg øjnene op.

Der stod den ægte vare, Selena Gomez.

 

 

                          

Simone S.

Så kom sandheden endelig frem i det ekstra lange kapitel! Havde I ventet på det? Jeg har i hvert fald glædet mig til at skrive det her øjeblik, da jeg vidste det skulle ske på et eller andet tidspunkt. I det her kapitel har jeg virkelig arbejdet hårdt med Serenas følelser, da noget af hende er baseret på min livs historie - også selvom jeg ikke har haft et helt liv endnu, haha. Levede kapitlet op til jeres forventninger eller var det for kedeligt? Smid gerne en kommentar og hvis der er nogle, som der ikke har kommenteret den her historie, så må I med glæde gøre det hvis I får lyst? Det ville glæde mig meget :-D

Jeg har også lige en besked. Jeg har en veninde herinde på Movellas og hun har lige publiceret en historie herinde. Hun hedder Simone H. (det samme navn som mig, hihi) og hendes historie fortjener langt flere læsere, da jeg syntes den er virkelig god. Hun ville sikkert blive utrolig glad, for hvis I ville tjekke den ud. Hendes historie hedder, Battlefield - Justin Bieber. Sætter et link nede i kommentarboksen, hvis I får lyst til at læse den :-)

Sidste ting. Tusind tak, fordi I har sat jer på favoritlisten! Den har fået over hundrede læsere og det er jeg virkelig taknemlig for! Selvfølgelig vil jeg også lige takke jer for jeres likes og jeres søde kommentarer, som der både glæder mig og sikkert også Simone B. Men jeg spekulerede på om vi kunne få historien op på 90 likes, men like kun, hvis I syntes det er velfortjent til os. Nå jeg tror jeg slutter min roman her. Haha ;-)

Love Simone S.♥ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...