In Real Life I'm Not Your Girlfriend ϟ Justin Bieber

Serena, den 17-årige kan være virkelig sød, men det er hun ikke rigtigt i hendes omgivelser. Mange siger, at hun ligner Selena Gomez på en prik. Hvilket hun også gør. Hun bor sammen med sine adoptivfamilie. Så det vil faktisk sige, at hun er adopteret. Hun hader rent ud sagt, at bo der. Anyway.. Serena bliver tvunget til at tage sin 'lillesøster' med til Selena Gomez koncert. Da Serena og Selena begge skal på toilettet, så da de kommer ud igen, så bliver de byttet rundt. Så ved et uheld, så kommer de brat til at skifte liv. Den glamourøse Selena kommer hjem til Serenas familie. Og den fattige Serena kommer ved et uheld på Selenas privatfly. Spørgsmålet er hvordan vil det gå? Vil de skifte liv igen? Og hvad sker der, når Serena spiller med på legen. Serena skal udfordrende nok også spille Justins kæreste. Justin aner intet i starten, men Serena ligner ikke Selena på personligheden, så vil Justin finde ud af det? Find ud af det i "In Real Life, I'm Not Your Gilrfriend - Justin Bieber".

261Likes
692Kommentarer
40020Visninger
AA

14. Manglen af kærligheden

 

Serenas synsvinkel

Jeg vågnede med et svagt smil på læben, da jeg stadig lå lidt presset ind mod Justins varme favn. Jeg vidste, at Justin stadig sov, da hans dybe vejrtrækninger afslørede ham. Jeg kiggede op på Justins ansigt og så, at hans hår så virkelig pjusket ud, men til gengældt så det sødt ud. Man kunne samtidigt ane et ganske svagt smil på hans læber, selvom han sov. Jeg følte en underlig tryghed ved, at ligge her i armene på Justin. Det havde jeg ikke prøvet derhjemme, men det her var måske også lidt anderledes. Jeg havde ikke rigtig nogen derhjemme udover min bedste ven, Hailey. Jeg kunne dog ikke ligge ind i hendes favn, for at jeg få den trygge følelse, som jeg fik her med Justin. Det ville også virke lidt forkert. Den trygge og varme følelse virkede en anelse sært. Jeg havde aldrig prøvet det her før, men jeg var ikke i tvivl om, at det her var en dejlig stund, som jeg skulle huske inden jeg enten ville sige sandheden til Justin eller han ville opdage min hemmelighed, også ville jeg sikkert blive smidt direkte ud.

Mit smil falmede en smule ved de endeløse tanker, som jeg lå dybt begravet i. Det var bare så anderledes. Jeg behøvede ikke, at bygge en facade rundt om mig her. Jeg behøvede ikke, at høre på Kathryns skældsord, som inderst inde havde sat et dybt mærke på mig og såret mig mere end jeg egentlig ville indrømme. Følelsen af tryghed blødte bare noget op i mig, og jeg havde faktisk slet ikke lyst til at sige sandheden. Jeg følte mig ikke, som et værdiløst menneske, som blev nedgjort hele tiden. Nej, jeg følte det helt modsatte her. Jeg følte mig ikke overset her og heller ikke helt uelsket. Jeg følte en følelse af, at jeg var elsket af Justin, som den eneste. Det der gjorde mig så forfærdeligt oprevet var, at han troede jeg var en hel anden. Han ville sikkert ikke føle noget for mig, hvis jeg afslørede min identitet, som Serena Farrell.

En trist aura havde allerede omfanget mig. Jeg sukkede svagt og slog øjnene væk fra Justins kønne ansigt. Forsigtigt og så godt jeg kunne, prøvede jeg, at vikle Justins arme af mig uden, at vække ham. Jeg fik trukket mig ud af hans varme, og alt for trygge favn. Jeg satte mig op i sengen og kiggede en ekstra gang på Justin. Jeg havde så meget skyldfølelse over det her og, så skulle jeg endda såre en af de mest rareste mennesker jeg havde mødt på jordkloden. Jeg hadede mig selv for, at udsætte Justin for det her. Det fortjente han ikke.

 

Jeg lod de varme dråber trille ned af min krop i massevis mens nye tanker fløj direkte ind i hovedet. Spørgsmålene hobede sig op og det værste var, at jeg ikke kunne svare på en eneste.

Jeg masserede blidt shampooens indhold ind i mit halvlange, sorte hår. Det lunkne vand skyllede hurtigt ned af min slanke krop. Jeg tog brusehovedet op over mit hoved og begyndte, at skylle balsammen væk.

Jeg kunne normalt ikke lide kjoler, som var så korte, men den her kjole var heller ikke feminin. Egentlig var det en blanding af hættetrøje og kjole, da den var i kjolelængde, så den gik midt på lårene.  Den var af dejlig blød stof, så den var rigtig behagelig, at gå i den. Det var kun derfor jeg havde taget den på og også, fordi den var enkel.

Jeg gik over til spejlet og tog børsten og redte den igennem mit silkebløde hår. Balsammen og shampooen, jeg havde brugt, havde allerede givet resultater for mit hår. Det var ikke længere glansløst og tørt. Strukturen var blevet styrket og mit sorte hår var allerede blevet skinnende, glansfuldt og blankt, da jeg uden besvær havde redt det igennem. Jeg kiggede så på makeup produkterne, som stod i et lille skab på væggen. Jeg kiggede fristet på mascaraen. Jeg havde aldrig prøvet det før. Efter jeg havde kigget på mascaraen i et minut, så rystede jeg på hovedet. Jeg behøvede ikke mascaraen. Justins udtryk genspillede sig i mit hoved før jeg havde tænkt mig, at række ud efter mascaraen. Jo mere jeg tænkte over det, jo bedre var hans reaktion. Han var overrasket på en god måde, da jeg ikke havde makeup på. 

 

Det var sødt af ham, at sige. Man kunne godt høre, at det ikke bare var et eller andet pis han fyrede af, for man kunne tydeligvis høre oprigtigheden i hans stemme. Så derfor lod jeg mascaraen være på sin plads og gik ind til Justin igen. Han havde rykket sig en del og sov igen med halvåben mund. Jeg fniste lidt og kunne ikke lade være med at smile. Nå, nu måtte jeg nok skynde mig, at lave noget morgenmad inden Justin ville vågne op. Dog var der noget indeni, som sagde mig, at Justin nok skulle sove lidt længe i dag. Det var tydeligt, at han sov tungt. 

 

Jeg tog forklædet af og hang det på hanken, hvor det havde hængt før. Jeg tog tallerkenen med de nylavede, amerikanske pandekager over på spisebordet. Jeg havde allerede taget bollerne ud af ovnen og placeret dem i en kurv med et viskestykke over, så de ville forholde sig lune. Jeg havde kigget lidt i Justins køkkenskabe og der fandt jeg så en bog fuld af almindelige opskrifter. Det var derfra jeg havde lavet boller og pandekager. Anyway.. Jeg havde allerede stillet det hele klar på spisebordet, så jeg smilede tilfreds og gik ud fra køkkenet. Jeg måtte nok vække Justin. Han havde faktisk sovet langt over det jeg troede han ville.

Jeg gik op af trappen og kom så til midtergangen, hvor jeg lydløst åbnede den sidste dør på højre hånd. Justin lå stadig henne i sengen med dynen halvt over sig, så hans veltrænede mave var blottet. Jeg tog mig selv i at stirre alt for lang tid på hans overkrop, men gik så med stille skridt hen ad det rødbrune gulv. Jeg stod så ved sengen og satte mig ned på sengen. Hans dybe vejrtrækninger var det eneste man kunne høre i rummet. Han var så ufattelig flot efter min mening, som han bare lå der. Jeg ville næsten ikke vække ham, men tanken om, at mit hjemmelavede mad ville blive kold fik mig til at tage mig sammen. Mit arbejde i køkkenet skulle jo ikke være spild. Jeg satte mig længere ind på sengen. Næsten helt tæt på ham.

”Justin,” hviskede jeg lavt og rakte min hånd frem mod hans kind. Jeg aede den forsigtigt og prøvede så igen: ”Justin,” sagde jeg højere. Han reagerede på det og langsomt blev hans trætte, chokoladebrune øjne blottet. ”Godmorgen.” Sagde jeg, mens et smil udfoldede sig langsomt på mine læber. Jeg strøg hans kind en sidste gang, men tog den så til mig igen.

”Godmorgen..” Halvmumlede han træt og gabte.

”Kommer du ned og får morgenmad lige om lidt?” Spurgte jeg og smilte friskt i modsætning til Justin, som knapt nok have åbnet øjnene helt op.

”Har du lavet morgenmad?” Spurgte han overrasket og satte sig halvt op, da han støttede med albuerne. Jeg smilte og nikkede, som svar. ”Serena, sidste gang du ville lave mad, så var du ved at futte hele mit køkken af..” Sagde han med et opløftet øjenbryn.

Damn it! Alt det jeg gjorde, gjorde Selena ikke. Vi var simpelthen hinandens modsætninger og det var jeg slet ikke i tvivl om. Alt hvad jeg foretog mig passede ikke på det Selena gjorde. Jeg vidste slet ikke..

”Serena, jeg drillede bare. Det var jo bare et uheld sidste gang, men jeg kommer nu.” Sagde han med et undskyldende smil. Skuffelsen blev erstattet med et lille, halvhjertet smil til Justin og så rejste jeg mig så op fra sengen. Justin fik endelig også taget sig sammen og rejste sig sløvt op fra sengen.

 Jeg måtte virkelig afholde mig selv fra, at kigge på hans veltrænede mave.

Vi kom ned i køkkenet, da Justin heldigvis havde taget en tilfældig trøje på. Han havde skiftet helt om, da han stadig havde natbukser på. Han kiggede overrasket på spisebordet, hvor jeg havde stillet de ting frem, som jeg kunne finde. Altså syltetøj, pålægschokolade, pandekager osv..

”Har du fået Karina til at komme?” Spurgte han og kiggede stadig overrasket på morgenbordet.

”Ehm.. Hvem er det?” Spurgte jeg.

”En jeg har hyret til at komme og lave mad en gang i mellem.” Svarede Justin.

”Justin, jeg har altså lavet morgenmaden selv.” Sagde jeg og fniste.

”Det har du aldrig rigtigt gjort før, men det ser lækkert ud.” Sagde Justin og satte sig hurtigt ned på stolen. Jeg smilte og tog kurven med bollerne i over på bordet. Jeg satte mig ned ved siden af Justin. Vi tog hurtigt en bolle hver og så tog Justin smørret.

”Så hvad vil du lave i dag?” Spurgte Justin, da han havde smurt bollen. Han rakte smørret til mig og jeg tog imod den og begyndte, så at smøre et tyndt lag på min bolle.

”Det ved jeg ikke. Nogle idéer?” Spurgte jeg og tog et pålægschokolade på hver halve bolle.

”Synge?” Foreslog han.

”Nej, det har jeg altså ikke lyst til.” Svarede jeg hurtigt og kiggede seriøst på Justin. Han vendte hurtigt sit hoved mod mit og fangede mine øjne.

”Serena, det var kun for sjov. Jeg kunne godt se, at du ikke havde lyst til det i går, men nu har du da prøvet det.” Svarede han og smilte betryggende. Jeg åndede lettet op og smilte lidt. Jeg kiggede på ham igen og så, at han så ret tankefuld ud, som om han tænkte over et eller andet.

”Hvad tænker du på?” Spurgte jeg nysgerrigt.

”Det var bare din stemme i går. Den lød virkelig smuk og det gjorde den da også før, men din stemme lyder anderledes nu.” Fortalte han imens han kiggede ud i luften, som om han forestillede det. Han sagde min stemme lød smuk, men det kunne jeg slet ikke forestille mig.

”Justin min stemme lyder ikke smuk. Jeg kan altså ikke synge.” Sagde jeg imens mit smil blegnede lidt.

”Serena hold nu op. Alt ved dig er jo smukt.” Sagde han sødt og smilte lidt charmerende. Jeg kunne straks mærke varmen skyde op i mine kinder og jeg kiggede straks væk fra Justin. Han skulle ikke se, at jeg rødmede. ”Rødmer du?” Spurgte han. Jeg kunne sagtens mærke det drilske smil på hans læber.

”Nej..” Løj jeg lavmælt, selvom jeg vidste, at jeg var afsløret. Jeg kunne mærke, at Justin tog blidt fat i min ene hånd og klemte den blidt. Min hud brændte der, hvor han havde lagt sin hånd. Hvad skete der?

”Jeg kan godt se, at du rødmer Serena.” Sagde han drilsk. Jeg rystede bare på hovedet og undgik fortsat hans blik. Hans anden hånd tog blidt fat i min hage og vendte langsomt mit ansigt mod hans. Han var tættere på end forventet, for han var ikke engang en halv meter fra mit ansigt. Varmen begyndte langsomt, at aftage fra mine kinder, så det ville sige, at den rødlige farve i mine kinder garanteret også blev tonet ned.

”Justin stop det” Sagde jeg og prøvede at skjule et smilet, som tittede frem, men hans øjne havde fanget mig, og jeg kunne ikke få mig selv til at bryde øjenkontakten.

Han smilte bare og bevægede sin hånd fra fra min hage op til min kind. Han strøg blidt sine fingre over min kind imens hans øjne nærmest havde boret sig ind i mine. Hans brune, funklende øjne kunne nærmest få mig til at svinde ind i en helt anden verden. Hans hoved bevægede sig langsomt tættere på mit. Han lukkede øjenlågene, men mine øjne begyndte, at flakke rundt. Han ville blive såret, hvis jeg trak mig væk.

Mine øjne kiggede panikkende på hans læber, som efterhånden kom rigtig tæt på mine. Så tæt, at jeg kunne mærke hans vejrtrækninger på mine læber. Jeg skulle til at skubbe ham forsigtigt væk, da han lukkede mellemrummet imellem os, ved at placere sine silkebløde læber på mine. Jeg sad helt stivnet og med Justins læber på mine. En underlig følelse spredte sig i min mave, men jeg var helt stivnet og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne stille mærke Justin opdagede, at jeg ikke gjorde noget, så han åbnede hans øjne og trak sig lidt fra mine læber. Hans øjne stirrede forvirret og såret ind i mine, da jeg ikke engang kyssede en smule med.

”Serena, hvi..” Jeg afbrudte ham hurtigt ved, at forsegle hans læber med mine. Mit hjerte skippede et hjerteslag, da varmen fra hans læber fyldte min krop med små, pludselige stød fra top til tå.

Justin lænede sig mere ned mod mig og gjorde dermed vores uskyldige kys dybere. Mit hjerte bankede hårdt i brystet imens hans anden hånd satte sig på mit lår. Hans berøring fik mig til at skælve af hans varme hånd. Mine arme lagde sig om hans hals.

Han skilte langsomt mine læber ad og lod sin tunge glide ind i min mund. Jeg trak mig lidt væk, da det blev en smule for meget. Han smeltede dog hurtigt sine læber sammen med mine igen, men gjorde det på en blød måde. En kildrende følelse boblede inde i mig. Hans hånd gned sig kærligt op og ned af mit lår, mens jeg kyssede betaget med.

Hans varme hånd på mit lår begyndte at gnide sig længere op af mit lår. Jeg troede den ville gnide sig frem og tilbage, men den gled sig bare længere frem af. Hans læber slap mine og kærtegnede i stedet min hals med lystfyldte kys.

Jeg åbnede øjnene og kiggede op i loftet, imens Justins kys brændte sig fast på hals. Hans hånd gled forsigtigt ind under min lange trøje, men i panik stoppede jeg straks hans hånd og puffede ham angst væk fra mig. Og med få sekunder var jeg stormet ud af køkkenet og efterlod Justin derinde.

Alt jeg gjorde var forkert. Den mærkelige kildrende følelse var forkert. Det var et forkert signal, som ikke måtte være sandt. Han var jo bare ven for mig, men samtidigt en, som jeg forfærdeligt nok udnyttede på grund af det liv han havde. Jeg ville ikke Justin noget ondt på nogen måde, men alt det jeg gjorde var forkert. Hvorfor var jeg blevet revet så meget med af hans kærlige kys?

”Serena?” Lød det udenfor døren, som jeg sad lænet op af med håbløse tanker, som fløj rundt om mig for tiden. Jeg bed mig i læben af frustration.

”Serena, vil du ikke nok komme herud?” Lød det bedende fra Justin på den anden side af døren.

I frustration begyndte jeg lige pludselig, at mærke en prikkende fornemmelse i øjenkrogen. Jeg vidste hvad det betød og det var så længe siden, at jeg var kommet ud med frustrationerne, at jeg gjorde det frivilligt nu, da tårerne allerede løb om kamp med hinanden ned af mine kinder. Jeg ville ikke engang prøve, at stoppe dem, fordi de bare ville blive erstattet med nye tårer, som var fyldt med dårlige følelser. Tårerne var fyldt af skyldfølelse, sorg og sårlige minder, som havde hjemsøgt mine tårer dengang og nu var de så kommet tilbage.

For det første vidste jeg, at det var forkert at være her. Jeg vidste det var forkert, at udgive mig selv, som Justins højtelskede kæreste. Det var også forkert, at lade Selena være til sig selv. Tænk, hvis det var min skyld, hvis hun kom til skade i det miljø, som jeg boede i. Jeg håbede for alt i verden, at der ikke var sket hende noget, men min fortvivlelse overskyggede helt mit håb.

Sorgen, som viste sig i mine tårer, var noget, som omhandlede min biologiske familie. Jeg ville aldrig komme til at sætte et ansigt på mine forældre. Jeg ville aldrig høre deres stemmer. Jeg ville aldrig dele tårer, latter eller minder med dem, for de var her ikke og det havde de aldrig været. Det var så svært at bygge sin egen grundform op, når man ikke har nogen som forbillede, som ens forældre. Man starter på bar grund.

Tanken om der ikke var nogen der elskede eller i det mindste holdte af mig fik mine tårer til at glide ned i mange striber på mine fugtige kinder. Ingen elskede mig. Ikke engang Kathryn, som jeg var endt hos, som spædbarn. Kathryn var en af de mennesker med det koldeste hjerte, som jeg havde mødt, så hun havde ikke ligefrem fået mig til at glemme den psykiske smerte, som havde levet i min sjæl dag og nat. Den psykiske smerte ville aldrig forsvinde inde i mig.

Minderne, som også var blandet ind i grunden af, at jeg græd, var Kathryn igen. Hun havde aldrig elsket mig, som en mor ville gøre. Hun havde aldrig vist den omsorg, som jeg stærkt manglede. Hun havde aldrig vist mig den kærlighed, som jeg behøvede.

Jeg var ikke meget for, at indrømme det, men jeg behøvede en. En, som jeg kunne fortælle mine dybeste følelser om og meget mere. En, som jeg kunne stole fuldt og fast på. En, som elskede mig for den jeg var af hele deres hjerte. Jeg havde kun fået et indblik i at føle sig elsket, selvom det ikke engang var ægte på nogen måde. Justin havde fået mig til at føle mig elsket. Dog var det en løgn. Han elskede jo ikke selve mig. Han elskede Selena, som han troede jeg var.

Alt den kærlighed til mig fra ham, var ikke ægte.

Jeg ville ønske jeg levede, som en normal teenagepige. En, som havde forældre, som elskede en inderligt højt. Hailey, min bedsteveninde derhjemme fra, hadede nærmest hendes forældre, selvom de gav hende noget specielt: Ægte kærlighed. Hun burde være taknemmelig for, at hun havde dem bag sin ryg lige meget hvad. Det kunne godt være de kunne være irriterende en gang i mellem, men Hailey burde vise sin kærlighed til dem på en eller anden måde, men dybt inde i Hailey, så vidste jeg, at hun også elskede dem rigtig højt.

Jeg ville ønske jeg havde nogle forældre, men det var måske skæbnen, at jeg ikke skulle have nogen forældre. Jeg kunne næsten ikke bære tanken om, at jeg skulle leve med, at puslespillet aldrig ville være samlet. Der var mange brikker, som ikke var blevet sat på plads endnu og jeg vidste, at jeg heller aldrig ville få dem alle sat på plads. 

Grunden til at jeg lige pludselig kyssede Justin var nok på grund af jeg ville føle følelsen af en slags kærlighed. Bare på en eller anden måde, fordi jeg længdes efter følelse, at have en på sin side. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...