In Real Life I'm Not Your Girlfriend ϟ Justin Bieber

Serena, den 17-årige kan være virkelig sød, men det er hun ikke rigtigt i hendes omgivelser. Mange siger, at hun ligner Selena Gomez på en prik. Hvilket hun også gør. Hun bor sammen med sine adoptivfamilie. Så det vil faktisk sige, at hun er adopteret. Hun hader rent ud sagt, at bo der. Anyway.. Serena bliver tvunget til at tage sin 'lillesøster' med til Selena Gomez koncert. Da Serena og Selena begge skal på toilettet, så da de kommer ud igen, så bliver de byttet rundt. Så ved et uheld, så kommer de brat til at skifte liv. Den glamourøse Selena kommer hjem til Serenas familie. Og den fattige Serena kommer ved et uheld på Selenas privatfly. Spørgsmålet er hvordan vil det gå? Vil de skifte liv igen? Og hvad sker der, når Serena spiller med på legen. Serena skal udfordrende nok også spille Justins kæreste. Justin aner intet i starten, men Serena ligner ikke Selena på personligheden, så vil Justin finde ud af det? Find ud af det i "In Real Life, I'm Not Your Gilrfriend - Justin Bieber".

261Likes
692Kommentarer
39692Visninger
AA

22. Forandret til det modsatte

 

”Kommer din far herover med hans børn?!” Udbrød jeg usikkert og kiggede med opspillede øjne på Justin imens jeg sad på køkkenbordet. Justin var i færd med, at finde noget frokost, så han var lige nu i gang med, at gennemrode køleskabet for groft.. Eller det så i hvert fald sådan ud.

”Ja, det gør de.” Svarede Justin fraværende imens han så ud til at kigge køleskabets indhold ned til mindste detalje.

”Hvad hedder de?” Spurgte jeg usikkert om imens jeg kunne mærke et væld af usikre og nervøse følelser flyve rundt i min krop. Justin stak hurtigt hovedet ud af køleskabet og kiggede forvirret og undrende på mig.

”Nå, jo.. Du kan jo ikke huske dem,” konstaterede han for sig selv, men mødte så mit blik igen.

”Jeremy, hedder min far. Mine halvsøskende hedder Jaxon og Jazmyn, men de er ikke særlig gamle.” Fortalte han. Jeg nikkede svagt, da jeg ikke kunne få en lyd ud over mine læber. Jeg havde slet ikke lyst til at møde hans familie. Den genkendelige skyldfølelse kom pludselig væltende op og var nærmest i gang med, at æde mig op indeni. Det var meningen, at jeg bare ville væk fra min adoptivfamilie. En spirende forelskelse og møder med familien, indgik bestemt ikke i planerne, da jeg ville udgive mig, som Justins kæreste.

Justin skulle lige til at vende sig mod køleskabet, men så så han pludselig ret granskende på mig. Det var måske, fordi jeg sad med usikre ben, som vippede angst frem og tilbage og nervøsiteten var ætset ind i mit ansigt. Det, at jeg selv kunne mærke det gjorde mig mere nervøs. Jeg vidste Justin hurtigt ville se det, da han allerede studerede mig ret grundigt med øjnene.

”Er du nervøs?” Spurgte Justin og gik hen foran mig, og præcist som i går. Han stillede sig foran mig med hans varme hænder på mine knæ, da jeg sad på køkkenbordet med hænderne på køkkenbordets kant. Hans øjne allerede havde fanget mine. Jeg ville svare nej, men jeg vidste, at jeg ikke kunne lyve mig uden om det, da mit ansigtsudtryk havde afsløret mig.

”Ja, en lille smule.” Svarede jeg og smilte usikkert. Jeg slog hurtigt blikket fra hans øjne ned på hans hænder, som havde gledet lidt over fem centimeter over min knæskal.

Jeg følte mig bare ikke tryg ved, at jeg skulle møde andre mennesker, som Justin kendte. Hans venner var allerede bedømmende over for mig, men de havde virket flinke, men samtidigt kunne jeg godt mærke, at de ikke var meget for at snakke med mig. Den eneste, som jeg havde følt mig tryg ved her, var faktisk Justin. Han havde en speciel effekt på mig.

Justin rev mig hurtigt ud af mine tanker, da han løftede min hage med hans hånd.

”Serena, du behøver slet ikke være nervøs, men lov mig du vil være sød mod dem, ik’?” Spurgte Justin. Jeg skjulte forvirringen, da han sagde, at jeg skulle være sød mod dem. Selvfølgelig ville jeg være sød mod dem, for Selena var vel også sød mod Justins familie, eller hvad? Jeg ville i hvert fald prøve, at gøre det bedste, for jeg kunne se i Justins blik, hvor meget hans familie egentlig betød, når han snakkede om dem.

Mine hænder holdte stramt fast i køkkenbordets kant. Jeg kunne stadig mærke nervøsiteten svirre inde i mig. Justins varme hænder lagde sig stille på mine spændte hænder.

”Serena, du behøver slet ikke være nervøs. Hvis du bare får lavet et godt indtryk på Jazmyn og Jason, så er jeg sikker på, at du samtidigt får lavet et godt indtryk på min far.” Sagde Justin med et afslappet smil.

”Så hvornår kommer de?” Spurgte jeg mere afslappet, da Justins ord beroligede mig og samtidigt påvirkede hans nærvær mig egentlig ret meget.

”Snart, ville jeg tro.” Svarede han med et smil. Hans blik kunne jeg ikke tyde, men det var noget, som han var ude efter. Hans lænede sig hen mod mig, så vores pande hvilede imod hinandens.

”Hvad er du ude efter?” Hviskede jeg mod hans læber, som kun var tre centimeter fra mine. Nervøsiteten var forsvundet, da Justins nærvær påvirkede mig så meget, at jeg ikke engang kunne fokusere på mine endeløse tanker. Jeg kunne kun fokusere på ham.

”Et kys,” svarede Justin med et forventende blik, hvorefter jeg hurtigt kunne mærke en blid rødmen, som skød op i mine kinder. ”Jeg har trods alt ikke fået ét eneste kys i to dage.” Sagde han derefter og stille falmede smilet på hans tiltrækkende læber. Jeg troede han blev trist indtil jeg så et surmulende blik fra Justin, som så ret sødt ud. Jeg grinte en lav, perlende latter.

”Vil du virkelig have et kys?” Spurgte jeg drillende om, selvom jeg vidste svaret.

”Hvorfor ikke?” Svarede han med et lille smil på læben imens hans øjne var som fordybet i mine. Præcis, som mine var i hans skinnende øjne.

”Så får du et,” svarede jeg smilende. Jeg lavede lidt trutmund og kyssede ham et meget kortvarigt kys.

”Kalder du det et kys?” Spurgte Justin og så utilfreds på mig på grund af mit lille kys. Jeg nikkede smilende, selvom jeg overhovedet ikke mente det var et kys. Jeg gav ham kun et tantekys, for at drille ham. ”Så må jeg vist hellere lære dig hvad et rigtigt kys er.” Sagde han lumskt. Jeg nikkede smilende og lænede mig lidt frem af mod ham. Langsomt fik han smedet vores læber sammen i et blidt kys, men vi trak os hurtigt ud, da der lød en banken fra hoveddøren. Hvorfor blev vi egentlig altid afbrudt, når vi skulle kysse?

Justins hænder slap mine på køkkenbordet. Jeg hoppede hurtigt ned af køkkenbordet imens jeg gik ved siden af ham på vej ud i entreen. Jeg bed mig lidt nervøst i læben, da jeg var begyndt at blive lidt usikker imens vi gik gennem gangen, side om side. Jeg kunne stille mærke Justins hånd, som gled forsigtigt ind i min og derefter flettede vores fingre sammen. En kildrende følelse løb igennem min krop, men samtidig, så var jeg faktisk begyndt, at blive mere nervøs.

”Det skal nok gå, babe.” Sagde Justin beroligende og kyssede mig blidt på kinden. Jeg kunne hurtigt mærke den rosenrøde kulør, som blussede op i mine kinder igen. Åh gud.

Vi kom ud i den store entre, hvorefter Justin hurtigt slap min hånd for at åbne den store, mørkebrune trædør.

”Bieber!” Udbrød en lille pige, som formentlig hed Jazmyn. Pigen slap straks Justins, fars hånd og skød armene i vejret, som tegn på, at hun ville op i Justins favn, og derop kom hun da også hurtigt.

”Hej Jazzy!” Hilste Justin med et sødt smil på læben imens han kiggede fuldt optaget på hende.

”Hvor er Jaxon henne?” Spurgte jeg nysgerrigt, da Justin også havde nævnt hans halvlillebror, Jaxon.

”Han var syg, så han kunne ikke rigtigt komme med.” Svarede Jeremy, Justins far. Han smilte en smule trist og jeg gengældte det hurtigt med et smil, som der sikkert så helt vildt kejtet ud.

”Men skal vi ikke gå ud i haven?” Sagde Justin for at afbryde tavsheden, som ellers ville have gået hen og blive akavet.

 

Justins synsvinkel

Efter et stykke tid, så havde Jazmyn og Serena skiftet til bikini, da Jazmyn nærmest var helt desperat efter, at komme i den fristende pool. Min far og jeg sad ved et havebord og var ved at grille. Han var i gang med, at grille bøffer og nogle pølser.

Jeg sad stadig lidt overrumplet i stolen, da det egentlig kom bag på mig – det med Serena. Der var så mange ting der var sket. Jeg sad tavst og betragtede Jazmyn og Serena i poolen, da jeg fik et flashback.

 

”Justin, glem det! Jeg skal særdeles ikke i poolen nu. Desuden, så kan Jaxon og Jazmyn godt klare sig alene nede i poolen.” Lød Selenas irriterede stemme.

”Selena, de er ikke engang kommet over femårs alderen. De kan da ikke bare være dernede alene, så går jeg selv med dem.” Indvendte jeg lettere irriteret.

”Så gør det, og hvor skulle jeg alligevel vide det fra? Det er ikke mine børn, så what ever..” Vrissede hun nærmest og lukkede sine øjne stramt i, så hun kunne sole sig. Jeg sukkede indvendt.

”Er du sikker på, at du ikke vil med?” Spurgte jeg i et sidste forsøg. Hun åbnede straks sine øjne og lod de iskolde øjne møde mine.

”Justin, hvis du ikke er klar over det, så soler jeg mig. Mit hår bliver alligevel vådt, hvis jeg går i poolen. Og jeg har slet ikke lyst til at lege med Jaxon og Jazmyn lige nu.” Svarede hun surt tilbage og lukkede sine øjne stramt i igen.

”Okay, skat.” Sagde jeg lavt med en stemme, som ikke kunne skjule skuffelsen. Hun ville aldrig være sammen med Jaxon eller Jazmyn.

Jeg kyssede Selenas kind blidt og gik, så hen til Jaxon og Jazmyn, som sad på kanten af poolen. Jeg kunne allerede se, at de havde set hele vores samtale. Jeg satte mig lige i midten, så jeg sad ved siden af dem begge to.

”K-Ka’ Selly ikke lide os?” Spurgte Jazmyn og så ked af det på mig, og det samme gjorde Jaxon.

”Selly elsker jer. Hun er bare ikke i humør til at bade nu.” Svarede jeg og smilte opmuntrende til Jazzy og Jaxon.

Inderst inde var jeg dog ret skuffet over Selena. Hun ville aldrig rigtigt noget med Jaxon og Jazmyn, hvilket skuffede mig lidt, da det var min familie, som betød alverdens for mig. Måske var hun bare ikke typen, som var til børn. 

 

Hun havde ændret sig til det modsatte. Jeg vidste jo godt, at Selena – eller Serena, som jeg skulle kalde hende - ikke kunne lide børn. Hvorfor skete det her så? Hun svømmede lige nu i poolen med Jazmyn og svømmede om kamp med hende. Hun gjorde heller ikke sit bedste, da hun svømmede langsommere end Jazmyn, som i forvejen svømmede rigtig langsomt. De grinte sammen og Serena lavede sad face, da hun med vilje lod Jazmyn vinde. Bagefter lavede hun hurtigt en smilende high five med Jazzy.

Var hukommelsestabet ikke bare en kort periode, hvor hun langsomt ville blive sig selv igen? Jeg kunne ikke genkende hende mere. Dog måtte jeg indrømme, at jeg begyndte, at elske hende mere for hver dag. Jeg kunne til sidst ikke lade være med, at smile af dem. Hun så ud til at elske, at være i selskab med Jazmyn. Jeg bed mig blidt i læben for at mindske mit store smil. Det varmede en del om mit hjerte, at hun endelig og pludseligt kunne lide min familie nu. I hvert fald noget af den. Det betød en del, at hun kunne lide min familie, fordi der ikke var nogen som jeg elskede højere end min familie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...