In Real Life I'm Not Your Girlfriend ϟ Justin Bieber

Serena, den 17-årige kan være virkelig sød, men det er hun ikke rigtigt i hendes omgivelser. Mange siger, at hun ligner Selena Gomez på en prik. Hvilket hun også gør. Hun bor sammen med sine adoptivfamilie. Så det vil faktisk sige, at hun er adopteret. Hun hader rent ud sagt, at bo der. Anyway.. Serena bliver tvunget til at tage sin 'lillesøster' med til Selena Gomez koncert. Da Serena og Selena begge skal på toilettet, så da de kommer ud igen, så bliver de byttet rundt. Så ved et uheld, så kommer de brat til at skifte liv. Den glamourøse Selena kommer hjem til Serenas familie. Og den fattige Serena kommer ved et uheld på Selenas privatfly. Spørgsmålet er hvordan vil det gå? Vil de skifte liv igen? Og hvad sker der, når Serena spiller med på legen. Serena skal udfordrende nok også spille Justins kæreste. Justin aner intet i starten, men Serena ligner ikke Selena på personligheden, så vil Justin finde ud af det? Find ud af det i "In Real Life, I'm Not Your Gilrfriend - Justin Bieber".

260Likes
692Kommentarer
39451Visninger
AA

23. Bil = Kaput!

Selenas synsvinkel.

Vi kørte på en landevej, og vi havde stadig lang vej endnu. Jeg havde fået sovet en del, men jeg kunne godt bruge lidt mere søvn. Jeg kunne bare ikke falde i søvn. Bilen var begyndt at sige nogle underlige lyder, men det så ikke ud til at Jason tog sig af det. Jeg havde ellers prøvet på at få ham til at standse bilen, så vi kunne se om der var noget i vejen med bilen, men han havde bare sagt, at den godt kunne køre videre. Jeg lå lænet op af bilruden, som var sten hård at læne sig op af. Bilen kom med flere og flere lyde, og før vi begge vidste af det. Var bilen gået i stå. Heldigvis havde Jason nået at dreje ind i siden.

"Forhelved man!" Brokkede han sig og steg irriteret ud af bilen og smækkede hårdt med døren. I et sekund troede jeg at døren ville falde af, så hårdt som han smækkede den. Jeg steg sukkende ud af bilen, og gik over til Jason som stod foran køleren på bilen. Det stod op med røg.

Jeg havde ikke rigtig andet at sige end: "What did I sad?" Det var måske en smule flabet og kækt, men jeg var ligeglad. Så kunne kan lære det! "Lorte bil!" Hvorfor han sagde det, vidste jeg ikke. Bilen ville ikke starte, bare fordi han sagde at den var noget lort. Jason sparkede hårdt til bilen og gik lidt væk. Han havde vel brug for at køle lidt ned?

~

Der var gået et par timer nu, og vi havde stadig ikke fundet en løsning på det hele. Jeg havde sat mig ned på jorden, selvom jeg ikke var særlig meget for det. Men jeg fik ondt i benene og jeg magtede ikke at stå op længere. Jason stod og snakkede i telefon med en eller anden gut, som han råbte af. Jeg sad bare og kiggede ud i luften, i mens bilerne blev ved med at køre forbi. Jeg havde intet jeg kunne stille op. Intet. Jeg kiggede over på Jason, som lige havde lagt på. Jeg rejste mig op, og håbede inderligt på, at han havde fundet en løsning, men hans ansigtsudtryk fortalte alt. Han havde ikke fundet en løsning. Pis også!

"Hvad skal vi gøre? Vi kan ikke bare stå her?" Spurgte jeg og kiggede opgivende på Jason.

"Kan du for en gangs skyld lade hver med at brokke dig?! Jeg er træt af, at du hele tiden skal komme med en snobbet bemærkning. Så bare.....hold din mund lukket, okay?" Hans ord gjorde mig irriteret. Jeg gjorde hvad der passede mig, og sådan var det. Jeg siger hvad jeg vil og gør hvad jeg vil. 

"Jeg gør hvad der passer mig! Det var desuden dit eget valg at hjælpe mig, så luk selv!" Råbte jeg fornærmet, og kunne mærke vreden stige i mig. Jason lo bare.

"Hvad står du og griner af? Tror du det her er morsomt?!"

"Tror du virkelig jeg selv valgt det? Tror du jeg selv valgte at hjælpe dig?" Råbte Jason højere og højere. Han gjorde mig en smule forskrækket. Tror han bare, at han kunne tillade sig at stå og råbe af mig på den måde? Jeg svarede ham ikke, men trak bare ligeglad på skulderne, som tegn på at jeg ikke vidste det, men var ligeglad.

"For det første. Jeg har ikke selv valgt at hjælpe dig, okay? For det andet, så har jeg fucking brug for de penge. Så hvis du tror det her, er af egen fri vilje. Må du tro om igen!" Jason gik tættere og tættere hen mod mig, i mens han talte. Jeg valgte bare at blive stående.

"Hvem fanden har så bedt dig om det?!" Råbte jeg surt og kiggede spørgende på ham.

"Kan det ikke være fucking lige meget? Jeg mangler penge, og de penge kan jeg skaffet ved at få dig hjem!" Før jeg vidste af det, stod Jason og jeg og råbte af hinanden.

"Hvorfor fanden st...." Mere nåede jeg ikke at sige, før Jason gjorde noget uventet. Han kyssede mig. Af en eller anden grund, kunne jeg ikke lade hver med at kysse med. Jason var en smule højere end mig, så han havde bukket hovedet en smule, for at jeg ikke skulle stå på tær. Det var som om jeg glemte alt om, hvor jeg var, hvor jeg stod henne og hvor jeg hørte hjemme.

Jeg skyndte mig at trække mig ud, da tanken slog mig.......Justin! Jeg havde forhelved kæreste på!

"Oh god, det her er slet ikke godt!" Begyndte jeg og gik lidt væk fra Jason, i mens mine hænder var placeret på min pande. "Det her er virkelig skidt! Hvad skal jeg sige til Justin og min mor?!" Jeg kan virkelig ikke tro, at Jason kyssede mig og at jeg endda kyssede med!

"Jason, hvorfor i al verden kyssede du mig?" Spurgte jeg en smule panisk, i mens jeg gik rundt med bar' fødder på jorden og tænkte.

"For at få dig til at holde kæft," svarede han enkelt og trak på skulderen, som om det ikke betød noget.

"Jeg har kæreste på.." Mumlede jeg mest for mig selv. Jason kunne sikkert godt høre det, men han lod hver med at sige noget. Det værste var ikke at han havde kysset mig, men at jeg rent faktisk kyssede med! Jeg steg ind i bilen og prøvede på at tænke klart, men det var svært.

~

"Selena, wake up!" Jeg kunne hører Justins hæse stemme inde i mit øre. Automatisk kom der et smil frem på mine læber. Det var som om jeg ikke havde hørt Justins stemme i hundrede år! Jeg gned i mine øjne, selvom jeg ikke engang havde åbnet dem endnu. Jeg åbnede langsomt mine øjne og strakte mig. Og først dér, gik det op for mig, at jeg ikke var hjemme......jeg var stadig i bilen og Justin var ikke ved min siden. Da jeg fik åbnet øjne helt, så jeg Jason stå ude foran bilen og preje. Var det virkelig hans plan?! At få et lift, af en eller anden fremmed stodder, som kunne voldtage mig?

"Hvad fanden har du gang i Jason.." Mumlede jeg for mig selv og steg ud af bilen. Tænk engang, at jeg troede det var Justin der snakkede til mig og ikke Jason. Jeg gik hen mod Jason og lagde en hånd på hans skuldre.

"Hvad har du gang i Jason?" Spurgte jeg blidt. Mest for ikke at starte et skænderi op.

"Prejer," svarede han kort, med en lidt ligeglad tonegang. Jeg fjernede min hånd fra hans skuldre og sukkede. Lige nu, havde jeg bare lyst til at sætte mig ned og tude. Selvom jeg ikke var typen der gav op så let og satte sig ned og tudede, men det var jeg nu. Jeg gav op. Det hele virkede så indviklet og jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg vendte ryggen til Jason, og gik om bag bilen. Lige så snart jeg var kommet om bag bilen, begyndte tårerne at falde lydløst. Jeg lænede mig op af bilen og satte mig ned.

Jeg var ligeglad med om mine shorts blev beskidte, for det var de i forvejen. Mit hår var pjusket og ulækkert, min eller så hvide trøje var så godt som belortet til og snavset. Jeg havde ingen sko på, så mine fødder var ømme og ikke mindst beskidte. Jeg gemte mit hoved ned i mine knæ. Jason skulle ikke se mig sådan her. Så ville han bare tro jeg var svag og var pisse skrøbeligt, hvilket jeg også var lige nu, men den siden af mig, skulle han bare ikke se.

"Er du okay?" Jasons stemme var blevet blid. Jeg gad ikke rigtig at svare ham, da jeg bare ville sidde lidt for mig selv. Jeg havde det af lort til. Jeg havde brug for at græde. Jeg kunne mærke Jason satte sig ved siden af mig. Det gav mig en underlig mavefornemmelse og jeg vidste godt hvad den mavefornemmelse betød, men jeg prøvede bare på at ignorere den.

"Du syntes det hele er noget lort lige nu, right?" Jeg blev en smule overrasket og forbavset over at han vidste hvordan jeg havde det. Jeg løftede mit hoved op, så jeg kunne se på Jason. Jeg svarede ham ikke, men nikkede bare, i mens jeg kiggede ham i øjne.

"Det er du ikke den eneste der syntes." Begyndte Jason roligt og kiggede mig dybt i øjne.

"Måske ser det hele lidt lost ud lige nu, men vi skal nok finde en løsning. Det lover jeg," den side af Jason, havde jeg aldrig set før. Han havde en blid side. En siden jeg aldrig troede jeg ville se.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...