In Real Life I'm Not Your Girlfriend ϟ Justin Bieber

Serena, den 17-årige kan være virkelig sød, men det er hun ikke rigtigt i hendes omgivelser. Mange siger, at hun ligner Selena Gomez på en prik. Hvilket hun også gør. Hun bor sammen med sine adoptivfamilie. Så det vil faktisk sige, at hun er adopteret. Hun hader rent ud sagt, at bo der. Anyway.. Serena bliver tvunget til at tage sin 'lillesøster' med til Selena Gomez koncert. Da Serena og Selena begge skal på toilettet, så da de kommer ud igen, så bliver de byttet rundt. Så ved et uheld, så kommer de brat til at skifte liv. Den glamourøse Selena kommer hjem til Serenas familie. Og den fattige Serena kommer ved et uheld på Selenas privatfly. Spørgsmålet er hvordan vil det gå? Vil de skifte liv igen? Og hvad sker der, når Serena spiller med på legen. Serena skal udfordrende nok også spille Justins kæreste. Justin aner intet i starten, men Serena ligner ikke Selena på personligheden, så vil Justin finde ud af det? Find ud af det i "In Real Life, I'm Not Your Gilrfriend - Justin Bieber".

260Likes
692Kommentarer
39230Visninger
AA

25. Afskeden

Selenas synsvinkel

Jeg trådte ind af døren og fik hurtigt øje på Justin. Med ryggen til, stod en ukendt pige, der lignede mig overraskende meget bag fra. Jeg fjernede mit blik fra pigen og kiggede over på Justin, som havde lagt sit blik over på mig. Jeg stillede mine kufferter og løb hen til ham. ”Justin!” Mumlede jeg og løb i favnen på ham.

Alt min savn til Justin forsvandt, men den følelse jeg ellers plejede at få, når jeg krammede ham, var der ikke. Jeg kunne tydeligt mærke, at han var meget usikker og var lidt fjern i krammet, hvilket fik mig til at trække mig ud. Jeg kiggede ham forvirret i øjne, hvorefter han skiftevis kiggede på mig og den ukendte pige. Jeg kiggede over på den ukendte pige, så jeg kunne se hende forfra. Jeg spærrede øjnene op, da jeg så den fremmede pige forfra. Det var som at kigge ind i et spejl, hvor afspejlingen var en anderledes udgave af mig selv. Intet makeup var til at tyde, men én ting lagde jeg hurtigt mærke til; hendes tøj. Hvad helvede lavede hun med mit tøj på?!

”Hvem er du?” Spurgte jeg frustreret og gik lidt væk fra Justin.

”Det Serena, hun skulle forstille at være dig..” Mumlede Justin, hvorefter min mund blev større og større.

”Forstille?” Spurgte jeg endnu mere forvirret og kiggede en smule mopset på Justin.

”Mit navn er Serena og ved et uheld, blev vi to forvekslet.” Prøvede hun at forklare skrøbeligt.

”Vent.... troede du, at hun var mig?” Spurgte jeg Justin fornærmet om, og kunne ikke lade være med at blive en smule sur. Drengen var jo blind. Justin undlod at åbne munden, men nikkede bare fjernt i steden for. Han var ikke meget for at indrømme det.

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre. ”Så du har spillet hans kæreste....Serena?” Spurgte jeg hårdt og surt om og havde svært ved at få hendes navn indført. Hvad nu, hvis Justin havde gramset på den såkaldte Serena? Eller værre, været i seng med hende! Serena svarede mig ikke, hvorefter jeg stillede endnu et spørgsmål.

”Hvordan kan du tro, at hun er mig?” Spurgte jeg Justin om og kiggede vredt på ham. Helt ærligt, jeg var meget smukkere end Serena!

”I ligner hinanden..” Var det eneste der kom ud af Justins mund. Jeg fik nok og smuttede op ovenpå. Jeg skyndte mig at finde en check. Jeg roede rundt i alle skuffer og kastede tøjet op. Jeg fandt papiret og skyndte mig at skrive min underskrift, hvorefter jeg skrev beløbet. Jeg gik med hastige skridt nedenunder, hvor jeg gik forbi dem begge. Forbi mine elskede kufferter. Jason holdte ude foran huset, så jeg gik hurtigt hen til ham, hvorefter han rullede bilvinduet ned.

”Her har du checken,” jeg havde tænkt mig at gå, når han havde taget imod checken, men mine ben ville ikke. Hvorfor? Jeg ville ikke forlade Jason. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg nok ikke kom til at se ham igen.

”Skal du ikke ind til din berømte kæreste?” Spurgte han, da jeg bare stod og kiggede på ham.

”Ohh, emh..” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hvorfor blev jeg mundlam? 

 

Serenas synsvinkel

Justin havde lige ringet og sørget for, at hans privatfly ville flyve mig hjem til lufthavnen i min stat. Han vendte sig om mod mig og vreden, som førhen var ætset ind i hans ansigt var forsvundet pist væk. Han så derimod.. Såret ud?

Lydløst trådte Justin hen mod mig, så han til sidst stod tæt på mig. Hans øjne borede sig ind i mine. Hans øjne virkede bundløse og udstrålede en ulykkelighed. Han var såret.

”Hvordan kunne du lyve sådan for mig, Serena?” Hans stemme lød sorgfyldt og hviskende, og det lagde slet ikke skjul på hvor meget min løgn havde påvirket ham. Jeg havde virkelig såret hans følelser.

”Undskyld.” Et sølle ord kom ud over mine læber. Hvorfor kunne jeg ikke sige mere til ham. Sandheden med mine følelser. Hvad jeg følte for ham.

Justin bed sig blidt i læben og rystet på hovedet, som om der var en indre diskussion i gang i hans hoved.

”Vi skal nok af sted til lufthavnen nu.” Sagde han følelsesløst. Dog kunne man godt mærke, at der var meget mere bag hans stemme. Han prøvede at dække over, at han var blevet såret. Underligt nok, skar det i mit hjerte, at se ham sådan. Dét, at jeg var skylden til han var sådan, fik skyldfølelsen til at tynge mig ualmindeligt meget. Jeg ønskede ikke at se ham sådan. Jeg ønskede, at vi ville sidde fast i de to sidste og bedste uger af mit liv. Jeg ville bare se et smil pryde hans læber igen. Det gjorde mig så ondt det her.

Han gik ud af døren og jeg fulgte hurtigt med, selvom jeg ikke havde lyst. Jeg havde ikke lyst til at sige farvel til min første kærlighed, som var begyndt at betyde så helvedes meget. Han betød noget helt specielt for mig. Følelsen af at blive elsket var nærmest ubeskrivelig, men lige nu var elskværdigheden fra Justin forsvundet i det sekund, jeg fortalte om det jeg havde gjort imod ham.

~0~

Det kom ikke som en stor overraskelse, at tavsheden havde sluttet sig til os, som vi sad der i bilen uden ét ord. Jeg havde i et kort øjeblik tænkt, at jeg skulle pakke til flyrejsen, men der var intet at pakke, da det ikke var mig der boede der. Jeg var bare kommet her til i noget forfærdeligt tøj, som ikke engang var værd at beholde.

”Tak Justin.” Hviskede jeg lavt og kiggede ude af bilruden for at se det bevægende landskab, som var fyldt med palmer og sol.

Jeg kunne mærke et kort blik på mig og vendte så mit hoved mod Justin. Han kiggede nysgerrigt, men stadig med det sørgelige strejf i øjnene, som engang havde været fyldt med livsglæde og varme.

”Justin, vejen!” Råbte jeg hurtigt, da han slet ikke havde overblik over hvilken vej vi kørte på. Jeg greb hurtigt fat over på Justins hånd, som sad på rattet og drejede hurtigt bilen, så vi ikke var i den modsatte vej, hvor de andre biler kom imod os. I samme øjeblik, så vendte han hurtigt blikket mod vejen, men ikke fuldt koncentreret, da min hånd ikke var sluppet hans på rattet. Jeg slap hurtigt hans varme hånd, for at han kunne koncentrere sig. Det var nærmest som om han var helt væk.

”Hvad sagde du tak for?” Spurgte Justin med en forundring i stemmen og blikket var nu rettet mod vejen. Dog var der noget over ham, som fik alt til at virke så sørgmodigt.

”For den tid vi havde sammen. Den betød alverdens..” Sagde jeg imens et lille smil samlede sig langsomt på mine læber.

Gid den tid kunne vare for evigt. 14 dage, som jeg aldrig ville få igen. Jeg ville altid huske de dage og ikke mindst fyren, som viste mig følelsen af at være elsket. Det var helt uvurderligt det som jeg havde fået. Psykisk, havde det lettet mit hjerte på så mange måder. Justin var alt for mig. Den eneste, som jeg følte noget for. Tragisk nok skulle jeg give slip på ham på grund af en hvid løgn, som jeg ville ønske kunne vare en helt evighed.

”Vi er her nu.” Lød det fra Justin. Jeg vågnede op fra mine endeløse tanker, som jeg ellers var godt begravet i. Det var slut det Justin og jeg havde. Hvis vi overhovedet havde noget. For mig, var min kærlighed til Justin så magisk og uforudsigelig, at jeg aldrig ville glemme den. Jeg ville heller aldrig glemme Justin.

 

Justins synsvinkel

Tiden var gået hurtigt, da vi kun havde vekslet få ord imellem os. Serena kiggede op på privatflyet, som vi stod tæt på. Ikke ét eneste farvel havde vi sagt til hinanden, men det var nu også forståeligt.

”Justin,”

Det var bare underligt. Det føltes næsten hjerteskærende, at lade Serena gå på den måde. Nok havde hun løjet for mig, men det ændrede ikke mine følelser, som var lidt i uorden. Hun havde bragt et stort rod ud af det, ved at komme her. Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at tænke, at jeg fortrød det mig og Serena havde lavet, for det gjorde jeg ikke. Hvert et ord, hver berøring og hvert et kys mellem os, havde jeg ikke fortrudt. Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg kunne ikke ændre det hun havde gjort mod mig.

”Justin.”

Hun havde stjålet hvert et stykke af mit hjerte med hendes måde at være på. Jeg kunne ikke beskrive, hvor meget jeg elskede de små detaljer med hende. Hvordan hun blidt bed sig i læben og fik sig selv til at se så uskyldig sød ud. Hendes søde smil, som kunne lyse min verden op med få sekunder. Hendes væremåde. Hvordan hun fremstod, som en helt anden udgave af Selena. Hun virkede som en følsom pige, som man skulle holde tæt ved sig. Serenas usikkerhed var selvfølgelig noget, som kunne forbedres. På den anden side, så ville jeg ikke ændre noget på hende. Hendes usikkerhed, havde nemlig ført hende lige i armene på mig, når hun var usikker. Faktisk fik jeg helt trang til at presse hende helt ind til min favn ved at tænke på det. 

Jesus christ! På så kort tid, så..

”Farvel Justin..” Lød Serenas stemme pludseligt, men hun var allerede på vej hen til trappen op til flyet. Det var som om knive skar i mit hjerte. Pinefuldt og hjerteskærende var det, at se hende tage de første skridt op af trappen til det transport, som ville bringe hende væk fra mig. For altid.

Langsomt begyndte der at danne sig tårer ude i øjenkrogen på mig. Hun betød noget. Hun betød alt for meget, da det var som om mit hjerte blev revet ud med et stærkt greb, som pressede hårdt fat om mit pumpende hjerte i et jerngreb.

Hjertet slog hårdt på indersiden af min brystkasse og mine vejrtrækninger blev mere hektiske efter hvert skridt hun tog.

Pludselig vendte det hele på hoved, da hun pludselig kiggede sig over skulderen på det sidste trin på vej ind i flyveren. Vores blikke mødtes. Glinsende tårer strømmede ned af hendes kinder, da hendes forpinte blik slog sig fast mod mig.

Hendes næste skridt skulle have været ind til flyet, men i sidste øjeblik, så vendte hun sig mod mig. Hun trådte et skridt ned af trappen imens hun fastholdte mit lig’ så forpinte blik med hendes. Skridt efter skridt blev hastigheden hurtigere, som hun nærmest løb ned af trinene. Da hun kom ned på fast grund, så løb hun direkte mod mig. En hjerteknust tårer undslap og trillede ned af min kind.

Hurtigt spredte jeg armene og tog imod hende, da hun løb direkte ind i min favn og svang sine arme om min nakke mens hun knugede sig ind til min favn. Ligeså knugede jeg hende hårdt ind til mig. Jeg havde ikke lyst til at give slip på hende, men vi vidste begge, at dette blot var et farvel for altid.

Hun stillede sig en anelse på tåspidserne, da hun lænede sig op mod mit øre. Hendes tårevædede stemme fyldte mine ører, da hun sagde de tre ord, som jeg vidste, betød så uvurderligt meget for hende selv.

Jeg elsker dig.” Min krop stivnede idet jeg forstod ordenes betydning. Det var alligevel ikke en leg for hende. Hun havde lig' så vel som mig, næret så store følelser gennem den korte tid vi havde sammen. Min kærlighed var ubevidst spiret højere til hende end det nogensinde havde gjort for en anden. Selv Selena kunne ikke hamle op mod Serena.

Hun trak sig lidt tilbage for at se mig i øjnene, men stadig med hendes arme om min nakke. Til sidst kunne jeg ikke holde det tilbage, da tårerne pressede på ude i øjenkrogen. Presset forsvandt, da de strømmede ned af mine kinder. Et sørgmodigt smil blottede sig på hendes læber, da hun trak sig fra mig. Hendes blik var fyldt med sorg og langsomt falmede det sørgmodige smil på hendes læber.

Hun løsrev vores øjenkontakt, da hun gik med faste skridt mod trappen. Det var anden gang hun gik op af trappen. Anden gang var værre, da det føltes som om mit hjerte bristede op af sorg og en savn, som jeg allerede kunne mærke.

Igen kom hun til det sidste trin, hvor hun kiggede sig lidt over skulderen. Hun smilte kærligt til mig, før hun trådte ind i flyet. Døren blev hurtigt lukket af en bodyguard, så det sidste glimt af hende var forsvundet for hurtigt.

Tårerne strømmede ned af mine kinder, da endnu en ulidelig smerte spiddede sig gennem mit hjerte med et lyn, da jeg indså, at jeg havde glemt at sige de vigtigste ord til hende. Jeg elskede også hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...