In Real Life I'm Not Your Girlfriend ϟ Justin Bieber

Serena, den 17-årige kan være virkelig sød, men det er hun ikke rigtigt i hendes omgivelser. Mange siger, at hun ligner Selena Gomez på en prik. Hvilket hun også gør. Hun bor sammen med sine adoptivfamilie. Så det vil faktisk sige, at hun er adopteret. Hun hader rent ud sagt, at bo der. Anyway.. Serena bliver tvunget til at tage sin 'lillesøster' med til Selena Gomez koncert. Da Serena og Selena begge skal på toilettet, så da de kommer ud igen, så bliver de byttet rundt. Så ved et uheld, så kommer de brat til at skifte liv. Den glamourøse Selena kommer hjem til Serenas familie. Og den fattige Serena kommer ved et uheld på Selenas privatfly. Spørgsmålet er hvordan vil det gå? Vil de skifte liv igen? Og hvad sker der, når Serena spiller med på legen. Serena skal udfordrende nok også spille Justins kæreste. Justin aner intet i starten, men Serena ligner ikke Selena på personligheden, så vil Justin finde ud af det? Find ud af det i "In Real Life, I'm Not Your Gilrfriend - Justin Bieber".

260Likes
692Kommentarer
39220Visninger
AA

19. 90 millioner & et madproblem

Selenas synsvinkel.

Mit hjerte hamrede af sted mod mine ribben, da Jason kom helt tæt på mig. Jeg rejste mig op fra mine kufferter, så vi stod ansigt til ansigt.

”Tag din fucking kufferter og følg efter mig,” vrissede Jason og kiggede  køligt på mig. Jeg overvejede at lade hver og bare stå og glo på ham, men det kunne være jeg kunne slippe væk fra denne her klamme telttur. Jeg sukkede lavt for mig selv, men tog så en af mine kufferter.

”Gider du  i det mindste hjælpe mig lidt, i steden for at stå og glo?” Spurgte jeg ret overfladisk og hentydede  til at han skulle tage de to andre kufferter.

”Hvis du bare letter røven og kommer af sted, inden folk opdager at vi er væk.”  Hans stemme var hård og hans blik var koldt. Hvad ville han overhovedet? Og hvordan skulle vi nogen sinde komme ud af den her klamme skov? Jason tog mine to andre kufferter, selvom jeg godt kunne se på ham, at det ikke var noget han var meget for. Jeg smilede tilfreds for mig selv, men mit mil forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet. Mine højhælede sko sank ned i det mudder jeg lige havde trådt i.

”Det bare løgn!” Råbte jeg nærmest, men Jason lukkede hurtigt munden på mig, ved at sætte hans hånd foran min mund.

”Hold din fucking kæft! Folk kan høre dig!” Hviskede Jason surt ind i mit øre, så jeg kunne mærke hans ånde, som duftede af pebermynte. Jeg fik en underlig mavefornemmelse og en smule gåsehud. Jeg nikkede, da jeg ikke havde en chance for at snakke. Han fjernede sin hånd fra min mund. Jeg havde ikke noget valg. Jeg måtte tage mine ellers så højt elskede højhæle af og gå i bar’ tær, hvilket var virkelig klamt! Vi begyndte at gå den modsatte vej, som de andre gik, men de var for længst væk og ude af min synsvinkel.

”Er vi der ikke snart? Det er virkelig klamt at gå i denne her skov, når man ikke har sko på!” Brokkede jeg mig og gik på tæerne, da jeg prøvede på at få mindst mudder på mine fødder som muligt.

”Vi er der når vi er der, så hold din kæft.” Sagde Jason vredt. Han var sikkert træt af min utålmodighed, men helt ærligt. Det føltes som om vi havde gået i denne her ulækre skov i hundred år.

”Hvad er det overhovedet vi skal?” Jeg vidste ingengang hvad jeg gik ind til, jeg fulgte bare med. Jo længere vi gik, jo mere nysgerrig blev jeg om hvad det var vi egentlig skulle. Jason ignorerede mig bare og forsatte med at gå, hvilket jeg blev en smule fornærmet over. Hvem tror han, han er?

”Jeg går ikke længere, før du fortæller mig hvad du er ude på og hvor vi skal hen!” Protesterede jeg og stillede min kuffert ved siden af mig. Jeg lagde mine arme over kors, hvorefter Jasons vendte sig om og vi fik hurtigt øjenkontakt. Jason stillede mine kufferter på jorden og begyndte at gå hen mod mig.

Han gik helt tæt på mig, hvorefter han åbnede munden og sagde: ”Selena Maria Gomez, vi skal ud på en lille udflugt.” Jeg kiggede chokeret på Jason. Han forstod mit chokeret udtryk og forsatte.

”Jeg overhørte Kathryn og din samtale, da i sad i bilen. Du overbevidste måske ikke hende, men du overbevidste mig..” Jeg vidste ikke om det var godt eller dårligt, jeg mener.....han er en badass, han er kriminel, hvad kunne den dreng ikke finde på?

”Hvor vil du hen med det her, Jason?” Spurgte jeg ham eftersøgende om og løftede det ene øjenbryn.

”Money,” Smilede Jason lumsk og gned sine håndflader op og ned af hinanden.

”Tsk, yeah right.” Mumlede jeg og skulle til at vende mig om og gå, da hans ord stoppede mig.

”Vil du gerne hjem til din kæreste i Atlanta?” Jeg kiggede undersøgende på ham. Selvfølgelig ville jeg det? Det var ikke noget jeg hellere ville. Jeg behøvede  ikke engang at besvare spørgsmålet, for han vidste godt selv hvad svaret var.

”Du giver mig dine penge og jeg skaffer dig hjem til Atlanta. Deal?” Var det pengene værd? Hvad så hvis jeg lige pludselig ikke have råd til at betale min husleje, købe nyt tøj og den slags?

”Hvor mange penge vil du have?” Mit spørgsmål fik Jason til at tænke sig om.

”Skal vi sige 90 millioner?” Det var nu mere en hentydning, end det var et spørgsmål.

”90 millioner? Er du blevet sindssyg oven i dit hoved?!” Det kunne han da ikke mene. 90 millioner er skide mange penge af komme af med, bare for at komme hjem til Atlanta. 

 

Serenas synsvinkel

”Vil du med ud, at handle?” Spurgte Justin og kastede sine nøgler op en enkel gang og greb dem igen. Hvis jeg sagde nej, så ville jeg bare være alene hjemme i den her gigantiske villa.

”Jo, men genkender folk dig ikke?” Spurgte jeg og trådte de sidste skridt ned af den snoede trappe.

”Nogen gange, men jeg har lidt forklædning med.” Svarede han og smilede, da han åbnede den mørkebrune trædør. Jeg rynkede lidt på næsen, men gik så hen og trådte ned i nogle sorte ballerinaer. Jeg havde selvfølgelig skiftet fra bikini til nogle stramme, mørkeblå bukser og en hvid tanktop. Jeg tog en sort læderjakke på udover, så det ikke var for bart.

Jeg gik ud af døren og ventede på Justin, som hurtig låste døren. Bagefter, han havde gjort det, så gik vi over til en stor, sort bil. Range Rover, stod der forrest på bilen med småt. Jeg gik over på den anden side og åbnede døren og satte mig ind på det mørke lædersæde. Justin havde allerede sat sig ind. Det var egentlig noget helt andet end derhjemme. Jeg elskede den her bil! Kathryns bil kunne man sammenligne med en skrotbunke..

”Justin hvad har du egentlig tænkt dig, at bruge som forklædning?” Spurgte jeg nysgerrigt, da jeg havde spændt selen. Han smilte sjovt og lænede sig frem over i min side imens han hurtigt fik åbnet et handskerum. Han tog en cap, to par solbriller og lukkede handskerummet igen.

”Det her.” Svarede han og tog cappen og et par solbriller på.

”Justin alle vil kunne genkende dig..” Sagde jeg og kiggede lidt olmt på ham.

”Det får vi at se, men du skal også have solbriller på.” Sagde han og rakte smilende et par solbriller mod mig.

”Okay,” mumlede jeg, selvom det var fuldstændig meningsløst. Jeg gengældte hans smil og tog så solbrillerne på. Han startede motoren og bakkede så ud, hvorefter han kørte af sted.

”Hvad skal vi købe?” Spurgte jeg.

”Vi skal købe ind til aftensmaden.” Svarede Justin med øjnene på vejen. Jeg stønnede lidt irriteret.

”Hvorfor ringer vi ikke bare til hende der Kathrine og-”

”-Karina” Afbrød han mig hurtigt.

”Og får hende til at lave mad. Du sagde jo, at hun er kok. Right?” Gættede jeg på og kiggede forventningsfuldt på Justin. Justin undslap i stedet et grin og rystede på hovedet.

”Du lavede da morgenmad i går. Hvorfor vil du ikke lave aftensmad?” Spurgte han med et smil i stemmen.

”Fordi det tager så lang tid og jeg er vist lidt doven.” Indrømmede jeg sløvt og kiggede ud af ruden. Justin smågrinede.

”Måske, men hvad skal vi overhovedet købe ind?” Spurgte han så.

Hmm.. Hvad kunne jeg godt tænke mig?

”Noget nemt,” svarede jeg nærmest indlysende.

”Selvfølgelig.” Mumlede Justin og smågrinte. Et lille smil samlede sig automatisk på mine læber. Hvorfor ved jeg ikke, men Justin var måske en lille del af grunden.

 

Vi smækkede bildøren i og kort efter lød der et bip, og så var den låst. Vi gik ind i et stort supermarked. Wauw! Det var egentlig ret stort i forhold til det supermarked derhjemme, som knapt nok var halvt så stort, som det her.

”Selena, kommer du?” Spurgte Justin et stykke foran mig med en indkøbskurv. Jeg rødmede hurtigt og gik hen ved siden af ham. Jeg så garanteret ud, som en idiot, fordi jeg kiggede fascineret rundt på et supermarked. ”Nogle forslag til maden?” Spurgte Justin og kiggede rundt med blikket. Jeg kiggede tankefuldt rundt, men kunne egentlig ikke komme på noget.

”Bare vent her.” Sagde jeg fraværende, da jeg havde fået øje på nogle brochurer, som stod over ved grønsagsafdelingen. Jeg tog hurtigt en brochure og gik hen ved siden af Justin, som kiggede på det jeg havde i hånden.

”Der er måske nogle idéer her i brochuren,” sagde jeg smilende og rakte ham brochuren. Han tog den hurtigt og bladrede rundt, for at finde noget, som måske var interessant. ”Gå lige tilbage!” Sagde jeg hurtigt. Han bladrede hurtigt en side tilbage.

”Majspandekage med kødsauce..” Sagde Justin lidt skuffet.

”Ka’ du ikke li’ det eller hvad?” Spurgte jeg og kiggede undrende på ham. Det så da godt ud og desuden, så elsker jeg bare majs for groft! Don’t ask me why..

”Jeg kan godt lide kødsaucen,” sagde Justin så med et blindende tandpastasmil.

”Og jeg kan li’ majspandekagen,” sagde jeg og sendte også et tandpastasmil.

”Men resten ser så sundt ud..” Sagde han og kiggede lidt frustreret på billedet af maden. Jeg kunne ikke lade være med, at undslippe et grin af Justin.

”Justin, sig ikke, at du kun kan lide junkfood eller sådan noget.” Spurgte jeg med et opløftet øjenbryn.

”Ehh..”

”Helt ærligt Justin..”

”Hvad?! Du kan da også li’ junkfood?” Forsvarede Justin sig med og kiggede bedrevidende på mig. Jeg kunne ikke lade være med, at grine af hans ansigt. Han så så seriøs ud.

”Hvad griner du af?” Spurgte Justins forvirret og lignede et stort spørgsmålstegn.

”Lige meget..” Svarede jeg og kvalte nogle grin.

”I stedet for det her, så kunne vi også bare bestille en pizza?” Sagde Justin og kiggede forventningsfuldt på mig.

”Justin det var dig, som ville lave aftensmad og så foreslår du, at ringe til en pizzamand.” Indvendte jeg. Han sukkede. Det her virkede lidt håbløst...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...