Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3748Visninger
AA

6. Dag 6

Umma vækkede mig idag, alarmen var gået. Jeg var fløjet ud af sengen, og havde i pyjamas løbet direkte til hovedcomputeren.

"Meteorstorm, advarsel meteorstorm."

Sagde dens mekaniske stemme igen og igen. Jeg kunne se at skjoldet holdt, men et enkelt område på korten over skibet, kunne jeg se at skroget ikke var aktivt. Det bragede pludseligt, så hele skibet rungede. Umma, som arbejdede på en af sideskærmene, fortalte mig at vi havde fået et skrogbrud. Det var noget, af det værste der kunne ske. Jeg lød ned langs den lange tomme gang på skibet, og greb under vejs svejseudstyret.

Heldigvis var bruddet kun i sektion 2, så jeg kom hurtigt derhen. Jeg kunne godt mærke at luften var tungere her, men jeg kunne ikke se hvor hullet var.

"Umma."

Kaldte jeg. Hun skannede løs med sine øjne, og ledte selv efter hullet. Jeg blev pludseligt opmærksom på en sugende lyd, og gik efter den.

"Jeg har fundet det."

Råbte jeg til Umma, inden jeg tog min iltmaske på, for at sikre at jeg kunne trække vejret. Jeg trak mine briller fra panden ned over mine øjne, og gik lidt tættere på. Hullet var lige bag ved den tank, jeg havde repareret kun få dage tidligere. Jeg var nødt til at løsne tanken, afkoble alle ledningerne og fjerne den. Ellers ville jeg ikke kunne komme til hullet.

"Tillad mig."

Sagde Umma let, og afkoblede med lynets hastighed ledningerne. Hun er utroligt stærk, og løftede tanken væk, som vejede den ingenting. Hun satte den forsigtigt fra sig, knap fem meter derfra. Jeg gav mig hurtigt til lukke hullet, der ikke var større end en mønt. Alligevel voldte det mig besvær, mest fordi jeg skyndte mig så meget. Tanken skulle tilbage i beholderen, inden der var gået ti minutter, da den ellers ville blive optøet for meget. Hvis det skete ville skabningen i den, være nødt til at frosset op og vågne. Og så ville jeg skulle være sammen med skabningen det næste lange stykke tid, for man må ikke fryses ned igen, uden at der er gået en måned. Og skabningen ville næppe være glad for at blive vækket, og for at skulle tilbringe en måned sammen med mig.

Jeg fik endeligt lukket hullet, og Umma fik sat tanken på plads. Hun satte hurtigt ledningerne på plads, og vi så afventende på skærmen. Femten sekunder over tid. Jeg mener ikke, at det gjorde den store forskel, så jeg valgte at trykke ignorere på skræmen. Den gik i stand-by igen, og alarmen slukkede, da hovedcomputeren opdagede at jeg havde lukket skroget igen. Så kunne jeg da udfylde en rapport igen.

 

LOGBOG AFSLUTTET

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...