Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3839Visninger
AA

46. Dag 46

"Er du nu sikker?"

Spurgte Sial tøvende, og kiggede endnu engang nervøst på den lap papir han havde i hånden. Jeg har skrevet koden ned, koden som frigiver den bagerste del af skibet. Den del, hvor der kun er oplastede containerne med nogle af ejendelene fra passagerene. Men jeg tror nu at de hellere ville undvære deres ejendele, end at de ville miste livet. Jeg rettede en sidste gang på bæltet, og på den stramme klatredragt som jeg havde taget på. Jeg havde valgt at bruge mig selv som lokkemad, og lokke væsenet ned i den bagerste del. Men for at sikre at jeg ikke ville blive overrumplet, så skulle jeg kravle igennem et af rørene som ikke var i brug, hele vejen ned til den anden ende af skibet.

"Nena, jeg kan ikke lide det her."

Sagde Sial bekymret, og gav mig et såret ansigtsudtryk. Jeg forsøgte at virke hård, at det var den mindste ting som jeg skulle klare. At jeg ville klare det. At jeg ville overleve. Den var nok den tanke som fyldte mest, at det ikke var sikkert at jeg ville overleve. Den mulighed var der, og den mulighed var meget stor.

"Det er meget simpelt. Jeg kravler igennem røret, og ned til den anden ende, hvor jeg lokker væsenet hen. Jeg låser den inde, og kontakter dig over samtaleanlægget. Så taster du koden ind i konsollen, og den bagerste del bliver fraskilt fra skibet, så den driver rundt i tomrummet. Så kan du låse døren op, og hente mig, når konsollen melder at fraskillelsen er komplet."

Sagde jeg roligt, selvom at jeg var alt andet end det. Sial nikkede stille, jeg havde forklaret ham det før.

"Vær forsigtig."

Sagde Sial bekymret. Jeg nikkede, og trådte hen til stolen for at kravle op i røret. Han stoppede mig pludseligt, og krammede mig helt ind til sig. Hans læber fandt mine i et svimlende kys, som fik mig overbevidst om at jeg nok skulle klare det. Han slap mig tøvende.

"Lov mig, at du kommer tilbage."

Hviskede han bekymret. Jeg nikkede, og kyssede ham igen, som for at forsegle mit løfte. Han slap mig endeligt, og tillod mig at klatre op på stolen og trække mig selv op i røret. Han forseglede røret bag mig, så væsenet ikke ville komme ind til ham, hvis det kom forbi mig. Det blev mørkt, så mørkt at jeg ikke kunne se en hånd foran mig. Jeg gav mig til at kravle afsted på maven. Jeg trak vejret tungt, og forsøgte på ikke at gå i panik. Jeg havde ikke noget problem med trange steder, men jeg kunne intet se og væsenet kunne sagtens ligge på lur i røret. Jeg stoppede kort op, da jeg svagt begyndte at trække vejret for hurtigt. Jeg blev liggende indtil at jeg blev rolig igen, så fortsatte jeg hen over den ru overflade, som svagt rev mig igennem dragten. Mit bælte med kniven og værktøjet skrablede let imod overflade og larmede svagt. Jeg håbede ikke, at det kunne høres udenfor røret.

Jeg kravlede i hvad der føltes som timer. Nogle lange timer, hvor jeg følte det som om at jeg ville gå i panik hvert øjeblik det skulle være. Jeg syntes at føle at røret blev mindre og mindre. At det blev trangere og trangere, selvom det ikke var sandheden. Jeg tvang mig selv til at trække vejret roligt, og tvang mig selv videre. Jeg mærkede pludseligt med min hånd, frem foran mig, enden på røret. Jeg sukkede svagt, lettet over at have været nået frem. Jeg drejede hurtigt det indvendige håndtag og fik åbnet for røret. Jeg kravlede lydløst ud, og måtte begrænse mig for ikke at strække mig. Jeg havde lyst til det, efter den begrænsede plads i røret, men kunne ikke. Jeg ville risikere at tiltrække væsenets opmærksomhed for tidligt.

Jeg sneg mig hen til konsollen, tværs over, fra den ene side til den anden. Jeg holdt vejret, håbede at jeg ikke ville blive opdaget af væsenet, hvor den end var. Jeg tastede let på konsollen, og langsomt gled døren op. Helt lydløst, var jeg glad for. Jeg listede derind, og så mig omkring. Jeg ville sikre mig, at jeg ville kunne løbe om hjørner med dem. På lange distancer ville den kunne indhente mig, så jeg håbede at den ikke ville var ligeså hurtige om hjørner. Jeg opdagede en slags sti imellem containerne, hvor jeg kunne løbe igennem. Den gik fra midten af rummet, og direkte hen til konsollen. Jeg nikkede tilfreds, glad over at der var en masse hjørner hele ruten igennem. Og at det var trangt, men at jeg sagtens kunne bevæge mig uforhindret igennem. Jeg stillede mig midt i rummet, tæt ved indgangen til stien, og gav mig til at fløjte.

Jeg kom til at kigge op, og holdt straks op med at fløjte. Væsenet hang over mig, oppe i loftet, i en sovende stilling. Den var som noget, jeg aldrig nogensinde havde set før. Den var helt sort, med en gummi-lignende hud, fyldt med slim, som dryppede ned. Den var formet, næsten som en leopard med en misdannet rygrad, der buede op af. Jeg havde aldrig set noget som den før. Hvor kunne den komme fra? Jeg trådte længere ind til containerne, så jeg stod ved indgangen til stien. Jeg råbte højt:

"HEY!"

Jeg så den vride sig, og dernæst se på mig med mørke sultne øjne. Jeg råbte igen, mens jeg ivrigt vinkede med begge mine arme.

"Er du sulten?! Jeg er lige her, kom og spis mig!"

Den slap sit greb i loftet med sine klo-lignende fingre, og landede let på gulvet. Den knurrede og hvæssede hidsigt af mig, og trådte nysgerrigt få skridt frem imod mig. Jeg tøvede, skulle jeg trække mig tilbage eller lade den komme tættere på? Svaret fik jeg hurtigt, da den bed ud med en slags ekstra mund, som skød ud af dens rigtige mund. Jeg skreg, da den bed mig dybt i benet. Jeg trak hurtigt kniven, og stak den dybt i den ekstra mund. Den slap mit ben, og trak munden til sig, så kniven røg fra mig. Så løb jeg afsted, og forsøgte at ignorerer smerten i mit ben. Jeg kunne høre den bag mig, og forsøgte at sætte farten op. Det gav mig et kort forspring, da jeg kom ud på det sidste stykke hen til konsollen. Jeg nåede få meter fra konsollen, da den fik overfaldt mig og væltet rundt på gulvet.

Jeg skreg endnu engang, da den satte sine tænder i min skulder. Jeg forsøgte at række ud, men kunne ikke nå ledningen med få centimeter. Væsenet slap mig kort, men kun for at bide mig i siden for at forsøge at flænse hul i min hud. Jeg mærkede mine ribben give efter og brække. Jeg slog i refleks ud efter væsenet, som ignorerede det. Jeg mærkede noget fugtigt på mine fingre, og opdagede at min hånd var dækket af blod, mit blod. Jeg rakte ud efter ledningen igen, og fik fat i den. Jeg rev hurtigt i den, så røret røg af samtale-anlægget.

"Sial! Nu."

Skreg jeg, godt klar over at det ville lukke mig inde med væsenet. Jeg skreg smertefuldt, da væsenet fik revet noget af min hud af og hurtigt spiste det med stor appetit.

"Nena, Nena! Jeg kan ikke lukke dig inde med den!"

Råbte Sial panisk i den anden ende af samtale-anlægget. Jeg mærkede tomheden nærme sig, og vidste at jeg havde mistet meget blod. Min krop var ved at gå i chok, så jeg ville miste bevidstheden og om få minutter dø af blodmangel.

"Sial..."

Hviskede jeg træt. Usikker på om han hørte mig.

"... jeg er ved at dø."

Hviskede jeg, og havde ikke længere styrken til at skrige, da væsenet rev endnu en luns af mig. Jeg blinkede træt, og mærkede at jeg var ved at miste bevidstheden. Det næste som jeg husker, er lidt rodet. 

Jeg husker ihvertfald at væsenet hylede og for tilbage, og dernæst Sials hænder som som tog fat i mig under skuldrene og trak mig baglæns, ud af last rummet. Jeg hørte alarmen, og blev klar over at Sial havde indtastet koden. Han fik mig trukket ud i sidste øjeblik. Jeg kunne svagt mærke porten lukke mod mine fødder, og at Sial hørte trak mine ben ind. Jeg hørte også svagt Sial kalde efter mig, men jeg mistede bevidstheden på det tidspunkt.

Sial holder fortælleren for mig lige nu, han trykker knappen ind, så den optager. Jeg er for svag til at gøre noget som helst. Mine sår er alvorlig, og selvom at Sial har gjort det bedste han kunne med Ummas indspillinger, og at han forsøger at opmuntre mig så... Så tror jeg ikke at jeg klarer den. Der er stadigt to uger til, før vi ankommer, selvom at skibets autopilot har sat farten op, på grund af kaptajnens død. Jeg ved ikke hvor lang tid det tager nu. Jeg kan ikke... ikke holde styr på det. Jeg kan ikke mere. Jeg er så træt.

"Nena, du må ikke give op!"

"Undskyld Sial."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...