Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3774Visninger
AA

45. Dag 45

"Går det bedre i dag?"

Spurgte jeg Sial, da han træt åbnede øjnene igen. Han nikkede svagt, men blev liggende med hovedet på puden. Jeg var stået op for snart tre timer siden, og havde derfor nået at være i bad og gøre rent og tø mere rumgrød op, inden han vågnede. Jeg havde allerede spist min potion med rumgrød, så jeg tog skålen med Sials potion i hånden, og gik hen for at sætte mig på kanten af sengen.

"Ikke nu."

Mumlede Sial træt, og forsøgte at gemme sig under dynen. Det mislykkes dog, da jeg sad på noget af dynen. Han gav mig et svagt utilfreds blik.

"Spis nu, Sial."

Bad jeg ham, og ønskede at jeg havde gemt broccolien til et senere tidpunkt, og at jeg havde skåret den op.

"Jeg er for træt."

Sagde Sial søvnigt, og gabte svagt. Jeg prikkede til ham med skeen.

"Du bliver bare mere træt, hvis du ikke spiser."

Forsøgte jeg at overtale ham, da en overdøvende alarm gik igang, så jeg helt tabte skålen i forskrækkelse. Sial fløj op i en siddende stilling, og så sig forvirret omkring, mens jeg for op og hen til displayet ved siden af metaldøren. Jeg tastede hurtigt min adgangskode ind, og fik slukket for alarmen. Så gav jeg mig til at læse på skærmen, for at finde problemet. Jeg fandt hurtigt svaret, og gik på knæ i chok over hvad skærmen informerede mig om.

"Nena?"

Kaldte Sial bekymret, og rejste sig hurtigt fra sengen, med dynen omkring sig. Han bukkede sig ned til mig, og trak mig helt ind til sig, under dynen.

"Hvad er der?"

Spurgte han bekymret, da skærmen igen gik ud, og forhindrede ham i at læse det. Jeg lænede mig tilbage, op imod Sial og begyndte at græde. Han lagde forsigtigt armene tættere omkring mig, og vuggede mig stille.

"Hvad er der?"

Spurgte han bekymret, og aede mig over kinden, så jeg så på ham med tårefyldte kinder.

"Kaptajnen er død."

Hviskede jeg, og huskede ham som at være den eneste venlige skabning, som havde behandlet mig ordentligt. Sial aede mig over ryggen, og trak mig helt ind til sig.

"Nu ved vi hvordan skabningen får føde. Den bryder tankene op, og spiser dem, som er i dvale. Der er allerede femten tanke, som melder at deres forsegling er brudt. Men alarmen var kun sat til at reagere, når et af besætningsmedlemmernes tanke meldte fejl. Femten, Sial, femten døde allerede. Jeg er nødt til at stoppe den tingest, inden vi når frem."

Sagde jeg til Sial, og mente det alvorligt, at jeg ville stoppe den. Den skulle ikke tage endnu et liv på min vagt. Sial rystede voldsomt på hovedet, og gav mig et rasende blik.

"Det kan du ikke. Jeg er både hurtigere og stærkere end dig, og mig havde den nært slået ihjel. Hvordan skulle du klare dig imod den? Jeg kan ikke længere, det er blevet for koldt, det ved du."

Sagde Sial skarpt. Jeg vidste at Sials vrede var bekymring for mig, men jeg ville ikke tolerere det.

"Vi er nødt til at finde på noget, og hurtigt. Vi ankommer til planeten om mindre end 16 dage."

Sial nikkede endeligt enstemmigt, da han forstod at jeg ikke bare ville kaste mig hovedløst ud i det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...