Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3833Visninger
AA

44. Dag 44

"Går det bedre?"

Hviskede jeg, da jeg var sikker på, at Sial var vågen. Han vendte sig let under dynen, og nikkede svagt.

"Er du stadig træt?"

Spurgte jeg forsigtig. Han rystede kort på hovedet, men blev liggende med sit hoved på mit lår. Han var stadig helt udmattet. Så jeg blev siddende ved ham, og aede ham forsigtigt over håret. Det var helt fedtet, fordi at han havde svedt så meget.

"Jeg trænger til et bad, det ved jeg godt."

Sagde Sial svagt. Jeg trak dynen længere op over hans skuldre, og fortsatte med at ae hans hår.

"Det haster ikke."

Forsikrede jeg ham, da han begyndte at bevæge sig, for at komme op og stå.

"Du behøver ikke, at bekymre dig for mig. Jeg klarer mig, jeg er vant til det."

Sagde han beroligende, og tog min hånd, så jeg ikke kunne ae ham over håret.

"Jeg bliver lidt mere frisk, hvis jeg kommer i bad."

Forklarede han, og hev dynen af. Jeg rejste mig hurtigt, klar til at støtte ham, hvis han havde brug for det. De første skridt han tog, så lidt usikre ud, men det blev hurtigt bedre. Jeg lagde mærke til, at hans hale for en gangs skyld havde en funktion. Den hjalp ham med at holde balancen.

 

"Hjalp det?"

Spurgte jeg, da Sial kom tilbage fra badet. Han nikkede, og holdt op med at tørre sit hår med håndklædet. Da han trak håndklædet af, for at ligge det til at tørre over sin stol, lagde jeg mærke til hans hår. Det stod lige op i luften, men begyndte at ligge sig ned igen af sig selv. Jeg blev ved med at stirre på det, indtil jeg opdagede at Sial så på mig, så skyndte jeg mig at koncentrere mig om min rumgrød igen.

"Kiliaer har alle den samme frisure, dog med mindre forskelle. Vi beholder den frisure, som vi bliver født med, til vi dør. Også hunner."

Tilføjede han, da jeg igen så nysgerrigt på ham. Han satte sig ved bordet, og lagde mærke til at jeg havde noget overdækket på bordet.

"Hvordan ved du så meget om din art, hvis du... øh..."

Jeg kunne ikke rigtigt afslutte sætningen, da jeg var bange for at minde Sial om at han havde mistet sin mor, inden han overhovedet var blevet "født", eller var kommet ud af ægget. Eller sådan noget, jeg vidste ikke lige var jeg skulle kalde det.

"Kiliaer er normader. Jeg havde på et tidspunkt, da jeg var omkring..."

Begyndte han at forklare, men stoppede tænkende op.

"... otte år, må jeg have været, til jeg var omkring femten."

Sagde han tænkende. Jeg greb spidsen af hans hale, da den forsøgte at snige sig op under den overdækkede genstand. Han tog lynhurtigt halen til sig.

"Der ankom nogle mager til rumstationen. Et ældre par. De tog sig af mig i det tidsrum, og belærte mig om min art og dens kultur. De hjalp mig igen den første periode, da jeg fyldte femten."

Forklarede Sial, men med blikket fæstnet på den overdækkede genstand.

"Rejste de videre?"

Spurgte jeg nysgerrigt, og undrede mig over hvorfor de ikke havde taget Sial med. Han rystede let på hovedet, med et trist ansigtsudtryk.

"Mager af min art er så tæt knyttet, at når den ene af dem dør, så følger den anden kort tid efter."

Forklarede han, og de gik op for mig, hvorfor Sial var blevet alene igen. De var døde.

"Som sagt, de var gamle, meget gamle. Hunnen døde af alderdom, og hannen... tja, han blev ude af stand til at sove eller spise på grund af hans sorg, så han døde få dage efter."

Forklarede Sial, og lød lidt som om at han havde holdt meget af dem. Jeg skubbede den overdækkede genstand over mod ham, og håbede at det ville muntre ham op.

"Jeg fandt den her under nogle poser med frossent rumgrød."

Forklarede jeg, og trak klædet af den. Jeg så straks at Sial blev glad. Jeg kunne se det på hans øjne. Han trak hurtigt broccolien til sig.

"Den sidste?"

Spurgte han, og kunne ikke tage blikket fra den. Han hadede virkeligt rumgrød, gik det for mig.

"Ja, det er den sidste. Jeg roede resten af fryserne igennem, men det er den sidste. Så da jeg ved, at du ikke just bryder dig om rumgrød, så er det din. Jeg bryder mig ikke om broccoli."

Forklarede jeg, og straks satte Sial tænderne i den. Jeg fnes for mig selv, og fortsatte med at spise min rumgrød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...