Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3821Visninger
AA

43. Dag 43

Jeg var ved at blive bange for, at Sial ikke ville vågne igen. Han havde ikke rørt sig længe, og hans vejrtrækning var utroligt langsom.

"Sial."

Hviskede jeg, og prikkede til ham. Han reagerede ikke, og blev livløst liggende. Jeg snøftede svagt. Godt nok, så sov Sial bare, men han var jo ikke vågen til at tale med mig. Så jeg følte mig ensom. Jeg krammede mig tættere ind til ham, og lagde hans arm over mig. Han reagerede stadigt ikke, så jeg besluttede mig for at prøve at falde i søvn igen. 

Først sent på natten, skete der endeligt noget. Dog ikke lige det jeg havde ventet.

"For fanden."

Bandede Sial højlydt, så jeg vågnede igen. Jeg så mig undrende omkring, og opdagede ham på gulvet. Han vred sig voldsomt, så hans hale fejede frem og tilbage over gulvet.

"Sial?"

Spurgte jeg bekymret. Han gav mig et rasende blik.

"Gå!"

Sagde han hidsigt ned i gulvet, og vred sig, så han kollapsede ned på gulvet.

"Gå!"

Råbte han hidsigt, og vred sig fortsat. Jeg for op fra sengen, og løb mod badeværelset. Jeg sprang over Sials hale, og stormede videre. Jeg kunne høre Sial sige smertelige lyde, men jeg fortsatte, som han havde bedt mig om. Jeg løb ind, og smækkede døren bag mig. Jeg satte mig ved væggen, længst væk fra døren. Jeg kunne høre Sials smertelige udråb, og det gjorde nærmest helt ondt på mig. Jeg sad på gulvet, jeg ved ikke hvor længe, men det føltes som lang tid, da Sial blev stille igen.

"Nena, hjælp mig."

Kunne jeg høre ham svagt kalde. Jeg for op fra gulvet, og ind til ham igen.

"Sial."

Hviskede jeg svagt, og satte mig på knæ på gulvet, ved siden af ham. Han trak vejret anstrengt, og han var helt svedig. Jeg rakte hurtigt ud, og lagde dynen over ham. 

"Sial, hvad skete der?"

Spurgte jeg bekymret, og aede nogle svedperler væk fra hans pande. Jeg lagde mærke til, at farven i hans øjne var aftaget lidt. De var ikke nær så klare.

"Min periode er overstået."

Hviskede han svagt, og forsøgte at komme op. Det lykkes ham ikke. Han faldt sammen igen. Han var alt for udmattet til at rejse sig, så jeg lagde hans hoved i mit skød. Jeg havde ondt af ham. Tænk, at han skulle gå alt det igennem, hverken gang han fik en periode.

"Hvor tit har du en periode?"

Spurgte jeg bekymret, og blev ved med at ae ham over håret. Hans vejrtrækning blev mere roligt, så han ikke var så forpustet.

"Det varierer. Alt efter hvor mange frugtbare hunner, som jeg befinder mig i nærheden af."

Svarede han træt, og lukkede sine øjne. Jeg blev siddende på gulvet med ham, hele natten igennem. Jeg ville ikke risikere at vække ham, når han var så udmattet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...