Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3763Visninger
AA

41. Dag 41

"Du er sød, når du er flov."

Sagde Sial forsigtigt, da jeg kravlede tilbage i sengen. Jeg fnøs irriteret, og ønskede at gulvet ikke var så koldt, at jeg ikke kunne ligge på det. 

"Nena."

Sagde han klagende, og trak mig ind til sig. Jeg strittede imod, forsøgte at skubbe ham væk på den begrænsede plads. Men trods hans vægt, så var han uhyre stærk og trods alt flere centimeter højere end mig. Så han fik mig hurtigt klemt fast under sig, så jeg ikke kunne stritte imod længere.

"Hvad er du sur over?"

Spurgte han undrende, og trykkede mine hænder ned i puden over mit hoved. Jeg gav ham et surt blik. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke var tilfreds med hvad der var sket aften inden.

"Du kyssede mig!"

Udbrød jeg surt, og forsøgte at vride mig fri igen. Det lykkes ikke, jeg kunne ikke rokke mig.

"Du kunne lide det."

Sagde Sial lusket. Jeg kunne bag hans hoved, se hans hale, som roligt vippede frem og tilbage. Jeg rødmede igen, selvom at jeg var så vred.

"Du er så sød, når du er flov."

Sagde han igen, og forsøgte at kysse mig. Jeg drejede hovedet til siden i sidste øjeblik, så han ramte min kind. Alligevel sendte den korte kontakt et stød igennem mig, et stød af velvære.

"Sial! Hop af mig!"

Sagde jeg hidsigt, og forsøgte at vride mig fri igen. Det lykkes stadig ikke. Han sukkede opgivende, men blev roligt liggende.

"Du kunne lide det. Så hvorfor er du sur?"

Spurgte han undrende, men jeg gav ham ikke noget svar, og forsatte med at forsøge at komme fri.

"Jeg kommer aldrig til at forstå hunkøns-væsner. Om det er kiliaer, mennesker eller noget helt andet."

Mumlede han opgivende, og løsnede sit greb omkring mig. Da jeg fik min hånd fri, stak jeg ham straks en lussing, så min egen hånd gjorde helt ondt. Sial så derimod ud til, at han knap nok havde mærket det. Ikke destro mindre gav han mig et utilfreds blik.

"Og hvad skulle det til for?"

Spurgte han surt. Jeg fik min anden hånd fri, og fik ved hjælp af den, trukket mig tilbage, så jeg kunne sidde op af væggen. Så vores ansigter var lige ud for hinanden.

"Det var for at sætte livet på spil, og for næsten at blive slået ihjel."

Svarede jeg koldt. Sial havde jo på sin vis lovet mig, at jeg ikke ville være alene. Og det havde han brudt, da han havde ladt mig være alene i værelset. Sial sukked opgivende igen, og så ud som om at han ville forklare sig. Men jeg brød hurtigt ind, ved at placerede et kys på hans læber. Jeg hev mig hurtigt tilbage, inden Sial kunne trække mig ind under sig igen.

"Og den var for at sætte livet på spil for mig."

Sagde jeg uroligt, og mærkede hvordan mine kinder var blevet varme igen. Sial gav mig et kærligt smil, og rystede på hovedet.

"Som jeg sagde, så kommer jeg aldrig til at forstå hunkøns-væsner."

Gentog han forvirret, og satte sig overfor mig i sengen. Han rettede let på en fold på de nye bukser, som han havde fået på, før jeg lagde mærke til at han stirrede på mig igen.

"Hvad er der?"

Spurgte jeg, med en lidt mere fornærmet tone, end jeg havde ment det. Han valgte dog, at overhøre den.

"Hvorfor rødmer du egentligt så meget?"

Spurgte han nysgerrigt, og lænede sig frem, så han kunne ae min røde kind. Hans spørgsmål gjorde mig bare mere rød i hovedet, så det føltes som om mine kinder brændte.

"Jeg... øhm... jeg har... altså... øhm..."

Som sædvanligt, når jeg bliver nervøs, så gav jeg mig til at stamme og kunne ikke forme en hel sætning. Sial bremsede mig, ved at lægge sin ene finger over mine læber.

"Tag den med ro."

Forsøgte han at berolige mig. Jeg nikkede let, men lidt for ivrigt.

"Helt med ro."

Slog Sial fast. Jeg nikkede lidt langsommere, så Sial lod sin hånd falde.

"Du... jeg... Du er den første, som jeg nogensinde har kysset."

Fik jeg endeligt sat en sætning sammen. Jeg kunne se, at Sials øjne kort gled overrasket op.

"Den første overhovedet?"

Spurgte Sial mistroisk. Han så dog ud til at tro mig lidt mere, da jeg flovt nikkede, uden at se på ham.

"Så du har heller ikke..."

Jeg rystede hurtigt på hovedet, inden han kunne fuldende sætningen. Jeg vidste godt hvad han ville sige, men alligevel ville jeg ikke høre ham sige det. Det ville bare være for pinligt. Det ord, håbede jeg at jeg aldrig nogensinde skulle høre Sial sige. Jeg så endeligt på Sial igen, og lagde mærke til et ansigtsudtryk, som jeg aldrig havde set før.

"Er der noget galt?"

Spurgte jeg bekymret. Bange for at hans ben gjorde ondt igen, selvom at han sagde, at det næsten allerede var helet. Sial rystede let på hovedet, og lænede sig så let frem.

"Jeg syntes bare, at det er meget sødt, at du er jomfru."

Jeg rejste mig lynhurtigt op fra sengen, og for ud på badeværelset, for at gemme mig. Mine kinder  brændte som aldrig før, og jeg kunne sværge på, at jeg hørte Sial grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...