Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3744Visninger
AA

40. Dag 40

Sial vågnede igen, sent om aftenen. Jeg opdagede det næsten ikke, fordi at jeg selv var ved at falde i søvn. Hvis det ikke var fordi at han havde aet mig let på kinden, så var jeg faldet i søvn.

"Sial."

Hviskede jeg træt, men glad. Han nikkede let,og kunne se på mig, at jeg havde været bekymret. Så han lagde den arm, som jeg havde været ved at falde i søvn på, tæt omkring mig og trak mig lidt tættere ind til sig. Han kunne ikke bevæge sig meget, på grund af hans smertende ben, så han blev liggende på ryggen. Jeg lagde træt mit hoved mod hans bryst, og gabte svagt.

"Hvordan har dit ben det?"

Spurgte jeg forsigtigt, og så på ham. Han smilede let, og aede noget af mit hår tilbage.

"Det gør ondt, men det er blevet bedre."

Jeg syntes at hans ansigt kom tættere og tættere på, men det eneste jeg kunne tænke på, var hans smerter.

"Min slags heler meget hurtigt."

Tilføjede Sial beroligende, netop som jeg begyndte at fokusere på hvor tæt på hans ansigt egentligt var kommet.

"Så det er helet i løbet af nogle få dag..."

Han afbrød sig selv, da han pludseligt pressede sine læber mod mine. Jeg blev forbavset, men inden jeg kunne bremse mig selv, kyssede jeg ham tilbage. Mit hjerte hamrede afsted, så jeg troede at det ville hoppe ud af min brystkasse. Samtidigt føltes min mave som om den blev fyldt med sommerfugle, der flagrede ivrigt for at komme ud. Aldrig havde jeg følt mig mere levende, end med Sials læber presset mod mine.

"Av."

Sial afbrød vores kys, og hvæssede lavt. Jeg opdagede, at vi lå fuldstændig sammenklamret. Sial havde været på vej ind over mig, da hans smertende ben havde bremset ham. Jeg slap forsigtigt Sial, så han kunne komme ned og ligge igen.

"Øhm... der var ikke meningen at..."

Begyndte Sial, at forsøge på at undskylde. Han blev afbrudt, da han begyndte at le let.

"Jamen, lille Nena dog."

Sagde han sødt, mens han gav sig til at grine endnu mere. Jeg gav ham et uforstående blik, indtil jeg mærkede hvor varme mine kinder var. Jeg rødmede, helt vildt endda.

"Det er ikke sjovt."

Surmulede jeg, og gav ham et irriteret blik. Han forsøgte at holde at med at grine af mig, men et enkelt fnis undslap ham dog alligevel. 

"Bare en lille smule."

Sagde han drillende, og trak mig ind til sig igen. Jeg gav ham et forbavset blik.

"Kun for at sove."

Forsikrede han mig. Jeg nikkede, men gav ham et tvivlende blik, mens jeg trak den tykke dyne over os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...