Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3769Visninger
AA

39. Dag 39

Jeg vågende op i en tom seng. Straks satte jeg mig forvirret op i sengen, og så mig omkring.

"Sial?"

Kaldte jeg bange, og rejste mig fra sengen med tæppet omkring mig. Jeg gøs, da mine fødder ramte det iskolde gulv. Det føltes næsten som om at mine sokker frøs fast til gulvet.

"Sial?"

Kaldte jeg igen, men jeg skyndte mig over til termometret. Jeg forsøgte at vride det, bare en smule mere, så der kunne komme lidt mere varme på, men det var ikke muligt længere. Den var allerede på det højeste. Jeg snøftede igen, og hostede svagt, mens jeg samlede tæppet tættere omkring mig.

"Sial?"

Blev jeg ved med at kalde, mens jeg grundigt søgte køkkenet, soveværelset og badeværelset efter. Jeg kiggede endda op i loftet, og forventede at se hans hale hænge ned og vippe let frem og tilbage, mens han læste i en af mine blade for hundrede gange. Jeg vidste stadig ikke hvordan han havde lært at læse, jeg vidste bare at han kunne.

Da jeg havde ledt det hele igennem for tredje gang, lod jeg mig synke ned på en af køkkenstolene. Han var her ikke. Han havde forladt værelset, blev jeg enig med mig selv om. Jeg rejste mig hurtigt fra stolen igen, og skyndte mig hen til metaldøren. Den var blevet lukket udefra, det kunne jeg se på den. Jeg lagde forsigtigt min hånd på håndtaget, men rev den til mig igen. Jeg vred let min hånd. Håndtaget var så koldt, at min hånd nær var frosset fast. Jeg tog et hjørne af tæppet om min hånd, og trykkede forsigtigt håndtaget ned, så jeg kunne åbne døren. Jeg tøvede kort. Var det nu en god ide, at åbne døren? Jeg blev enig med mig selv om, at det var en god ide. Hvis nu Sial havde brug for mig. Jeg tvang døren op, og trak den let på klem. Jeg så forsigtigt ud gennem den lille sprække. Det var mørkt, meget mørkt, derude. Lyset måtte være gået på strømbesparende, fordi at jeg ikke havde været derude i lang tid.

Jeg så pludseligt noget hvidt, og forsøgte at fokusere på det. Men det bevægede sig for hurtigt. Det ene øjeblik var det på den ene side, og det næste øjeblik på den anden side. Pludseligt kunne jeg se det. Det var Sial! Og han løb for livet, gik det op for mig. I det næste øjeblik stormede han frem mod døren, som jeg straks rev op, så han kunne kaste sig ind. Jeg smækkede den hurtigt, og blev slået i gulvet, da noget bragede ind i døren, så den gav efter og jeg blev skubbet tilbage. Jeg blev liggende på gulvet, mens jeg holdt skarpt øje med døren. Jeg lyttede efter den, men der var atter stille igen på den anden side.

"Kom op, kom op nu Nena."

Hviskede jeg hidsigt til mig selv, og tvang min krop ud af den rædselsslagne position jeg lå i. Jeg fik vendt mig, og kunne se Sial liggende på gulvet.

"Sial?"

Kaldte jeg bekymret. Jeg kunne se noget blåt på gulvet, som kom fra under ham. Han reagerede ikke på min kalden, og blev liggende. Jeg vidste, at der var noget galt. Hans hale lå livløst på gulvet. Jeg forsøgte at komme på benene, men min bekymring tyngede mig ned, så jeg måtte kravle over gulvet og hen til Sial. Jeg tog forsigtigt den rygsæk, som han havde på ryggen, af ham og vendte ham rundt. Den blå væske kom fra hans ene lå, hvor hans bukser var blevet fuldstændig flænset. Det lignede et bidemærke. Jeg aede bekymret Sials kind. Jeg vidste jo ikke hvordan jeg skulle behandle hans sår. Han vred sig pludseligt let, og blinkede et par gange med øjnene, før at han slog dem op.

"Nena?"

Spurgte han hviskende, og skar ansigt af smerten. Jeg nikkede hurtigt, og blev ved med at ae hans kind for at holde ham vågen.

"Ja, Sial. Det er mig. Men Sial, du er nødt til at fortælle mig hvordan jeg behandler dit sår."

Sagde jeg bange, på randen af gråd. Jeg kunne ikke miste Sial, jeg ville ikke være alene. Han blinkede træt med øjnene, som om at han var ved at miste bevidstheden igen. Han smilede forsigtigt.

"Det er ikke så svært Nena."

Sagde han bebrejdende, men med en venlig tone. Hans øjne faldt mere og mere i.

"Rens det med vand, og forbind det. Jeg kan ikke tåle det disinfi..."

Han blev slap igen. Han mistede bevidstheden, men jeg havde forstået hvad han havde forsøgt at sige. Han kunne ikke tåle nogle af de disinficerende midler jeg havde, og derfor kunne jeg kun rense det med vand.

Jeg løftede ham op fra gulvet, og bar ham forsigtigt i seng. Jeg sukkede opgivende, da jeg klippede hans bukser op, for at kunne få dem af ham. I det mindste havde han underbukser på, forsøgte jeg at tænke positivt, da jeg gav mig til at rense hans sår. Det gik hurtigt op for mig, at den blå væske var hans blod. Da såret var blevet renset ud, forbandt jeg hans lår med en stram forbinding.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...