Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3857Visninger
AA

37. Dag 37

Jeg vågnede i nat. Rystende af kulde, jeg frøs som aldrig før. Mine led føltes helt stive af kulde, så jeg skyndte mig at stå op. På trods af mine kluntede bevægelser, lykkes det mig at træde over Sial. Han havde rykket sit leje af puder tættere på min seng, næsten helt ind under den. Det lignede at han var på vej derind. Hans hoved og ene skulder lå ihvertfald indenunder. Jeg kunne høre at han hvislede let. 

"1050."

Læste jeg på termometret. Jeg viste at det viste alt for meget, og fik det til at der var cirka fem minus grad i værelset. Jeg fik hurtigt skruet op for varmen, så det ikke ville være så koldt herinde. Jeg frøs helt vildt. Jeg havde jo kun et par tynde bukser og en bluse på. Jeg glædede mig til, at det ville blive lidt varmere herinde og skyndte mig tilbage til sengen. Jeg begyndte at hoste, og måtte kort stoppe op. Netop som jeg trådte frem, bevægede Sial halen, så jeg kom til at træde på den. Jeg skyndte mig at træde tilbage, men for sent. Sial blev vågen, kom med et smertesudbrud og slog hovedet op i min seng, da han ville rejse sig.

"Avs."

Hvislede han lavt. Det lød som om han havde bidt sig i tungen. 

"Undskyld Sial. Men du bevægede halen, og jeg nåede ikke at se det. Undskyld."

Undskyldte jeg, men han kravlede ud fra under sengen og satte sig op. Han gned let sin pande, og så på mig med de røde øjne. De lyste let op i mørket. Hans utilfredse blik skiftede hurtigt til bekymring, da jeg hostede igen. Han rejste sig hurtigt, og kom hen til mig.

"Du fryser."

Konstaterede han. Jeg nikkede, og snøftede let. Han løftede mit ansigt op, så han kunne studerede mine øjne nærmere. Han sukkede let.

"Du er ved at blive syg. Kom, vi skal have dig i seng igen."

Han greb min ene arm, og trak mig hen til sengen. Han hjalp mig ned at ligge, og mærkede på min pande.

"Du er ikke ved at blive syg, du er syg."

Sagde han uroligt, hvorefter han lagde sig ved siden af mig. Jeg gav ham et forvirret blik, da han trak mig tæt ind til sig, så jeg lå helt op af ham. Hvilket gav mig meget røde kinder. De underbukser jeg har, er til begge køn, så Sial havde fået nogle af dem. Underbukser var det eneste han sov i, da han ikke frøs når han sov. Han trak hurtigt mit tæppe over os, og krammede mig tættere ind til sig. Tæppet alene, ville ikke være nok til at holde mig varm.

"Umma..."

Sagde Sial, og fik min opmærksomhed. Jeg var allerede ved at falde i søvn igen.

"Umma har lavet nogle indspilninger på din fortæller. Hvor hun fortæller hvordan man skal tage sig af dig, hvis der sker noget med dig. Hun ville sikre sig, at du ville være sikker, selv hvis hun ikke var der."

Forklarede han. Jeg nikkede træt, og lagde hovedet mod hans bryst. Jeg havde godt set at Umma havde haft min fortæller i hånden, men jeg havde ikke opdaget hendes indspilninger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...