Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3788Visninger
AA

36. Dag 36

"Av, for pokker."

Bandede jeg, da kniven smuttede fra mig og ramte mig i pegefingeren. Straks stod Sial ved siden af mig, og så bekymret på mig. Jeg var kommet til at fortælle ham, at jeg er den sidste af min art efter at vi havde snakket i går aftes. Lige siden er han blevet utroligt overbeskyttende, præcist som Umma.

"Er du okay?"

Spurgte han bekymret. Jeg nikkede, og gav mig til at vaske fingeren ren, så jeg kunne få en forbinding på. Det så dog ikke ud til at være nødvendigt, det blødte næsten ikke.

"Vil du ikke godt lade være med at være så overbeskyttende?"

Spurgte jeg ham. Han gav mig et dumt blik.

"Der er så få af din slags, at det er lige før at du er så sjælden som mig. Og jeg har set hvordan du hensynsløst hænger på hovedet ned fra loftet, og læser."

Han rullede opgivende med øjnene, og gav mig et stykke papir.

"Det er en vane, sådan gør min art. Jeg har gjort det hundredvis af gange. Du behøver ikke at pakke mig ind i vat."

Jeg fnøs irriteret.

"Jeg har lavet mad hundredvis af gange, du behøver ikke at pakke mig ind i vat."

Sagde jeg stædigt. Han sukkede opgivende, godt klar over at han ikke ville vinde den her diskussion. 

"Må jeg i det mindste lave min mad selv, så du ikke bløder ud over det?"

Spurgte han med et frækt smil. Han kunne lugte, at det stadigt blødte. Jeg sukkede, og nikkede. Så jeg forklarede ham hvordan han skulle skære broccolien ud, og putte den i gryden med vandet. Og dernæst hvordan han skulle skære sift-bærrene ud. Jeg forklarede ham, at de mindede om kartofler. Velvidende at han ingen anelse havde hvad begge dele var. Men det var det samme, som når han sagde at han vejede det samme som en fuluks-unge. Jeg aner ikke hvad en fuluks-unge er.

Da vi endeligt var færdige med at lave mad, hvor han havde brugt noget af tiden med at gemme sig på badeværelset, fordi at jeg ville tilberede noget kød, kunne vi spise. Han roede rundt i mosen, som vi havde kogt af broccolien og sift-bærrene. Jeg havde lavet en bøf til mig selv.

"Hvorfor skal vi spise det her klamme slat-værk?"

Spurgte Sial irriteret, og tøvede med at spise det.

"Det er de sidste frostvarer, der er. Udover lidt kød selvfølgelig. Vi skal til at leve af rum-grød, begyndende i morgen."

Forklarede jeg, og gav mig til at spise mosen. Den smagte ikke dårligt, men smagte heller ikke af alverden.

"Hvad er rum-grød?"

Spurgte Sial forvirret. Jeg kom i tanke om at navnet rum-grød, havde jeg selv fundet på.

"Det har et eller andet langt videnskabeligt navn, som jeg ikke kan udtale. Men det er stortset en grød bestående af vitaminer og mineraler og alt sådan noget, der er godt for kroppen. Men det smager ikke just godt."

Sial nikkede forstående, og smagte endeligt på mosen. Han så ud til at kunne lide den, for han tømte ihvertfald hurtigt tallerkenen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...