Nena - Det sidste menneske

En rumrejse, en rejse på nogle måneder og en last at vogte over. Hvor svært kan det være? Sådan tænkte Nena, da hun tog jobbet. Men er hun nu også sikker på, at hun er alene på sin rejse? Kan hun være sikker, når der er lyde i mørket, hun kan høre skridt og hun har følelsen af at blive overvåget? Pludseligt er hun ikke så sikker længere, og det hele bliver vendt på hovedet, da hun får sandheden af vide.

12Likes
9Kommentarer
3746Visninger
AA

34. Dag 34

"Så du ved ikke hvad det er for en skabning?"

Spurgte Sial, da han havde været ved at forlade værelset. Han frøs, og jeg havde, ved en fejl, fortalt ham at jeg havde en bluse som han kunne passe. Men at den lå i opbevaringsrummet. Jeg havde revet ham tilbage fra døren.

"Jeg ved bare, at den er stærk nok til at skubbe en to-tons-metal-container ned, og at den gjorde for at forsøge at slå mig ihjel. Hvis det ikke var for Umma..."

Jeg bed mig selv i tungen, da jeg nævnte Ummas navn. Jeg savnede hende helt vildt, og det gjorde ondt at sige hendes navn.

"Din androide?"

Spurgte Sial uforstående. Jeg nikkede, og måtte anstrenge mig for ikke at græde. Jeg havde ikke fortalt ham særligt meget om Umma. Det gjorde for ondt.

"Jeg kendte heller ikke min forældre. Umma opfostrede mig fra da jeg var helt lille. Hun var min familie."

Forklarede jeg kort. Sial så stadigt undrende på mig.

"Men hun var jo bare en robot?"

Sagde han uforstående. Jeg fik lyst til at slå ham. Umma havde været hele min verden, og han kaldte hende for en simpel robot. Jeg gav ham et tårefyldt blik, før jeg var nødt til at vende ryggen til. Jeg kunne ikke holde det tilbage, selvom jeg prøvede, så nogle enkelte tårer gled ned over mine kinder. Jeg mærkede Sials hånd på min skulder, og vendte mig imod ham.

"Undskyld, jeg havde ikke indset, at hun betød sig meget for dig."

Sagde han undskyldende. Jeg snøftede stille, og forsøgte at tørre mine tårer væk.

"Jeg er vant til skiftende personer, så jeg har ikke rigtig haft tid til at holde af nogen. Efter hvordan du har det, så er jeg ikke længere sikker på om det er en dårlig eller god ting."

Sagde han, og gjorde det klart, at han var ked af ikke at have en forældre, men at han også var glad for det, så det ikke gjorde ondt at miste dem. Han tog mig pludseligt ind til sig, og krammede mig trøstende. 

"Det gør mig ondt."

Hviskede han trøstende i mit øre, og krammede mig helt tæt ind til sig. Jeg var ikke vant til den form for nærkontakt. Selvfølgelig havde Umma krammet mig før, men hun var jo ikke levende. Jeg havde aldrig før haft et levende væsen så tæt på mig. Det fik mig af en eller anden grund til at rødme helt vildt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...